Solen skinnede ned over byen og blev kastet tilbage fra de kobberdækkede tage og husenes vinduer. Der var liv i gaderne og på den store plads, hvor det daglige marked holdt til og man fik fornemmelsen af ro og fredsommelighed.
   Petri stod og så ud af vinduet fra sit kontor, der lå på sjette sal i den store høje bygning, der husede Ministeriet. Hans korte mørkeblonde hår var vådt efter det bad, han lige havde nydt i husets badehaller og hans beskidte rejsetøj var skiftet ud med en hvid skjorte og et par behagelige blå lærredsbukser. Han var lige kommet tilbage fra en tur ud til et par landsbyer, der lå ikke så langt fra ørkenen. Et af ørkenens berygtede væsner, en khanji, havde bevæget sig væk fra sine vante omgivelser i ørkenens sand og ud over sletterne, hvor den havde fundet let bytte i det lille bondesamfunds kvæg og mennesker. Folkene i de små landsbyer have aldrig skulle håndtere et så frygtindgydende væsen før - khanjien var en stor slange, større end to mænd, med en skorpions brod for enden af halen - og de havde tilkaldt hjælp fra hovedstaden. Petri var taget af sted med en deling af soldater fra byens garde og de havde haft en enkelt kamp med væsnet, hvor både en af hans mænd og khanjien var blevet såret. Væsnet havde trods sine skader alligevel haft kræfter til at stikke af og var ikke til at finde igen. Uvillig til at risikere flere sårede, havde Petri efterladt soldaterne delt op i de ramte landsbyer som beskyttelse, i tilfælde at khanjien skulle komme tilbage, og han og hans livvagt var draget ud i ørkenen. Her havde de hurtigt fundet khanjiens eneste rigtige fjende, en vingeløs grif, som uden tøven havde sagt ja til at følge dem tilbage til sletterne for at hjælpe dem med slangevæsnet. Griffens krop var af en stor kat og dens hoved og forben var af en ørn. Den var specialiseret i at fange de store slanger, som den delte ørkenen med. Der var ikke gået længe inden griffen havde fundet khanjien og hurtigt gjort det af med det sårede væsen.
   Turen havde været en succes, trods den sårede mand. Ikke nok med, at de havde reddet flere af folkene fra sletterne fra at dø, men han havde endnu en gang formidlet et venskab mellem mennesker og væsner. Griffen var blevet hyldet som helt af bønderne, inden han var taget tilbage til sit hjem i ørkenen. Det var ikke uvant for grifferne at hjælpe mennesker i mod khanjierne - ørkennomaderne og grifferne levede side om side og grifferne beskyttede nomaderne mod khanjierne og nomaderne gav grifferne kvæg som tak.
   Det var desværre et sjælendt syn, at mennesker og væsner i Litoya arbejdede sammen. Forholdet mellem mennesker og væsner var ofte fyldt med mistro og der var mange gnidninger, hvor de to grupper levede op af hinanden. Det var Petris job at sørge for, at disse gnidninger ikke blev til kampe og at der blev fundet fredelige løsninger på problemerne. Som Fredsmægler havde han Ministeriet i ryggen og både mennesker og væsner havde respekt for ham og hans arbejde. Ingen ønskede en krig.
   En lyd bag ham trak ham ud af sine tanker, og han vendte sig om. Et langt væsellignende væsen med snuden af et vildsvin havde skubbet døren op og stod nu på bagbenene og kiggede på ham med sine små sorte øjne.
   "Havde du en god tur, Petri?"
   "Mirara, hvor har du været henne?" Petris ansigt lyste op i et smil og han satte sig på hug, så han kom lidt mere ned i højde med ramidrejuen. Mirara smøg sig hen over gulvet på sine korte ben, der ikke helt passede til hendes meterlange slangeagtige krop, og op af Petris arm. Hun lagde sig om hans nakke og snuste ham i ansigtet med sin tryne. Hendes lysegrønne pels slog næsten gnister i dagslyset
   "Åh, jeg har været på jagt i kælderen, en ny musefamilie er flyttet ind." Hun lavede en smaskelyd og havde et tilfreds udtryk i ansigtet. Petri lo og rejste sig, stadig med ramidrejuen om nakken.
