Hvis man kigger opad på det rette tidspunkt, så kan man være heldig, at de tager én med. Det prøver hun nu, mens hun venter på transit tilbage til en fattigere hverdag. Lyden af vinger og fjer i luften er signalet: det sidste fugletræk inden stjernerne lægger sig til rette bag halvmånen og dens stærke lys. Hun følger dem først med øjnene. De har kurs direkte op mod forskellige nuancer af den samme, tilbagevendende nattehimmel og med ét, med hendes næste vejrtrækning mærker hun sig selv nærme sig dem med vidtåbne øjne. Hun rækker lidt forgæves armene ud - mennesker kan jo ikke flyve, uanset hvor vildt de basker med det, de nu har. Men det betyder ikke noget, og hun kan næsten mærke dem le ad hende på den der godmodige facon, der klart implicerer at hendes viden er helt til låns. Glem det du vidste, siger de. Det vil hun helst ikke, for der sidder en lille danserinde og venter på hende, når solen engang kalder dem tilbage. I stedet kigger hun nedad, ned på sine mørke sko som danner støvede ekkoer i luften under hende, mens hun træder vande på en sti af sølv, af kometrester og stjerneskygger.
   Luften trækker sig lidt sammen omkring hende og hun letter med et smil, med en klar fornemmelse af at det er her, hun skal hen. Under hende forsvinder busstoppet, passagererne, den skarpe glans af asfalt med halvtomme, knapt-sovende kassehuse langs vejen. Og de tunge bygninger mod øst der blokerer for havudsigten, det der satans amfiteater som endnu engang agerer limbo for dem nu i afgrunden mellem hverdag og fremtid. "Jeg har glemt mine trin," sagde hendes danserinde med tomme øjne, og det er vel sådan, det må være. Det er sådan verden har tænkt sig det, men heldigvis kan man stadig improvisere. Hun har nu aldrig selv været noget særligt ud i dansekunsten - for at være helt ærlig, så er det lidt småt med motorikken. Fuglene trækker videre foran hende og griner af hende, i det at hun snurrer kejtet rundt om sig selv med strakte arme, mens lyspartikler danser om hendes flade skosnuder.
   Byen bliver langsomt tydelig ude i horisonten og luften lysner, i det at lørdag aften brænder sig fast i himlen med en stædighed, der vistnok kun er mennesker forundt. Hun puster et par mørke fjer ud af ansigtet og lader sig glide med op over selv de højeste bygninger. Luften er lidt kold heroppe, så hun samler jakken tættere omkring sig og trækker vejret frit. Hun kan ane de halvtomme gader, mennesker på vej til næste stop på rejsen mens cafeer, restauranter og diskoteker lader op til natten med store, rungende og højtoplyste lokaler. Alting er lidt på pause, fornemmer man. Hun mærker den tydeligt, overgangen fra hverdag til fest - fra hverdag til flyvetur og tilbage igen. Det ville være så nemt at tage hendes lille danserinde med i farten, at lade suset trække essensen ud af dem begge og give natten plads. Men det kan ikke slå sig. Man genfinder trods alt ikke glemte sager ved at udsluse sig selv, og hendes danserinde er kun glemsom, ikke glemt eller opgivet.
   Derfor møder hun også op i morgen, flytter sig fra en halveret hverdag og ud på de tunge scenegange. Det er bare for nu, hun svæver bort. Hun ved ligeså godt som fuglene omkring sig, at alle må hvile ud på et tidspunkt og samle kræfter. Ja, man må indhente jordforbindelse, så at sige, om man er fugl eller blot forfløjen. Byen forsvinder under hende og lysene skiftes ud med den mørklagte havnefront, med døde kraner og den drivende kaj, hård af fugt og tæt cement. Det er nu, hun kan se sig selv - nede i havets overflade, netop som stien under hendes fødder lyser op og skaber genskind i bølgerne. Hun ser sig omgivet af sine følgesvende, de sorte fugle i skarp procession. De virker nærmest gennemsigtige, nu hvor hun kigger ordentligt efter. Det siger nok også sig selv, at ordinære fugle ikke ville kunne vise hende verden fra oven, så hun bruger ikke mere energi på at forundres. Dertil er dette intermezzo ligesom de fleste andre for kort og for simpelt.
   Men det hun virkelig lægger mærke til er forskellen - hvordan hendes hånd bliver ved med at lede i luften, ligesom at hendes fødder hele tiden træder endnu mere ved siden af end normalt. Almindelige eller ej så er fugle stadig fugle, og vandet viser hende tydeligt, at de kun lige netop omgiver hendes krop. De leder ikke. De fører ikke. Det er hendes egne bevægelser op mod himlen der lægger den ujævne kurs, og hun mangler sin danserinde mere end nogensinde. Det er dybt uretfærdigt. At dette lille afbræk mellem stjernerne, i selskab med fugle og vingesus, må hensættes til en bid af scenen og kulisserne bag den rigtige historie, og at de ikke bare kan skifte den ud. Den virkelig historie. De lange, grå gange med de hvidgule mursten og danserindens hjælpeløse ansigt, når hun trækker sine hænder tilbage og vender sig mod væggen. Personalet der nikker forstående og verden der bliver mindre, mere farveløs, mens hun i ensomhed forlader præmisset. Det er ikke et sted for sådan en som hende, sådan en der selv i stjernedans har svært ved at sætte fødderne uden at gå forkert. Fuglene er en antydning af noget større, og de kigger tilbage på hende med rolige øjne, den slags der klart og ordløst bekræfter det, man allerede ved. Som altid er vandet det allersidste stop, den sidste grænse før dansen stopper, og det er ikke hende - kan aldrig være hende - der nejer og bukker af. I stedet bremser hun sig selv, lader fuglene fortsætte i fast kurs mod den halve måne længere oppe og lukker øjnene. Venter på bussen, på den næste transit.