Ritualmester Balastar svedte. Det var der flere grunde til, og ingen af dem var behagelige. Den mest oplagte grund var solen, der stod ind ad vinduesåbningen. Rammen med det fine lærred, der var spændt ud og æggehvidebestrøget for at holde regn ude, havde han taget af. Han havde brug for arbejdslyset til den bunke papirer, han havde foran sig. Det var høstsol, alle bønderne var lykkelige for vejret, der havde gjort kornet smukt gyldent og helt tørt, så ingen risikerede råd i kernerne denne vinter. Ingen ville sulte, hvis de ellers havde arbejdet ordentligt med jorden, som bønder skal gøre det. Der var velstand i varmen.
   Velstanden var i første omgang bøndernes. En del ville dog sive til ham. Hver eneste bondefamilie havde et Skrin med æsker, der rummede hvert levende familiemedlems navlesnor, en tøjstump med lidt af hvert udvokset pigebarns første kvindeblødning og endelig et lommetørklæde med lidt af husfruens første blødning efter, hun havde fået en mand. Æskerne var forseglet med voks, og i så stærk og vedvarende varme, som de havde i år, kunne det ske, at voksen smeltede. Bønderne ville være nødt til at få dem tætnet hos ham, og det kostede. Det var de sureste penge.
   Det gik straks lettere med at få betaling for helt nye æsker, og dem var der altid flere af, når der var velstand blandt bønderne. Der kom børn til hvert eneste år, men i de magre år ventede bønderne med at få en æske til navlesnoren, indtil barnet var ovre sin første vinter og gemte blot navlesnoren i en lerkrukke. Børn, der ikke overlevede den første vinter efter en halvskidt høst, fik aldrig en æske, deres navlesnor blev lagt i jorden sammen med den lille, døde krop. En god høst betød fyldte maver hele vinteren for bønderne og æsker til de helt nyfødtes navlesnor for ham.
   Der ville også være flere fædre, der lod deres døtre få en mand. Et nyt par betød en ny æske og altså flere penge til Ritualmesteren. I så gode år som dette var der også enkelte, der benyttede lejligheden til at få fornyet Ritualmesterens velsignelse af familieskrinet, ligesom et nyt skrin til en søn, der fik sig en frue uden at kunne arve et gammelt familieskrin, var nødt til at få hans velsignelse. Selvfølgelig mod betaling, det var hans tid, der gik til det. Jo, der var bestemt velstand i varmen også til ham.
   Der var også torden i varmen, syntes han. Så meget hede på denne tid af året blev gerne fulgt af lyn, skrald og kraftige regnskyl. Den slags fik bønderne til at gøre to ting: For det første ville de prise sig lykkelige for at have hele høsten sikkert under tag. For det andet ville de slukke al ild i huset. Bønderne led af den vrangforestilling, at ild tiltrak lyn. Det hus, der havde så meget som et tællelys tændt i tordenvejr, ville blive ramt af lynet og brænde til grunden. Når uvejret var drevet over, ville de komme til ham med en fakkel for hvert hus for at få den tændt ved Skrinbordet, alt i mens de gyste over, at han havde haft ild hele tiden. Hver fakkel betød en mønt og mere velstand til ham.

Balastar vrissede indvendig, det gik virkelig ikke at sidde her og falde i staver og drømme om bønders mønter! Han havde arbejde, der skulle gøres. Bunken på bordet var ansøgninger om stadepladser til det kommende høstmarked. Det var til en vis grad en formalitet, at bønder, småhandlende, rejsende håndværkere og gøglere skulle ansøge om plads til at falbyde deres varer eller underholde alle de, der kom til markedet for at handle. Hver godkendt ansøgning var flere penge ned i hans lomme, for alle betalte for den plads, de blev tildelt. Prisen blev udregnet i andele; jo større plads, man havde, jo større andel af fortjenesten kostede pladsen. Det var et retfærdigt system, var alle enige om. Den uundværlige smed, der fyldte med sin esse, men kunne være sikker på god omsætning, måtte af med mere end historiefortælleren, der ikke fyldte meget mere end sine fødder og ikke var sikker på, om han fik skillinger i hatten eller ormædte æbler i hovedet.
