Det er bare en lille sprække, tænker hun, sådan på spidsen af fingeren. Hun slikker på den uden at ømme sig. Det er lidt ligesom et papercut, lyder langt mere dramatisk på engelsk, end det rent faktisk er. Derfor ømmer hun sig ikke. Hun kigger på sin artikel, på overskriften som står med en fed type der adskiller ordene fra hovedteksten, og det giver hende næsten lyst til at hulke.
Hun lukker øjnene og slikker på fingeren igen. Den er våd allerede, men den smager ikke af blod. Måske kommer den heller aldrig til det.
Det er alligevel nok til at hun kan læse videre lidt endnu.
*
Hun hader forelæsninger, ikke fordi hun hader at lære, men fordi hun hader ikke at lære. De fumler rundt i deres fremstillinger, alle de klogeste hoveder i verden, og hun falder i søvn med armene under hagen, indtil folk rejser sig omkring hende. Nogle gange savler hun faktisk lidt, mens hun ligger der og drømmer til lyden af tomgang. Det kunne man måske mene var pinligt.
Din arrogance stinker, siger hendes allerbedste veninde. Ligesom din attitude. Så vågn dog op!
Ude på badeværelset trækker hun snittet på fingeren fra hinanden, åbner huden bare en kvart milimeter, og det føles ikke af meget, men alligevel gør det godt. Hun blinker sig vågen, tænder for vandet, vasker sig væk.
*
De mødes i læsegruppen sidst på eftermiddagen med hovederne fulde af alt og ingenting, med tekster under armene og faghypoteser voksende fra øregangene. Når de spørger hende hvad hun synes, siger hun noget som står et sted, noget man kan læse sig til, hvis man gider, og det gider man selvfølgelig ikke, hvorfor skulle hun ellers sige det?
Men tasteturene går alligevel under fingrene på dem, mens hun gnider sit fingersår mod den hårdt-vaskede nederdel, frem og tilbage, frem og tilbage. Der sker ingenting. Den slags småting heler jo hurtigt.
Bagefter tager hun en slags tissepause, hvor hun lader som om, hun har drukket for meget kaffe.
*
I bybilledet går folk i et med aftenmørket, derfor føler hun sig ikke helt så usynlig som ellers, måske fordi alle er usynlige, alle er ikke-noget, er ikke-eksisterende, det tåler hun på en måde bedre. Hun går med hænderne dybt begravet i frakkelommerne, mens hun lytter til et beat, som får hårene til at danse i nakken. Musikken kunne være smuk; i en anden verden er den smuk.
Hun skærer sin fingerspids på hobbykniven, hun har liggende nederst i lommeforet, ubeskyttet. Den er dobbelt-bladet og købt ved isenkræmmeren, og den angriber hende i tide og utide - det er utilstedeligt faktisk.
Det mindste man kan forlange, tænker hun og trykker fingerspidserne hårdt sammen om begge klinger, er vel en advarsel.
*
Hjemme i soveværelset sidder hun med teksterne lagt ud foran sig på skrivebordet. De fylder hele bordpladen, hvidt på sort og sort på hvidt, og når hun tænder skrivebordslampen springer lyset nærmest tilbage i øjnene på hende, bang, reflektion. Du er død. Hun blinker, kniber øjnene sammen.
Hendes fingerspidser er sønderskårede, ligner skærebrættet ude fra køkkenskabet, og det føles så godt at være levende, nu hvor alt andet er dødt, det føles som himmel og paradis og den totale åndsforladelse. Derfor sætter hun sig til, selvom klokken er tæt på midnat. Hun læser en eller anden overskrift og får ingen ideer, hun får ingen hypoteser, men føler sig alligevel bekræftet.
Bagefter ligger hun vågen i sin seng og kigger op i loftet. På et tidspunkt falder hun nok i søvn.
*