1. Johnny, den store nar

Det er ikke til at sige, hvordan det hele begyndte, for pludselig var det bare gået i gang. Om det var sket af sig selv, eller om en form for naturkraft havde skubbet som en storm til tingens tilstand og derved sat ustoppelige flodbølger i gang, er ikke til at sige.

Men en ting er sikkert. En bevægelse, der ikke længere kunne forhindres, havde indledt sin første fase.
   Der var ellers ikke noget usædvanligt at se ved Stine Pedersen, da hun krydsede Vesterbrogade på vej til sit stam pizzeria, hvor hun gennem flere år havde druknet sine bekymringer i smeltet ost med skinkestrimler på en tynd sprød bund skyllet ned med Cola. Hun så ud præcis som plejede. Hendes lyse hår var sat i en lidt fumlet løs knold, der dinglede lige over skuldrene og hendes kinder, som var en anelse tykke, var smårøde af luftens temperatur. Men indeni skumlede hun af raseri, mens hun gik over gaden på vej direkte mod pizzeriaets dør.
   "Det er Johnny, den nar," lød en meget vred stemme i hendes hoved, og stemmen var helt klart hendes egen. Mens hun trådte ind af den grå bygning og bevægede sig en halv meter ned under gaden, forbandede hun hans navn, hans bil, hans smarte replikker, hans jakke og alt andet, der var hans langt, langt væk. Men selvfølgelig hjalp det ikke noget. Hverken forbandelser eller en pizza nummer fem med ekstra ost kunne fjerne det lille problem, som Johnny - det måtte helt klart være ham - havde puttet ind i hende. Det eneste en pizza nummer fem kunne gøre var at køle hende lidt ned og dulme hendes umiddelbare raseri, så hun igen kunne tænke klart, det vidste hun af erfaring. Hun vidste også, at hvis hun bad Leo, som ejede hendes stam pizzeria, om at komme et godt lag ekstra ost på hendes nummer fem, så ville den afslappende effekt være endnu større, og han ville ikke engang opkræve ekstra hende. I stedet ville han smile venligt og sige, "osten er fra Leo. Til en god kunde." Og så ville han sende hende et af de dejlige smil, som altid fik hende til at slappe en anelse af, og måske ville han blinke venligt til hende på en faderlig måde, så det begyndte at kilde underligt i hendes inderste følelser, mens en hurtig tanke spurgte hende, om hendes egen far mon nogensinde havde blinket sådan til hende.

Så derfor blev det, som det blev, og som det havde været så mange gange før. Mens Stine mærkede sin vrede langsomt nærme sig et niveau, hvor hun igen kunne tænke nogenlunde logisk, forsvandt en pizza med ekstra ost og med navnet "nummer fem" ned gennem hende spiserør med store grådige lyde, mens colaen ganske hurtigt startede en rejse, som gik fra en kedelig masseproduceret papbeholder gennem et sugerør og afsluttedes i en pøl af Stines mavesyre.
   Roen, som langsomt vandt indpas i Stine i takt med at pizza og cola optog mere og mere plads i hendes mave, brugte hun til at tænke logisk. Hun vidste udmærket godt, at logikken og hende ikke var de bedste venner, men hun prøvede alligevel at forestille sig, at hun var Sherlock Holmes - eller i det mindste dr. Watson - der ved hjælp af pertentlig deduktion fandt frem til den rette forståelse af den forfærdelige hændelse, der var overgået hende.

En ting var i hvert fald sikkert. Hun var vågnet med kvalme hele tre morgener i træk, og ugen efter havde hun to dage med uimodståelig trang til at laksemousse. Ja, laksemousse af alle ting i verden. På den baggrund kunne Sherlock Holmes sagtens deduktere sig frem til, at der var noget helt, helt galt.
   Og så var det, at Stine bestemte sig for at løse mysteriet og gik ned til Elite købmanden, som lå to husnumre ved siden af Leos pizzeria, og købte en pakke med graviditet test. Og det havde ikke været særlig sjovt at tage den test - eller de tests som det udviklede sig til - for Stine brød sig ikke om at skulle tisse i en kop, for det skulle man jo gøre for samle urinen op i en kop, som teststrimlen kunne dyppes i. Hendes første problem var at vælge, hvilke kop, hun skulle tisse i. Det skulle i hvert fald ikke være i tekoppen. For den havde hun fået af sin dansklærer til sin konfirmation, og desuden drak hun ofte the af den. Det skulle heller ikke være kruset med de sjove børnetegninger på, for den havde hun fået, efter hun som fjortenårig havde passet naboens datter. Det var hendes mor, der havde overrakt den til hende på vegne af den niårige pige, som havde nydt at få lov til at være ekstra længe oppe og få en langt større portion slik, end hun plejede fredag aften. Valget faldt på et ganske almindeligt hvidt turistkrus, hvorpå der var trykt et rødt hjerte, som var omgivet af ordene "I," og "London." Stine havde ellers ikke noget i mod London, hun syntes det var en dejlig og meget spændende by, men hun havde noget i mod koppen. Den var lidt for bred, hvilket bevirkede, at den the, hun plejede at hælde i den, hurtigt blev for kold. Altså skulle koppen nu fyldes med tis i stedet.