   Var der, eller var der ikke den særlige lugt, der varslede tordenvejr? Han lyttede et øjeblik efter, kunne ikke høre den mindste rumlen og slog det hen. Han stak en finger i kraven for at holde den en smule ud fra halsen og få luft ned under sin mesterklædning. Det var varmt at have den på ud over hørskjorten og de behageligt løse sommerbukser, også af hør. Mesterklædningen var en lang jakke med syede læg på skuldre og ved håndleddene, stoffet var fed silke, der var tæt skorstenskrave og kant af gråværk langs åbningen midt for. Lige så rar den var at holde varmen i om vinteren, hvor den kunne skjule en uldtrøje, når det var værst, lige så ubehagelig var den at svede i, når der var hedebølge som nu. Egentlig kunne han vel også undvære den og blot være i skjorte og bukser; det var trods alt fin kvalitet. Der var bare det, at mesterklædningen understregede hans status, som hævede ham langt over selv den rigeste glasperlemager eller smykkesmed. Han var sig jævnligt pinligt bevidst, at han ikke havde råd til glasvindue i sin privatbolig og kun havde det i Templet, fordi hele byen havde betalt det sammen.
   Nu var der vitterligt en svag rumlen. Det kom nede fra havnen og var ikke tønder, der larmende blev rullet hen over stenpikningen, den lyd kendte han lige så godt som lyden af et tordenvejr, der nærmede sig. Han skubbede tanken om vejret væk igen og vendte tilbage til bunken. Den øverste var fra den smedemester, der havde været på markedet de sidste fem år. En dygtig og dog beskeden mand, der svedte i tavshed ved sin esse og lod sit fine håndværk tale for sig selv. Kunderne kunne genkende kvalitet og købte hans varer, hvilket betød andel til Ritualmesteren. Balastar skrev tilfreds under og lagde ansøgningen til side. De tre næste gik lige så let. Der var trædrejeren, som altid var der, en historiefortæller, som hans datter holdt meget af at lytte til, og en skindhandler. Hurtige at læse, godkende med en underskrift og lægge til side.
   Allerede første linje i den næste ansøgning kaldte et gys frem. Den var fra gøgleren Nidri Lokara. Også han havde været til høstmarkedet flere gange med sin trup, der bestod af ham selv, hans søn, hans kone og hendes datter og et altid forskelligt antal andre optrædende. Der var et eller andet ved denne Nidri Lokara, der fik mester Balastar til at tænke på noget ubehageligt, uden at han af den grund kunne sige præcist, hvad det var. Mester Balastar strøg sig tænksom over sit skæg, og tankerne fik ord: Han var en voldsmand. Han slog medlemmer af sin familie og sin gøglertrup. Én ting var at opdrage sine børn, det gjorde alle jo. Det var ikke forklaringen her, tværtimod forkælede han vist sin søn. Det var resten af truppen, der måtte holde for. Det forklarede de evindelige udskiftninger i de øvrige medlemmer, han var en, man kun holdt ud, hvis man var absolut nødt til det. Nu huskede Ritualmesteren mere om gøgler Nidri Lokara: Han var blevet alene, da hans kone døde af at få deres første barn. Han var begyndt at leve som gift med en anden kvinde for nogle år siden, hende med en datter. Han var åbenbart stadig gal af sorg over sin første kvinde og lod det gå ud over alle i sin nærhed. Det var en fristelse at nægte ham tilladelse til at optræde.
   På den anden side betød gøglere, at folk blev på markedet i længere tid. Det kunne han ikke tillade sig at være helt ligeglad med. Ejerne af de faste handelshuse så gerne, at der var godt med andre attraktioner, som holdt fok på markedet en hel dag. Det fristede flere til at gå ind mere end én gang og lade sig friste af varerne. Eftersom Balastar tjente de bedste penge på ejerne af de største handelshuse, kunne det ikke betale sig at lægge sig ud med dem. Han var ikke i tvivl om, at Storhandlerne ville indfinde sig snart, hvis ikke de allerede stod i forrummet, naturligvis på behørig afstand af de egentlige ansøgere. De kunne hverken tøjle nyfigenhed eller utålmodighed og lyttede så ivrigt som alle andre efter hvor mange tilladelser, mester Balastar råbte op, og til hvem de gik.
