Hver gang han sov, så han dem voldtage hende inde mellem skyggerne.

Som noget nyt drømte han ikke længere det samme fra nat til nat; en slags forandring i hans ellers ret ensartede rutine med at vende tilbage til vidt forskellige årstal, begivenheder, alle krydret ud fra den samme, uundgåelige tematik. Det kunne have afledt mangt et højtråbende kunstværk, og han havde da også forsøgt - naturligvis - Timm Strauss elskede sin inspiration. Men hver gang han satte penslen mod lærredet, blev han forvirret og efter få gange gav han op. Han vidste, hvordan en blokering føltes. Han var trods alt gammel i gårde.

I starten forsøgte han at blokke hende ud med de piller, han havde tilbage fra storhedstiden inde i Citys rendesten. Desværre var hans tolerancetærskel åbenbart gledet raskt forbi små, simple voldtægsscenarier - det eneste han fik var et sus og et puf, måske lidt opkastfornemmelse og snurrende fingerspidser, men derudover? Fladt. Aldeles. Faktisk var det som om, pillerne fik hendes kvidrende stemme til at lyde mere skinger inde i hovedet på ham, og nogle gange bildte han sig endda ind, at hun havde skreget. Det var decideret ubegavet, for med alle de stoffer han havde dryppet i hendes drinks, så havde hun ikke sagt så meget som et pip. Men sådan lå landet altså. I hans hoved skreg hun, og det var dét.

*

Det havde taget ham en måneds tid at affinde sig med Laurents huskøb. Eller hvad det nu var. Et afdanket husmandssted, absolut alt stod til snarlig renovering, og de brugte mange dage og aftener på at male, slibe, skifte ud og sætte på plads. Egentlig havde han ikke lyst, men alternativet var at sidde alene i mørket med tankerne, og når de ikke lod sig sublimere, så gad han ikke kendes ved dem. Han bankede og hamrede og savede til det stod ud af alle tilgængelige åbninger, indtil Laurent kiggede på ham på sin helt, særlige måde, den der fik ham til at føle sig både dum og flov uden at han helt kunne sige hvorfor eller hvordan. Når han haltede tilbage til stuen og den halvdøde pejs, huskede han først hendes legende øjne, og måden hun slugte hvert eneste shot, som var hun i færd med at bedøve sig. Med selve livet.

Som var han i færd med at gøre det samme.

*

Glasværkstedet blev drevet privat af parret von Achterberg, og hvis Laurent ikke havde slæbt ham hele vejen ved kraven, var han sikkert aldrig trådt ind over dørtrinnet. Landsbyen var søvnig og virkede generelt uoplagt, måske skyldtes det, at Berlin stadig brusede gennem årerne på ham med alle sine lys og al sit snask, men han var i hvert fald overbevist om, at han kunne have undgået Hovedgaden resten af sit liv uden problemer. Det hele var så småt og så indspist, de stirrede allesammen på ham. Virkelig! Havde de aldrig set en to meter høj, omvandrende quasi-albino-telefonmast med skaldede pletter før?

Han havde en lille samling af sine egne glasprodukter under armen ved første besøg, det var vel en slags ansættelse, den første i hans liv - og fru von Achterberg havde kigget det hele igennem med en blød, forsigtig hånd, havde vendt og drejet hans glasfugle indtil han var fuldt ud overbevist om, de måske var afkølet forkert eller sådan noget, og så var han ansat. Medkunstner. Fik ovenikøbet sit navn på det lille skilt ved trappen.

Det var kort tid efter, at fru von Achterberg (Agathe, sagde hun jævnligt, og det var virkelig ikke fordi, han ikke ville forstå det, det sad bare ikke helt på tungen endnu) gav ham farven rød som første skub. Prøv det, sagde hun, gør det enkelt. Og ok, det var noget med kirsebær, noget med silke og roser og rubiner, og når han pustede glasset op, sleb det til og smeltede det tilbage, så han hendes kastagnefarvede hår for sig, mens varmen stod ham ind i ansigtet. Først senere da han fortrak fra butikken med sine brandsår og sine svedne bukseben, blødte farverne endnu engang sammen til striberne på hendes hvide inderlår, og lyden af kød og krop der gav sig, gav sig og gav op.