Det var første gang, Stine prøvede at sætte en kop i cisternen og tisse ned i den. Af en eller anden grund lykkedes det ikke første gang og kun en smule anden gang, men tredje gang var der bingo. Og det var der så sandelig også på den hvide strimmel, hun dyppede i sine tidligere kopper the, og hvad hun nu ellers havde hældt i sig i løbet af dagen. To tydelige smalle streger hånede hendes øjne. Det var bestemt ikke det resultat Stine ønskede - overhovedet ikke. Hun skulle ikke nyde noget af børn og bleer eller prinsen på den hvide hest med villa og vovhund og alt den slags. Ellers tak. Så hun ramte koppen en gang til og dyppede ikke bare en stimmel, men to - så hun var sikker på, at der ikke var fejl på en af dem. De viste hende to streger begge to, og nu begyndte Stine at blive vred, for det kunne da ikke passe, det måtte ikke passe - det måtte det bare ikke. Hun fandt tre nye strimler frem og dyppede dem i Londonkoppen, men igen blev hun skuffet. Så hældte hun sin forhenværende the i toilettet, ventede en hel time, mens hun fyldte ny the i sin blære, og ramte så koppen endnu en gang. Fire gange dyppede hun en strimmel i den brede kop, og i alt så hun otte streger. Nu blev hun først for alvor vred, for hun ville i hvert fald ikke finde sig i, at de strimler, hun lige havde købt hos Elite købmanden, behandlede hende sådan - hun havde jo købt dem ærligt og redeligt. Men det varede ikke længe, før hun indså, at hendes vrede umuligt kunne ændre det videnskabelige fakta, at hun havde noget i sin mave, som hun ikke havde regnet med, skulle være der. Det gjorde hende kun endnu mere vred, og hvad værre var, så havde hun ingen anelse om, hvor hun skulle gøre af alt den voksende vrede, som var ved at udvikle en lyst til at smadre forskellige dele af hendes lejlighed. Derfor valgte hun - som så ofte før - at skynde sig ned til Leo for at dulme sine indre ulmen i pizza nummer frem og cola.

Hun var ikke nået ret langt ud fra sin opgang, før en eventuel skyldig anden part dukkede op i hendes tanker; Johnny. "Hvorfor lige ham," lød hendes egen vrede stemme i hendes tanker, "hvorfor netop ham. Alle andre end ham." Men han var bestemt en mulig kandidat - ingen tvivl om det. Og nu hvor hun tænkte tilbage på det, kunne det forekommer vildt underligt - faktisk unaturligt - at hun overhovedet havde gidet ham. Nå ja, han havde godt nok en cool bil, som vist nok var en gammel BMW, han selv havde sparret sammen til og sat i stand. Det snakkede han altid meget om, og Stine var efterhånden sikker på, at det faktisk var en BMW og ikke en af de andre mærker. Og Johnny så ret cool ud, når han kørte i den bil, det måtte hun indrømme allerede første gang, han havde pralet med den over for hende. Det var nogle år siden, den gang de stadig studerede til pædagoger begge to, og siden da havde hun med jævne mellemrum fået et lift af ham, når hun skulle nogle steder, eller når hun sådan lige havde lyst, eller når han havde spurgt hende. Så altså det med bilen var måske meget rart ved ham, men hun brød sig i hvert fald ikke om hans tøjstil. Han gik jo i læderjakke, som man gjorde det i firserne. Desuden var hans hår fedtet, og så lugtede han altid af sved og olie, som om han hver dag pillede lidt ved sin bil uden at gå i bad bagefter. Desuden bandede han også ufatteligt meget og havde temmelig racistiske synspunkter på mange områder, og så var han altså også ret shauvinistisk. Nå ja, så var der jo lige det der med hans røv. Den var godt nok stram og veltrænet. Det havde hun opdaget allerede den første gang, hun så ham på UCC under deres spæde begyndelse som pædagogstuderende, og hvis der var noget Stine altid havde tændt på ved mænd, så var det deres røv - og deres hænder, hvis de var tilpas store. Johnny havde begge dele. Hans hænder var mindst lige så gode til at tage på kvinder, som til at skrue på biler, og så kunne han også være ret morsom på sin egen shauvinistisk-racisitiske måde. Han havde i glimt en humor, som fik hende til at le, og som var ret anderledes end alle andres.

