Hun købte dem i rød, i alle nuancer der kaldte på hende - fuchsia, magenta, cerise og rabarber - et helt lille bjerg af luksus læbestifter som alle klædte hende mellemgodt. Hendes sydlandske teint ville tage sig lidt gusten ud, også selvom den var kølig for sin art, men hun hev dem alligevel ned fra hylderne, mens de små butiksassistenter gned sig i hænderne. Eller hvad de nu gjorde, hun havde ærligtalt opmærksomheden andetsteds. En enkelt læbestift smed hun på gulvet ved et uheld, og fordi hætten ikke var sat ordentligt på, kom der en flænge i spidsen.
"Den må De nok betale," sagde den lyshårede ekspeditrice, mens hun synligt forberedte sig på modstand. Lucretia var tæt på en meter og halvfems i sine stiletter, og hælene kunne faktisk godt slå folk ihjel.
Men mafiaens datter, Ezio Salvocas usædelige efterladenskaber, sagde blot okay, fint, hvor meget vil det koste i alt, noget i den stil, mens hun fandt sit Mastercard frem og gjorde kort proces. Købte hele bunken og viftede den ødelagte læbestift i ekspeditricens papirkurv, som antiloperne viftede fluerne på afstand nede i Port Elizabeth. "Det er fra min mand," forklarede hun til ingen, ignorerede både damen bag kassen og et par stirrende kunder, mens hun tog imod den stive designerpose. Da hun forlod butikken, ringede hendes telefon.
**
/opkald besvaret
"Er du stadig i transit? Hvornår er du i Luxembourg?"
"Kæreste husbond, hvad i alverden rager det egentlig dig?"
"Hold nu kæft med det dér og stik mig et tidspunkt."
/opkald afsluttet
**
Hun besvarede ikke de næste tyve opkald, lod ham hjertens gerne ringe og ringe og ringe, mens hun flaksede fra butik til butik med poser flyvende om armene. Den vigtigste butik gemte hun til sidst - den som i særlige tilfælde forhandlede Valentino, typisk kollektionsprøver eller andre sjældenheder, den slags man rigtigt skulle kende for at genkende. Hun havde naturligvis kontaktet dem på forhånd, allerede inden flyet lettede fra Johannesburg, for at sikre sig at de ikke ledte hende forgæves; derfor hang der da også både en gulvlang og et lille sæt parat. Til afgang.
Kjolen var smuk, næsten klassisk, og rød på den helt rigtige måde. Den hang fra sin gine i lange, bløde bølger af silke som fangede de skarpe ovenlys i små, varme øjeblikke. Hun tænkte på læbestifterne, vidste allerede at ingen af dem passede til, og det var på en måde så perfekt for hendes hvide lillesøster med det flagrende hår og de changerende temperamenter. Så hun købte den. Købte det hele, rub og stub og mærkede først suget af panik, da en kvinde over lydanlægget meddelte passagererne for fly LG4330 mod Luxembourg City, at gaten lukkede om fem minutter.
Hun vrikkede om på sin hæl i sin hast for at nå frem og måtte prustende standse op udenfor en parfumebutik, som hun en halv time forinden havde forgyldt med hans penge. Mens hun gnubbede sin ankel med den ene hånd, kom hun til at se op på skærmen og indså først da, at det slet ikke var hendes afgang.
Det tog hende et par sekunder ekstra at gnide tårerne ud af øjenkrogene.
**
/opkald til telefonsvarer
"Seneste besked - 8. marts 2013 kl. 22.30"
"Lucretia, din skide luder - jeg skal vide, hvornår du er fremme, okay? Okay? Jeg ringer fandeme til din far, hvis du ikke ta'r dig sammen, så kan La Cosa fucking Nostra betale mig den tid, jeg bruger lige nu tilbage med renters rente! Og glem nu det der med, at jeg selv skal slå det op på nettet. Jeg vil høre det fra dig, fra din egen mund. Den er du jo så god til at bruge ellers, ikke?
Ring mig op."
"Slettet. Ikke flere beskeder. "
/opkald afsluttet
**
Den dyreste lounge tilhørte Emirates, så der sad hun med benene oppe i en af de mange, guld-brune lænestole, mens hun drak sin første espresso. Hun fangede sin refleksion i vinduesglasset og konstaterede, at mærket på kinden kunne skimtes under de makeup-rester, der havde overlevet turen gennem taxfree. Trutmund, frem med spejlet. Hun rettede ansigtet til, mens hun vippede med sin ene, nøgne fod, anklen var kun en anelse hævet, se så! Hun var ellers ikke kendt for sit held.
På et af de mange fjernsyn trak nyhederne cirkler omkring Luxembourgs miljøkongress, hvor statsministeren netop var forsøgt myrdet, af hvem vidste man endnu ikke, men hans pressechef mente at have hørt islamistiske udråb, før skuddene blev affyret. Og han måtte jo vide det, den arme tåbe, for han havde stået lige ved siden af. Klarsyn, hvem behøvede også det? Når bare man blev velbetalt.
Hendes ansigt ændrede sig ikke, mens hun så ned på sine mange poser, proppet til randen med Valentino, med Marc Jacobs og med alskens lækkerier til Luxembourgs helt egen glædespige, åh, de skulle da være så heldige, de elendige små fårehoveder. Men Marguerite Gagnon ville spise det hele, så meget vidste hun, for hendes lillesøster måtte efterhånden være glubende sulten, fanget i sin helt egen transit mens Jean Louis besluttede sig for, om han ville frem eller tilbage. De stakkels, stakkels mænd.
Da hun forlod loungen et par timer senere, kom hun til at smide sin telefon ned i vandkaraflen oppe ved buffeten. Displayet lyste op et par sekunder, inden det begyndte at blinke og sitre.
Hun vendte ryggen til, før den døde for øjnene af hende.