Klokken fik hende op fra stolen. "Ja?" Det havde taget hende et par dag at vænne sig til at tale ind i et hul i væggen uden at føle sig tåbelig. Den tilvænning var afsluttet for nogle år siden. Nu tænkte hun kun over det, fordi afbrydelsen var mere i vejen end sædvanligt. Selvfølgelig gik ordene klart igennem skakten til den lille madelevator fra hendes køkken op i herren og fruens spisestue.
   "De kan servere forretten nu. Barnepigen er gået med barnet." Stuepigens stemme var mest kantet af at gå igennem skaktens.
   "Så gerne." Der var få skridt over til køkkenbordet, hvor den stod ventende, og den var let at tage op og sætte ind på hylden. Hun lukkede lugen og trykkede op. Kaldesystem og madelevator var bygget med i huset. Det var ret forudseende; hun havde fået at vide, at den oprindelige bygherre havde fået sin arkitekt til at tegne køkken og spisestuen rundt om skakten for at sikre sig mod retter, der skulle transporteres langt gennem et vinterkoldt hus. Han holdt af rygende varme supper og luftigt høje souffléer, hed det sig. Kun det elektriske var nyere, elevatoren havde oprindelig været med snoretræk.
   "Det er sent, de spiser deroppe." Adam fulgte hendes bevægelser med øjnene, holdt høflig spisepause indtil hun igen sad overfor ham.
   "De ville vente, til Peter kunne blive lagt af barnepigen. Fruen sagde det i går, hun ville være sikker på ikke at blive afbrudt af at blive kaldt i barnekammeret for at amme ham. Han plejer at få kl. 7, når de har spist. De ville ikke spise tidligt netop i aften, og de ville have god tid til at nyde maden. Spædbarn eller ej er det jul."
   Han nikkede et par gange. "Det forstår sig. Mine forældre kunne ikke tage den slags hensyn, min mor havde opgivet at lægge de små i skema og gav dem, når de hylede op. Også til jul."
   "Det er vel også sådan, dine hunde gør."
   Nikkene var der igen. "De kan godt nok ikke klokken, de små pelskugler."
   "Hvalpene? Næh, det kan de vel ikke. Jeg tror heller ikke, Peter kan. Det kan ikke være lige nemt hver gang. Hvem siger, han er sulten, når han skal være det?" Hun rystede på hovedet. "Det virker tåbeligt at lægge sådan en lille stump i skema. Jeg tror heller ikke, det er fruens valg."
   "Herren kan lide, når tingene går efter en snor. Når der sker noget uplanlagt, vil han helst fjerne det."
   Det var hendes tur til at nikke nu. "Fruen tog mit parti. Jeg tror, hun har lugtet hans dårlige samvittighed bag hans forsøg på at fyre mig. Jeg håber, han vil kunne se sig selv i det barn. Det vil være en vis trøst at vide, han vil blive mindet om den svinestreg hver eneste dag." Hun var forbløffende bister at høre på. Det var ledsaget af et ansigtsudtryk, der mildnedes i mødet med Adams blik. "Jeg er glad for, at du prøvede at fjerne ham. Det er ikke din skyld, at han er så tung." Hovedet lagde sig på sned. "Du gjorde en brav indsats, Adam." Hun rejste sig igen ved lyden af klokken, tog imod det plyndrede fad og de tomme tallerkener, hvorpå hun fyldte madelevatoren med hovedretten. Med lidt mere ro i kroppen satte hun sig igen. Fruen havde fra bedt sig dessert, hun måtte passe på sin figur, og herren havde ikke godt af at spise for meget. Der var konfekt i stuen, og hun ville selv sørge for deres te. Også en kokkepige skulle have lov at holde jul, og nu satte hun sig ved bordet igen.
   "Ville stadig ønske, jeg kunne have forhindret ham i at voldtage dig. Det er fandens primitivt ikke at kunne styre sig." Denne gang lød også Adam uvant bister. "Min far var lige sådan. Min mor blev slidt op af at være gravid stort set uafbrudt. Hvert år var der en ny lille. Hun gik dårligt nok, rokkede tungt og besværet og var konstant nærmest gennemsigtig af træthed. Det fortjener ingen."
   Hun så tænksom ud, lod langsomt et stille smil kruse munden. "Har du nogensinde haft en kæreste?"
   Adams blik var fast. "Nej. Jeg har været forelsket én gang. Selvom galskaben er ovre, holder jeg stadig meget af hende."
   "Har du aldrig overvejet at gifte dig?"
   "Nej. Jeg holder mig til at avle hunde. Jeg holder for meget af hende til at ville se hende blive slidt og træt af at være gravid."
   Hovedet lå stadig på skrå, men nu rakte hånden ud og tog om glasset, der blev holdt op for at give blikket en undskyldning for at flytte sig fra Adams. "Der er ingen, der siger, at ægteskab nødvendigvis skal følges af en lind strøm af børn. Der er måder at få fornøjelsen alene."
   "Var det virkelig en fornøjelse?" Hans skepsis gik klart igennem.
   "Bestemt ikke. Tværtimod kan jeg godt ønske mig at opleve det som så rart, som det burde være." Hun var tæt på at holde vejret nu. Siden Adam havde fulgt hende ind på sit kammer, efter herren havde voldtaget hende i hendes egen seng og derpå var faldet i søvn, havde hun ikke kunnet glemme hendes rolige, forsigtige greb og den gode duft, der var i hans pude. Selv var han gået tilbage til stalden, hvor en af hans tæver var ved at trykke et kuld ud. Den voldtægt var hendes debut, og hun var sikker på, at det måtte være helt anderledes med en, hun holdt af, og som holdt af hende.
   "Tør du virkelig det? Jeg troede, det ville afskrække dig for tid og evighed." Adam viste mild undren.
   Var der, eller var der også en gnist forhåbning? Bildte hun sig selv ind at høre det, fordi hun ønskede det? For der var ingen tvivl om, at Adam havde omtalt hende. "Ikke fuldstændig. Af og til også før har tanken strejfet mig. Jeg har altid skubbet den fra mig af skræk for, at det gik galt. Lige nu har jeg ikke det at tænke på."
   "Det kan der være noget om." Hans ansigt viste spekulativ overvejelse, der gik over i lune. "Det er nu, du kan finde ud af det uden risiko." Også det lune gled i baggrunden for at give plads til rolig glæde. "Jeg er kommet mig over den forelskelse. Det håber jeg, du ikke glemmer."
   "Det gør jeg ikke." Hendes skuldre sank ned og lod hende mærke, at hun havde været anspændt. "Jeg er glad for, at galskaben er væk, Adam. Jeg er glad for, du siger det. Jeg holder vældigt meget af dig." Glasset kom ned på bordet, og hånden kravlede over bordpladen for at lægge sig tættere på ham.
   "Tror du virkelig, jeg kan finde ud af den slags? Når jeg aldrig har forsøgt mig?"
   "Hvorfor ikke? Det kan kun blive bedre end sidst." Tanken bredte sig i hende.
   "Ja. Hvis du hjælper mig." Adams ene hånd dækkede hendes fremstrakte. "Glædelig jul."