Ja, Johnny var noget lidt ud over det sædvanlige. Det var både Stine og de fleste andre, som kendte ham, enige om. Hun havde ellers ikke haft så meget kontakt til ham, efter de var færdige på UCC, men de mødtes af og til, når Stine ringede efter ham for at få et lift, eller når de stødte på hinanden i byen. Det var også sådan de mødtes, den dag, det var gået galt for Stine. Eller rettere - de var mødtes på vej hjem fra byen, hvor Johnny en tidlig lys morgen lå og prøvede at brække sig ud over en kantsten på Vesterbrogade. Stine var kommet dinglende i store zigzag mønstre hen af fortovet og følte afsky ved synet af den hostende og harkende mand, som sad bøjet over kantstenen mindre end 200 meter fra hendes opgang. Men da hun sekunder senere opdagede, at det var Johnny, der sad der, kom en lille følelse af sympati ind over hende. Følelsen var kun lille, men den var der, og det var den følelse - frem for afskyen - hun valgte at følge.
   "Har du slået dig, Johnny?" hørte hun sig selv sige i en overraskende omsorgsfuld tone, selvom hun var mere end almindeligt klar over, at han bare var pisse fuld.
   Johnny kvitterede ved straks at gøre et ynkeligt forsøg på at komme på benene, men hans stærkt påvirkede balancenerve i det central øre, nægtede at lade kroppen udføre handlingen på forsvarlig vis, hvilket den viste ved at tippe kroppen forover, da den ellers var begyndt at støtte på begge ben. Johnny landede med et tydeligt klask og et ganske svagt, men yderst ærligt, "av for helvede," for fødderne af Stine.
   "Har du slået dig, Johnny?" spurgte Stine igen efter hun først havde udgydt et forskrækket hvin. Og det var i situationen et ganske relevant spørgsmål. For nu havde Johnny nemlig slået sig.
   Stine fik meget ondt af ham ved synet af alt det blod, som rendte ud af hans næse. Hun tænkte straks på, hvordan hun kunne få ham på sygehuset og sekundet senere, at det var alt for uoverskueligt, for så skulle hun jo følge med og sidde på den kedelige hospitalsgang ved siden af ham i flere timer og vente på, at nogen gad lægge gips på hans næse. Den tanke var ikke til at holde ud, for selvom hun holdt meget af Johnny, så var der bestemt grænser for, hvad hun havde lyst til at gøre for ham - især nu hvor hun var så fuld.
   "Av," sagde Johnny igen, mens han kikkede op på Stine, som samtidig bemærkede, at slaget på næsen åbenbart havde forsaget så stort et chok, at han slet ikke havde brug for at kaste op længere.
   "Hvad fanden laver du her," fortsatte han og lod sig slet ikke mærke med, at hans tøj ganske hurtigt blev fuld af store bloddråber, der haglede fra hans næse, som var den en lille regnsky.
   Stine tog ham i armen og hev ham op, "du skal hjem til mig, Johnny," sagde hun præcis samtidig med, at hun tog netop den beslutning. Hun mente ikke, han kunne sidde der og se så ynkelig ud.
   Johnny gjorde ikke modstand. Det var trods alt ikke første gang, de kompenserede for hinandens manglende evner til at balancere ved lade den enes arm slynge over den andens skulder. Og sådan gik de endnu en gang ned af Vesterbrogade på vej mod Stine lejlighed.

