Arvid, Eva
   Morten

*Sig noget, Morten. Reager. Det kan ikke være rigtigt, jeg kan tale så meget om den samme kollega, uden du spørger til ham. Hvordan skal jeg tro på, du vil have mig, hvis du ikke spørger? Hvordan kan du være så sikker i din sag? Eller være så ligeglad?*
   Eva holdt øje med Morten midt i sin talestrøm. Arvid var interessant som teoretisk mulighed og ikke nødvendigvis som ret meget andet. Eller var han? Hendes egne ord om hans meritter opelskede et kim tvivl. Der var noget over hans facon. Det var så tydeligt, at han forventede at blive fulgt, fordi han var den oplagte leder. Hendes konkurrencegen blev nysgerrigt af ham. Det var vel muligt at udfordre selv en oplagt leder? Vinde nogle situationer eller bare slippe af sted med at sige nej? Når Morten tilsyneladende ikke reagerede på snakken her, var det svært ikke at optrappe.

*Hold da op. Hvad har jeg gjort? Det her kan jeg blive afhængig af uanset, at jeg ikke har lyst til det. Jeg kan godt lugte, hvad det her kan blive til. Han har alt det, jeg ikke længere kan finde i Morten. Han har desværre også temmelig meget andet. Selv uden, det går helt ind i det sorte felt, er jeg ikke så vild efter at følge, og jeg kan godt blive bange for, at jeg ikke kan lade være.*
   Hun holdt vejret, da hun lagde sig ind ved siden af Morten. Usikkerheden sad i hele kroppen, ville hun helst bekende, få sine ord og en tilgivelse eller hellere sparkes ud? Det var umuligt ikke at lægge mærke til, at hun havde Arvids aftershave smittet af på overkroppen og junglelugten hængende i sig. Den største frustration var, at Morten slet ikke reagerede på, at hun så tydeligt havde været i seng med en anden. Kun hans venden ryggen til hende kunne kaldes en reaktion.
   Hvor længe lå hun og så ind i hans nakke? Uberegneligt længe, før hun endte med selv at vende ryggen til ham og koncentrere sig om ikke at give efter for det triste under overfladen. Fristelsen var, at selv et lille kny ville få Morten til at vende sig igen, trække hende ind i ske og ønske hende. Viljestyrken mod fristelsen var at lade være med at ydmyge sig. Ikke overfor en sikker tilgivelse, kun overfor en mulig kamp. Morgenen efter var tavs, og hun var træt af elendig søvn.

*Hvorfor gør jeg det her igen? Hvorfor står jeg ved Arvids gadedør for tredje torsdag i træk? Bilder jeg mig selv ind, at Morten reagerer på en gentagelse, når han ikke reagerede første gang? Eller bruger jeg det som en undskyldning, der er endnu tyndere end sidst? Vend om, Eva. Du er på vej ud, hvor isen er alt for tynd, og du ikke kan svømme for kramperne under den.*
   Denne gang bød han på suppe. Købesuppe og smagsforladt kuvertbrød. Genkendelsen af begge del var et gys, var han nået dertil så hurtigt? Til kun at gide stikke en tynd fernis ud? Det var faktisk værre end ingenting, det sagde hurtige kalorier, så hun ikke kunne forlange mad, før han hev tøjet af hende. Han gad end ikke spørge, om hun havde lyst.
   Alligevel var det værre: Hun ville ikke kunne sige nej. Ikke mere. Det var for spændende, for godt, endnu for nyt. Han var stadig ved at opdage hendes krops landskab. Mortens hænder og mund kendte det, de slentrede tur, hvor Arvids udforskede, prøvede sig frem, vandt nyt land.

*Lad være, Eva. Du vil jo ikke for alvor. Du kan ikke længere bilde dig ind, at det er for at fremkalde noget som helst hos Morten. Ikke efter næsten to en halv måned. Han er ligeglad med det. Han vil ikke tage kampen. Han siger bare ja til Frederikke i stedet, har besøg af hende, jeg ikke kan med, og som så tydeligt ikke kan fordrage mig. Han er vel sagtens glad for besøgene uden risiko for dårligt underlæg.
   Du kan stadig nå at vende om. Selv om du har kaldt det kursus, kan det være aflyst denne torsdag. Du har spist, inden du gik herhen. Og du ved selv, hvor svært det var at knibe udenom at gøre gengæld sidst. Ja, han æder dig, hvilket Morten aldrig gør. Du måtte skære tænder sidste torsdag for ikke at skulle overvinde din kvalmerefleks. Du slipper ikke udenom nu.
   Hvorfor ringer du på dørtelefonen?*

Hun tumlede ud af gadedøren og tværs over fortovet. Sank sammen på hug og brækkede sig i rendestenen, ned i kloakken. Den lette sommerjakke daskede åben på hendes ryg, dirrede med hendes skuldre. Fem uger tog det ham at tvinge hende til at synke. Tanken fik hende til at brække sig igen, hun gled helt ned at sidde i havfrue og tudede ind i håndfladerne, der dækkede ansigtet. Tude ved tanken om, at en del af hende var på vej tilbage til dørtelefonen. For hvad ville det næste være?
   *Morten, jeg sover på sofaen i nat. Jeg føler mig beskidt. Jeg ved godt, at hvis jeg lægger mig ind til dig og giver efter for det, jeg ved, vil komme, hvis jeg kan fange din gode, trygge duft, vil du vågne og holde om mig. Jeg ved, det kunne redde os. Det vil ikke vare ved. Jeg har gravet mig for langt væk, trukket mig selv fra dig. Jeg savner Morten for 10 år siden.*

De blå mærker på håndled og ankler var efterhånden forsvundet. Han var blevet bedre til at sætte manchetterne på hende, til at finde balancen mellem at holde fast og ikke efterlade spor.
   Nu købte Morten igen Lotto-kupon. Havde han taget kampen op denne gang, var hun blevet glad, ville kunne holde sig fra Arvid. Det var det, hun helst ville og det, hun ikke længere troede på. Kuponen fodrede hendes modvilje som altid, holdt hende fast i uvanen Arvid. Det naive håbs latterlighed.
   *Red mig, Morten. Jeg kan ikke selv holde op. Du ved jo, hvad der sker hver torsdag! Jeg vil bare tilbage til dig. Vi kunne godt for bare et år siden. Kan vi ikke igen?*