Rillen i mellem ballerne og andre steder.
Del 2
Bunden Kaipola, havde to kornkamre tæt på skråningen. Bag ved kornkamrene begyndte en smal sti, som styrtede tredive meter ned til et stort åbent plateau og endte i elven.
Stien havde et specielt navn, Rillen i mellem ballerne.
Om vinteren var Rillen, sådan var stiens forkortet navn, områdets bedst og mest populære rutsjebane. Et stykke pap under numsen og så styrtede man ned ad skråningen og farten var svimlende. Ingen turde anvende en slæde fordi så havde farten kastet en ud i elven. At stå på ski ned ad Rillen var den rene selvmord, hvis man ramte et træ så var det sikkert at man brækkede både arm og ben. Og tænk hvor mange øretæver man skulle høste på den dumhed. Hvis vi ikke havde pap at sidde på så sled vi på bukserne og det skete af og til at vor egen rille kom til syne. Min mor fandt på at lappe mine bukser med et stykke læder. Det holdt næsten hele vinteren.
Rillen var ikke det eneste sted, hvor vi oplevede svimlende fart. Vi kunne vise vort mod og vor færdighed på elvdalens skråninger. Og ofte kulminerede det med dumdristigheder i valget af steder, hvor vi ville stå ned ad bakken. Vi drenge tænkte: piger kan ikke, og de tør ikke stå ned ad bakken på samme stede som vi. Derfor måtte naboens jævnaldrende pige, Sirkka, stå bag forrådskamrene og se på, når vi viste vor kunnen på ski.
En dag hørte vi fra Rillen et skræmt skrig, skrigen var et langt hyl, næsten som et fløjte lyd fra et lokomotiv. Vi kikkede i den retning og til vor rædsel så vi hvordan Sirkka, naboens snothvalp af et pigebarn, styrtede ned ad Rillen. Jeg ved ikke om hun skreg af frygt, jubel eller fordi hendes kjole blafrede helt op til ørerne. "Godeste! hun styrter ned i elven!"tænkte jeg.
Men nej, nede på plateauet gjorde hun det flotteste sving vi nogensinde havde set og sneen sprøjtede fra hendes ski som fra en sneplov.
Vi drenge stod der med skuffen hængende ned til mavebæltet!
Vi troede ikke vores øjne! At stå ned ad rillen, det var helt utænkeligt.
Hun røg ikke ned i den vinterkulde elv, ikke engang faldt..
Nej, hun stod der som en frossen silhuet armene strittende ud til siderne. Antageligt havde hun selv svært at tro på, hvad der var hændt.
Så gik det op for mig, hvad Sirkka havde gjort.
Hun havde slået alles rekord for altid. Ingen kan eller tør at gøre det samme, som Sirkka havde gjort foran vore øjne.
Den sved.
Fra den dag gjorde Sirkka de samme krumspring på bakkerne som vi, og klarede alting lige så godt, som vi.
Der gik et par dage før jeg fandt et sted, som ingen havde klaret endnu. Det begyndte med en meters fald ned i snedriven, og fortsatte direkte en snes meter længere ned og endte brat på en stor klippe.
Det så farligt ud.
Men uden fare - ingen ære, tænkte jeg. Og det skulle gøres før frygten fik fadt i mig.
"Du er tosset", nåede jeg at høre da jeg begyndte at glide ned ad. Faldet gik godt, jeg faldt dybt i den bløde snedrive og så begyndte turen, at glide ned mod klippen. Jeg forsøgte at bremse farten og svinge til højre men kunne ikke i den bløde sne. I fuld fart styrtede jeg mod klippen. Stødet slog luften ud af mine lunger og lige før skallen ramte klippen hørte jeg et knasende lyd. Alting sortnede og jeg fladt i sneen.
Jeg lå i sneen og forsøgte at røre mig varsomt. Jeg kunne rejse mig, selv om det gjorde ondt ad helvede til i hele kroppen men.