Johnnys næse dryppede kraftigt hen over trapperne i Stines opgang. For hvert trin de to kæmpede sig op mod 2. sal, blev Stine en tak mere stresset over den farve de ellers fine hvide trappetrin fik, for hun vidste, at viseværten havde vasket trapperne dagen før, og den uskrevne regel i opgangen var, at den som sviner trapperne kraftigt til de første tre dage efter sådan en trappevask har et moralsk ansvar for at få dem bragt i orden igen, så hele opgangen ikke skal vente 14 dage på at det bliver gjort igen. Stine barmhjertighed over for Johnny havde store konsekvenser for hende selv, syntes hun allerede på det tidspunkt. Men at den skulle få så store konsekvenser, som graviditetstesten senere viste, var hun overhovedet ikke i nærheden af at være klarover på det tidspunkt.
   Inde i lejligheden førte hun straks Johnny ud på toilettet. Det lå heldigvis lige over for hoveddøren, så Johnnys næse nåede kun at dryppe ganske lidt på trægulvet i gangen, før hun fik bakset ham ind i det smalle rum. Johnny knælede selv ned over toiletkummen og lod dryppende fra sin ømme tud farve vandet lyserødt, mens Stine rev toiletpapir i strimler og stoppede dem i hans næsebor. Hun gjorde det så forsigtigt som muligt, hvilket ikke var helt let i og med hele hendes motoriske system var midlertidigt ændret af de lidt for mange shots, hun havde hældt i sig i løbet af aftenen. Allerede ved andet stykke brølede Johnny af smerte, ved tredje stykke klynkede han og ved fjerde stykke var han helt ulykkelig og ganske, ganske ynkelig at se på.

Det var ret sjældent at Johnny var ynkelig - i hvert fald på den måde - så Stine kunne ikke lade være med at få ondt af ham. Det hjalp heller ikke på hendes følelser, at hun befandt sig i den tilstand, hun nu en gang gjorde - for i netop den tilstand havde hun ofte tendenser til at blive ret rørstrømsk, hvilket tit viste sig ved at hun fik ondt af folk. Og nu var det altså Johnny, hun havde ondt af. Det førte til, at hun igen tog hans arm over hendes skulder og ledte ham ind i sit soveværelse. Hun havde oprindeligt tænkt, at han kunne sove på sofaen, men på grund af hendes rørstrømske sindstilstand, ændrede hun den beslutning.
   Johnny faldt tungt ned i Stines seng. Han mumlede et eller andet om, at hans næse gjorde ondt, og noget med tak for hjælpen, men Stine var egentlig ikke så interesseret i hans ord. Lige nu skulle Johnny hjælpes, og det næste, hun kunne hjælpe ham med var at tage noget af tøjet af, så han ikke ville få det for varmt. Trøjen ville hun helst ikke røre ved, for den skulle op omkring hovedet, og hun ville helt bestemt støde den i mod hans næse. Nu skulle den næste altså ikke have flere tæsk. Bukserne kunne hun til gengæld hjælpe med. Det var bare lige at løsne bæltet og knapper lidt op. Hun lagde godt mærke til, at Johnny kikkede forventningsfuldt ned på hendes hænder, mens hun gjorde det, men han måtte komme på andre tanker, den perverse stodder tænkte hun. Og så var det, at hun kom til at hive lidt for hårdt ned i bukserne, så hans balder blev lidt blottet. Det var faktisk kun halvdelen af den venstre, der viste sit hud frem, men det var også nok, for Stine havde altid været vild med Johnnys bagdel. Altid. Ikke så snart havde hun set det dejlige bare stykke, før hun fik endnu mere ondt af ham. Måske havde hun været lidt for hård ved ham. Han var jo hendes gode ven, som var kommet til skade. Hun burde faktisk være lidt god ved ham - måske lidt ekstra god ved ham.
   Johnny kunne godt havde sagt nej tak i netop det øjeblik, for det ville havde skånet hende for en masse bekymringer, syntes Stine og tænkte bitre tanker om han, mens hun slugte det sidste stykke af sin Pizza nummer fem. Det er bare typiske Johnny ikke at sige nej til den slags tilbud og få så meget som muligt ud af en hver situation - typisk og tarveligt.