   "Uheldige dem. Er der ellers sket noget spændende, mens jeg har været væk?" Han strøg en hånd ned over hendes lange hale.
   Mirara sukkede og lagde hovedet på skrå. "Ikke rigtigt. Jasting forsøgte igen at overbevise Rådet om, at der skulle sættes flere soldater ind i kampen mod "de onde og uregerlige væsner", men Hobbins vandt den diskussion igen. Utroligt de stadig lader Jasting komme til orde!" Mirara slog vredt med halen og Petri kunne mærke hendes små skarpe klør igennem sin skjorte.
   Han rystede på hovedet. "Du kender godt reglerne ... alle har lov til at sige sin mening."
   Ministeriet var for folket og demokratiet og selvom der var hvad Petri ville betegne som "rådne æbler" imellem, havde alle ret til at ytre deres holdninger. Selvom han, Hobbins og et par stykker andre arbejdede med at skabe fred mellem mennesker og væsner, var der også en gruppe af mennesker, der var i mod den idé og som forsøgte at overbevise Rådet, den øverste magt, om, at Litoyas væsner skulle reguleres og styres. Han vendte sig mod vinduet igen og kiggede ud over byen.
   Der var en gang, hvor mennesker og væsner havde bekriget hinanden. Før Ministeriets tid. Der havde været kaos og krig og mange døde på begge sider. Til sidst havde en gruppe af storbønder, adelige og andre betydningsfulde mennesker slået sig sammen. De valgte at gå en anden vej end den voldelige og sendte bude rundt i Litoya for at mægle fred mellem de krigende. Langsomt var der kommet fred i landet og Ministeriet blev skabt. Mæglerne fortsatte deres arbejde, nu med at skabe tilfredshed blandt borgerne og en undergruppe, fredsmæglerne, fik til opgave at fortsætte med at mægle mellem mennesker og væsner, så freden kunne fortsætte. Det var mange år siden, før Petris tid. Siden da havde der ikke været meget kontakt mellem mennesker og væsner. Nogle steder levede de side om side, samarbejdede og benyttede sig af hinanden, for eksempel som ørkenfolket og grifferne. Andre steder, som Den Mørke Skov, skulle mennesker ikke bevæge sig hen, for her var væsnerne vilde og farlige. Og igen, menneskernes storbyer var for det meste helt væsenfri.
   Det var folk som Jasting der var farlige. Jasting var fortaler for, at væsner skulle underkues, reguleres og lægges under menneskelig kontrol. At væsnerne var underracer og mennesket var det ultimative overvæsen. Petri vidste det var sludder. Han havde mødt de storslåede drager, oplevet minotaurernes mod og set troldenes kærlighed for deres små. Selv Mirara, der sad om hans skuldre, var et eksempel på, hvor storslåede væsnerne var. Hun var en mester i at skabe fred, hendes overtalelsesevner var fantastiske og hun udviste stor kærlighed for alle hun mødte. Petri havde kun respekt for hende og alle andre væsner, selv dem som skabte ufred og var farlige.
   Mirara nussede hans øre og han blev atter trukket ud af sine tanker. Han sukkede og kørte en hånd igennem sit korte hår. "Hvad sagde du?"
   Mirara lo en latter, der var perlende, men havde en sjov efterklang af et dyrs lyde.
   "At jeg ville ønske typer som Jasting ville blive spist af pigghunde." Selvom Mirara var en mester til fred, så var hun heller ikke bleg for at sige sine meninger og Petri rynkede på næsen, men kunne ikke lade være med at smile.