   Tanken om Storhandlerne skubbede ansøgningen fra Nidri Lokara til side. Han havde ubehagelige associationer til især en enkelt Storhandler, Glennor, og hans datter Alina i selskab med hans egen datter Sigrun og Nidri Lokaras forkælede søn. Den ansøgning kom til at vente på resten af bunken. Det rumlede igen, det var højere og efter almindelig logik tættere på denne gang. Snart ville der komme de første lyn. Han skævede ned til rammen og overvejede at sætte den tilbage i vinduesåbningen for at være sikre på ikke at få regn ind på bordet. Nej, det fik vente, den var hurtig at sætte i, og han havde stadig mere brug for lyset.

De øvrige ansøgninger kom hurtigt af vejen. Her var ingen overvejelser; de var fra hornhandler, visesangere, pottemagere og flere af den slags rejsende. Ikke én af dem gav anledning til overvejelser for og imod, Balastar skrev under og lagde dem til side i roligt tempo. Det var godt at blive færdig med bunken, og Balastar lænede sig tilbage i stolen. Tilfredsheden manglede dog ligesom den sidste ansøgning. Skulle han, eller skulle han ikke skrive under på den? Skægget fik endnu en strygning, der kildede hans håndflade. Han kunne efterhånden høre, at der stod en del mennesker i forrummet, og af alle stemmerne skar Storhandler Glennors sig tydeligt igennem. Mester Balastar kunne se ham for sig. Han kom altid vandrende, som om han ejede alt. Pralende. Det var i høj grad på grund af ham, at mesteren havde valgt at svede med anstand i sin Mesterklædning og dermed understrege sin status. Der var ingen tvivl om, at storhandler Glennor var rigere end mester Balastar. Faktisk var Glennor den rigeste i hele Lidhavna, og han lod aldrig nogen være i tvivl om det. En af demonstrationerne var den årlige tur til templet med familieskrinet, der absolut skulle genlyses hvert år. Det var fuldstændig unødvendigt. Mester Balastar var ikke glad for det, men han kunne ikke nægte. Han kunne kun indkassere betalingen.
   Han bøjede sig igen over ansøgningen. Nidri Lokara. Han måtte være fra slettelandet ved den store indsø oppe nordpå med det familienavn. Han havde været i Lidhavna til høstmarkedet flere gange, stod der i ansøgningen, og det skulle nok passe.
   Alle tankerne om Nidri Lokara fik både ham og hans søn til at træde tydeligt frem for mesterens indre blik. Sønnen lod til at være en god dreng i modsætning til sin far. Han var køn og vellidt blandt de kvinder, der altid kunne høres snakke i små grupper rundt omkring på torvene. Han kunne måske stadig nå at blive et ordentligt menneske. Selvfølgelig kunne man ikke for alvor tage kvindesnak for pålydende, det kunne ikke komme på tale. Gået på klingen måtte Mester Balastar ikke desto mindre indrømme, at han altid lyttede til den alligevel. Han ville gerne bilde sig ind, at det var for at finde sig en ny kvinde at blive gift med, så hans hus stod mere respektabelt. Hans kone var død for flere år siden, da hans datter var bare fem år. Efter det havde hun haft en barnepige i syv år. Da havde barnepigen erklæret hende gammel nok til at kunne undvære. Balastar kunne undvære at skulle betale barnepigens kost og lommepenge og borede ikke i den egentlige årsag: At hans lille, yndige datter var blevet en vildkat, der ikke var til at styre. Barnepigen havde ikke så meget sagt op, som hun havde givet op.
