"Det er vores opgave at tage saglig stilling til det spørgsmål. Borgernes opfattelser og redegørelser kan godt være særdeles forskellige."
   Medarbejderen i Teknisk Forvirring, der vidst nok også hedder Forvaltning, så sig om og noterede sine kollegers anderkendende blikke. Hans selvtillid fra tilsvarende konfrontationer stivede hans holdning og stemme af, mens han fortsatte.
   "Hvis jeres vej og fortov trænger til opretning hører det, under alle omstændigheder under en kollega. Han er optaget i øjeblikket."
   Efter lidt overtalelse havde jeg sagt ja til at være supporter og bisidder og følge formand Rasmus hen for at for at forklare et par af ejerforeningens problemer for de rigtige mennesker, endnu en gang. Et massivt pres fra den øvrige bestyrelse havde sendt Rasmus i byen, da der ikke var sket det fjerneste efter fem måneder og lige så mange skrivelser.
   "Hvor længe mener du bilerne skal hoppe og danse hen af vejen? Dem, der er optimistiske nok til at bruge fortovet danser Riverdance, på vej til nærbutikken?. Hvornår er kalorius ledig?" spurgte Rasmus opgivende.
   Efter en halv times diskussion var hans lighed med en bjørn i bur, der blev tirret med spidse kæppe, ikke til at tage fejl af Kæppene var erstattet af flere reglementer og rapporter end vi lige kunne overskue på stedet.
   En halv time efter pustede vi ud over en øl og diskuterede begivenhederne.
   "Vi skal bestemt have Mikkelsen med næste gang" pustede Rasmus og hentede forstærkning på flaske. "Jeg kan næsten høre fyren spørge sin kolleger om hvem der havde lyst til at være vej- og fortovseksperter næste gang."
   Hans gengivelse af fyrens højtidelige tone rampe helt i plet.
   "Det er jo deres standartteknik" medgav jeg og startede på næste øl. "Hvis vi kommer tre stiller de bare en fem, seks mand med hver sin 'Manual i bortforklaring'. Dens cirkulærer om praktiske, juridiske, tekniske og økonomiske indvendinger klarer normalt de fleste protester. Ud over dem er der et valgfrit punkt for politiske bortforklaringer."
   "Så tror fanden det tager lidt tid på den måde og er hundedyrt. Lad os aflægge rapport og høre hvad de andre siger."

Et kvarter efter fremlagde vi dagens resultat for en del af Ligusterklanen, der samlede sig om Mikkelsens Bocchiabane. Beretningen modtog alles sympati og yderligere førstehjælp på flaske.
   "Moderne klankamp er ikke for begyndere," havde vores amatørpolitiker Mikkelsen forudsagt et par dage før. "Det er dem mod os og ingen af siderne må tage fanger!"
   Min halvskotske kollega MacOlsen - Skotsk mor og dansk far, havde dagen før bidraget med yderligere detaljer, da jeg forklarede hvorfor jeg skulle pjække fra jobbet næste dag, hvor jeg skulle være krisepsykolog for Rasmus..
   "Det er udgaven for børn" grinede han. "Skal tro min mor var de højlandske klaner lige så stride børster som visse sagsbehandlere. De mindede om naturen deroppe. Det var nærmest en æressag at være stridslysten, for at få ret. Limen i klanen var den rimelige fordeling af den fælles pulje. Det endte som regel med en kniv mellem ribbenene når udenforstående prøvede at møve sig ind. De havde ikke så mange fornøjelser i Skotlands højland."
   "I det mindste får i højest et cirkulære på et halvt hundrede sider i nakken her, i stedet for en kniv" beroligede MacOlsen da jeg gik.
   Det fortalte jeg videre til Mikkelsen mens han beroligede Rasmus. De andre spillede halvhjertet bocchia og lyttede med.
   "Klankamp og visse sagsbehandlergrupper minder i grunden lidt om hinanden" nikkede Mikkelsen i en pause i spillet. "Lige som børn skal de faneme prøve hvad legetøjet kan bruges til og om det holder. De fleste møder kun folk med problemer eller klager over noget, de ikke helt kan overskue."
   Tavsheden sænkede sig over gruppen med undtagelse af et par ironiske bemærkninger i ny og næ.

