De kommende nætter sov Stine næsten ikke. Det var ikke nyt, at hun vågnede op midt om natten for lige at tjekke om lyset stadig var tændt i hele huset, eller fordi hun skulle på toilettet, men hun plejede som regel også at falde i søvn igen. Hun havde højst to søvnløse nætter om ugen, hvor hun slet ikke sov. Men nu hvor tanken om at det slet ikke var Johnny, som havde plantet sit frø i hendes livmor sled i hendes indre, så fik hun flere søvnløse nætter, end hun plejede. For tanken sled i hende fra to retninger. På den ene side var hun glad for, at det ikke var Johnny, der var skyld i hendes ulykke, og samtidig var hun ualmindeligt irriteret over, at hun nu skulle lede et helt andet sted - for slet ikke at tale om hendes skuffelse over, hvordan aftenen med ham åbenbart var gået. Hun havde jo slet ikke selv fået noget ud af det.
   Johnny, den store idiot.

Hun vidste godt, hun bare kunne få en abort og løse problemet helt selv, og at der stadig var masser af tid til at få det ordnet. Men fandeme nej, råbte hendes egne tanker, når hun tænke på netop det. Fandeme nej, om hun havde været alene om det. Fandeme om der ikke også havde været en mand med i spillet, og at han skulle tage sit ansvar. Hvis han kunne putte noget ind i hende, måtte han også hjælpe med at få det ud. Hun var træt af hele tiden at hjælpe mænd uden at for noget til gengæld. Træt, træt, træt.

Hun var træt på arbejdet de næste par dage. Så forfærdelig træt. Hver gang hun skulle skifte en lorteble eller tørrer en snottet unges næse, gjorde hun det helt uden engagement og indlevelse. Hun var så træt, at hun faldt i søvn, når hun sad ved børnehavens tegnebord og ventede på, at børnene et efter et skulle blive hentet om eftermiddagen. For en gangs skyld var det en fordel, at hun oftest var alene med de 24 unger, så kunne ingen anklage hende for at power nappe uden tilladelse.

Endelig - en ganske almindelig onsdag aften da børnehaven lukkede - dukkede en ny kandidat til hendes uønskede kommende arving op. Det var pædagogmedhjælperen Svend. En meget splejset, ranglet fyr, som vidste en pokkers masse om computere. En viden børnehaven overhovedet ikke brugte til noget, fordi der ikke fandtes den slags teknologi inden for dens døre, hvorfor den 21 årige Frontline pc-supporter derfor ofte sad med en saks i hånden og prøvede at lærer de treårige, at de skulle klippe frem af og ind i pappet og ikke bagud og ind i dem selv. Han havde fra tid til anden givet udtryk for - mens Stine hørte på i frokostpausen og den daglige leder var langt ude af hørevidde - at han var noget trist over slet ikke at få mulighed for at pille ved computere. Han var nemlig blevet lovet ved hans jobsamtale, at han skulle stå for at få børnehavens it systemer op at køre som en sidetjans til arbejdet med børnene. Han var blevet noget overrasket, da han så havde opdaget, at børnehaven slet ikke ejede nogle computere. Den daglige leder lovede ham, at det bestemt var hensigten at købe nogle snart - også til pædagogiske formål, som hun havde udtrykt det. Men månederne var gået, og pludselig syntes lederen, at der var mere prestige i at bruge en pokkers masse penge på at få installeret et nyt stort køkken til både personale og børn. Et køkken som forældrene bestemt ville lægge mærke til og beundre - selvom børnehaven allerede havde tre små køkkener spredt ud i forskellige afdelinger. Det nye store køkken blev topmoderne, lavet helt i stål med industriopvasker, en Henny Penny Combi Steamer ovn, og med hæve-sænke bordplader, og det blev brugt en gang om dagen til at snitte børnenes eftermiddagsfrugt og lægge det i plasticskåle.

Installationen og indkøbet af køkkenet tog tid og kostede penge. Lidt mere af begge dele end først beregnet, så der blev overhovedet ikke råd til at købe computere til børnehaven bagefter - og der blev forresten heller ikke råd til at beholder hende pædagogmedhjælperen som med sin stammen irriterede den daglige leder, fordi hun ikke havde tålmodighed til at høre hende sige en sætning færdig.
   Så hverken pædagogmedhjælper eller computere blev der mere af efter det nye køkken havde gjort sit indtog. Det eneste Svend nu kunne gøre, var at beklage sig til sine kolleger i frokostpausen, over at være blevet taget ved næsen og få tildelt en stilling på et helt forkert grundlag. De som lagde øre til hans beklagelser kunne kun foreslå ham at slå i bordet over for den daglige leder eller finde et andet job. De vidste dog godt, at han nok ikke ville gøre nogle af delene. Det første turde han ikke, og det andet var han ikke særlig god til.