   Det fik ham ikke til at ønske sig en ny kvinde at leve som gift med. Nej, når han lyttede til kvindesnakken i al den diskretion, han kunne mønstre, var det for at høre, om der blev talt dårligt om hans datter. Om folk mente, han forkælede hende og lod hende have det for frit. Han havde ønsket sig en søn og fået en pige. Nu var den store forvandling til kvinde godt i gang for ikke at sige helt færdig, og hun havde alle hans bedste evner. Hun havde arvet hans telepatiske evner, hun var hurtig og sikker til at læse og forstå selv de komplicerede dele af Loven, og hun havde sans for tal og regnskab. Havde hun været en dreng, ville hun kunne blive Ritualmester selv.
   Desværre var hun bare en pige, og en pige kunne ikke blive Ritualmester. Posten som Ritualmester var den vigtigste i en stor by som Skarglen, hvor han selv var eller Lidhavna, hvor Mester Prahnil bestred posten. Det var rigtigt nok, at posten som Ritualmester i de små landsbyer blev varetaget af den rigeste bonde. For det første var bønder simple mennesker uden sans for det ophøjede, for det andet var det stadig altid en mand. En enke måtte ledsages af en mandlig slægtning, hvis hun af den ene eller den anden årsag var nødt til at bære sin lille, halve families Skrin til enten Tempel eller blot en lokal Ritualmesters Skrinbord for at få endnu en æske lagt i det. Nej, hans datter kunne ikke blive Ritualmester. Hans eneste trøst var, at hun havde arvet sin mors kønne ansigt. Han kunne få hende gift godt med en ung Ritualmester i en anden by. Indtil da undte han hende alle fornøjelser, og hun holdt især af det store udvalg af gøgl ved årets høstfest.
   Lyset ændrede farve, rumlen af torden var ved at være tæt på. Det kunne hænge noget tid omkring havnen, vidste han, men det var så afgjort kun et spørgsmål om tid, før himlen ville trække over for derpå at flænges af lyn og åbne sig for solide vandmængder. Det var på mange måder fristende at skrive under og ikke tænke mere over sagen. Han ville få det her overstået, ville kunne sætte vinduesrammen tilbage i åbningen i ro og mag inden regnen begyndte at slå ned over hans hus og over Templet. Han ville også gøre adskillige mennesker glade, hvis han skrev under. Selvsagt ville især Nidri Lokara blive glad, men hans datter Sigrun ville ligeledes blive glad. Storhandlerne ville nikke og smile en anelse bredere for hver oplæst godkendelse, og alle bønderne ville gyse, frydes og more sig over Nidri, hans søn Nardus, hans nye kvinde og dennes datter og hvem der ellers havde slået sig sammen med dem i år. Folk ville blive i byen og lægge bare lidt flere penge, hvoraf andele flød til ham selv. Så hvad nølede han for? Ja, Nidri Lokara slog medlemmer af sin trup. Han rodede sig aldrig ud i slagsmål med andre. Hver eneste tilskuer havde venner på tværs af mængden foran ham og hans optrædende, og at yppe kiv med én tilskuer betød at få bank af alle denne ene tilskuers venner og gå glip af deres skillinger. Lokara var snu nok til at undgå slagsmål.

Faktisk var det hans søn, der nagede Mester Balastar mest. Nardus, som han hed. Han stod ret tydeligt i hukommelsen, han havde været med sin far i forrummet for at vente på at høre, om deres ansøgning blev godkendt nogle år nu. Der var stor forskel på far og søn, huskede han. Nidri var en stor, tung mand med en mave som en barnerund kvinde, han havde skæv næse, grove træk og et stort ar ned over den ene kind. Hans udseende havde lejret sig i Balastars hukommelse, fordi det var så usædvanligt for en gøgler. Så at sige alle andre gøglere, han havde set gennem sine efterhånden mange år som Ritualmester, havde været slanke og muskuløse at se på. Der foresvævede Mesteren noget om, at de uden tvivl trænede hver dag for at kunne optræde, og at det holdt dem fra at blive fede. Dertil kom, at de som rejsende var afhængige af bøndernes lommer for at få mad på bordet, og det kunne til tider knibe. Endelig var mange gøglere egentlig ganske kønne. Det var ikke så sært; det løsnede gerne stropperne på pungen lidt mere, hvis man fik både flotte numre og lidt menneskelig øjenfryd at se.
