"Har du tænkt dig at spise det dér?" Væmmelsen i stemme og ansigtsudtryk var malet lige kraftigt op. "Har du slet ikke tænkt på, at du kan blive syg af det?"
   "Nej." Hendes blik vandrede fra pakken op til hans øjne, før hun lagde det i køleskabet. "Det er fin tatar, Jonas. Hvis der er nogen her, der bliver syg, er det dig. Syg af misundelse."
   "Hvorfor skulle jeg blive det?" Reaktionen var så automatisk, at selv han kunne høre selvforsvaret bag. Hun havde jo ret, han var misundelig. Ikke så meget på det rå kød, han spiste ikke den slags, snarere på det faktum, at hun havde fået det af Jens.
   "Fordi det er en klat skrabet okseinderlår og ikke dit inderlår og umiddelbare omgivelser, jeg stopper i gabet." Hun smækkede lågen hårdt i, kunne høre vandflaskerne i lågen klirre. "Hvilket det ville være forbandet klædeligt af dig at indrømme."
   "Det er overhovedet ikke det, det her handler om." Denne gang var fornærmet surmulen tæt på at stå skrevet i intonationen. Den gamle uenighed fik bare ikke lov at dø, som den burde.
   "Så må du gerne forklare mig, hvad det i stedet handler om. Jeg orker ikke gætværk, Jonas." Hun så efter et tegn på, at han havde tænkt sig at svare, så intet. "Jeg har købt hornfisk til dig. Du skal også nok få lækkerier til aften."
   Jonas hang stadig med hovedet, lukkede et grynt ud.
   "Sig noget rigtigt, Jonas. Jeg synes ikke, det er særligt rart, at du bare lukker af og afviser mig." Hun trak en stol ud ved køkkenets lille spisebord, satte sig med front mod ham og siden til bordet.
   "Du spiser kun tatar, når du har været sammen med Jens." Mere præcist til frokost med ham. Det var, hvad det blev kaldt, men var der mere i det?
   "Han køber det til mig, Jonas. Han ved, jeg kan lide det, og at jeg er for meget på spanden til at købe det selv." Hendes hænder slog ud mod den rå køkkenvæg, som skulle pudses op dagen efter. "Han er en af de dér kedelige polit'er, der fik ministeriejob direkte fra uni. Han har råd til tatar."
   "Har du ikke det?"
   "Det har jeg vel. Jeg vil hellere bruge mine penge på noget mere fornuftigt eller sjovere. Så mange har jeg ikke, når der ryger en del til renovering af kassen her. Jens bor i en svinebillig lejlighed, han har overskud nok. Ikke at jeg ville bytte, det er en leje, dvs. pengene ned i et hul. Heller ikke de store forhold, badeværelset har facon som en blindtarm, og køkkenet er en brun skotøjsæske. Størrelse højst 44. Jeg har ikke fortrudt, at vi købte hus sammen."
   "Hm. Hvad får han ud af det?" Der stod såret stolthed og overbevisning om udenomssex skrevet i Jonas' ansigt, underlæben var ikke helt stabil.
   Hun trak på skuldrene. "Mit blændende vid. At blive slæbt med til musik, han aldrig selv havde fundet. Sikkert også fornøjelsen ved at demonstrere sin økonomiske sans. Fagstolthed, du ved." Hun sukkede indvendig. Hvis Jonas vidste, hvordan hun og Jens havde det sammen, ville han kunne se, hvor latterlig hans skinsyge var. De havde kendt hinanden i lidt over tyve år, og han hilste stadig med hånden rakt frem. Belært af erfaring begrænsede de deres tid sammen til højst en enkelt dag, og så skulle der endda være helt særlig anledning. Det bedste var en koncerts tid eller en frokosttime. Det sikrede mod at ende i skænderi. "Det er heller ikke hver gang, vel? Vi hørte musik alle tre sammen for ti dage siden, Jonas. Det fik jeg ikke meget tatar ud af, med mindre du regner dig selv som min private, lækre steg."
   Det sårede var ikke helt væk, kun halvt gemt under et skævt smil. "Kan jeg slippe af sted med det?"
   "Helt klart." Det her kunne være en fin afledning. Massér hans ego, få ham til at tænke med krop og instinkter i stedet for med hovedet.
   "Og det kan Jens ikke?"
   Emnet var altså ikke lagt dødt. Han stod også stadig op ad køkkenbordet, holdt afstand til hende. "Nej. Han havde en vane med at jokke tæerne af mig, når jeg var hos ham og fruen, mens hun var det. Han holdt op igen, da de blev skilt, og jeg fulgte aldrig op på det. Han kunne få mig til at grine allerede dengang. Det var også fedt nok at føle sig attraktiv, blive flirtet med. Jeg var ikke så begejstret for bismagen af desperation og jagt på en undskyldning for at gøre hende til grin. Det var vel en form for loyalitet med hende, at jeg ignorerede det undtagen den ene gang, jeg lossede ham over anklen."
