De kraftige kæber klappede sammen lige foran hans ansigt og han kunne lugte bæstets dårlige ånde, der stank af råddent kød og gav ham brækfornemmelser. Spytdråber ramte hans ansigt. Fuck. Fuck. Nu skulle han dø.
   En hånd greb fat i ryggen af hans trøje og trak ham bagud. Quintin snublede og var ved at miste balancen. Hans hjerte sad i halsen på ham og hans mave vendte sig.
   "For fanden, jeg sagde du skulle blive bag den gule streg! De slår dig ihjel uden at blinke!" Martíns stemme lød som om den kom langvejs fra, selvom han nærmest brølede det ind i hovedet på Quintin. Et kort øjeblik sortnede det for Quintins øjne, men et slag over nakken fra Martín fik ham til at komme tilbage til virkeligheden. Han gned sig i nakken og skævede til den store mand, som både var rød og bleg i ansigtet. Bleg, fordi han var lige ved at miste endnu en mand til bæsterne og rød, fordi han var vred over, at Quintin havde krydset den gule streg. Den gule streg var forskellen mellem liv og lemlæstelse og død.
   Quintin så ned og mumlede et undskyld.
   Martíns skuldre faldt ned og vreden forsvandt som den var kommet. Knægten foran ham var kun lige gammel nok til at være hernede i hullet. Helvedeshullet, som de kaldte det, dem der arbejdede hernede.
   De stod på en lang gangbro, der hang i luften over et bundløst hul. På den ene side var der en væg af metal, ledninger og rør og på den anden side var der de store bure med bæsterne. Bag bæsterne, næsten umuligt at skimte i mørket, var endnu en væg af metal. I den væg var der store porte ud for hvert bur. Portene åbnede op indtil gangene, der ledte op til arenaen på overfladen.
   Der var mørkt i hullet, for der blev sparet på elektriciteten. Under dem var der helt sort og man kunne ikke se, hvor langt der var ned. Damp fyldte luften sammen med stanken af råd, død og lugten af rovdyr. Der var en konstant larm. Lyden af store brummende maskiner, rør der var utætte og sprøjtede damp ud i luften med høje hvæs. Og så var der bæsterne. En gang i mellem kom der et hyl eller en form for bjæffen og nogle gange lød det som om de var ved at flå burene fra hinanden. Helvedshullet. Hvor den gule streg var liv eller død.
   Der var stille i mellem de to mænd - den ene havde kun lige krydset grænsen mellem barndom og voksenlivet og den anden havde et ansigt, som fortalte om de mange hårde år, han havde levet.
   Martín klappede akavet den unge mand på skulderen og begyndte så at gå videre ned af gangen.
   "Som jeg var ved at sige.. du skal gå til hånde hernede." Du skal hjælpe med at spule gulvene, slæbe kød og hvad jeg ellers lige finder på." Martín vendte sig mod den unge mand med en løftet pegefinger og et fast udtryk i ansigtet. "Og du må under ingen omstændigheder gå tæt på burene!" Han sænkede hånden igen. "... men det har du vist fået fat i."
   Quintin skævede mod det bur de var stoppede op ved og nikkede sammenbidt.
   De kom ud på en platform, hvor der stod to mænd med store kødøkser og huggede kæmpe store stykker kød i mindre stykker. De to mænd, der tydeligvis var tvillinger, var smurt ind i skidt og blod og deres ansigter var hårde.
   "Den her platform kalder vi "Kødmaskinen". Det her er Pin og Pon. De siger ikke så meget. Deres arbejde er at hakke kød ud til bæsterne og hjælpe mig, når jeg skal have noget med bæsterne at gøre." Martín pegede på nogle spande, der var fyldt op med kødstykker på størrelse med mursten. "Du skal hjælpe med at fodre bæsterne. En spand per bæst. Alle bæsterne skal have mad, undtagen dem der skal i arenaen. De skal sultes mindst en dag før. Jeg skal nok fortælle dig, hvem der skal have og ikke have."
   Quintin sank og følte sig kvalm. Stanken var værre her på grund af alt blodet fra kødet. Noget af det så nyt ud, men noget af det var ved at være grønt og råddent. Et bæst, der sad i sit bur op af platformen, kastede sig mod tremmerne i buret og Quintin for forskrækket sammen. Både Pin og Pon grinede lydløst af ham og hakkede videre. Martín trak ham videre igennem platformen og videre ud af gangbroen.
   "Vi har altid mindst 30 bæster hernede. Alle dræbermaskiner." Han så tilbage mod den unge mand. "Har du nogensinde været i arenaen?"
   Quintin rystede på hovedet. Han havde aldrig været inde for at se en kamp, det var kun for de rige. Hans familie var fattige. Det var derfor han var der.
   Martíns ansigtsudtryk blev mørkt. "Godt. Det skal du heller ikke ønske dig." Han fortsatte ned mod enden. Her var mørkere end i resten af hullet. Gang broen fortsatte udad, men der var hængt en kæde over. Nogen med en dårlig sans for humor havde skrevet på skiltet med "Ingen adgang": "Her slutter helvede, velkommen til døden."
   Der var en platform mere lige før det blev helt mørkt og her stod koste, spande, skovle og andre redskaber.
   "Her er hvad du skal bruge for at holde gangstierne rene. En par gange om ugen skal du også gøre kødmaskinen ren. Pin og Pon skal nok give dig besked, når det er tid." Martín pegede over i et hjørne, hvor der lå en madras. "Du skal sove her."
   Quintin mærkede frygten for mørket kommet snigende og han så lidt vantro på Martín, der trak på skuldrene ved hans blik.
   "Det er ikke et femstjernet hotel. Du er her af en grund." Han løftede afværgende hånden, selvom Quintin ikke var ved at sige noget. "Jeg vil ikke vide hvorfor. Hvis jeg skulle høre alle de ulykkelige historier der kommer herned, ville jeg blive sindssyg."
   Quintin så på madrassen og bed sig i læben. Fanget i hullet sammen med alle bæsterne. Alles største mareridt. En lyd ved siden af dem, fik Quintin til at fare forskrækket sammen. Igen. Han drejede hovedet. Det sidste bur i rækken hang op af platformen og han havde troet det var tomt, fordi der var så mørkt derinde. Men nu hvor hans øjne havde vænnet sig til mærket, kunne han se, at han havde taget fejl. Der sad et bæst inde i hjørnet. Dets øjne skinnede i det svage lys, der kom fra den sidste lampe over gangbroen.
   "Det er vores gamle mester. Med tryk på gamle. De gemmer ham til den store kamp om en måned. Så skal han slagtes af de to nye. De er brødre og nægter at slås mod hinanden. Men de slår fint alt andet ihjel. De har ikke fundet noget andet bæst, der kan tage ham her endnu, så de satser på, at de to nye kan. Han er nok gammel, men han slås som en sindssyg. Hold dig fra buret."
   De stod lidt op så på bæstet, inden Martín snakkede videre.
   "Du begynder først i morgen, jeg har ordnet det der skal ordnes i dag og du skal lige vænne dig til mørket. Vi skulle nødigt have, at du snubler over noget og ramler ind i et bur. Så er det slut." Han rystede på hovedet. "Ham der var her før dig.. tjah, han var sgu en klods." Martín forsøgte at lyde som om det var lidt sjovt, men det mislykkedes. Det havde ikke været et kønt syn, da et af bæsterne havde flået ham fra hinanden. Burene kunne holde dem inde, men de kunne godt få både snude og klør ud imellem tremmerne og de var hurtige som lynet. Som Quintin allerede havde oplevet. Den gule linje var sidste advarsel.