Så snart hoveddøren er låst og kæden sat i hak, stiller han sig altid i gangen og lytter. Huset er gammelt. Det knirker og ryster ved selv de allermindste antydninger, så man må holde grundigt øje med dets almene tilstand, vægge, loft, gulve. Når han har forvisset sig om stilheden, at den ligner og føles genkendelig, stiller han indkøbsposen fra sig og hænger jakken på plads. Udenfor vinduerne glider trafikken forbi langs hovedvejen, men bøgehækken tager udsynet, også selvom han klipper den til med jævne mellemrum og sørger for, at toppen ikke rager opad og udad til højre og venstre.
Han ser ud af vinduet på haveskuret. Man burde måske finde saven frem igen, tænker han og træder ud af sine lædersko. Den elektriske, den som gør musklerne i armene bløde som gelé og lyder som en storm af skærende tænder. Den giver ham altid sved på panden, den tunge satan.
Der er ikke rigtigt andet, der kan klare bøgehækken efterhånden.
*
Han arbejder på et kontor inde i midtbyen, hvor reolerne bugner af ensartede ringbind, som oftest hvide eller sorte. Damen i kontoret overfor, hende med de glasklare øjne, ønsker sig flere farver at vælge imellem, bringer det end dog jævnligt op på fællesmøderne, og han forestiller sig (naturligvis ganske privat) at hun bøvler videre med det hjemme under aftensmaden, snakker og snakker mens maden taber farve på bordet.
Personligt er han mere optaget af de små huller i ryggene på ringbindene, dem man stikker fingrene ind i, når man skal have dem ned fra reolerne. På en måde føler han sig lidt provokeret af dem, det er ikke noget, han taler højt om, men følelsen dukker alligevel op nu og da. De titter frem, dokumenterne, skygger af hvidt, plamager, og når han kigger på dem ovre fra kontorstolen bag hæve-sænke bordet, skaber de en slags ny dimension inde bag hullerne. Ringbind. Dokumenter. Og skyggerne imellem dem, det usynlige.
På arbejdet kan han selvfølgelig ikke sige så meget, han synes at fællesmøderne går langsomt nok som det er, men når han kommer hjem til sine egne reoler, er det en anden snak. Her står de på rækker med deres hullede, sønderskudte rygge mod reolens bagvæg og dokumenterne til frit skue, et gråsprængt papirlandskab som flagrer udad i det fri. Han er i aldrig i tvivl om, hvad der er hvad, det hele står så fint arrangeret efter tema, årstal, emne og vigtighed.
Hjemme i stuen går han langs reolen og trækker pegefingeren langsomt hen over kanten, samler støv med fingerspidsen der føles tør og knitrende, næsten som gammelt pergament. Han knipser støvkornene ud i rummet, så luften danser. Imens lægger han hovedet på skrå og lytter efter ekkoet under fødderne, gulvbrædderne der knirker i takt med hans vægtforskydning.
På et tidspunkt er der noget, der giver sig. Et træ-agtigt smæk, væk efter et splitsekund, men han farer sammen alligevel og slår sin finger hårdt mod reolens kant. De næste øjeblikke må han arbejde hårdt for sin vejrtrækning, må lukke øjnene og koncentrere sig, langsomt, dybt, langsomt. Han tænker på den elektriske sav, på bøgekviste der knækker med et smæld.
*
Køleskabet bugner af grøntsager og frugt, af brød med kerner og af nedkølet postevand. Han spiser jævnligt fisk, både fed laks og de skrøbelige små hvide fileter der dufter lidt ligesom havskum. Kylling kan han også lide, både stegt og kogt. Han mener ikke selv at være kræsen, men kan dog (i det skjulte) rynke på næsen ad discountprodukterne nede i køledisken. De ligner affald, synes han, plastik og samlebåndsbearbejdning. Når han alligevel en sjælden gang har købt sin mad billigt sidst på måneden, har det smagt stort set som forventet. Det er ikke noget for ham.
I køkkenet laver han mad uden opskrifter, arbejder intuitivt og smager alle delelementer til i stadier, så han er sikker på dem. Emhætten kører ikke på max, det kan han ikke rigtigt have, den larmer alt for meget, og så forsvinder resten af huset, glider i baggrunden og bliver til tomme rum der runger ubestemmeligt.
Han stiller to tallerkener klar, rudeformede i snehvidt porcelæn. Når maden er parat, øser han op, de samme mængder på begge tallerkener så balancen opretholdes, ingen bliver snydt. Der er en fordeling som er ret videnskabelig, har han læst, grøntsager og fibre i rigelige mængder, kødet til sidst som en eftertanke, som prikken over i'et, og når han er færdig med at anrette, varmer det altid lidt at det ser ordentligt ud.
Bare synd at der bliver så meget til overs.
*
Om aftenen omrokerer han nogle af ringbindene inde i stuen. Det skifter fra dag til dag hvilke afsnit han tager fat i - om det er øverste hylde, midterste, længst ude i siden - for der er virkelig mange ringbind, og hans sengetid er aldrig senere end midnat. Han spreder dem ud sammen med havebøger og livstilsmagaziner, piller dokumenterne fri og dækker gulvet til med forsigtige, rystende hænder. Fra vindueskarmen sender lampen bløde skygger ud over hans fødder, og lysene fra gadelamperne blander sig med en kølighed, som han måske kunne afbøde, hvis han trak gardinerne for.
Hans øjne bliver hurtigt trætte, det er i virkeligheden for sent til at gennemgå og sortere, men lyden af siderne der knitrer mellem hans fingre beroliger ham, virker næsten som kemiske stoffer der sætter sig langs nervebanerne og får noget under huden til at føles varmere, mere svedigt. Han trækker vejret tungt, sitrende, og hvis han fortaber sig tilstrækkeligt, er det næsten som om han ikke kan høre de tunge bump nedenunder gulvbrædderne. De tager til i styrke som aftenen skrider frem, kommer og går med jævne mellemrum, og måske er det alligevel meget godt, at han har taget den elektriske sav ind ude fra skuret. Den er tung, næsten for tung for hans arme.
*
Lydene stopper et eller andet sted i mellem opvasken og hans aftentoilette. Han træder ud af badet og tørrer det halvlange hår af, mens han lytter efter med hovedet halvt på skrå. Da han tænder for vasken og børster tænder, stopper han af og til op, så han kan mærke overgangen fra børstehovedets summen mod tandfladerne til absolut stilhed. Der kommer ikke mere. Inde i stuen ligger et par af ringbindene stadig på ryggen, åbne og med siderne spredt.
Der er ro nedenunder gulvet.