   "Mirara altså ... så ville han jo bare få re..." En skygge fløj over himlen og blokerede kort for solen. Hans stemme forsvandt og han kunne mærke hårene rejse sig, da en ildevarslende fornemmelse fik det til at risle ned ad ryggen på ham. Var det? Nej, det var det vel ikke ... endnu en skygge og endnu en kom flyvende og Mirara kom med en svag skrækslagen lyd. Jo det var. Drager. Mange af dem. Men ikke nogen form for drage Petri havde set før, de lignede ikke dragerne i bjergene i syd. Disse drager var slanke og mindede mere om pegasuserne end de lignede de store kraftige drager fra bjergene, der var bygget til hårdt vejr og kamp. Disse mindre drager så mere ud til at være bygget til ynde og fart.
   Endnu en drage kom flyvende og den smed noget ned over et hus lige ved siden af Ministeriet. Et brag rystede selv den store bygning som Ministeriet var og en flammesøjle stod op. Selvom han var mange etager over gadeplan kunne han høre skrigene. Petri var som forstenet. Hvad var det der foregik? Hvorfor var der drager der angreb byen?
   Et råb lød ude fra gangen bag døren og pludseligt var der liv i den ellers stille bygning. Stemmer, skridt og smækkende døre. Mirara peb åndeløst. "Petri."
   Petri nåede ikke at svare, da døren bag ham blev smækket op og ind væltede Romu, Petris gamle ven og personlige vagt.
   "Petri, vi er under angreb!" Romu var stakåndet efter at have løbet fra vagternes kvarterer på en af de nederste etager. Han var en lav og bred mand, der altid havde mindet Petri om en blanding mellem en trold og en tyr. Hans brede ansigt var blegt under den solbrændte hud og hans øjne var fyldt med forvirring og skræk.
   "De var der pludseligt fra havet af, i store metalskibe. Jeg har aldrig set noget lignende ... Dragerne ... de kommer fra skibene ... der ... der er mennesker på ryggen af dem." Han hviskede det sidste ud, som kunne han knapt tro det.
   En bølge af chok rullede igennem Petris krop. Han skyndte sig helt hen til vinduet og stirrede ud med sammenknebne øjne. Jo, ganske rigtigt. På ryggen af en drage, der fløj forbi, kunne han se en mand. Dragen havde seletøj på, som var det en hest og manden der red den havde tøjler i hånden. Der var noget så grusomt galt ved det syn. Drager var storslåede, frie og stolte væsner, de skulle ikke rides som var de heste. Spørgsmålene begyndte at trænge sig på. Hvem var de?
   Et højt brag rystede bygningen og Mirara skreg.
   Romu spærrede øjnene op. "Petri.. jeg tror det var porten.."
   Petri nikkede og gik hen til sin gamle ven. "Ja, det tror jeg også. Vi må væk herfra." Han lagde kort en hånd på soldatens skulder og det fik Romu til at rette sig op. Nok havde han aldrig været i krig, selvom han var uddannet soldat, men hans ture med Petri ud i Litoya havde ført ham igennem mange svære situationer og hans kampinstinkter slog igennem. Han sendte sin gamle ven et taknemmeligt blik før han stak hovedet ud af døren, for at se ud på gangen. Der var kaos - der var mange kontorer på denne etage og alle var gået ud på gangen for at finde ud af, hvad der foregik. Ministeriet havde aldrig været under angreb før og ingen vidste, hvad de skulle gøre.
   Romu og Petri, stadig med Mirara om skuldrene, snoede sig med hastige skridt ned igennem den forvirrede og paniske mængde, ned mod elevatorerne og den store trappegang. En mand greb Petris arm og så på ham med store øjne fyldt med panisk uforståenhed.
   "Hvad sker der?"
   Petri rystede på hovedet og vred sin arm fri. "Jeg ved det ikke Faris."
   Han kunne ikke gøre noget for alle de mennesker der var her, for hvis fjenden allerede var inde i Ministeriet var der ikke noget at gøre. Ingen her var trænede til kamp, andet end med ord og Petri havde en meget stærk fornemmelse af, at fjendens soldater ikke var her for at diskutere. Deres eneste håb var, at de ikke blev slagtet. Romu stoppede op og Petri var nær gået ind i ham. Foran de tre store elevatorer stod en stor flok mennesker, der panisk forsøgte at komme ind i de mekaniske kasser. Romu ledte Petri udenom og hen til den store trappe, der snoede sig hele vejen op. Der var også mennesker på trappen, men det var som om, at folk i panikkens angst havde glemt, at den var der.