Christoffer ankom klokken femtentredive og meldte det var på tide at tage af sted.
   "God tur." sagde jeg åndsfraværende
   "Har du glemt du har lovet at køre Jesper og mig til turnering?"
   Hans undrende blik kunne bringe enhver i knæ. Det hjalp lidt på hukommelsen han slæbte rundt på sin sportstaske.
   "Godt du husker tiden, når jeg er blevet lidt distræt," mente jeg.
   "Det er tegn på intelligens, påstås det." beroligede mit afkom mig med, med et blik på uret. "Så intelligent troede jeg bare ikke du var."
   Vi susede ud til klubben, nåede det og fordelte spillerne i de fremmødte biler. Der skete en mindre omfordeling da der ankom et par forældre, der åbenbart var mere intelligente end jeg.
   "Martin har meldt afbud" sagde træneren forpustet da der endelig var klar til afgang.
   "Stoffer! Du spiller i angreb i dag."

Efter omklædning gennemførte spillerne den obligatoriske hilsen og stillede op med krigeriske blikke mod hinanden. Mikkelsens og McOlsens bemærkninger om klankamp var stadig friske i erindringen
   "De har lige mange point i turneringen" sagde politimandens kone dæmpet ved siden af mig.
   "Jeg har taget ekstra plaster og bandager med." kom det fra træneren på den anden side.
   Holdet kom i opstilling med trænerens mellemkomst efter lidt diskussion. Christoffer fik sin bedste plads mellem kriger-typerne oppe i angrebet. Hans spark i venstrespil er ikke meget værd men mod højre kan han skyde en bold gennem hovedet på en synål på tyve meters afstand, når han er i humør til det.

Grupperne af af forældre for hjemme- og udehold holdt god afstand til hinanden og støttede ivrigt spillernes og egne ambitioner, på ungernes vegne.
   "Glimrende" brølede træneren efter et kvarter.
   "God finte Stoffer."
   "Oplæg skal faneme ikke være for nemme at gennemskue" sagde han dæmpet. Alle omkring ham nikkede indforstået og heppede videre.
   Kampen bølgede frem og tilbage ledsaget af mere og mere opmuntrende tilråb fra grupperne af forældre. Hjemmeholdet var tæt på et par gange. Alle benede af sted og skabte mere eller mindre dramatiske situationer undervejs, uden de kom op at slås.
   Træneren og politimandens kone fik brug for plastrene i pausen, mens spillerne indtog et par hektoliter væske på rekordtid. De forsikrede hinanden om at nu var de varmet op og havde set hjemmeklanen an.
   Det Foreslog træneren en hurtig strategi for til anden halvleg og udpegede hjemmeholdets svageste spillere den dag.
   Der blev fløjtet til opstilling. De krigeriske blikke var erstattet af arrig skulen et par steder.
   Fra hjemmeklanens forældre kom der kort efter en kommentar om et uretfærdigt straffespark.
   Den afviste Emils far omgående, og højlydt.
   Forældregrupperne begyndte at glo arrigt på hinanden men rykkede, som efter fælles aftale, lidt længere fra hinanden.
   Midt mellem grupperne stod en flok snakkende piger, der interesserede sig mere for spillerne end for kampen, kunne vi tydeligt fornemme.
   De og spillerne havde efterhånden nået den alder, hvor hormonerne gjorde opmærksomt på, hvad de også kunne bruges til. Forskellige vurderinger af hjemmeholdets udseende og energi flød over mod os i samlesæt mellem råb, tydelige fnis og hepperi.
   Ingen af holdene var helt upåvirkede af pigernes tilstedeværelse og anerkendelser, ind i mellem. Der var sikkert et par af knægtene der begyndte at håbe på andre trofæer, end den pokal der var på højkant.
   Tilråb og opmuntring tog til i styrke mens næste halvleg skred frem. Midt i det hele dukkede Mikkelsen og Mac's bemærkninger om klankampe igen op til overfladen og blandede sig i tankerne.
   De mindede sgu også om hinanden.
   Anden halvleg fortsatte på en nogenlunde civiliseret måde, med et par enkelte undtagelser. De skaffede begge hold velfortjente straffespark
   Både Hjemme- og udeklanen og deres medbragte forældre holdt vejret i stilhed.
   Christoffer forberedte sit tilløb, så han kunne sparke fra sin bedste side.
   Træneren stirrede op i luften og påkaldte hjælp fra guderne Mars eller Thor og Odin på en gang og spildte en halv kop kaffe uden at bemærke det.

Stoffers bold gik ind og endte i nettet som et forsinket kuglelyn på højre side. Et nanosekund før kastede hjemmeklanens målmand sig, logisk nok, til venstre.
   Trænerens offer af kaffe virkede. Alle trak vejret igen.
   "God finte" brølede træneren.
   Selv hjemmeholdets supportere nikkede ærgerligt.
   De næste fem minutter ændrede ikke vores holds føring. Kampen blev fløjtet af og spillerne gik til omklædning mens forældrene forsikrede hinanden om, hvor tæt det havde været på og repeterede de sidste kampes matematik.
   Hjemmeklanens forældre prøvede at overbevise os om vi ikke skulle blære os for tidligt med en begrænset manual i bortforklaring.
   Vi nikkede alvorligt og grinede først på hjemvejen.

