Hun boltrer sig hudløst mellem græstoppene, kaster sin spinkle krop frem og tilbage mens pollenstøvet står hende om ankler og håndled. Det er midt i maj og hendes bare tæer blive fugtige og beskidte af jorden, den klemmer sig ind under de ukæmmede negle, mens hun sætter aftryk på aftryk i forårssolen. Med armene spredt ud er det faktisk lidt som at flyve. Bare med ekstra jordforbindelse.

På et tidspunkt bliver hun så træt, at hun tumler om midt på marken mellem vild gulerod og smørblomster. Der ligger hun og kigger på skyerne, mens hendes bryst stiger og falder som på en flaksende fugl bag glas. Ude på landevejen et par hundrede meter væk driver biler forbi i ny og næ, og selvom de må larme noget så forfærdeligt, overdøver støjen ikke markområdet, den assimillerer sig snarere, bliver til og bliver væk.

Apropos, kan man sige.

*

Hun bor i en lejlighed oppe i boligkomplekset på den anden side af marken. Den koster hende ikke frygtelig meget per måned, fordi den er en del af et kommunalt projekt, det blander hun sig nødigt i. Hun pynter stuen med bregner og klatreplanter, for vinduerne ud til græsarealet lukker lys nok ind til at de stortrives, når bare hun holder rummet tilstrækkeligt varmt. I køkkenet blomstrer orkideerne i stærke, røde nuancer sammen med urterne i det lille drivhus, hun fik foræret tilbage i efteråret. Nogle gange står hun helt stille og trækker vejret dybt med næsen begravet i den fede, grønne basilikum.

Hun bliver ofte spurgt til sin rengøring af lejligheden. Om hun nu kan klare at holde den pæn og ordentlig med alle de blomster, om det ikke sviner for meget at have krukker med jord stående indendørs. Men når man først kommer indenfor, er det jo åbenlyst at alting er i skønneste orden; gulvet er rent, glasoverfladerne blanke og polerede, spindelvævet rystet ned (selvom hun synes, det er synd).

Der var lige den ene gang med dyrene, selvfølgelig. Noget havde formastet sig til at lægge æg i jorden omkring hendes stedmoderblomster, og før hun vidste af det, var der små, gennemsigtige nymfer overalt på hendes køkkenvæg, på gulv og i vindueskarm og oppe på komfuret.

Hun flyttede ud af lejligheden et par dage dengang. Da hun kom tilbage var de væk.

*

Sengen er gammel, købt brugt for mange år siden, men hun holder af den, fordi den er så stor. Når hun ligger på midten og spreder arme og ben ud til siderne, kan hun lige akkurat mærke kanten mod tåspidserne. Vinduet er åbent det meste af året - hendes seng står inde i stuen, og om vinteren er hun nødt til at holde frosten væk af hensyn til slyngplanterne. Ellers kan hun godt lide, når luften udefra glider hen over læber og mund, frisk og kold som isvand på en sommerdag.

Når hun ligger der på sengen og slukker lyset, nøgen og uden dyne, svøber natten sig om hende, dækker hende både halvt og helt. Nogle gange får hun lyst til at røre ved sig selv, får lyst til at udstille sig til bristepunktet. Da stirrer hun op i loftet, begraver tænderne i underlæben indtil kulden igen får fat, for billederne bag øjnene kan hun ikke rigtigt tåle. Der er noget gammelt og glemsomt over dem, noget med prinseløse eventyr, smukke kjoler og hud som sommerfugleskæl - flygtigt og blinkende. Dødsensfarligt, synes hun.

Planterne inde i stuen er vokset til med tiden. Nu vælter de nærmest ind over sengen; sætter hun sig op ved hovedgærdet, får hun snerlen i hovedet, og derfor bliver hun altid helst liggende. Hvis hun græder føles det næsten som at blive kvalt.

*

Morgenlyset følger hende ned ad trapperne, ud af opgangen og forbi parkeringsarealet. Der er ikke så mange heromkring der har egen bil, så det er mest kommunens man kan se, fordelt ud over betonparken med dages eller timers mellemrum. Hun skynder sig forbi dem, mens hun binder sit slidte halstørklæde et par gange op over hovedet. Solen får hendes hår til at føles klistret mod nakken, men hendes hud dufter af rosenblade med honningekstrakt, og det er fint nok.

Der er ikke lang vej over til skovområdet, men hun tager alligevel god tid om turen. Noget ved at gå de samme skridt og træde i sine egne spor sætter hendes krop i ro og gør vejrtrækningen lettere. Den sidste halve kilometer går hun langs landevejen mod bilernes retning, indtil træer og buske pludselig skilles, åbner sig til et lyshav der hvor engen begynder.

I et langt øjeblik står hun altid stille på præcist det samme sted, lader nærmest fødderne slå rod, mens det vuggende græs og blomsterhovederne vælter ind forbi hendes øjne, forbi det der blot kan se, og himlen runger på en måde også i mens, det er svært at sige hvordan. Med hænderne åbne og panden løftet træder hun ud i det grønne, det våde, det tørre og det døde.