   De begyndte at haste ned ad trapperne, men nogle etager længere nede begyndte råb og tumult at runge mellem de hvide marmormure. Romu og Petri stoppede op og kiggede på hinanden.
   "Jeg tror ikke, at vi kan komme ud.." sagde Romu. Petris hjerte sad oppe i halsen på ham. Mirara klyngede sig stadig til ham og sagde ikke noget. Romu så sig omkring og vendte så om og løb op til etagen over dem. "Der er en anden trappe. Til tjenestefolkene. Den er i den nordlige ende.." Et skrig lød op fra etagen under dem og tunge skridt kom op ad trappen. Forpustede og med ben der begyndte at blive tunge, løb de fra trappen og ned ad gangen.
   Høje råb begyndte at brede sig bag dem og Petri kastede et blik bagud. Soldater kom væltende ind fra trappeopgangen og der udbrød vild panik blandt de få, der stadig var på denne etage. Romu flåede døren op til tjenestetrappen, da Mirara pludseligt forsvandt fra Petris skuldre med et skrig af rædsel og smerte. Hendes klør trak lange smertefulde rifter i Petris skuldre og han snurrede rundt. Foran ham stod Jasting med et hårdt greb om den grønne ramidreju.
   "Ha, jeg fik dig, din lille rotte!" Jastings ansigtsudtryk var triumferende og ondskabsfuldt bag de tynde briller. Så fik han øje på Petri og han vendte rundt og begyndte at løbe ned ad gangen, mens han råbte til soldaterne med sin høje skingre pibestemme. "Jeg er en af jer, se, jeg har fanget et af skadedyrene!"
   Petri bandede højlydt og skulle lige til at løbe efter ham, da Romu råbte efter ham.
   "Petri, vi må af sted nu! Ellers er det for sent!"
   Petri stoppede op og så efter Jasting og Mirara. Han var i tvivl og tøvede. Han kunne ikke bare efterlade Mirara, men Romu havde ret. Deres mulighed for at slippe væk svandt for hvert sekund der gik. Han tog en hurtig beslutning og vendte sig mod sin gamle ven.
   "Romu! Tag til Thaim og advar dem! Beskyt Katla! Lov mig det!"
   Romu tøvede, åbnede munden for at sige noget, men lukkede den igen og nikkede. Hans blik var alvorligt. "Pas på dig selv." Han forsvandt igennem døren og ned ad trappen. Petri havde en klump i maven. Han burde selv tage af sted og beskytte sin datter, men han kunne ikke lade Mirara i stikken. Hurtigt vendte han om og løb efter Jasting, der allerede var nået ned til gruppen af soldater. En af soldaterne havde taget fat i hans arm, hårdt efter hvordan Jasting krympede sig, men Jasting var ved at forklare ham noget og soldaten så ned mod Petri. Mirara vred sig i Jastings greb og skreg højt mod Petri, der kom løbende ned mod dem. "Petri løb! De er her efter dig!"
   Petri sænkede farten. Efter ham? Et par soldater maste sig frem og kom ham med sværdene fremme. Det så ikke ud til, at de skulle til at slå ham ihjel, så han undertrykte trangen til at vende om og stikke af og mødte i stedet soldaterne med rank ryg og løftet pande. Heldigvis havde han ret. De greb ham hårdt i armene og førte ham de få skridt tilbage til gruppen. Soldaten, der ledte gruppen og som havde fat i Jasting, vippede hovedet i et opadrettet nik mod Petri.
   "Er det ham?"
   Jastings nikkede ivrigt og hans rotteagtige ansigt udstrålede overlegenhed og sejr.
   "Ja ja, det er Petri Lavender, det er ham I leder efter." Han trak sin arm fri fra soldatens greb, der havde slækkedes. Mirara gispede efter vejret og forsøgte stadig at komme fri af Jastings hårde greb om hendes smidige krop. Petri så koldt og hårdt på Jasting med sine blå øjne. "Slip hende, Jasting, lige nu."