Stine sank resten af sin cola og rejste sig fra stolen. Leo nikkede farvel og gav et af de der dejlige smil, som Stine bare ikke kunne få for mange af. "Farvel," sagde hun kort, og ønskede hun havde lydt mere venlig end hun gjorde, men på den anden side, så var hun jo overhovedet ikke glad, og Leo havde aldrig holdt det imod hende, at hun kom til at vrisse fra tid til anden - så der var altså rene linjer mellem hende og Leo, da Stine trådte ud på Vesterbrogade.
   Det var godt at have fået ro i hovedet, syntes Stine. Selvom pizza og cola langt fra havde gjort hende glad, følte hun sig nu langt bedre i stand til at håndtere situationen angående den lille ting, som Johnny havde plantet i hende. Hun kunne huske, hvor, hvornår og hvordan det var sket. Hun havde alle argumenterne parate, så hun var helt klar til at konfrontere ham der Johnny luskebusk, hr. listepik, hr. "jeg kan ikke finde ud af at stå af i Roskilde, fordi jeg er for fuld."
   Hun hoppede på den første og bedste bus, der kørte i retning af Sydhavns station, hvor hun beslutsomt hoppede af igen. Derfra gik hun de 3 minutter til fods til H.V. Roldstedsvej nr. 6, 2. th., hvor hun ringede på døren. Og fordi der ikke blev åbnet efter de to første ring, bankede hun også på - meget insisterende endda. Så åbnede Johnny endelig døren. "Dav," sagde han uden at virke særlig overrasket over at se Stine på den anden side af sin dørtærskel, "er det et lift, du skal have?"
   "Ikke denne gang, Johnny," sagde Stine i et stemmelege, der afslørede, at hun skjulte grunden til, at hun var kommet, og at han skulle gætte den. Men det fattede Johnny åbenbart ikke, "nå? Hvad skal du så?" spurgte han, og skyndte sig at tilføje, at det var hyggeligt at se hende.
   "Jeg skal tale med dig, Johnny," hun himlede med øjnene, og det så Johnny godt, og Stine vidste, at han med alt sandsynlighed ville lægge mærke til det, og at han ville tænke, noget var galt, når han så det.
   "Vil du have en bajer?" spurgte Johnny og gjorde lidt forfjamsket plads til at Stine kunne komme ind i hans lejlighed, "eller kaffe?" Han smækkede døren efter hende en lille smule hårdere end han plejede - som om han ikke helt kunne kontrollere, hvor hårdt han skubbede til den.
   Som sædvanlig var der ret mørkt der hvor Johnny boede. Gardinerne var trukket for, lyset var slukket, og der var temmelig rodet. Johnny var kun lige kommet ud fra sit soveværelse, og det bar hans frisure - eller mangel på samme - kraftigt præg af. Han var som sædvanlig ubarberet og temmelig klatøjet. "Jeg har lidt tømmermænd," forklarede han præcis på det tidspunkt, Stine forventede, han ville sige det.
   "Jeg kunne godt bruge en bajer," svarede Stine til hans spørgsmål og måtte atter engang med et lille smil og et skuldertræk indrømme over for sig selv, at en bajer var for god til at sige nej til. Stine satte sig til rette i Johnnys stue - nærmere bestemt på hans sofa, som var ganske behagelig blød, og hvor hun flere gange havde siddet og holdt ham i hånden, mens de havde set romantiske film, og hvor hun mindst lige så mange gange havde ligget med stængerne i vejret med Johnny svedende og stønnene ovenpå. Men det ville der ikke blive noget af i dag - hverken det ene eller det andet, huskede Stine sig lidt spidst på - så kan han lærer det, kan han.