   Nidri faldt aldeles udenfor. Hans facon med den tunge mave vidnede om for meget mad, hans slaskede træk vidnede om for meget fritid. Hvad kunne han overhovedet optræde med? Vise publikum en hat eller kurv til de skillinger, de gerne skulle slippe? Eller måske var han knivkaster og havde fået arret af en makker med mindre sikker hånd. Nå ja, han kunne vel også have fået det ar i et slagsmål. Hvis han ikke fik lov at optræde til dette års høstmarked, kunne det måske blive ubehageligt. Han kunne sikkert sagtens finde på at fremprovokere et slagsmål for at komme af med skuffelsens galde. Igen svævede Mester Balastars hånd over ansøgningen. Det ville være så nemt at skrive under og tildele ham og hans trup en yderplads. Det ville kun være en halv indrømmelse til den forbistrede slagsbror, hvis han måtte finde sig i at optræde i byens udkant ud mod markerne væk fra havnen og det store torv, hvor der ville være flest mennesker. Det kunne være en god løsning på problemet.
   Sønnen derimod levede op til forestillingerne om, hvordan en gøgler skulle se ud. Han var køn med sit sorte hår og sine mørke øjne, han var muskuløs og virkede smidig. Hvor gammel mon han kunne være? Så vidt Mester Balastar kunne bedømme, måtte Nardus være på alder med hans egen datter og for den sags skyld med Storhandler Glennors datter Alina. Tanken om de to piger fik en lille, irriterende erindring til at banke på kanten af hans bevidsthed. Hvad var det, folk i byen og især kvinderne i byen mumlede og hviskede om Nardus? At han var mere om sig med at rende efter piger, end godt var? At han gjorde sig til, når han optrådte? At han faktisk overtrådte skellet mellem at appellere til publikum, så de lagde flere skillinger, og reelt ægge de unge piger til at bryde Loven?
   For tredje gang i løbet af denne formiddags arbejde med ansøgninger strøg han sig over skægget, lænede sig tilbage og hørte åndsfraværende lydene af smækkende skodder flyde op fra havnen. De lyde måtte betyde, at regnen var begyndt over husene på kajkanten. Han tvang tankerne tilbage til det, han havde hørt om Nardus Lokara. Det kunne tænkes, at han burde tage kvindesnak for pålydende i lige nøjagtig dette tilfælde. Når drengen var på alder med hans Sigrun, måtte han være lige så færdig med forvandlingen til voksen, som hun var, hvilket var lige så færdig, som Alina Glennor også var. Meste Balastar kæmpede imod sine egne tanker. Han var som Ritualmesteren ikke kun den, der lyste og velsignede Skrin, solgte æsker og behandlede ansøgninger fra folk som Nidri Lokara. Han var også vogter af Loven og ydermere den, der sørgede for straf til de, der brød den. Derfor burde han overveje kraftigt, om han ville risikere at skulle straffe sin egen datter for at have brudt Loven, hvis hun faldt for Nardus' tillokkelser og gik med ham.
   På den anden side kunne det lige så vel tænkes, at det var Alina Glennor, der lod sig friste. Han var nødt til at indrømme overfor sig selv, at den tanke var ganske behagelig. Hvis det gik så galt, som det kunne, og Nardus fik gjort Alina Glennor barnerund, ville Storhandler Glennor stå med valget mellem at skynde sig at få dem gift eller se sin forkælede datter straffet efter Loven. Uanset hvilken mulighed, han valgte, ville han stå ydmyget tilbage. Set på den måde kunne han selv ikke undgå at vinde en pointsejr over Storhandler Glennor, hvilket ville smitte af på de andre Storhandlere. Det ville minde dem om, at de ikke var hævet over Loven, og at han, den noget mindre formuende Ritualmester, stod over dem. De var ikke alle lige slemme, Glennor var den værste til at prale og te sig, som om han ejede hele byen. Han klædte sin datter Alina som en adelig i silkekjoler og overkjoler med broderier og perlestikning, mens hans egen Sigrun måtte gå i ensfarvet hør og uld som en bondepige. Alina ville være færdig med at stikke næsen hovent i sky, hvis hun blev gift med en simpel gøgler, eller hun måtte stå til spot på Torvet tre dage og intet kunne gøre, mens hendes spirende barn og dermed mave samt skam voksede i samme takt. Set fra hendes side af sagen var giftermålet at foretrække som det mindste onde.
