Bare fem minutter til. Det er november, koldt i soveværelset, jeg er træt. Jeg kan sagtens nå det, selv om jeg kniber fem minutter. Ja, jeg ved det godt, jeg kommer til at mangle de fem minutter. Ved lige så godt, at det er en uvane. Jeg skotter til uret og ser, at det er sket igen. De fem er blevet til ti, jeg slår dynen til side, kuldegyset flår det sidste søvn fra mig. Ud på badeværelset, det uundgåelige ritual efter en søvn. Jeg ved, jeg bør springe badet over, få noget i maven i stedet. Jeg skal være noget værd. Folk har betalt for at se giraffen.
   Så hvorfor står jeg alligevel under bruseren nu? Ikke fordi jeg er svedig, ikke i denne kulde. Har heller ikke foretaget mig noget, der kunne kalde videre varme frem. Al samvittighed vil have mig til at slukke for vandet, tørre mig, få noget kluns på. Men jeg bader, nyder det, strækker nakken ud under vandet. Kun kulden, der sniger sig tilbage, får mig til at slukke, så jeg kan trække i tøjet og få varmen ordentligt.
   I det mindste spiser jeg hurtigt, smækker en klapsammen i papir og kommer ud af døren. Nogenlunde til tiden. Ja, faktisk er det kun kø eller vejarbejde, der kan hindre mig i at nå det til tiden. Det går fint langt ud af byen, helt ud forbi Roskilde er alt problemfrit. Så langt er jeg på den sikre side, selvfølgelig når jeg frem til Kalundborg så betids, at jeg kan dalre ind til en kaffe et lokalt sted, inden jeg skal på. Den faste opvarmning.
   Tanken irriterer mig. Det er præcis så fast en del af forberedelsen, at det for længst er gået fra at være opsamling af lokal stemning til at være et latterligt ritual. For hvem narrer jeg? Jeg ville være nødt til at flå fjæset af for ikke at blive genkendt. Som regel har folk pli nok til hverken at glo eller endnu værre snakke til mig. Tro de kender mig, og at jeg gider svare. Er det primadonnanykker? Eller bare mig, der beskytter råmaterialet? Jeg vil gerne tro det sidste. Jeg foretrækker at sidde uopdaget i et hjørne, ørerne slået ud. Det er blevet sværere og sværere, grænsende til det umulige.
   Altså ingen grund til at være der så tidligt. Heller bruge turen på at se noget mere interessant end den slagne vej, især noget andet end denne motorvej. Første mulige afkørsel kan være lige så god som alle andre, og jeg tager den. Rækker ud og slår min GPS fra, før den finder på at ville have mig tilbage på sporet. Jeg har kørt så meget på kryds og tværs de seneste år, at kortet i mit hoved er præcist nok. Pyt med, at det ikke omfatter hver eneste klat huse, de bare nogenlunde rigtige byer dukker altid op på skilte før eller siden. Desuden har jeg mit kompas på instrumentbrættet og skal mest af alt mod vest.
   Den mindre vej er en god afbrydelse. November hænger gulvkludefarvet over landskabets former, der er genkendelige som grundformer og så alligevel lidt mere. Det næste skilt minder mig om hvorfor: Jeg har set det fredag efter fredag denne vej, søndag efter søndag den modsatte. Turene til sommerhuset som barn. Nogle kilometer uden trafik får tankerne lov at vandre nostalgisk. Tiden uden tunge pligter, hver sommer syv ugers fri fantasi. Er det ikke også det, jeg til en vis grad lever af nu? Ryster ærmerne, ekstemporerer, finder på nye lege med nye regler? Ikke helt. Så ville jeg ikke kunne bevare seriøsitetens skin.
   Måske er det himlens grå tone af alvor, der slår ned på tanken om skin. Hvor alvorligt kan jeg blive ved med at tage mig selv og det, jeg gør? Hvor længe kan jeg blive ved med at få mig selv til at forlange honorar i den størrelse, jeg efterhånden slipper af sted med at gøre? Tanken har strejfet mig et par gange før. Det er ved at være længe siden sidst. I dag slår den mig kraftigere end før. Den slår ud i mine hænder og arme, der slå blinket til og drejer rattet. Jeg griber mig selv i at være på vej "over møllerne", som det altid hed før. Rutchebanevejen, min mor hadede. Før jeg kommer til den, dukker den hvidkalkede kro op, selvfølgelig gør den det. Den er kongeligt privilegeret, der skal være en kro her.
   Det er her, jeg skal have min kaffe. Med sidestykke. Og et stykke smørrebrød eller to, den flade klapsammen håner mig nærmest fra passagersædet, kalder mig en ansvarsløs snyder. Jeg løber fra min pligt nu, burde se at få vendt, ringet og meldt en forsinkelse og køre hurtigst muligt mod mit mål. Jeg ignorerer den efter fortjeneste, parkerer og går ind. Her er lunt og halvtomt stille, tjeneren lyser op ved synet af mig. Et øjeblik er jeg ved at gå igen, ville netop ikke længere være det offentlige ansigt. Det varer, til det går op for mig, at han bare er glad for at se en gæst at beværte. Det er præcis det, jeg gerne vil være.

Tjeneren tager sig tid til at liste sig ind på at have genkendt mig. To stykker mad, en fadøl og en kaffe med sidestykke har stemt mig mildt, og jeg udæsker ham om det sære billede af en tykmavet galgenfugl, som er malet på krostuens ene væg. Jeg hører om dengang, kroen havde en vært, der supplerede sine indtægter ved at lette rige gæster for deres pung og kaste dem i møllestrømmens skovlhjul, hvis de fangede ham i færd med det. Han nåede at få en del gæster på samvittigheden, før lov og bøddel indhentede ham. Tjeneren er også vært, afslører han, der er ikke helt råd til for meget personale. Det sidste ledsages af et ulvesmil.
   Historien gør mig tavs. Uret på væggen viser mig, at jeg burde stå på et gulv og gentage mig selv for guderne må vide hvilken gang, at jeg burde have været der for et kvarter siden. Min telefon ligger i bilen, sikkert med en del forgæves opkald. De kan rende og hoppe. Jeg ser efter værten, han er bygget som mig selv. Det gør det sidste for beslutningen. Hvor svært kan det være at servere? Jeg ved rigeligt om vin allerede, kan sagtens lære at gå med flere tallerkener på en gang. Det er det, jeg har prædiket med variationer hver eneste gang: Man kan, hvad man vil. Jeg tilkalder værten.
   Han kommer over sin overraskelse forbløffende hurtigt, det må man lade ham. Fordi han bor her, kan jeg sagtens låne et sæt tøj. Jeg går op til den opstemmede, dybe mølledam lidt væk herfra, står et øjeblik og tænker. Overbeviser mig selv ved at mærke efter. Så bunker jeg tøjet op på bredden og går tilbage på kolde, bare fødder. Ind til telefonen og melde et muligt selvmord.