   Jastings smilede et triumferende smil, men hans øjne forrådte ham og nervøsiteten over Petris autoritære opførsel skinnede igennem.
   "Du kan ikke kommandere rundt med mig mere, Petri, nu er det mig der ... av!"
   Mirara havde sat sine små skarpe tænder i Jastings hånd og han hylede af smerte og slap hende. Hurtigt som et lyn var hun løbet ind i mellem benene på soldaterne og var væk. Petri kunne ikke lade være med at smile og Jasting så hadefuldt på ham. Soldaten der havde ledt den lille gruppe himlede med øjnene og vinkede en gang med hånden af sine mænd.
   "Så går vi."
   Jasting fulgte surmulende efter og Petri måtte ufrivilligt følge med, da de to soldater stadig havde et godt tag i ham. Gangene var tomme, bortset fra soldater der rendte rundt og sparkede døre op for at undersøge kontorerne og en gang i mellem blev der slæbt folk ud. Der lå ikke nogen døde og der var ikke noget blod og det beroligede Petri.
   Han så på soldaternes kommandant. "Hvad vil I? Hvorfor er I her?"
   Ingen svarede ham, selv ikke Jasting, der stadig suttede på de små bidhuller Miraras tænder havde efterladt.
   Et par soldater stod foran en af elevatorerne og de ventede på at den kom op. Da Ministeriet blev bygget for mange år tilbage, var elevatorerne en fantastisk opfindelse. Med snoretræk og en maskine til at trække de store kasser op og ned i bygningen, så ingen skulle gå de mange etager op. Uden kælder var bygningen på otte etager, den højeste i landet.
   De gik ind i elevatoren og til Petris overraskelse kørte de op og ikke ned. De kørte helt op. Oppe på øverste etage var den store sal, hvor Rådet holdt møder og hvor de store diskussioner fandt sted. Hvad skulle de mon deroppe?
   En smule ublidt blev han hevet med ud, hvilket var ganske unødvendigt, for Petri have ikke tænkt sig at flygte. Hans nysgerrighed var for stor og han ville alligevel ikke kunne komme særligt langt. Inde i salen stod solen skarpt ind og Petri måtte misse lidt med øjnene. Der var glas hele vejen rundt og arkitekten, der havde lavet bygningen, havde haft i tankerne, at Rådet skulle kunne se, hvem de var regering for. Udsigten var fantastisk, både ud over havet, langs kysterne og ind over landet. Nogle af vinduerne kunne åbnes og en frisk brise fra havet fik luften til at bevæge sig og forårets varme var ikke så intens i den store kuppel.
   Kommandanten rømmede sig.
   "Dominus. Vi fandt ham. Og den ene medløber."
   Først kunne Petri ikke se, hvem soldaten tiltalte, men en skyggede bevægede sig pludseligt i den vestlige del af rummet. En blød mandestemme nåede dem.
   "Tak, Humi."
   Som Petris øjne vænnede sig til lyset, kunne han se en ung mand, der stod med ryggen til dem. Han havde en lysegrå uniform på, som resten af soldaterne, med buksernes farve som eneste forskel. Hans var mørkegrå, hvor resten kun var en tand mørkere end jakkerne.
   Den unge mand vendte sig væk fra den storslåede udsigt ind over byen og landet bag og kom hen i mod dem. Han var yngre end Petri først havde antaget, tidligt i tyverne, og Petri havde en stærk fornemmelse af, at han havde set ham før. Hans øjne var en kraftig lysegrå farve og hans halvlange sorte hår var lagt tilbage over issen. Hans træk var kantede, men alligevel bløde på grund af hans unge alder. Petri forsøgte at huske, hvor han havde set ham før.
   "Lad mig gætte. Du er Jasting?" Mandens blik borede sig lige ind i Jasting, der med nervøs stemme svarede.
   "Ja, hr. Dominus, jeg er Jasting, Deres tro tjener! Jeg har ventet Deres ankomst med længsel!"
