Sofias ranglede skikkelse kastede skygger under lygtepælenes belysningsfelter. Hun var usund at se på, tænkte Anita. De benede håndled, den blege, næsten gennemsigtig teint. Sådan gik det, når man brugte størstedelen af sit liv i et kælderværelse, hvor solens stråler blev solidt udkonkurreret af lyset fra tre tunge, retro-agtige computerskærme. Anita sagde aldrig noget, ikke om det, men i sit stille sind kunne hun godt ønske sig en sydlandsferie for Sofia, alt betalt, førsteklasse, bum. Det blev nok ikke til noget.
Man kunne høre skvulpet af vandet længere ude, Storsjöen der strakte sig over næsten femhundrede kvadratmeter. Vejen de fulgte løb parallelt med kyststrækningen. Aftenmørket havde farvet bølgerne blåsorte og tunge. Ud af intet kom hun til at tænke på jungle, på ildevarslende skygger mellem tæt bevoksning og fornemmelsen af noget velkendt, lige dele adrenalin og nysgerrighed. Hun rynkede på panden og skubbede billedet fra sig. Med en lidt hård udånding satte hun tempoet op.
Anita havde aldrig været udenfor Skandinavien.
*
Sofias kælderværelse kostede ikke mange svenske kroner om måneden, men køkkenskabene var proppet med pasta og tomater på dåse, ellers havde hun ikke råd til alt det vigtige - ledninger, diverse stik, netværkskort, routere. Det meste skaffede man naturligvis illegalt, Sofia mente ikke, at der var noget godt at hente i det, man kunne købe i butikkerne.
"Overvågningsværktøjer på det hele," mumlede hun hurtigt, en kende for anstrengt, mens hun slettede et par trykfejl i sin nyeste programmeringskode. "Det leder alligevel tilbage til SAVIOR, også dem der påstår, de er uafhængige. De tør sgu ikke andet, de kujoner. Og så tror folk, det handler om at beskytte vores IT-systemer. Det er bare en ny form for diktatur!"
Anita sippede sin kaffe. Den var importeret fra Afrika og ligeså sort som den teknologi, Sofia sad og ændrede efter forgodtbefindende. Den brændte i halsen, fik det til at stramme lidt i brystet på den gode måde, mens hun så på Sofia, hvordan hendes fingre gled hen over bogstaverne. Den flade lyd af klikklikklik gik igen sekund for sekund. Hjemme på stuebordet i loftsværelset få blokke væk stod Khwarizmi og lærte hvad den kunne om sin nyeste algoritme, om fordele og ulemper, mens Sofias arbejde uden hendes vidende tikkede ind på dens forbindelse. Kausaliteters snørklede veje.
"Godt du ikke er så nem at narre, Sofia," sagde Anita med et løftet øjenbryn og et smil der for en gangs skyld nåede helt op til øjnene.
*
De mødtes på midten, Sofia og Anita, mens skærmene blinkede i sort og grønt. En eller anden hjemme-emuleret udgave af et for længst forgangen DOS gik i stå, tabte net. Det var Sofia der begyndte, for Anita kunne såmænd sagtens styre sig, havde få behov som ikke kunne klares med en rask gåtur i den svenske vinterluft. Du er for eksotisk til søen heroppe, hviskede Sofias hænder, hendes fingre, og kortlagde hendes krop i et rystende langsomt tempo. Skyggerne dansede omkring dem som flammeskæret fra et bål mellem gamle tempelruiner. Anita blinkede erindringen væk, lænede sig ind mod Sofias berøring indtil kroppen tog over, og tankerne blev som røg.
Den anden pige - for en pige var Sofia, var kun lige blevet tyve, og Anitas alder, tja, den var en skrøne - smagte af energidrikke og peppermynte. Hun spiste Anita med både tungen og læberne, og når hun løb håndfladerne ned ad hendes nøgne arme var det som et pust af nordvestenvinden, hurtigt og koldt og vildt. Det var fristende at glemme, at lade illusionen sluge dem begge. Derfor var det alligevel Anita som kravlede ned ad Sofias krop, suttede sig vej forbi hendes beskedne bryster og lidt for prominente kraveben, lod sine brune hænder stå i skarp kontrast til alt det hvide, det solforladte.
Da hun slikkede Sofia til orgasme, suk for suk, gisp for gisp, trak hun sløret tættere omkring dem begge.
*
Anita gik på badeværelset før solopgang, mens Sofia stadig åndede tungt nedenunder sin dyne. Hun gemte sig væk, når hun sov, som en gnaver i hi. Man kunne skimte et par af hendes halvlange, Henna-farvede totter på hovedpuden, hvis man så rigtigt efter. Der var noget ved synet af hende, af hendes omrids, pakket ind og pakket væk, som altid fik Anita til at smile. Søde Sofia, søde, dumme Sofia.
Den sorte paryk havde et lidt sært, næsten metallisk skær. Uægte, syntes hun, men Sofia kunne ikke se forskel, og i alle andres øjne var hun næsten anonym, vistnok adopteret, måske indvandret, måske lidt af begge - hvis den slags da var muligt. Hun pakkede sine lange fletninger væk under elastikken, lod parykkens lange, falske tjavser lande hvor de ville og tjekkede de farvede kontaktlinser i spejlet. De var en anden nuance af brun end hendes øjne, lysere med færre facetter. Når hun så sig selv i spejlet, stirrede Anita tilbage en smule for hårdt, en utilnærmelighed som passede godt til temperaturen heroppe, kulden og mørket og søen der åd sig ned i horisonten.
Hun forlod kælderværelset næsten lydløst, lod dog døren smække tungt i bag sig, så stilheden kunne bære hendes ekko.