Et halvt minut senere kom Johnny gående med en åben kold guldøl i den ene hånd, som han rakte ud mod Stine og en elefant, hvor kapslen også var fjernet. Den sidste holdt han tæt på sin egen krop.
   "Nå, hva' så?" spurgte han, hævede flasken til en uformel og ubesvaret skål og tømte en tredjedel af indholdet. Johnny havde sin helt egen måde at drikke bajer på - en helt særlig teknik, som Stine tit havde beundret, men umuligt kunne kopiere, selvom hun havde prøvet mange gange: Han lagde hovedet lidt tilbage, støttede flaskemundingen på sin underlæbe og hældte simpelthen væsken direkte ned i svælget, uden at det rørte hverken gane eller tunge. En temmelig effektiv måde at drikke øl på - især hvis man gerne vil drikke mange, og det ville Johnny altid gerne, hvilket Stine egentlig altid havde fundet tiltalende ved ham.
   "Ja, hvad så!" svarede Stine ham og prøvede igen at lyde som om, han skulle gætte en hemmelighed.
   "Jah, hva' så?" gentog Johnny noget mere usikkert, fordi han denne gang havde regnet ud, at han skulle gætte på noget uden at have den fjerneste anelse om, hvad det kunne være.
   "Ja, du fik jo nok hygget dig, da du slog næsen."
   Johnny så forvirret ud. Han kunne sagtens huske, at han havde slået næsen, men syntes bestemt ikke der havde været noget hyggeligt ved det, "det gjorde fandeme ondt," han så ud som om, han ville sige noget mere, men han afbrød sig selv, fordi han ikke kunne finde ud af, hvad Stine ønskede at høre lige nu.
   "Jeg er faktisk gravid, Johnny!" Stine slog over i en meget bebrejdende tone, som var beregnet på at fungere som en lussing mod Johnnys ansigt, så snart den blev sagt. Og den virkede. Johnny tog spontant tre skridt baglæns, hvorefter endnu en tredjedel af elefantbajeren røg forbi gane, tunge, drøbel og direkte ned i maven. Han bøvsede, hvilket var en af bivirkningerne ved hans drikketeknik begrundet i den store mængde luft, der sammen med væsken blev lukket ned i maven ved hver tår. "Nå, for satan. Okay. Jamen, tillykke."
   "Ej, du skal kraftedeme ikke sige tillykke, Johnny!"
   Han tog endnu to skridt bagud. Han ville have taget fem, men efter det første par ramlede han ind i dørkarmen. "Nå, okay. Sikke noget pis, hva'?"
   "Ja, Johnny, det er noget pis. Tak for lort, siger jeg bare."
   Han så fuldstændig forvirret ud. Han lignede faktisk et barn, der er blevet beskyldt for at stjæle sukkerknalder, men som for en enkelt ganges skyld ikke har gjort det. Hans øjne flakkede, hans læber bevægede sig lydløst, og det så virkelig ud som om, han prøvede at formulere et vel gennemtænkt svar. Men i stedet slugte han den sidste tredjedel af elefanten. Denne gang bøvsede han ikke.
   "Har du slet ikke noget at sige? Jeg har dit barn i maven, og du står bare og drikker øl og bøvser!"
   Det var ikke første gang, Johnny oplevede et skænderi mod Stine, så han vidste, at det ville være bedst for ham, hvis han kun sagde noget, når han havde de rette argumenter parat - ellers blev hun bare mere og mere drabelig i sin måde at tale på.
   "Johnny, hvad synes du, jeg skal gøre, hvad? Du kan ikke bare tillade dig at behandle mig på den måde."
   "Det var ikke mig - umuligt," sagde han hurtigt og bøvsede meget modvilligt.
   "Nu skal du ikke lyve, Johnny. Du kan godt huske, da du slog næsen!"
   "Ja, for fanden - der hvor du tog mig med hjem og gav mig et blowjob."
   "Det var ikke kun et blowjob, Johnny, og det ved du også godt."
   "Det var et blowjob, og ikke en skid andet," pludselig træder Johnnys marcho-agtige side frem, og som altid har Stine svært ved at finde den andet end charmerende. "Jeg var fandeme så plakat stiv, at jeg ikke kunne andet end ligge og få den suttet - og min næse gjorde ondt ad helvede til. Er du klar over, hvor ondt det gør at lave bollebevægelser, når man lige har knaldet næsen i asfalten?"
   Stine blev lammet af en isnende kulde, der krøb igennem hende affødt af et nu helstøbt minde om den konkrete nat - eller tidlige morgen ret og sagt. Hun huskede tydeligt, hvordan hun havde haft trang til at trøste Johnny og være ekstra ordinær god mod ham på grund af hans ømme næse. Hun erindrer klart, at han var så ude af stand til at gøre noget fysisk aktivt i alle ender af hans krop, at hun måtte gøre langt det meste selv, og det at det letteste ville være at give et blowjob. Hun husker også hvor overrasket hun blev, da han begyndte at snorke efter de første to minutter af den proces, og at hans snorken lød som om han var ved at drukne, fordi næsen sejlede i blod. Så var det, at hun var gået ind for at sove på sofaen - en smule fornærmet over, at han var sådan en vatpik, som ikke kunne en skid, når han var lidt fuld. Det var også derfor, hun sendte ham hjem lige med det samme, da de begge omsider havde sovet den værste rus ud.
   Johnny, den vatpik. Ham var det ikke. Stine satte guldbajeren fra sig med et smæld.