   Den unge mand løftede hånden i en bestemt stoppende bevægelse og Jasting holdt op med at snakke og sank nervøst.
   "Ja, tak for din støtte. Jeg har ikke brug for dig lige nu."
   Inden Jasting kunne nå at reagere havde en soldat taget ham under armen og taget ham med tilbage til elevatoren. Efter et svagt nik fra Dominus fulgte resten af soldaterne efter, undtagen kommandanten han havde kaldt Humi og de to soldater, der havde fat i Petri. De slap ham dog og trådte diskret tilbage. Den unge mand, som Humi havde tiltalt "Dominus", vendte sit blik mod Petri og betragtede ham med sine intense øjne, der udstrålede nysgerrighed. Petri rettede lidt på sin skjorte og mødte så mandens øjne med et fast og alvorligt blik. Hvem var han? De var næsten lige høje, Petri var lige en lille smule højere, men det så ikke ud til at genere den unge mand, at han måtte kigge lidt op. Han var tydeligvis vant til at være den der bestemte og det så næsten ud til at more ham lidt, at Petri opretholdte sin egen position. Man kunne lige fornemme et svagt smil i den unge mands mundvig.
   "Kan du genkende mig, Petri Lavender?"
   Petri måtte indrømme, at han ikke kunne sætte et navn på ham og han kneb øjnene lidt sammen.
   "Nej. Men du virker bekendt."
   Den unge mand smilede en smule mere og trak så på skuldrende. Hans blik blev hårdt og det lette strejf af blødhed gled af ham som en tabt kappe.
   "Selvfølgelig kan du ikke huske mig. Jeg var tre år gammel, sidst du så mig. Som jeg stod mellem mine forældre, da vi sejlede ud over havet, landsforvist af Ministeriet for landsforræderi." Hans nu hårde stemme forsvandt hen og Petri mærkede en bølge af gåsehud, som det gik op for ham, hvem den unge mand var.
   For omkring tyve år siden havde der været en mand og hans hustru i Ministeriet. De have haft nogle stærke holdninger i mod landets væsner, samme som Jasting altid luftede. At væsner skulle underkues og holdes i kort snor. Dengang havde der været problemer med dragerne fra bjergene i syd, som dengang stjal kvæg fra folkene på sletterne og Ministeriet valgte den fredelige løsning og ville sende Petri ud i sin funktion som fredsmægler. Men det var de to, Kron og Lisha, ikke tilfredse med, de ville se blod og sendte derfor i skjul en enhed af byens gardere af sted for at tvinge dragerne i knæ. Det var gået grueligt galt og hvis ikke Petri havde nået frem i tide og havde fået mæglet til fred, ville dragerne have startet en krig i mod menneskerne i Litoya. Det ville have været ødelæggende.
   Som straf for deres gerninger blev Kron og Lisha sammen med deres treårige søn landsforvist. De valgte selv at sejle ud over havet og ingen havde hørt fra dem siden. Indtil nu.
   "Mortis ... Mortis Galliant." Han hviskede chokeret.
   Mortis slog langsomt hænderne sammen og den skarpe lyd gav genlyd i den store glaskuppel.
   "Flot, du kunne huske det." Han gik over til vinduerne, der vendte ud mod havet. "Kom og se Litoyas undergang."
   Petri gik tøvende derover, stadig chokeret. Han havde ikke troet den lille familie ville overleve turen ud over havet. Da han nåede vinduerne kunne han se havnen under sig. Ministeriets bygning lå ikke langt fra havnen og der var et godt udsyn. I havnen lå mange store skibe lavet af metal. Teknikken der måtte til for at drive de skibe, måtte være så meget længere fremme end hvad de havde i Litoya. Der var rigtigt mange skibe og havnen var slet ikke stor nok til at rumme dem alle, så de lå spredt ud over vandet. Der stod røg op fra skorstene på skibene og Petri gættede på, at de blev drevet af en form for motor. På dækket af flere af dem, sad der drager, tydeligvis spændt fast og det vrimlede med soldater i de grå uniformer. Petri spærrede øjnene op. Ikke alle soldaterne var mennesker! Han kunne tydeligt se både trolde og minotaurer i blandt. Og nogle store væsner dækket i hvid pels, som han aldrig havde set før. Både dem og troldene var i gang med det hårde arbejde med at slæbe ting fra borde.
