Du så Himmelravnen for første gang i nat, gjorde du ikke? Jeg så dig henne i kantinen tidligere i dag. Du plejer ikke at have sådan et lys i øjnene, og selvfølgelig er det på grund af det åndssvage dyr. Det er trods alt set før, det her skift fra grå forhåbning om anonymitet til ønsket, trangen, behovet for funklende tilstedeværelse. Så folk kan se, at kantinedamen også evner at skille sig ud, selv med fedtpletter på forklædet og tørre, utæmmelige krøller.
   "23,50," sagde du og slog tallene ind. Tip, tip, tip - ding! Sådan et kasseapparat er selvfølgelig indbegrebet af monotoni. Det plejer ikke at gå mig på. Ikke rigtigt. Der er jo så meget andet.
   Men lige i dag var der en næsten ubehagelig diskrepans over det; over måden du bevægede fingrene på, dit lidt for kække tonefald. Min juicebrik så lidt latterlig ud der på bakken, i skyggen af din alt for omfattende forandring. Jeg kom sikkert til at se irriteret ud. Uden at ville det gjorde du mig opmærksom på en subrytme i mit liv, en af livets små selvfølger. Kantinedamen smiler uentusiastisk. Afskyr den ensartethed, der er forbundet med kassearbejde og prøver på ikke at tælle timerne før luk. Kantinedamen er ikke nogen sprudlende kontekst for kasseapparatets baggrundsmusik, men derimod en sort-hvid kulisse med kun et enkelt strejf af sølv.
   Det vil sige, under normale omstændigheder. Ikke i dag, åbenbart. "Sikke en energi, du har i dag," sagde jeg, mens jeg trykkede mit dankort på plads i chipmaskinen. Jeg tror, jeg smilte lidt også, og forsøgte at skjule anklagen bag ordene. Du skulle heller ikke føle, at jeg undrede mig. Alle har vel lov til at være glade. Også kantinedamen.
   Jeg ville skyde den fugl, hvis jeg kunne.
   "Tjo." Dine fingre fløj hen over tasterne. Chipmaskinen blinkede '23,50 + Godkendt'. "Det skal jo være."
   Det tog tid. Flere sekunder end normalt. Manden bag mig flyttede på sine fødder, bumpede sin skulder i mod min på en passiv, utålmodig facon. Frokostpausen varer altid kun en halv time. Selvfølgelig var du aldeles upåvirket. Det var jo kun mit dankort, der forsinkede det hele. Derudover blev du lovet en flyvetur i nat, ikke sandt? Måske et drømmetogt langs Mælkevejen eller en sejltur gennem Orions bælte. Hvorfor skulle det overhovedet betyde noget for dig, at din elendige chipmaskine skabte dårligt humør hele vejen ned af linjen bag mig? Jeg hader den ravn. Hader den som pesten.
   Maskinen skrattede, mens den spyttede den lange papirlap ud. Efter at have kigget længe på den, gav du mig et tyndt smil. "Afvist." Sagde du. Holdt papirlappen ud til mig, så jeg kunne godkende dine læsefærdigheder.
   "Det må være en fejl." Sådan siger man vel. Når tingene ikke går helt som forventet. Det er ikke mit dankort, der har brudt strukturen, tænkte jeg. Men jeg sagde det ikke højt. Det ville have været en mærkelig ting at sige, og desuden blev køen bag mig længere og længere.
   Du så fra min juicebrik til mit smørrebrød. Den langsomme, lidt dovne bevægelse af dine øjne reflekterede det nøgne sus af fjerdragt, blødt men flakkende. Det syn der måtte have opslugt dig, da du kiggede ud af vinduet og op mod stjernerne. Jeg ventede på din reaktion. På et eller andet tidspunkt ville du jo sige de magiske ord - vil du prøve igen? - og lige præcist i dag nægtede jeg at tage styringen ud af hænderne på dig. Du og din chipmaskine, den sorte fugl med de blinkende vinger og dig. I havde allerede ødelagt min rytme og ændret min dag til det værre, så hvorfor skulle du have noget som helst foræret?
   "Det er det nok," sagde du. Nikkede ned mod chipmaskinen, præcist som forventet. Du glemte godt nok at stille spørgsmålet, men jeg er ikke helt rigid. Ikke helt uforstående. Faktisk så jeg lige igennem dig, for tingene var så anderledes, og du tog dig slet ikke af den lange kø eller manden bag mig, der rømmede sig højlydt for tredje gang.
   Hvad tilbød det dumme kræ dig egentlig i bytte for det her brud på vores rutine? Jeg håber, du er klar over, at den aldrig, aldrig holder hvad den lover. Det er da klart, du tog imod dens ideer. Jeg ville godt kunne forstå det. Den er jo i grunden en køn fugl, er den ikke? Tiltalende. Du så den rejse mod månen, tænker jeg, og så vidste du, at du kunne tro på alt, hvad den havde skræppet i dit øre.
   Sådan er det med Himmelravnen. Den kastede støvet fra himlen ned i øjnene på dig. Og du så på mig i dag som et helt anden menneske og satte vores interaktion tilbage til nul, til udgangspunktet. Lader du det så være op til mig at genfinde og omskabe den struktur, vi delte? Jeg har altså ikke uendelige ressourcer. Og guderne skal vide, at du ikke vil hjælpe mig. Jeg kunne se det i dine øjne i dag. Du havde rejst alt for langt og overhalet mig indenom.
   Jeg satte mit dankort tilbage i chipmaskinen. Denne gang tastede jeg den rigtige kode.
   Maskinen pippede. 'Godkendt'. Du nikkede, gav mig det tynde smil igen, vendte din opmærksom til manden bag mig.
   Jeg satte mig ned på min plads og tømte min juicebrik med en kold følelse af indestængt vrede, afmagt, ufølsomhed.
   Jeg hader virkelig den fugl.