Dørene åbner og mennesker vælter ud. Store tasker, barnevogne og store mennesker tager den lille plads der er mellem bussen og busskuret og vi klemmer os sammen. Til sidst kan jeg glide med strømmen ind i bussen og udse mig en vinduesplads. Det er en dobbeltplads og jeg kommer til at sidde foran en ældre kvinde. Bybussen er trang og selvom sommerferien er over os, er der som altid mange mennesker med. Jeg mærker min puls sætte farten op og det er som om, at bussens smalle rum bliver mindre og menneskerne omkring bliver større. Jeg stirrer fast ud af vinduet uden at se noget og musikken, der løber ud i mine ører fra høretelefonerne, forsøger at overdøve larmen af mennesker.

Med et ryk er vi i gang og verden udenfor bevæger sig.

Bag mig taler en kvinde i telefon. Det er som om, at hun råber mig direkte ind i øret. Sveden begynder at springe frem på min pande og jeg forsøger at fokusere på verden udenfor. Et barn græder og folk taler og ler. Hver eneste lyd kvæler mig og min krop gør krampagtige forsøg på at holde min vejrtrækning i ro. Hvis jeg tillader mig selv at hyperventilere, kan jeg ikke stoppe igen.

Der er mennesker omkring mig og min lille boble af sikkerhed er sprunget. Mit private rum er invaderet flere meter væk og jeg føler mig udsat som et åbent sår.
Under sædet lurer angsten som et grimt monster og den rækker sine lange fingre ud i mod mig. Rører mine ben og forsøger at nå min hjerne. Jeg skruer op for musikken, men hører ikke hvad det er.

Stop efter stop passerer forbi. Mennesker går og kommer. Jeg har lyst til at skrige.
Jeg stirrer på mit spejlbillede og ser et blegt sammenbidt ansigt med briller og akne, der trods alderen ikke vil slippe sit tag i huden. Håret der desperat er sat i et forsøg på at se smart ud, så ingen kan sætte fingeren på det.

Hvert eneste fremmede blik føles som et piskeslag og jeg klamrer mig desperat til min mobiltelefon som var det min redningskrans. Min redningskrans med min kæreste i den anden ende. For selvom han er på arbejde og ikke tager sin telefon udenfor pauserne, så er tanken om, at jeg kan nå ham, det eneste jeg har at holde fast i.

Min ryg skriger i smerte, presset ned i det ubehagelige sæde og min nakke føles stiv efter at have været tvunget til venstre mod vinduet så længe. I tasken ligger insulinen som jeg har måtte tvinge mig selv ind i byen efter. Jeg løb tør i går og mit blodsukker efter morgenmaden får min kropstemperatur til at stige og bussens varme føles som Saharas ørken.

Turen føles uendelig, som det store mekaniske bæst snor sig ud og ind af bilerne og de kringlede gader ud af midtbyen. De smalle gader mellem de høje bygninger skiftes ud med brede veje og grønne områder og luftes føles en smule lettere.

Endnu et stop og jeg kan med lettelse trykke på den røde stopknap. Bussen er næsten tom, mange stod af for flere stop siden, men selv de mennesker der er tilbage, føles som dommere, bedømmere og anklagere. Jeg rejser mig og bussens uregelmæssige bevægelser får mig til at snuble. Jeg stirrer panisk i jorden. Lagde nogen mærke til det?

Dørene åbnes og den køligere luft der strømmer i mod mig skriger frihed. Lyden af mennesker skiftes ud med lyden af biler og fløjtende fugle. Jeg er den eneste der skal af og lettelsen ved friheden giver mig næsten vinger. Om lidt kan jeg låse hoveddøren bag mig, sige hej til min hund og vente på, at min kæreste får fri og kommer hjem.

Den ultimative tryghed. Hjemmets fire vægge, hundens pels mellem mine fingre og sikkerheden i min kærestes arme. Her kan angstens monster ikke nå mig.