Frøken Nellike forlader sit hjem en lørdag eftermiddag med rygsækken proppet og pakket til bristepunktet, alt imens himlen tynger ned over Ravnesøen med trusler om både regn og blandingstilstand. Hun låser døren med et klik, som kun netop lander i hendes bevidsthed, falder på plads og falder væk. Med en spinkel hånd retter hun på sin solhat og tager trapperne to skridt ad gangen, indtil hun går i stå på den snævre havesti. Vinden leger med hendes lange, løse batikskørt, den løber op ad hendes nøgne underben som et par kolde fingerspidser og får huden til at kilde. I blomsterbedene vipper roserne tungt, ja siger de, så hun lader dem svare i fred. Man har alligevel sine forpligtelser.

Da hun forlader havegangen, samler de dødstive blade sig bag hende og hvisker mønstre mod fliserne. Frøken Nellike standser op, løfter ansigtet og lægger hovedet lidt på skrå. Tysser på dem med et diskret smil, den slags der tåler.

*

Nede i den søvndrukne landsby har bageren for længst lukket, det samme gælder deres lokale købmand, og på Jespersens keramikværksted brænder ovnen langsomt på laveste blus. Frøken Nellikes spejlbillede flytter sig fra rude til rude, hun noterer mest ud af øjenkrogen, hvordan det mørkrandede glas fanger hende, refleksion på refleksion. Nogle gange kan man ane et omrids derinde blandt skyggerne, bevægelse ved et af de lange arbejdsborde eller bare lysfald på en kringelkrog. Hvis man ser bedre efter. Ringen hænger om halsen på hende i sin sorte lædersnor, og når hun bevæger sig, kan hun mærke den mod brystet. Den vejer ikke ret meget, det har den i grunden aldrig gjort, ellers havde hun vel også taget den af.

Stråhatten vugger i vinden, løfter sig lidt fra hendes hoved. Tyv tror gerne hver mand stjæler, tænker hun og tager fat om hatteskyggen med pege - og langefinger. Hun sætter farten op, mens en ældre kvinde passerer hende uden at hilse, blikke får både hun og rygsækken dog til trods. Frøken Nellike er blevet en smule sær, siger de, tænker de med stiltiende høflighed, og hun medgiver dem gerne sandheden, hun har jo altid været et ret ærligt menneske. Vinden skubber hende i ryggen, bladene samler sig om hendes skosnuder, og de spredes ud over fortovet, da hun sparker dem rundt. Op og ud.

Mens skyerne driver forbi i klynger af mørkegråt, følger hun den første, den bedste skovsti væk fra fortovet. Træerne sluger hende inde i mørket, og efterfølgende er de få der har set Frøken Nellike forsvinde fra hovedgaden enige om, at man næsten ikke når at se hendes skikkelse gå i et. Med resten.

*

Duften af skovbund hviler overalt i luften, lister med hver en vejrtrækning ind i hjernen på hende og ned i hjertet. Hun strækker armene ud og kigger op mellem trækronerne. Gråvejret trækker sig sammen, noget rejser sig i gradienter, men hun tænker, at det passer sig selv udmærket foruden hendes indblanding. Hun springer over en sammensmuldret træstamme, mærker de faldne grene knække under skosnuderne, i det at hun lander lidt tungt på den anden side.

Vinden griber fat om hendes håndled, hendes underarm og albue, og hun retter sig op lige i tide til at se det første lysglimt oppe i mørket. Hendes hånd glider op til brystet. Strejfer ringen indenunder blusestoffet, før hun retter på rygsækkens stropper, strammer den ene til.

Det kan jo ikke slå sig at blive bange, man taber trods alt jævnligt noget i livet, så Frøken Nellike lader uvejret samle sig og stoler på sin egen lidenhed. Hjemme på sofabordet står servicen stadig fremme, teen er kold, var kold inden hun forlod den, det er også synd og skam at alt sådan får lov at sygne hen. Måske stiller hun det på plads, når hun kommer tilbage. Måske går der en dag endnu, en dag på en dag, det er den slags musik hun danser efter nu, et kor af tilfældighed og sære underrytmer. Det er også derfor, hun synes, de på en måde har ret, de andre i landsbyen.

Enhver ved, det mest er skøre mennesker der lader stå til.

*

Ravnesøen hedder egentlig noget andet, er opkaldt efter den store vej der skærer sig forbi langt ude i horisonten, men de lokale kender den helst på fuglene. Overfladen ryster og sitrer, mens den trækker himlens uro ned i sine egne sammenføjninger. Frøken Nellike sætter sig ved bredden, tipper stråhatten bagover og strækker de tynde ben ud foran sig, så støvlespidserne netop rammer vandoverfladen. Den kruser vildt som svar, måske nok en overreaktion, men vandet har selvfølgelig altid haft dramaet med sig. Nogen vil sige, at hendes øjne er dybblå; han sagde, de fik ham til at tænke på det sted mellem bølge og bund, hvor alting er i konstant bevægelse.

Hun blinker, og himlen blinker med.

Med en enkelt skuldertrækning vipper hun rygsækken af og lader den falde tungt ned ved siden af sig, så indholdet klirrer højt. Et lidt pudsigt billede nu: den lille Frøken Nellike med batikkjolen, med hatten og det blege, vindomsuste ansigt - og rygsækken, knortlet og proppet, så siderne bugner udad i de særeste former. Hun sidder længe og kigger ud over Ravnesøen, der suger himlen til sig. Mørkner med sin egen, desperate grådighed. Hun husker på den tændte ovn inde blandt skyggerne, på en særlig slags rungende stilhed som man mærker klarest, når den kommer bag på en.

Med et smil op til den urolige himmel, lader hun vinden trække ud over det åbne vand og fuglene med.

*

Det tager hende lang tid at begynde. Sådan er det disse dage, Frøken Nellikes ur går som alle andres, men sekunderne forplanter sig anderledes i kroppen. Da hun lyner rygsækken op og lader den falde fra hinanden, vælter keramikken ud i friheden. Hun trækker vejret hurtigere, asynkront med vinden som tordner gennem trækronerne i et tempo, hun aldrig kunne efterligne - heller ikke før.

Men hjertet slår nu hurtigere end ellers.

Den første kop bærer hendes fødselsdato i lyseblå glasurskrift. Farverne er falmede, men hendes øjne æder dem alligevel, så sultne nu, mere sultne end blæsten der river i hendes hat, ja, endda mere sultne end søen der kaster sig opad, higer efter at gå i et med himlen. Hendes fingre har været overalt på den kop, det har hans også, og luften sætter sig fast i halsen på hende.

Da hun slynger koppen ud i søens bølger, drukner hendes stemme i stormen fra oven, den drukner, hun drukner, og ringen føles lettere end nogensinde. Træerne bøjer sig for stormen, de nikker mod søen, ja siger de, og ekkoerne lander i hendes indre som et kaos af det varmeste og det koldeste i verden, der hvor strømmene mødes og gnistrene kun springer for at dø.

På den anden side af bredden slår lynet ned. Hun fortsætter ufortrødent, mens det enorme egetræ brænder i mørket.

*

Frøken Nellike forlader bredden på et ubestemt tidspunkt. Hendes rygsæk bliver liggende, tom foruden nogle få keramikstumper, som fuglene ikke vil røre. Vinden tegner mønstrer med de rester der er tilovers.

Hjemme i Frøken Nellikes have vugger roserne i takt.