   Han så på Mortis med vantro. "Har I slavebundet alle de væsner?"
   Mortis smilede og Petri fandt smilet meget ubehageligt. Det var koldt og fyldt med overlegenhed.
   "Det er den videre historie om, hvad der skete. Efter vi havde sejlet i et par uger på havet og mine forældre var lige ved at opgive, kom vi frem til en fremmed kyst. Først blev vi behandlet som spioner fra et andet land, men hurtigt fandt de ud af, at vi blot var landsforviste. Vi fik lov til at bo i deres land, som kaldes Herrátios, og blive en af dem. Dette land byggede ikke på fredsommelighed og stilstand som her, men på fremskidt og krig og mine forældre passede lige ind, for fremskridt var også, at væsnerne i landet var blevet underlagt menneskerne. Som du kan se, så tjener både drager, minotaurer, trolde og yetier os." Mortis smilede lidt fjernt. "Mine forældre klarede sig lige i Herrátios, men jeg klarede mig bedre. Jeg kom i skole og en dag kunne jeg kalde mig for "Dominus". En stor ære for en fremmed som mig. Mit job er at tage med hæren ud og overse, at målene bliver nået." Han vendte sig mod Petri og betragtede ham tomt. Petri sank og følte sig syg ved tanken om, hvordan sådan en verden må være, hvor væsnerne var underkuede og slavebundne. Han mødte Mortis' blik.
   "Hvilke mål? Krig og død?"
   Mortis lagde hovedet lidt tilbage og lo dæmpet.
   "Medmindre dem vi invaderer overgiver sig uden kamp, så ja, det er en nødvendighed.. men nej.. målene er at overtage landet og deres ressourcer. Herrátios er et teknisk udviklet land og vi har brug for malm, kul og arbejdskraft, for at få det hele til at køre rundt. Som du kan se.. vi er langt foran jer.." Han slog ud med hånden i mod ruden og havnen. De betragtede de store skibe i stilhed. Til sidst brød Petri den.
   "Hvad er det du vil med mig? Hvorfor fortæller du mig alt dette?"
   Mortis så lidt på ham og smilede så igen. Hans bløde attitude var tilbage, men den var ikke behagelig. Det var som at være i rum med en stor dødbringende kat, der bare ventede på det rigtige øjeblik til at slå ihjel.
   "Mine forældre fortalte mig om dig. Ham der stoppede deres plan om at underkue dragerne. Den store Petri Lavender, væsen-elskeren, Fredsmægleren der reddede dagen. Du var den der satte det hele i gang, landsforvisningen og deres undergang." Mortis kørte en hånd igennem sit sorte hår og sukkede. "De døde for et par år tilbage. Bitre og ødelagte. Og det er din skyld." Et snert af vrede havde sneget sig ind i Mortis' stemme og Petri trådte et skridt tilbage. Han vidste ikke, hvad han skulle svare. Alt hvad han havde at sige, ville gøre situationen værre og han havde en stærk fornemmelse af, at den unge mand foran ham var fyldt med en indebrændt vrede, der hurtigt kunne vende sig til vold. Men Mortis gav ham ikke mulighed for at svare.
   "Humi."
   "Ja, Dominus." Soldaten trådte frem fra skyggerne ved elevatortårnet.
   "Tag denne Fredsmægler og send ham med de andre. Lad ham rådne op i minerne."
   "Ja, Dominus."
   Petri følte skrækkens kolde greb ved Mortis' ord, men han fattede sig og fulgte rank med soldaten, der tog ham i armen og førte ham tilbage til elevatoren.
   "Du slipper ikke godt fra det her." Han så tilbage mod den mørke unge mand, der atter havde vendt sig mod vinduerne og udsigten over havet. Mortis svarede ham ikke. Den store soldat skubbede Petri ind i elevatoren og dørene lukkedes bag dem.