På hjørnet af den halvsovende villavej bor en kvinde med øjne i nakken. Det er bedst at gå helt uden om hendes hus, for man kan aldrig vide, om man fanger hendes interesse. Der er ingen der ved, hvordan det helt præcist går for sig, når hun retter sine mange blikke udad. Man ved bare, at folk langsomt går i stå efterfølgende, som noget elektrisk der tappes for energi. Den sidste mand hun lagde mærke til tog sit eget liv i garagen for lukkede døre, og derefter har det været småt med nysgerrigheden. Fra hende og fra andre. Det der hekseri eller hvad det nu kaldes, det ønsker man sig jo ikke for nogen.

Personligt kunne jeg godt tænke mig at vide, hvorvidt der også vokser slanger ud af hovedet på hende. Om man tømmes eller bliver til sten, det er vel grundlæggende hip som hap.

*

Hun høster sine æbletræer, når tiden er moden. Det er altid på egen hånd, også selvom hun er oppe i årene, og hendes lange, grå hår hænger dydigt ned over nakke og ryg, så man slet ingenting kan se. Sjalet har hun sandsynligvis hæklet selv i løbet af året, det er nyt fra gang til gang, så meget har jeg noteret mig i skyndingen. Måske står der noget i hendes heksebøger om tekstilproduktion, man kan i alt fald tydeligt se det for sig: den kogende gryde, dampen og de mange, snirklede tråde som væver sig sammen og forvandles med et puf.

Nogle gange sælger de hendes æblemost nede ved den lokale bager, de kalder den både friskpresset og ø-ko-lo-gisk, men jeg er skeptiker. Når tusmørket falder på og månen står højest, smutter hun rundt og sprøjter museblod ud over frugterne. Bare fordi man ikke kan se pletterne, betyder det jo ikke, at de ikke er der, vel? Flaskerne bliver udsolgt alligevel, faktisk river folk dem af hylderne dernede, og der står naturligvis også en hjemme i mit køleskab hvert efterår, bare så jeg kan holde rigtigt øje.

Så længe jeg ikke ser for direkte på hende, så går det nok.

*

Kirkegården ligger lige overfor hendes hus. Det er en gammel grund, tilvokset og misvedligeholdt, dog er flere af de nye gravsteder pæne nok, og kontrasten mellem gammelt og nyt gør noget særligt ved atmosfæren derovre. Jeg har set hende på de små, kringlede stier ofte nok og jeg tror, jeg ved, hvad hun laver. Hun samler alt det dødvoksende, det der gror, hvor ormene æder sig mætte. Hvad hun bruger det til, må stå usagt - og gudskelov, gudskelov - men alt andet lige har hun øjensynligt bosat sig det helt rette sted.

Når man spadserer langs gravstederne, møder man hyppigt en helt bestemt slags frøart; en lille, langbenet fætter med en høj stemme og store, rullende øjne. Universitetet inde i den store by har ofte sendt små, spirende professorer og rundkindede naturbørn på jagt efter sandheden omkring disse frøer, indtil videre er de nået frem til følgende: kræene hører ingen steder hjemme. Videnskaben går ikke op i alternative forklaringer, det er ret beset en slags svaghed, selvom mange kloge mennesker har sagt det modsatte gennem tiden.

Jeg siger det nu, én gang for alle: frøerne er os, er dem der plejede at være, og nu skyder de frem overalt på de dødes legeplads, blotter sig i deres helt eget mikrokosmos, mens røgen stiger op fra hendes skorsten i tunge, grå plamager.

*

Når man kigger op mod himlen i vinterhalvåret, kan man sommetider se ekkoet af hendes hekserier lyse op blandt Mælkevejens mange konstellationer. Det kan ligne stjerneskud men tag ikke fejl! Hvis de fanger dit blik på det helt rette tidspunkt, vil du kunne mærke alle hendes øjne bore sig ind i din krop, som usynlige isflager der spiller og danser hele vejen ned ad din rygrad. Man kan tage en sweater på, skrue op for varmen eller hvad ellers, det er fint nok, men tro mig. Tro mig. Skaden er gjort.

I virkeligheden burde man nok lade hende være med alle hendes skøre mysterier, men der er trods alt en nysgerrighed i de fleste mennesker, en trang til det bedste, til det der kan bringe varmen tilbage.

Man forestiller sig hende ude i natten med sit lange, grå hår sat op, så begge sæt øjne kan se. Hun kigger både frem og tilbage, mens verden går langsomt i stå omkring hende, frøerne kvækker og æblerne nærmer sig endnu en slutning. Alting går lidt i ring om mig, det indrømmer jeg, og måske står hun virkelig lige midt i det hele, i ro og i stilstand. Jeg ved det ikke med sikkerhed, men det bør man ikke holde imod mig. Husk konsekvenserne. Husk manden i garagen.

*

Nogle gange virker det tillokkende at gå til modangreb på alt det usagte. Finde bøger inde i den store bys okkulte butikker, gå på spøgelsesjagt og trække katten ud af sækken, mens den skriger og ridser jorden til. Når man tænker rigtigt over det - og det er mere end svært at lade være - så kunne det være rart med et faktisk bevis på hendes konstante indblanding i verdens sager. Universitetet kunne spare på ressourcerne. Folk kunne gå i indkøbscentret efter æblesaft, begå selvmord efter forgodtbefindende.

Det er mærkeligt, at det kun er vores lille villavej som er befængt med hendes troldværk, måske er hun reelt set ikke så magtfuld. Måske er hun kun en stor frø blandt mange små. Hvis man vidste noget med sikkerhed, kunne man skubbe hende tilbage i glemslen, tilbage til eventyret hvor de gode normalt kun taber, når de ikke er gode.

Tænk at være så fri.

*

For enden af hendes grund er der skov. Et tykt mørke af stammer og løv, vildtvoksende og sammenfiltret. Man kan godt gå tur derinde, hvis man gider (man kan overveje at medbringe egen machete), men det er nu de færreste, der ikke vælger skovstykket længere mod syd. Vejene er bedre, lysindfaldet mere indbydende.

Jeg tror, hun har gjort noget ved skovstrækningen nedenfor huset. Hvis hun kan sætte flokke af frøer i verden, hvis hun kan fodre mennesker med rotter uden at de opdager det, er det oplagt at føje den nærmest konstante mosebryg og dødstille skovbund til listen. Derfor søger jeg også derind, det kan enhver vel forstå, jeg søger og søger, men selvom jeg går i timevis, ender jeg altid det samme sted.

Brønden er så dyb, at man kan se mørket forsøge at klatre op ad væggene. Jeg aner ikke, hvor bunden er - om den er - men hvis man kaster noget derned, kan man tælle op til ti sekunder, før det siger plask. Hvem der har gravet den i sin tid eller hvad den bruges til må de lærte svare på, men jeg ved, at hun har været her mange gange. Hendes fingeraftryk er overalt langs kanten, pletter af grønt, af heksebryg og flåede frøer.

*

De siger, man går i stå. Det er sandt, men jeg kan desuden tilføje, at før da - flyver man.