hun er gennemsigtig, vindomsust og luftbåren, sådan lever hun bedst blandt de gamle, krogede træer, djævelens sovende hænder. mellem kratskovens åbne passager fosser lyset ind, det fanger hendes omrids mens hun danser, og de kigger med fra skyggerne. hun elsker deres øjne, små og mørke og tomme, de tager ikke mere end som så, ser kun verden i enkle nuancer, og dermed knitrer skovbundens glasnåle endnu smukkere under fødderne. jo mindre de tager, jo mere er der tilbage. til hende. bladene er ætsede af efteråret, grøn over i gul, i brændt orange og røde efterdønninger. hun hiver dem op og lader dem falde tilbage, mærker skoven ånde og mørket gisne, da noget glitrer mellem hendes tæer, banker og blinker og lyser heksekronerne op.