Det er februar, en trist fredag eftermiddag, der er grå og håbløs, det er mange februardage. Det er år 2002. Jeg ligger på gulvet i badeværelset. Jeg kan ikke trække vejret. Jeg vrider mig i smerte, er lige ved at miste bevidstheden og bliver bleg. Det flimrer for mine øjne, og jeg besvimer. Jeg har ingen, der kan genoplive mig, hvis jeg ikke kan få vejret, for jeg bor alene. Jeg når ikke altid at ringe efter en ambulance, jeg har været syg i næsten syv år.
   "Man ved, at der desværre ikke findes nogen kur for din sygdom." Sådan havde overlægen sagt til mig dengang, han havde fået resultatet af undersøgelserne, der var foretaget på sygehuset, hvor vi sad i et undersøgelsesrum.
   "Skal jeg dø?" spørger jeg, da jeg får den triste besked.
   "Det kan jeg ikke vide. Men du kommer til at få mange smerter."
   "Hvad er det, jeg fejler? Bliver jeg rask en dag?"
   "Du har en meget sjælden og uhelbredelig sygdom. Hvis du håber på at blive rask, må jeg desværre sige, du venter dig et mirakel."
   Nyheden var et kæmpe chok, og jeg vendte opgivende hjem den dag i november. Alligevel tog jeg kampen op mod den usynlige fjende sygdommen. Dagene gik, og nu så længe efter kæmper jeg stadig. Jeg kommer til mig selv igen uden at vide, hvor længe jeg har ligget bevidstløs. Omtåget og forkrampet af anfaldet mærker jeg flisernes kulde i kroppen. Jeg prøver at sætte mig op, har for få kræfter. Jeg kæmper for at få luft og at synke skummet, som fylder munden. Jeg husker ikke hvem og hvor jeg er, eller hvad der er sket. Jeg kan ikke huske min historie, mit liv, mit køn. Jeg kan end ikke tænke eller spørge mig selv om noget, eftersom jeg heller ikke ved, hvordan man spørger. Alt er slettet, min hjerne er et nyfødt barns, helt uden erindringer. Tiden eksisterer ikke lige nu. Jeg er uden identitet. Bag mine lukkede øjne ser jeg kun gråt, som dækker alt foran mig og min hukommelse.
   Selv da jeg åbner øjnene, ser jeg kun det grå. Badeværelset eksisterer ikke, i stedet er jeg i en verden, der kun består af flere tykke lag tåge. Jeg kan ikke se andet end grå og ved dog ikke hvilken farve, det er. Først da jeg får hukommelsen tilbage, husker jeg, at den farve hedder grå. Langsomt begynder jeg at huske igen: mit navn, min historie, mit liv, min sygdom, min lejlighed. Hele min nuværende eksistens. Jeg har en følelse af en klar og fyldig stemme, der kommer til mig, mens jeg ligger dér på gulvet. Det kommer langt væk fra og er dog helt nær, det er en stemme i en drøm, inden i flere drømme. En dyb stemme, jeg ikke kender og aldrig vil høre i min dagligdag. Stemmen findes kun i min hjerne, og dens opgave er at minde mig om mig selv, når jeg kommer tilbage til bevidsthed. Den taler til mig og hjælper mig med at få øje på farverne og at genkende dem. Midt i tågen og den grå cirkel foran mig dukker der pludselig en masse ting op. De begynder at tage form, få farve; de sejler i spiraler langt væk fra midten af cirklen hen mod mine øjne. De ender i min hukommelse.
   Da jeg efter nogle minutter ser mig omkring, kan jeg se, hvad der er i badeværelset. Jeg husker, at fliserne på væggene er hvide, og stemmen fortæller mig det samme. Fliserne på gulvet er brune. Jeg genkender håndvasken, toilettet, badeforhænget og dets farver, bruseren og alt andet, jeg får øje på. Stemmen fortæller mig også, hvorfor jeg ligger på badeværelsesgulvet, hvorfor jeg er syg, at jeg er besvimet mange gange før. Jeg reflekterer over mit liv og ser pludselig tilfældige billeder for mig. Jeg ser mig selv bevidstløs forskellige steder, hjemme og uden for huset og husker de gange, jeg er kørt på sygehus med udrykning. Jeg ser mig selv på syge-huset igen dengang, mit hjerte stoppede, og jeg var død et øjeblik, før lægerne genoplivede mig. Jeg ser mange billeder for mig, mens stemmen stadig fortæller mig min egen historie, det er en film for øjnene i nogle minutter. Alt kommer frem, mine oplevelser, meninger, drømme og sorg.
   I begyndelsen taler stemmen anonymt til mig. Lidt efter lidt er det min egen historie, den fortæller. Den siger: "Du var Tara. Tara Alan, der bor i Danmark ..." Jeg ligger drænet og udkørt på gulvet, mens jeg får hele min historie igen: Historien om Tara Alan, en kvinde med en hård skæbne.

Jeg er kurdisk kvinde og har boet i eksil på Sjælland. Jeg boede i Danmark mange år og har nu et andet navn. Engang var jeg Tara. Hun havde sin familie, sine venner og sit oprør og en fast beslutning om at være lykkelig. Hun ville leve for alle mennesker og kæmpe for fuldstændig frihed og uafhængighed for alle undertrykte folk.