Første og sidste gang vi mødtes, følte du et evigt behov for frihed - med fødderne dinglende over bølgerne og fingerneglene boret ind i kajens træværk, men med blikket rettet fast til havs som en sømand der venter på horisonten. Det jeg husker bedst er smagen af salt. Bitter på tungen og sært kradsende på huden, et spor af 'forladt' der kun langsomt forsvinder. Hvis du kender Nordsøen, når den opfører sig delvist eksemplarisk, så ved du cirka, hvordan verden hviskede omkring os; på én gang blidt og voldsomt med tænder i overfladen og et sovende, iltert temperament blot et spadestik dybere nede. Sådan var vejret og sådan var du; det blødte lige igennem dig, som du sad der og ønskede dine lunger mættet. Du sagde, "Det var sidste chance, den allersidste," og jeg gav dig helt inderligt ret. Der er mange måder at leve under himlen på. Det svier og smerter at indånde bølgerne hver gang vinden blæser, og det eneste jeg kunne gøre, var at byde dig tættere på.
   Der drev en måge forbi og jeg husker, at du grinede fjoget, lidt mekanisk og uden nogen fast forankring. "Hvis jeg var sådan en," sagde du, "så kunne jeg sgu leve af affaldet, hvis jeg gad. Så kunne jeg spise lort og blive mæt." Du tog en kort pause for at blinke vandet og blæsten ud af øjnene. I bytte fik jeg hår i ansigtet, sådan at det klæbede sig til huden og delte dig op i mit synsfelt. Det kunne jeg ikke lide.
   "Måske," sagde du, "ville det bare være lettere. På den måde." Så tav du og lod dine øjne tale, mens du kiggede ned i bølgerne og glemte den ensomme måge. Det undrede mig, hvordan du kunne være så ubehjælpeligt fikseret på din egen tilbageholdenhed, mens jeg ventede på dig med alt, hvad jeg havde; med mit våde hår og mine tomme hænder. Kunne du da ikke forstå, at jeg ville flyde med dig ind i solnedgangen, lige der hvor lyset rammer havet og holder mørket i skak? Præcist hvad du manglede, selvom du troede, jeg bare forsøgte at narre noget fra dig. Jeg kender historierne og myterne, og de trækker kun sparsomt på virkeligheden. Hvis mennesker kæntrer på vandet, så kæntrer de, fordi livet er for hårdt og vejen er for ubehjælpelig. Det tror jeg, at du ved. Det er ikke et eventyr eller en rejse ind i fantasien, men derimod den bratte virkelighed, en opvågning i gråt. Du smilte, sådan som man smiler, når man mest har sit ansigt til overs.
   "Burde du ikke synge en sang for mig?" spurgte du, imens du stille og roligt trak dig tilbage. Væk fra mig og ind i dig selv. Jeg hvilede armene på kajen og spurgte dig, hvad du gerne ville høre, for jeg kendte allerede svaret og tænkte, at et gæt blot ville skubbe dig hurtigere væk. Vi var nået dertil, hvor havet vugger åndedrættet til ro; den sagte overgang fra brusende vilje til langsom, rytmisk status quo. Og ganske rigtigt så sagde du ingenting, du rystede bare på hovedet og kiggede den anden vej. Måske havde du en idé om, at dine tomme ord kunne hvile lidt i deres egne mangler, og det kan gerne være, at du havde ret. Men det var også klart, at du talte mest for at finde tilbage til dig selv - til den person, der ikke ønskede at dykke dybere end bunden, som ville savne overfladen selvom uvejret buldrede om ørerne på dig. Jeg ved ikke, hvorfor mit hjerte nægtede at løsrive sig, hvorfor du bandt mig fast i din egen storm, selvom jeg så rigeligt lever og ånder for vindene, når de raser allermest. Måske er det fordi, jeg allerede kendte dig gennemført. Jeg læste springet i dine øjne, og jeg så dig tage det i den modsatte retning, også selvom jeg stod med armene vidtåbne og ventede på dig.
   Kender du det, ville jeg spørge, hvis jeg stadig lå i vandoverfladen og spejlede din frygt tilbage til dig. Kender du det, at man ved, hvor det bærer hen? For jeg husker, at du vækkede en sådan tankekæde i mig, en kæde jeg endnu vikler rundt om mine drømme i bedste mening og efter bedste evne. Jeg vidste, hvad du ville, og det var den smukkeste sandhed. I mindst et par sekunder hørte du til hos mig, favnet tæt i mine arme med duften af tang og sø vævet ind i håret. Du lå på bunden og så verden gennem vand, sådan som jeg ønsker det for dig hver eneste dag.
   Jeg husker, hvordan din ryg så ud, da du gik. Du gik lydløst og med så stor en oprigtighed, at jeg fik ondt i hjertet. Det var første og sidste gang, og jeg tror, du var sprunget i en anden verden. Jeg tror, vi havde fundet hinanden, sådan som jeg fandt dig og elskede dig i de åndedrag, hvor vi tænkte synkront og ude af takt. Det hjælper mig lidt at vende det sådan. Det hjælper mig nok.