Så hørte jeg hvordan alle råbte: "Det der gæller ikke, du faldt, du faldt, din skide buks."
Det var rystende nederlag.
Jeg var flov da jeg ledte efter mine ski i sneen. Eller stumperne af dem. Det viste sig at den højre ski var knækket i tre stykke, den venstre var intakt. Jeg kravlede op og slæbte stumperne med mig. Da de så resultatet af min styrtløb, kom Kimmo med en spydig bemærkning: "Prøv igen med den sidste ski, så kan du knække også den." Alle syntes at det var kvik bemærkning og de grinede: ha,ha,ha!
Det rev mig i hjertet. Sirkka kom med en afgørende bemærkning: "Men med ene ski må det være dobbelt så svær, som ellers."
Jeg bukkede mig for at prøve, om jeg kunne binde min støvle fast i skien. Nogen klappede mig på skulderen og den satans ski begyndte at glide under mig. Før jeg nåede at stoppe var det for sent. En eller anden råbte: "Han gjorde det, den skøre kule!"
Før jeg faldt over kanten sat jeg helt automatisk min højre fod bag den venstre. Det vidste sig at være godt. Da jeg faldt i det bløde sne sank jeg dybere end ved første gang. Til min overraskelse opdagede jeg, at nu kunne jeg bremse med min højre sko. Vau! Og der var mere at hente! Nogle meter før jeg skulle ramme klippen, vidste jeg helt instinktivt, hvordan jeg kunne tvinge skien til at svinge til højre. Vau! Det her var næsten værd at miste den ene ski for. Jeg klarede bakken uden at falde eller at knække min ski. Stolt vendte jeg mig om for at høste det veltjente anerkendelse. Men ingen sa' noget som helst.
Der var kun stilhed?!
Kimmo, sammen med de andre havde travlt med at forsvinde deres vej.
Skuffet klatrede jeg op. Sirkka var det eneste, som var blevet tilbage. Hun skyndte sig at fortælle mig, hvordan alle havde stønnet af beundring for, hvor godt jeg havde klaret styrtløbet - og kun med en ski. Kimmo var den første som ville gå sin vej og trak de andre med sig.
"Sirkka" sagde jeg, "det var faktisk lettere kun med den ene ski. Så du ikke hvordan jeg svingede til højre? Det var skide let, selv i tykt sne. Men sig det ikke til de andre."
"Det så jeg og det var flot klaret." Svarede hun.
Jeg kunne ikke lade være at hentyde til det om Rille: "Selv om det så flot ud, er det ingenting i forhold til det, hvordan du klarede Rillen forleden dag. Rillen er et sted, som alle ønsker at klare, men ingen tør. Derfor var det helt enestående det du gjorde."
Hun begyndte at fnise: "Det var faktisk et uheld. Jeg stod bagved forråds kamrene lige oven for Rillen og så kom min skistøtte til at glide og jeg kunne ikke stoppe. Nej, hvor var jeg bange!"
"Det kunne vi høre. Hvordan lykkedes det dig at gøre det flotte slutsving?"
"Det ved jeg faktisk ikke. Jeg stod der som en frossen ispinde i flere minutter."
"Ha, ha, ha, det kunne jeg se, at du var stiv af skræk."
Vi begyndte at gå hjemad.
Sirkka med sine to ski var hurtigere og jeg humpede med det ene ski langt bagefter. Det gjorde ikke noget fordi jeg havde planer om at begrave den knækkede ski i snedriven. Et eller andet sted i bakken med hensigt at smide stumperne ned i elven når isen smeltede.
Jeg turde ikke fortælle der hjemme, om min afsindig vovestykke ved bakken og klippen og slet ikke, at jeg havde knækket skien i flere stumpe.
Resten af vinteren måtte jeg klare mig med den ene ski og det gik godt nok. Jeg fik endda et tilnavn: Markku den gale!