   Mester Balastar greb sig i at smile skadefro ved tanken. Det her gik ikke an! Han skulle være hævet over den slags smålighed, fri for skinsyge i sikker overbevisning om sin egen, ophøjede position i byen. Det var ikke ubetinget rart at måtte se i øjnene, at han ikke var. Endnu mindre rar var erkendelsen af, at han var parat til at tolke Loven til Alinas ulempe.
   Loven var ikke krystalklar i sin tale, når det handlede om to jævnaldrende, som uden at være gift eller erklæret levende som gift klædte sig nøgne og lagde sig i hinandens favn. På landet blandt bønderne endte det så vidt han vidste altid med en hurtig erklæring af, at de to levede som gift. Det skulle helst erklæres, før det kunne ses på pigen. Han havde solgt æsker til navlesnore til en del såkaldte mirakelbørn, som var det let spottende navn for børn, der blev født fuldbårne efter for få måneskifter regnet fra erklæringen. Af samme årsag var teksten om straf for denne handling ikke den, der tiest blev læst højt. Den talte om skyld uden at sige præcist, om det var drengen eller pigen, der havde størst skyld og måtte bære den tungeste straf. Han kunne med største lethed sætte argumenter sammen, som fremhævede Alinas høje stade overfor Nardus og deraf slutte, at en gøgler begribeligvis ikke ville vove at være den udfarende part i sagen. Han ville kende sin plads, måske se på denne rige, smukke og smukt klædte pige og måske drømme om hende. Han ville ikke turde følge efter hende, det kunne enhver sige sig selv. Den største skyld ville være Alinas, det kunne han nemt gøre selvindlysende.
   Det afgjorde sagen. Mester Balastar skrev under og lænede sig tilbage, tilfreds med at have godkendt Nidri Lokaras ansøgning. Nu manglede han kun at fordele de enkelte pladser. Der lugtede af regn og våde, solvarme sten nu, han kunne høre de første, tunge dråber slå trommende ned på blytaget på Templet.

Han rejste sig roligt fra skrivebordet, strakte sig efter den lange tid, bøjet over papirerne og tog vinduesrammen. Rammen kom på plads i vinduesåbningen i rette tid, for nu spættedes den af de første dråber. Glad ved tanken om, at lærredet var bestrøget så sent som for to dage siden og derfor stadig kunne holde regnen ude, gik han over til bykortet. På det store torv lige udenfor Templet satte han håndværkerne og historiefortælleren, idet han sørgede for at holde smeden længst fra Templet. Der var ingen grund til at invitere røgen fra trækullene i essen ind, det hang i alting. På havnepladsen satte han de forskellige, tilrejsende småhandlende. Her og der imellem de øvrige boder satte han madboder fra et par enker, der gerne tjente lidt skillinger på deres kogekunst. Endelig tildelte han Nidri Lokara pladsen lige indenfor porten til byen. Den vej kom bønderne ind og ud, og det måtte tjene som argumentet for, at det var en god plads. Det var tid at gå ud i forrummet og læse de godkendte ansøgninger og placeringerne højt for de, der stod og ventede på ham.
   De få, der havde fået plads på de to, korte bænke i forrummet - selvfølgelig de fremmødte Storhandlere - rejste sig, da han trådte ud i forrummet. Hele forsamlingen lyttede opmærksomt efter, mens han læste de godkendte ansøgninger op, og alle nikkede tavst til deres placering. Han måtte tage sig sammen for ikke at komme til at undskylde, at det havde taget så længe, at de nu havde valget mellem at blive dyngvåde eller spilde mere tid. I stedet smilede han nådigt, tilbød dem at vente dér i forrummet, til uvejret igen drev over, og ønskede alle et godt høstmarked.