*

Han sov på sit værelse de fleste nætter, hovedsageligt fordi han ikke orkede at mærke Laurent langs ryggen, langs fronten eller andre steder hvor hans kropsvarme kunne nå. Det var nok, at han vendte og drejede sig, så dynerne låste sig om benene, og lagenet var så svedigt, at han måtte gå i bad tre gange. Der var nætter, hvor det føltes som om, hun var kravlet ind under huden på ham, så hele hans blodforsyning blev tung og træg - som om hendes blanke pupiller, udvidede og åbne, trak alt hvad han var ned i det dybe hul, han havde gravet til dem begge. Faldet var langt, det fortsatte til han ikke længere var høj, til han var lav og lille og sammenpresset, og når han vågnede, manglede han stadig at blive voksen igen. Det tog flere timer hver morgen, for alt skulle vaskes, alt skulle pudses og plejes til han ikke længere kunne se andet i spejlet end sit eget selvbestaltede forfald.

Han tænkte ikke over, hvor grundigt hans ben var brækket. At det ikke ville vokse ordentligt sammen igen. Det hørte med, men kom bagefter; som om indledningen og selve fortællingen trængte det i baggrunden, tilbage til slut. Den grimme mand, bossen, havde smadret ham af en årsag - nede i sølet var der kun skidt og lort, der var ingen mellemregninger, heller ikke for sådan én som Timm der burde have gået på universitet engang i en anden verden. Her tog man pænt til takke med den simple udgave af algebra. Derfor humpede han blot videre ud af døren og ned til Achterberg-parret, hvor han stirrede på fugleskræmslet inde i afspændingsovnen og undrede sig over, hvordan han kunne fremstille sådan noget bras.

*

Laurent kom senere og senere hjem, og i starten tænkte Timm at det handlede om huset og alle dets faldgruber, at han måske var blevet træt af at istandsætte fra top til bund. Men selskabet blev også kun værre som tiden gik, gjorde det ikke? På bare få måneder tabte Timm håret både et sted på toppen af issen og nede langs nakken - resten blev pænt siddende, langt og lyst og tyndt som papir. Hans hænder rystede ikke, rystede aldrig, men hvad skulle Laurent bruge det til, når de heller intet producerede? Fuglene blev kasseret som på et omvendt samlebånd, og imens blev hun mere og mere berejst. Sladderen beskrev hendes fugleflugt fra City til fjerne egne, eksotiske New York og sandblæste Egypten. Timm fulgte normalt ikke med, normalt havde han hovedet fuld af ideer, der skreg på tilblivelse og typisk så højt, at alt andet forstummede.

Måske var det derfor. At Laurent nogle gange først kom hjem sidst på natten. Det var svært at sige, for hans grimme fjæs var jo lukket som de tungeste pengeskabe, og Timm spurgte ikke, den slags gik de ikke ind for. Det udviklede sig i stedet til en underlig dans mellem kæmpen og krøblingen, et galleri af særheder, mens den anden mand stod tidligere og tidligere op, mens Timm blev på sit værelse til langt op på formiddagen. Tomheden i det lille stuehus blev tungere. Marguerite tog på sine udflugter, og hans glasfugle fik større vinger og spidse næb, blev rødere og varmere før de splintredes mellem hans fingre.

*

"Har du overvejet," spurgte fru von Achterberg-kaldet-Agathe, "om fuglen i virkeligheden burde stå stille? Ligesom hejren nede i vognmandens sø?"

