Charlotte stak næsen ned i buketten og snusede grundigt. Hendes mor havde valgt dem godt, der var masser af duft i dem. Det var vigtigere end perfekte kronblade. Det var kært af hendes mor at købe blomster til hende, fordi hun havde fået elevplads.
   Hun måtte ud af døren nu, det gik ikke at komme for sent på arbejde. Hurtigt stoppede hun madkasse og mobiltelefon i tasken, hev overtøj på og klappede nøglebulen i lommen, før hun smækkede hoveddøren.

Anders gloede på buketten i ølglasset på bordet. Den havde ligget på måtten, da han kom hjem i nat, og den var ikke bedre at se på i dag: Nerier, liljekonvaller, stormhat og et par dekorative pigæbler. En giftig sag.

"Du har frie hænder til metode. Du har ikke travlt, indenfor en måned er fint. Han har fået sin advarsel."
   Manden nikkede. "Baggrund?"
   "Flyttemand. Kører med levende dyr, eksotiske dyr."
   "Begrundelse?"
   "Den sædvanlige: Svind i godset. Han regulerer sin egen løn."

Inde ved porten tog Charlotte et øjeblik til at samle tankerne, før hun ringede på dørtelefonen. Forhåbentlig ville hun i dag få nøglekort og lukke sig ind selv i morgen. Hun pustede den sidste kriblen ud, blev trykket ind og vandrede op ad trappen.
   De sad og var i gang derinde. "Godmorgen. Jeg hedder Charlotte, jeg er den nye kontorelev."
   "Jannie. Du skal sidde overfor mig." En kvinde rejste sig og rakte hånden frem. "Har du mad med? Jeg kan vise dig køleskabet. Vi er for få til at have kantine." Jannie blev stående, rettede sig kun op og drejede hovedet, da en dør blev åbnet.
   Michael kom ud. "Dav igen. Jeg hørte lige, du og Jannie hilste på. Du når ikke en rundvisning lige nu, jeg har besluttet, at du skal med en af vores faste chauffører i dag. Du skal ikke slæbe, bare rolig!" Michael viste det samme, venlige smileansigt, han havde mødt hende med ved jobsamtalen. "Vi er et specielt flyttefirma, og jeg tænkte, det ville give dig en god forståelse for de krav, du skal tjekke efter på ordrerne her på kontoret at se en transport."
   Charlotte nikkede. Michael havde ret i, at det var et specielt flyttefirma: De flyttede dyr. Levende dyr. Når Givskud havde for mange løver, og Duisburg stod og manglede, blev der ringet eller mailet til dem. Det var nemmere for de zoologiske haver end at skulle have egne chauffører og de store, affjedrede lastbiler, der var nødvendige.
   "Det er ikke en lang tur. Vi skal flytte beboerne fra det gamle akvarium i Charlottenlund til det nye store på Amager. I er tilbage i god tid inden frokost."
   Charlotte nikkede igen. "Det lyder spændende. Må jeg lige lægge madkassen i køleskabet?"
   "Lad mig." Jannie rejser sig helt og rækker hånden frem. "Der er masser af tid bagefter til at blive vist rundt." Hun tager madkassen og går.
   "Glimrende! Lad os komme ned i gården og hilse på Anders." Michael viste hende hen mod den dør, hun lige var gået ind ad.

Nede i gården så Anders på dagens køreseddel. To vandtanke, ekstra affjedring og adresserne. Det var en nem dag, hvilket var godt, når buketten stadig spøgte i baghovedet. Han gik om til bagsmækken, åbnede og sænkede ned. Straks han trådte ind i bilen, fugtede han en fingerspids og stak den i posen lige inden for. I munden gav den smule, der hang fast, den velkendte fornemmelse. Han tog i sin "springmadras" og vippede den øvet ned i bunden af bilen. Det uundværlige gemmested til ekstralaster og beviset på, at Michael stolede på ham: Han kørte de fleste af de ekstra-skrøbelige ture og havde brug for egen "springmadras".
   "Nå, du har det hele på plads, ser jeg."
   Anders vendte sig langsomt for at give sig selv tid til at skjule chokket. Han vænnede sig aldrig til Michaels uvane med at liste rundt og pludselig stå bag ham. "Ja, der står på køresedlen, at jeg skal have springmadrassen i."
   "Det skal du, ja. Du får selskab i førerhuset i dag, vores nye kontorelev skal se en transport for at få forståelse for krav. Din er kort." Han viftede med hånden. "Charlotte, det er Anders. Anders, det er Charlotte."
   Anders rakte hånden frem. "Velkommen til. Vi kan lige så godt køre med det samme, jeg har en kort dag, jeg gerne vil være færdig med." Anders trykkede hånd, slap og gik langs med bilen, satte sig ind og lænede sig sidelæns for at åbne.
   Han nåede det ikke, før Charlotte helt hjemmevant klatrede op og ind. "Ture i morfars lastbil." Hun mærkede dagens første dybfølte smil finde på plads.

Manden parkerede kassevognen i en bås. Han gik ind ad hoveddøren, præsenterede sig som Michael og stak den vage baggrund, han havde stykket sammen. Han ville nødigt ud i besvær og nikkede anerkendende, da fyren overfor åd det råt. En ekstra tank, og manden ville selv tage mod chaufføren. Fint med fyren bag skranken.
   Manden gik ud igen. Dovenskab var en god allieret. Han gik over til kassevognen, åbnede og tog tanken ud. Alt var på plads.

"Hvad er det for en springmadras, du skal have i vognen?" Charlotte undrede sig, lastbilen måtte allerede have ekstra affjedring, så meget gyngede det.
   "Det er en fjederkasse. Jeg byggede den første, da vi skulle flytte skildpaddeæg. De er til de mest skrøbelige transporter. Vi kan aldrig garantere, at der ikke er huller i vejen eller hårde opbremsninger. Sidelæns, frem og tilbage er det bygget ind i lastrummene. Springmadrassen tager de sidste stød. Vi har et par stykker til i firmaet, jeg er den eneste, der har min egen."
   "Hvorfor ikke have dem i altid?"
   "Det er prøvet med et kuld løveunger, de blev køresyge. Jeg kan afsløre at løvebræk stinker. Jeg kører tit de her specielle ture, det er også derfor, jeg har min egen." Anders drejede ind på parkeringspladsen ved akvariet og steg ud.
   Manden tog imod dem. "I skal have piratfiskene og en skildpadde i dag. Fiskene er i to tanke, de må absolut ikke rystes. Hvis én skades og bløder, æder de andre den og kan skade hinanden. De fortsætter, blod udløser ædeinstinktet."
   Anders nikkede. "I orden, jeg lister. Er der noget med skildpadden?" Han lod ligeglad og følte maven knude. Der stod ikke noget om en ekstra tank på sedlen.
   "Der er låg på, så den ikke stikker af. Kig til den ca. midtvejs og giv den frisk luft."
   "Det får skille." Der var noget med den, ingen tvivl.

Charlotte følte med løveungerne og var glad, da Anders listede ind på sidevejen. "Lad mig lette på låget." Hun var omme, før Anders fik sagt noget. Låget sad løst, overraskelsen var indholdet. Hun nåede at registrere, at det var en blæksprutte, før dens blå ringe trådte frem. Desperat efter at hindre dens flugt tog hun hårdt i den og mærkede et bid, før alt forsvandt.

Manden strøg hatten samme øjeblik, kastekniven forlod hans hånd for at lande i Anders. Trist med disse uskyldige, der kom i vejen. Han gik frem og satte sig ind, lukkede og kørte. Fiskene skulle jo frem.