Stine kom i tanke om, at den mulige sæddonor kunne være Svend, fordi hun lukkede børnehaven sammen med ham den omtale onsdag aften. Mens hun var ved at proppe en plasticsæk fuld af stinkende våde og fyldte bleer ned i den grønne fællescontainer, kom hun i tanke om, hvad de to havde brugt tiden på en af de mange onsdage, de havde lukket sammen og været de eneste på matriklen. Netop den skæbnesvangre onsdag havde Svend i frokostpausen virket særlig ked af, at han slet ikke kunne komme til at bruge sine computertalenter, og Stine havde lyttet mere til hans beklagelser, end hun plejede og havde også haft mere ondt af ham, end hun plejede.
   Faktisk havde hun følt så meget med ham, at hans beklagelser stadig sad og gjorde en smule ondt i hendes nervesystem, da hun klokken 17.15 var i færd med at smide stinkende bleer i den grønne container. Den sidste pose røg i netop som Svend kom ind i containerskuret med sine bleposer, der om muligt stank endnu værre end hendes. Hun kunne se på Svend, at lugten generede ham, og det fik hendes følelser for ham til at gøre en smule mere ondt. Hvor var verden dog ond mod Svend, fortalte de hende. Det fortjente han slet, slet ikke. Og så var det, hun havde givet ham et kram og fortalt ham, at hun nok skulle passe på ham, og at hun forstod ham. Mens hun krammede ham, var hun lidt mere venlig mod ham, end man plejer at være i den situation, og det kunne han åbenbart godt lide. Det mente hun i hvert fald at kunne mærke på hans lynlås.

