Der var noget ved måden, hun spjættede på, som han ikke brød sig om.
Et enkelt blik mod døren, blot for at konstatere at Vincent nu var hele to minutter for sent på den, hvorefter Jean Louis bragte telefonskærmen tættere på ansigtet, nok til at han kunne se lidt flere detaljer af det grynede billede. Russeren filmede ikke i HD, og markedet for lige netop denne slags optagelser egnede sig ikke til kræsne kunder. Alligevel irriterede det ham. Når man forstørrede billedet, kunne man se hvordan hun flød ud i pixels, så alt der løb ud af hende, alt der faldt af, blev til måske. Sandsynligvis. Og hvem fanden gad bruge penge eller tid på usikkerhed?
Han spolede tilbage. Genså de samme tre sekunder igen og igen, mens han ventede på sin aftale. I virkeligheden havde han ikke tid til andet end at være i gang, ikke nu hvor meningsmålingerne begyndte at være mere end blot udtryk for mediernes desperate jagt efter nyhedsværdi. Hans parti var godt med, selvfølgelig var de det, de sejlede fortsat på Philippes folkelighed, selvom manden ikke havde vist sig i det offentlige rum siden jul. Normalt var Jean Louis ikke særlig optaget af, hvorvidt folk brød sig om ham personligt eller ej, dertil var han i højere grad den effektive type, ham der gav dem nok til at mætte sulten, så alle andre spørgsmål gled i baggrunden. Men disse dage var det ikke helt nok, var det vel? Valgperioder var altid en opsummering af, hvor godt man havde placeret brikkerne, og i politik var der ingen grænse for, hvor langt man gik tilbage. Hvor godt (eller måske snarere hvor dårligt) en vælger kunne huske.
Han havde ikke sat lyd på optagelsen, men der var alligevel et kort sekund, hvor han syntes, hun skreg. Svært at sige i virkeligheden, havde hun overhovedet luft nok? Hans blik blev snævrere, mere indskrænket, mens han lod den afspille frem imod det tyvende minut, der hvor hun mistede sin relevans. Han gad ikke at se på døde kroppe, fy for helvede. Så var man for alvor pervers.
En besked tikkede ind på telefonen, gled ned over skærmen netop som der skete noget frygteligt med hende, noget han faktisk godt ville gense. Alligevel valgte han at sætte filmen på pause, for de få ord handlede om Marguerite, og lige nu havde han ikke rigtigt andre måder at mærke hende på. Hun sad overfor parlamentet på sin faste cafe, på Bonn. I dag, modsat alle andre dage, havde hun åbenbart ikke været alene.
Selvom han havde set hende inde fra vinduerne mere end en enkelt gang, havde han ikke spurgt hende endnu. Om hvorfor hun sad der, når hun kunne gå i byen, der var vel penge nok på kontoen til nye sko, nye kjoler, alting i glans og pragt og naturligvis så dyrt, at man måtte undre sig over, hvorfor ingen andre undrede sig. Kvinden havde ingen indtægt. Han var politiker, ikke milliardær. Han smilede let, tørt og kortvarigt. Det var ganske vist.
Men på trods af at Marguerite Gagnon kunne købe sig det meste af den materielle verden og jævnligt gjorde det, så meget kunne han da se på sine kontoudtog, så sad hun derovre så troligt, at hendes udmattede bodyguard overvejede at blive tedrikker. Hun sad der, og så gik hun. Punktum. Manglen på drama, på hekseri og illusioner og drømmemageri, havde indtil nu været både påfaldende og udpræget, for hun navigerede jo i verden på samme måde som han.
Når hun nu valgte at invitere en ny spiller med...
Det gav sig selv, at reglerne ikke sådan stod til at ændre, det vidste han, at hun vidste, og dermed var der kun en enkelt mulighed tilbage. Tanken om at hun igen var ved at glide ud mellem fingrene på ham, ligesom mafiaens datter i det strudsebefængte fængsel i Port Elizabeth. For ikke at tale om dennes (deres) mand på sofaen hjemme i Jean Louis' nabolejlighed, hvor fjernsynet kørte i det uendelige, mens en latterlig schæferhund gradvist overhalede ham i verdslighed.
Han rynkede på panden. Vincent var så forsinket nu, at der sandsynligvis var tale om en misforståelse. Det ville være oplagt at åbne kalenderen og undersøge, om manden af en eller anden uforståelig årsag måtte have reserveret et mødelokale til dem. At gøre sig proaktiv igen, tage skridtet videre. Reglerne bøjede sig jo for helvede heller ikke for ham, de bøjede sig kun for datidige Augustus, fordi han havde skrevet dem selv. I dag var man mindre heldig. Kontekst var kontekst.
I stedet pressede han fingeren mod skærmen. Fandt videoen frem igen og startede fra nul. Denne gang slog han lyden til, blot laveste volumen. Hvis Vincent kom hvinende ind ad døren nu som en skide tornado med sine løse håndled og flyvende armbevægelser, så kunne han vel finde en forklaring, der ville være nemmere at sluge end sandheden. Han var politiker, og selvom Vincent havde spunnet så mange historier for ham, at det var svært at sige, hvem der var bedst til at lyve efterhånden, så ville manden vel nok tage imod det, der blev tilbudt. Som han gjorde hver måned når pengene gik ind, ikke sandt? Som mennesker nu engang var flest.
Hun havde brunt hår, luderen på slagtekrogen. Brunt hår der væltede ned ad ryggen på hende i beskidte tjavser. Det var altså underligt, tænkte han, hvorfor Marguerite overhovedet sad derovre. På cafeen. Selvfølgelig havde hun brug for at blive set, men eftersom hendes bodyguard rapporterede tilbage til ham hver time om hendes aktiviteter, så virkede det på alle måder overflødigt. Sådan var hun selvfølgelig også en frygteligt grådig kvinde, mere skulle have mere, og det gjaldt utvivlsomt også ham, når han sådan lod hende sidde på sin røv i hendes dyre Valentino, velvidende, i ensomhed fra dag til dag (og så til nu). Kaffen på Bonn var udmærket, espressoen kunne han godt drikke på de fleste dage, og det ville tage ham så kort tid at gøre hende selskab. Og på bare den korte tid, på minutter og sekunder, da ville hans heksekvinde endnu engang gøre ham blind for resten af verden, som hun havde gjort det i Østrig, i London, i New York og i Kairo. Mens han netop nu om noget havde brug for klarsyn.
Kameraet zoomede ind på pigens ansigt, men det hjalp ikke synderligt på kvaliteten, det eneste han kunne se var et gabende hul. Med et løftet øjenbryn lukkede han videoen ned og væk, selvom der var noget i ham der protesterede heftigt og inderligt ved hvert et pres med fingerspidserne. For helvede. Hvorfor havde Vincent ikke styr på sin kalender, styr på hans, når han nu insisterede på at bruge tid? Vidste han ikke, at hver eneste vejrtrækning var kostbar nu, så kostbar at han næsten følte sig kvalt alene ved tanken? Vidste manden ikke, at hvis bare en eneste af disse brikker røg på gulvet, så krakelerede hele brættet?
Selvfølgelig gjorde han ikke det. Selvfølgelig ikke. Han trak vejret langsommere, dybere, tvang sig selv væk fra kanten af hyperventilation, mens han tænkte på hvem den fremmede mand, journalisten, var og hvorfor Marguerite havde drukket den varme chokolade, han havde foræret hende, når hun bare kunne have købt det, hun hellere ville have for sine egne penge.
For hans.