"Godnat, Nielsen." "God vagt." Kollegerne fra aftenvagten forsvandt i roligt tempo, og der faldt ro over stationen. Hvem var det, der skulle være her udover ham selv? Bent og Gorm i én patruljevogn, Jakobsen med "føl" i en anden, Katrine her på stationen. Der var vel et par stykker til; det ville tavlen kunne vise. Pyt, det var onsdag, og der havde ikke været nogen store arrangementer tidligere på aftenen. Det skulle nok blive en fredelig nat.
   Han satte kedlen over til te og fandt strikketøjet frem. Det havde kostet mange drillerier i begyndelsen, og det håbløse mellemnavn hade heller ikke hjulpet. Anton Fruelund Nielsen, aldrig lært at drikke kaffe og god til at strikke. Det havde hjulpet en del, da hende håndboldspilleren havde været med til guldsejrene. Navnet var blevet en smule mindre umuligt.
   Det var gadepatruljeringen, der havde hjulpet mest: De faste gadebetjente fandt ud af, at uldne sokker holdt fødderne varmere om vinteren. De skulle være parate til at eftersætte, som det hed, kunne ikke trække i ordentlige støvler og frøs jammerligt under en kuldeperiode. Løsningen havde været uldsokker, og de havde indgået en aftale med ham: De betalte materialer og hans bidrag til kaffekassen, og han holdt sig frisk på stille nattevagter ved at strikke, når han ikke var på radioen eller skrev rapport. Det blev ikke altid til lige meget. Det var underordnet.
   Vandet kogte. Over bordet med kaffe- og tetingene hang det store, detaljerede bykort med indtegningerne af værtshuse, taxaholdepladser o.s.v. Og så den sorte plet på den nordgående hovedvej ud af byen; en plet bestående af flere, mindre pletter, der hver markerede en eneulykke. Stedet var blevet undersøgt grundigt efter hver eneste, og ingen havde kunnet finde en forklaring. De første to var slået hen som et sært tilfælde, det tredje og fjerde havde udløst assistance fra eksperter udefra. Hvor mange havde der været nu? Otte-ni stykker? Og stadig var det uforståeligt, hvorfor det altid var dér, eneulykkerne skete.

Bygrænseskiltet dukkede op i lyskeglen. Arne satte farten ned og blændede ned til nærlys, da han passerede skiltet. Han burde have taget omfartsvejen, det var det rationelle. Folk uden lokalkendskab kunne blive lokket på afveje af den, det var let at overse afkørslen og blive ført i æresrunde rundt om hele byen. Det var han ude over. Jo, han burde bestemt have taget den hurtige vej og hang nu alligevel på hovedgaden med 40 i timen forbi chikanerne. Dumt.
   Eneste grund til at køre gennem byen var nostalgi: han havde gået på gymnasium i byen. Han var flyttet siden, kom her ikke tit og tog altid muligheden for at se byen igen, når han var der. Kørte forbi de gamle stamsteder. Her om aftenen var det nemmest, ingen trafik og ingen dalrende fodgængere at passe på. Bare ned ad hovedgaden med let hånd på rattet til smidig slalom forbi de solide blomsterkasser.
   Som altid smilede han let hen for sig, da han kørte forbi diskoteket med de dejligt mørke kroge, hvor han havde dusket Tina uden at blive opdaget af udsmideren. Derfor stoppede han også, da han så hende stå med blafferskiltet ude i vejkanten. "Er det ikke Tina?"
   "Jo, det er det da. Længe siden." Hun satte sig ind. "Godt at se et kendt ansigt. Du skulle vide, hvor mange, der er kørt forbi. Eller endnu værre, kun stoppet, fordi de tror man hellere vil køre på deres p end på tomlen."
   "Og hvem siger jeg ikke er sådan - stadig?" Det var værd at prøve. Han huskede som et varmt stykke.
   Sideblikket var hurtigt, inden det gled tilbage til selen, der blev klikket på plads. "Det er noget andet med dig." Nu var øjnene direkte på ham. "Jeg kan godt huske dig fra diskoteket for nogle år siden, det var fedt. Hele tiden tanken om, at man kunne blive afbrudt når som helst, så man var endnu mere tændt. Og hvem ser det ellers? Planlægningen med bodystocking og miniskørt, der var det første kick." Hun tav lidt. "Det har aldrig været lige så godt siden dengang med dig, omringet af intetanende folk."
   "Om lidt fletter omfartsvejen ind. Ude af byen er der ingen, der ser os."
   "Har du ikke for travlt til at holde ind til siden eller på en rasteplads?" Blikket drillede ham.
   Det drillede ham for meget. Eller nok. "Hvem siger, du behøver spærre for mit udsyn?" Tanken alene fik ham på standby. 80 i timen, halvøde landevej og Tinas mund godt beskæftiget.
   Smilet tog sin tid, før det fandt sit drillende udtryk. "Ingen." Selen klikkede op. "Kør ordentlig. Jeg skulle nødigt panikreagere. Vel?"

Så denne gang skulle man hedde Tina. Ham her havde været endnu lettere end de andre, han havde næsten tænkt højt, da han kørte forbi hende, mens hun var på jagt efter et nyt skud. Utroligt, at den ene efter den anden kunne tro, de kunne finde ud af at køre, mens de blev suttet.
   Hun rejste sig fra mandens skød, så sig hurtigt rundt. Der var ingen at se fra bilen, der holdt på skrå med snuden halvt nede i grøften. Tid at få hovedretten fra såret i panden, hvor han havde slået imod den nu splintrede forrude.
   Hun sugede til, det var med at få tanket ordentligt op, mens han stadig var varm. Det var fristende at hakke hul på halsen ind til den store åre. Pyt, det her gik. Meget mere end en liter, højst halvanden kunne hun alligevel ikke rumme. Mæt lænede hun sig tilbage, smækkede med læberne over bismagen af adrenalin og panik.
   Der var kun tilbage at rydde op. Hun proppede tilbage i underbukserne, lynede op og knappede, som altid ærgerlig over at være tvunget til at få desserten først. Det var der næppe noget at gøre ved på den her måde. Det bedste var og blev at finde en sprød uprøvet, tage ham fra en ulykke og suge fra et bedre sår, før hun agerede medfølende og tog sin dessert. Denne gang havde hun som så ofte før fået en mands sidste skud. Med et sidste blik på den halvtomme skal i sædet steg hun ud af bilen og lettede fra grøften.

"... Politigård, det er vagthavende."
   "Der holder en bil i grøften nogle hundrede meter nord for stedet, hvor omfartsvejen fletter ind i vejen gennem centrum."
   Røret blev smækket på; en anonym anmeldelse. Nielsen kaldte vognene for at dirigere de nærmeste til stedet, og Gorm svarede. Få minutter meldte han tilbage:
   "Jeg er der nu. Han hedder Arne -, 43 år. Det ligner en eneulykke, samme strækning som de andre, vi har haft."
   "Okay. Bliv ved vognen, jeg sender dem, jeg skal."
   "I orden." Gorm holdt radioen i hånden, så på den døde. Prøvede at komme i tanke om, hvad det var, der var i vejen med sceneriet. "Det er altså underligt med de eneulykker." Han nikkede for sig selv, kunne se billederne fra de andre for sig. "Der er næsten aldrig noget blod at se. Ham her heller ikke blødt ret meget."