Onitsha, Nigeria -1868.
Han har tegnet mønstre på den støvede sandsti, lige siden solen gik ned. Det er en slags tomgangsaktivitet, derfor bryder de andre sig ikke om den. Der er nødvendigvis en mening med det hele, siger de, ligesom deres tilværelse på dette gudsforladte sted og alle de konsekvenser, der følger med.
Gaston tørrer sine hænder af i bukserne og strækker sine ben. Selv hvis Moder næppe sætter pris på de beskidte håndaftryk, har hun ingen energi til at lægge vægt bag sin utilfredshed.
Han er også træt. Både af hedninge og missionære, af støvet i luften og den tørre savanne - alle aspekter af dette fangenskab. Han er ung, men ikke for ung til at forstå hvad det betyder, når de kigger på hinanden hen over deres ydmyge aftensmadsbord, Moder og hans ældste søster. Modsat ham virker de begge til at ældes i takt med sæsonerne hernede snarere end årets gang; Moder, især, bliver gradvist mere gråsprængt for hver dag der går. Hendes håndled ser skrøbelige ud, skrøbelige og tynde som grenene der hviler på vejene gennem Onitsha. Hans søster, tænker han, kunne godt være på kanten til at lette - lidt som den sære, rosa-røde fugl han stødte på ved flodbredden den anden dag. Ængstelige bevægelser, nedkastede, urolige blikke. Og så er der selvfølgelig evangelierne. Teksterne i den tunge, kulsorte bog på Moderens natbord.
Tilbagegangen er ikke bare langtrukken - den er endeløs og hviler over ham som en konstant fornemmelse af kvalme, der truer med at forkrøble ham i sit kølvand. Hvert skridt ned mod floden, hvert skridt mod missionsstationen - og de lokale, de indfødte, aldrig halvt så naive som Moder tror og håber... De tager imod hendes lærdom med en skepsis som vokser og vokser, mens byen og landet selv ryster, på vej mod et udbrud, mod kaos. Intet ved denne udvikling leder nogen som helst steder hen, andet end ned mod de mørkeste dybder af Niger-floden selv.
I dette liv kommer hun næppe til at gå på dens overflade.
*
Da tørken ender, kommer regntiden og skyller hans søsters fodspor bort, mens hun går ombord på det store skib med retning tilbage mod den civiliserede verden. Han indrammer hende, hendes nye mand, en ældre herre med tunge træk og store næver. Gaston tager afsked af høflighed - de er en slags tilfældighedsfremmede, hun og han, således siger de også farvel. Han har sovet i hendes seng af og til, når den tunge, bankende natteregn og lyden af tordenvejr gjorde ham bange og holdt ham vågen. Han husker, at have stjålet hendes tæpper men ikke hendes kropsvarme eller bare en lille andel af hendes fysiske rum. Alligevel var hun der naturligvis. Dengang. Det er den mest logiske slutning og alt andet lige, er logikken altid det klogeste valg.
Han føler sig hverken varmere eller koldere, efter hun er rejst.
Hans mor virker nærmest til at smuldre, mens hun slæber sig hjem fra dag til dag. Hun visner, tænker han, for øjnene af ham. Når han er vågen, tænker han på at rejse væk; når han sover, drømmer han om det. Om natten lytter han til Moders svage stemme, mens hun læser udvalgte passager, de vigtigste, latinske ord som han kender udenad, selvom de aldrig rigtigt er blevet en vane i hans liv. Når de spiser, spiser de i stilhed. Sommetider fanger han hende i at stirre på sig, ser hendes øjne blive fugtige i skæret fra stearinlysene i de gamle stager - det er arvestykker, værdiløse på de fleste punkter. Han har heller ikke noget at tilbyde hende, som hun ikke allerede har omsat til støv og sand; skidt og møg som hun har slæbt rundt på lige siden de forlod Europa.
Derfor tier han stille. Han kan ikke komme på noget at sige, som ikke ville være spildt.
Hun græder aldrig rigtigt, men han tror, hun har lyst til det, blot for at se hans reaktion - om det måske ville ryste ham. Trods alt.
*
Den dag han endelig får pakket sine beskedne ejendele, kommer hun hjem for tidligt, rystende og klynkende, mens hendes feberramte krop brænder op indefra. Han er jo så lille og svag stadigvæk; da hun falder om på gulvet foran soveværelset kigger han blot på hende uden at fortrække en mine. I hænderne har han hendes pung, og bag ham står hendes skuffe gabende åben. Pungen er tom nu, skuffen ligeså, og de gyldne mønter ligger nede i hans lommer, mens Moders bog ligger tilbage på natbordet, kold og død mellem skyggerne. Hendes blik lander på hans venstre hånd, på pungen som han krammer mellem fingrene.
"Min elskede." Hendes franske lyder råddent, som om stavelserne falder fra hinanden. Han bevæger sig ikke. "Vær nu sød..." Hun strækker hånden ud imod ham og ligner mere en tiggerske end nogensinde før. Han aner ikke, hvad hun beder ham om - han ejer intet, hun ikke allerede har mistet. Han forcerer som sådan heller ikke processen, følger blot den sti hun har ledt ham ind på siden begyndelsen. Hvis det gør hende dårligt tilpas, er det trods alt intet i forhold til hvordan han har haft det. Med hende og dette gustne sted, ordet som hun spreder nøjagtigt som en smitsom men ubehjælpelig, ligegyldig sygdom der blænder dem, der alligevel kan se, kan se igennem, kan forkaste.
Uden et ord træder han over hendes rystende krop. Han smider den tomme læderpung i hendes hånd, og ser til mens hendes fingre lukker sig om den, langsomt, langsomt, langsomt.
Det har varet længe, tænker han og træder udenfor.
Skyerne på himlen trækker sig fra hinanden i efterdønningerne af endnu en regnstorm. Han smækker en myg som summer ved hans øre og tager afsted med guldmønterne klirrende i lommeforet.
Holder ryggen rank og ansigtet blankt.