"Fugle står ikke stille," svarede han, mens han så ned i sine skitser. "Selv hvis de ikke flyver, så vrikker de med hovedet eller øjnene. Eller åbner næbbet, det gør de også."

"Du skulle se den fugl, når den først har fået øje på noget nede i vandet," blev hun ved, mens hun lagde sine små glaskakler i sirlige rækker på arbejdsbordet, "Den rører sig ikke så meget som en centimeter! Kan gerne være at den hugger lige bagefter, men et øjeblik er jo også noget."

*

Fuglen var slank. Langlemmet. Han lænede sig ind over det lille rækværk som var slået op i gammelt træ rundt om vognmandens sø. Gangstien gik lige forbi hans grund, og når det var efterår spejlede himlen sig i søen i lange, dybe penselstrøg, som fik ham til at tænke på de gamle impressionister. I vintermånederne var den mere tam, men det gjorde tilsyneladende ikke nogen forskel for hejren som stod på et ben og gjorde sig malerisk.

I et langt øjeblik stod de bare der, ham og fuglen, og ventede. På en måde i fællesskab, selvom Timm godt vidste at tanken stod for egen regning. Den blinkede, virrede lidt med det lange hoved, og han tænkte ved sig selv, at der var alt for stille herude. Der var ingen vind, ingen støj fra biler, ingen raslen i trækronerne. Kun ham og fuglen, som havde nogen skåret hans bytur med Marguerite Gagnon ned til benet, til der hvor de larmende mennesker og musikkens hjerteslag ikke længere eksisterede. Hvis han bare havde kigget på hende længe nok derude på dansegulvet, havde han måske fået øje på det - på stilstanden.

Og måske havde det nået ham.

Hejren blinkede igen. Noget rørte sig nede i dybet, og den stirrede indgående før den i et sekund - så simpelt, så vanvittigt simpelt - stod bomstille. Han mærkede noget give efter indvendigt, noget der var rødt og varmt og ubegribeligt smertefuldt, så meget at han ikke kunne få luft, og da den huggede efter fisken kom han til at udstøde en lyd, han ikke kendte fra sig selv. Hans ansigt fortrak sig i en grimasse, et stort og bredt smil der åd sig ind i hans kinder og øjne. Da et eller andet blev vådt under øjenlågene vidste han, at han var grimmere end nogensinde.

*

Da de sad sammen ved aftensmadsbordet for første gang i flere uger, viste han Laurent den nye tegning. Og de gamle, også dem, for manden manglede resten af historikken. Der var meget stille, mens det sammenkogte måltid blev gradvist køligere og stearinlyset midt på bordet blafrede i en trækvind. Laurent rynkede på brynene, så det tykke ar i hans ansigt trak hele hans ansigt en smule skævt. Hans øjne sagde ingenting.

"Hvorfor en fugl?" spurgte han så. Rodede lidt i resterne på tallerkenen med sin gaffel. Timm kvalte sin irritation, for den handlede ikke om Laurent. Det var bare endnu en rutine uden afkast.

"Den er til Marguerite," sagde han. Tilføjede hurtigt, impulsivt, "Statsministerens dame. Kæreste. Hvad de nu er."

Laurents gaffel gik i stå midt i en overkogt nudel. Han sank. Kiggede langsomt, langsomt op, og da deres øjne mødtes, så Timm pludselig sin egen tristhed spejlet tilbage, som søen og træerne og fuglen på midten. "Ok," sagde han og lagde gaflen fra sig. "Men hvorfor en fugl?"

Han havde troet, det gav sig selv. Måske var det i virkeligheden det, der var galt.

De brugte resten af aftenen foran pejsen med benene slået op. Timms tegninger lå spredt ud over gulvet, de måtte stå i stedet for både bjørneskind et cetera. Han stirrede ind i flammerne, mens Laurent faldt i søvn med hovedet på hans skulder, tænkte på en rød hejre med skarpe øjne og bløde vinger der ikke længere var i flugt.

Det var sådan, det blev.