Jo, der var ingen tvivl. Svend var et emne - et alvorligt emne - til den tvivlsomme ære af at være planter af det frø, som lå inde i hende. Hvem kunne det overhovedet være, hvis ikke Svend? Ingen svarede hendes egen vrede stemme, og nu er det på tide, at han forholder sig til det. Han har haft sin sjov, nu skal han dele alvoren.
   Stine havde kun netop sluppet grebet om sine stinkende poser med bleer for at lade dem dumpe ned i containeren, da hun hørte fodtrin uden foran containerskuret. Det var helt sikkert Svend. Hun kunne genkende hans sjoskende skridt, der gik som befandt de sig på en virksomhedsgang med en bærbar underarmen. Ingen pædagoger eller erfarne pædagogmedhjælpere ville gå på den måde. De ville ikke give sig så godt tid til at flytte hvert enkelt fod.
   "Hej, Svend," sagde Stine, da han trådte ind i skuret. For det var ganske rigtigt ham, der kom ind - som altid på dette tidspunkt med to stinkende og tunge bleposer i hænderne.
   "Hejsa, så er det tid igen," svarede Svend som sædvanlig, og smed bleerne i containeren uden at kikke på det han lavede. I stedet betragtede han Stines ansigt. Det havde han gjort hver gang de mødtes i containerskuret efter hin skæbnesvangre onsdag. Der var altid noget spørgende og forventningsfuldt i hans blik. Han tog hurtigt blikket væk igen - som var han blevet forskrækket over det udtryk, han så i Stines ansigt.
   "Har du det godt, Svend?" spurgte Stine uden at have lyst til at få et svar. Han svarede ikke, men tog mod til sig og mødte hendes blik. Han så ud som en skoledreng fra 50'erne, der ventede på at få en lussing af rektor - uden at vide, hvorfor han skulle have den.
   "Jeg er gravid, at du ved det."
   Svend fór sammen, som havde hun sagt "bøh," til ham, mens han stod med ryggen til i det absolutte mørke med høretelefonerne stoppet godt ind i trommehinderne og mobilen skruet op på maksimum volumen, mens Motorhead gav den max gas i det digitale track. "Nå," sagde han, uden at være så dum at sige tillykke, men stadig med det vage håb, at det ikke havde noget med ham at gøre.
   "Er det, hvad du har at sige?"
   "Nej," sagde Svend, men sagde ikke noget derefter, for han kunne ikke hitte ud af, hvad han skulle sige, hvis det ikke skulle være tillykke - og det skulle det i hvert fald ikke være, så langt var han helt sikker i sin sag.
   "Svend, hvad synes du, jeg skal gøre nu, hvad?"
   Svend trippede lidt fra den ene fod til den anden. Det gjorde han altid, når han ikke kunne overskue konsekvenserne af den situation, han var havnet i. "Jeg skal nok betale," sagde han, og lød som om det var en sætning, han måtte bruge en elefant for at trække ud af sig selv.
   "Betale?" Stine lød meget fornærmet - mest fordi Svend havde været lidt for hurtig til at sige noget af det, hun mente, han skulle sige. "Betale for hvad? Min abort?" Han var godt nok streng, syntes hun. Så skulle hun bare gå helt alene op til en snusket abortlæge med en klat kontanter i hånden og få klaret problemet - og så kunne han sidde og fise den af foran sin computer og programmere spil eller hvad pokker, det nu var, han lavede, når han sad med fjæset i skærmen derhjemme.
   "Børnepenge," mumlede Svend ulykkeligt, "hvis du ikke kan få det til at køre rundt. Men også abort, hvis det er."
   Stine kunne ikke få et ord over læberne - ville Svend virkelig betale både børnepenge og abort? Han var da godt dum.
   "Svend, nu skal du tage dig sammen," snerrede Stine, hun var nemlig ved at få nok, "jeg vil ikke have dine penge. Jeg vil have dit ansvar."
   Svend så ud som om, hun havde talt til ham i et programmeringssprog som enten ikke var opfundet eller var fuld af virus.
   "Ved ud hvad, Svend. Du kan ikke bare bruge mig, som du har lyst til og så tænke, at det var det." Nu synes Stine ærlig talt, at Svend havde spillet forvirret længe nok, "prøv lige at vise dig som en mand."
   "Jeg ville jo bare hjælpe."
   "Du kan jo ikke betale dig fra det her, vel!" Det mente Stine i hvert fald ikke, man kunne, selvom hun kendte et par stykker, som gjorde det, "der er nogle ting, som man bare ikke kan betale sig fra."
   Nu gik der et lys op for Svend. Den totale forvirring, der havde siddet fast i hans blik og kørt heftigt rundt bag hans pandeskal gennem hele samtalen, så nu ud til at forsvinde. "Det var jo ikke sådan, vi gjorde, Stine," sagde han forsigtigt, men alligevel fuld af selvtillid og overbevisning.
   Hun kikkede skeptisk på ham, men ikke så snart havde hun lagt sine ansigtsfolder i den skeptiske positur, før et minde kom til syne i hendes hukommelse. De havde jo slået plat og krone. Det var en leg, Stine kendte fra sin efterskole, og som hun og en veninde havde leget i dybeste hemmelighed med de sejeste af drengene på drengegangen. Altid efter klokken tolv om natten. De kaldte den kondomlegen, og det synes Stine altid havde været et mærkeligt navn, for kondomer havde ikke noget med legen at gøre overhovedet. Men måske havde de fundet på det navn, fordi legen var lige så sikker som at bruge kondom.
   Hun blev ildrød i hovedet over at hun kunne tage sådan fejl og på den måde miste ansigt over for Svend.
   "Det gør ikke noget," sagde han i en tone der meget tydeligt forsøgte at trøste og udglatte, "det var meget sjovt den aften, men så heller ikke mere."
   Det kunne lyde som en fornærmelse, men nu hvor Stine huskede alt ganske tydeligt igen, forstod hun præcis, hvad han mente. For Svend havde slået plat, og det var han ikke helt tilfreds med, for han havde aldrig prøvet den stilling, det medførte. Men Stine havde været vedholdende og insisteret på legens regler - krone var hullet nærmest hvor en krone burde sidde, og plat hullet i den platte ende.
   "Tak," mumlede Stine og håbede, at Svend ikke lagde mærke til hendes røde kinder. Hun vendte om og gik ud af skuret med en lille tårer på vej ned af kinden. Hun sagde ikke en gang farvel til Svend, det tænkte hun ikke på. For der var kun en ting, hun kunne tænke på efter denne ydmygelse - en ting hun virkelig trængte til: Pizza nummer fem med cola. Og gerne et af Leos dejlige smil oveni.