   "Er du helt sikker på, det ikke var andet en flirt? Jeg mener, hvorfor skulle han sidde og flette fødder med dig, hvis ikke han ville flette ben?"
   "Hør nu her: Du får mig ikke frivilligt til at mene, at jeg er så nem at modstå. Ikke desto mindre kan han åbenbart. Hvis han er i nærheden af at jokke på mine fødder nu, er det fordi vi er til stå-op-koncert, og han prøver at undgå at jokke på en anden." Det var måske ikke helt og ubetinget sandt. Kun i det omfang, at han ikke var helt så oplagt fysisk og i stedet brugte ord og øjne. Sidste gang, hun og Jens var ude at spise en aften, havde det været svært at afgøre, om han flirtede med hende, eller om det var ønsketænkning. Det var stadig rart at føle sig attraktiv, når man var midt i 40'erne. Det vedkom ikke Jonas, hun holdt sig jo til ham. Hun lagde hovedet på sned og så op på ham. "Synes du måske, du kan modstå mig?"
   "Oskar og Mathilde kan være her hvert øjeblik."
   "Så skal de godt nok cykle hurtigt, de har timer til halv tre i dag. Det er om 10 minutter. Og bagefter er det avisdag, inden de tager på den dér weekendtur til Egemosen." Langsomt og bevidst løftede hun den ene fod op på den anden stol og lænede sig mere tilbage. Det skubbede bækkenet fremad. Hun havde ikke tænkt sig, de kun skulle pudse køkkenvæg op denne weekend. Slet ikke i denne her sensommervarme.
   "Kom lige her." Jonas lød mindre fornærmet nu, mere mør. Blødgjort. Der lød heller ikke protester, da hun ikke kun rejste sig og gik hen til ham, men også listede hænderne ind under hans t-shirt. Det havde sine fordele at være selvstændig konsulent og deltidsforfatter.

"Hej mor. Hej far." De havde stadig delt dem mellem sig, hilste på hver deres forælder. Jonas' datter og hendes søn. Det passede hende bedre end Jonas; det havde kostet ham dyrt også bogstaveligt at vikle, vriste og råbe sig ud af sin eks' mildest talt faste greb. Hun vidste også godt, at han var så meget på vagt over hendes aftaler og venskab med Jens, fordi han var blevet dumpet. Som regel kunne hun holde ud at minde sig selv om det og finde tilbage til sin tiltrækning til ham. Kun af og til savnede hun forståelse for sit eget, åbne sår indvendig. Baggrundsoverskuddet havde sin resonnansbund i de over tyve år som valgt til. Såret var den alt for bratte afslutning og den stensmykkede del af en plæne syd for kirken.
   "Hej Oskar. Kan I nå aviserne? Hvad tid er det, I skal af sted? Skal jeg give en hånd?" Hun følte sig altid energisk, når hun og Jonas havde nydt hinanden om dagen. Det føltes altid som stjålet tid, der kun kastede godt af sig. Plaster til skrammet gods, som de begge var.
   Oskars næsebor blev større, da han snusede ind. Grinet kom frem, da hun daskede ud efter ham. "Vi når det. Jeg vil i hvert fald hellere have noget hurtig, varm aftensmad, inden vi skal ud af døren igen. Vi skal være der kl. halv syv, det lægger op til en lille madpakke. Den kommer vi først til at nå, når teltene er sat op. Og vi skal have de små med."
   "I orden. Frække unge!" Det var ikke til at greje, om hans grin afspejlede, at han selv havde taget hul på de vandrette glæder, eller om det stadig var håndholdt teori. Han var trods alt 16 år, men han havde ikke en kæreste med hjem. Hun lukkede som altid bevidst tankerne for, at han kunne have Mathilde som kæreste. Det var for tæt, uanset at de intet biologisk havde til fælles. For oplagt, for meget ekko af hende selv og Jonas. Hun var tre år ældre end Jonas, Mathilde et halvt år ældre end Oskar. Det var forskel nok i den alder, hvor meget hans fars død så end havde tvangsmodnet knægten.
   Telefonen afbrød hendes overvejelser. Mailen kaldte smil frem; han var nu god til at smøre hendes ører i overført forstand. Hun kunne ikke holde en stille, dyb latter tilbage.
   "En af dine beundrere?" Jonas gjorde sit bedst for at lyde nonchalant.
   Desværre var det tydeligt nok bevidst. "Det er en læser. En kernelæser, om du vil. Jeg får gode ideer af at skrive sammen med ham, det er det hele."
   "Ingen små skrivemøder på tomandshånd?"
   Sukket slap ud, før hun nåede at stoppe sig selv. "Hvis jeg er rendt ind i ham, må det være på Nørreport. Jeg er rendt ind i den første million dér." Hun så op fra telefonen og lod det trætte skinne igennem. "Før du åbner munden og siger mere, må du godt lige finde ud af, om du vil pudse væggen alene. Både denne her og de andre. Det er holdt op med at være charmerende, Jonas."