Efter en uges tid og et koordineret pres mod Mikkelsen gik han med til at deltage i næste møde om fortov og vej.
   Som han havde forudsagt sad der ikke mindre en fem mand i et mødelokale, der godt kunne rumme det dobbelte, uden der blev trængsel.
   Forskellige argumenter blev blandet med indviklet matematik og lige så indviklede regler der blev hentet frem fra et par tykke manualer og gået igennem, til ære for de uvidende borgere, der ikke havde haft mulighed for at forberede sig på noget af det.
   Ind i mellem slog de op i forskellige registre og lavede elektroniske notater. Til sidst var vi i tvivl om, hvorvidt vi talte med offentlige medarbejdere eller et par af de skabeloner de havde til at holde ulve fra døren.
   Midt i det hele lå vores oprindelige skrivelse med de gode argumenter som en bold der blev spillet frem og tilbage over bordet. Den kendte ingen af hjemmeholdet ret meget til. Til gengæld var de særdeles godt forberedt i deres egne begrundelser, for ikke at gøre noget som helst.
   Mikkelsen, der oprindeligt havde forfattet vores brev kunne det udenad.
   Han spillede videre med de oprindelige punkter, både om flisernes og vejens tilstand og vores opfattelse af risikoen ved færdsel på dem.
   Stor forvirring opstod på den anden siden af bordet. De mente, i skøn enighed, at det havde de da svaret på i starten.
   "Vel gjorde i ej" sagde formand Rasmus bestemt. "Faktisk sagde i noget helt andet, med et sæt regler vi alligevel ikke kender en skid til."
   "Det var .." Mikkelsen haspede en længere remse af sig og måtte gentage den mens et punkt blev kontrolleret.
   To af de fem dykkede ned i tasterne. De sidste tre holdt angriberne i skak.
   "I har stadig ikke svaret på spørgsmålet om solceller fortsatte Mikkelsen og kikkede nærsynet på sine notater.
   Det mindede lidt om et straffespark så hjemmeholdet rykkede sammen.
   "Den medarbejder, der kender noget til det, er ikke til rådighed i dag" forsvarede de sig og så på uret.
   Vi vidste godt at solcellerne kun var sat på som finte. Det behøvede vi jo ikke fortælle dem noget om.
   Den tekniske klan lovede svar inden en uge og krøb i skjul bag palisaden af PC skærme og manualer i bortforklaring. Udeholdet trak sig tilbage med en følelse af at nu stod den udgave af klankamp lige.
   "Det var så anden runde". lovede Mikkelsen optimistisk udenfor. "Den gik faktisk meget godt. Nu kender vi deres svage punkter."
   "Skal vi den tur igennem igen?" spurgte Rasmus forskrækket.
   "Det gider de sgu'tte, lille Rasmus" sagde Mikkelsen beroligende. "Det næste bliver overbragt per post, afsluttet med en godt gemt klagemulighed. Så skyder vi igen. Så får posten også lidt at lave."
   Som sædvanligt fik Mikkelsen ret. Efter lidt skriftlig sagsbehandlertennis som Mikkelsen kaldte det blev de sidste punkter ryddet af vejen.


En lys morgen ankom en motordrevet kommunal fejekost og brølede hen over vejen hvorefter ukrudtet fik en gang damp af et andet mekanisk uhyre. De blev efterfulgt af et asfaltsjak dagen efter.
   Uden svinkærinder begyndte sjakket at fylde vejens forbandede frosthuller hvorefter de i en håndevending lagde en ny og nydelig overflade på det hele. Vores vej lignede nu et vådt sælskind og der duftede af frisk asfalt over det hele. ..
   Rasmus, Mikkelsen og jeg stod og betragtede afslutningen.
   "Fliserne rører de altså slet ikke" brummede Rasmus
   "Det var jo heller ikke meningen, så vidt jeg husker" grinede Mikkelsen. "Det var bare måden vi præsenterede det på. Generalforsamlingen mente fliserne sagtens ku' vente, hvis vi fik ordnet vejen. Sidste år fik vi forbedret gadelys. Så tager vi fliserne næste gang og finder et par passende alternativer, der er dyrere end fliser. Nu kender vi jo både prisen og den sagsbehandlertennis, der følger med. Så tror de stadig, de har noget at skulle have sagt. Nu har du jo øvet dig."
   "To nul til Ligusterklanen mod Teknisk forvirring altså" grinede Rasmus. "Det må vi ha' en øl på"