Smerten fra sparket brændte op gennem hans mave og eksploderede i hans hoved. Sorte sommerfugle begyndte at vise sig i hans synsfelt, og han vidste, at han snart ville besvime. Han fortrød ikke at være endt i denne situation, selvom det undrede ham meget, at han, den stille bebrillede nørd, pludseligt var involveret i brutal vold. Men det var de blå øjne. De havde lyst så stærk, de havde kaldt på ham og han havde ikke kunne gøre andet end at adlyde blindt.
Det hele var startet et par uger før. En dag, da han var på vej hjem efter endnu en ensom og grå skoledag, havde han set de blå øjne første gang. Inde fra en tom byggegrund, fyldt med mange års skrald, havde de fundet ham, og han var stoppet op, fuldkommen mundlam og med hamrende hjerte. Aldrig havde han set noget så fortryllende, så uvirkeligt. Men virkelige var de, selvom de hurtigt var væk igen. De havde efterladt ham ør i hovedet og med en tom følelse i maven.
I et langsomt tempo var han gået hjem, kommet for sent til mad, og han havde fået skældud, men hans tantes skarpe tunge havde ikke ramt ham som den plejede. Hans tanker kredsede sig om den dybblå farve. Hele aftenen sad han og stirrede tomt i sine elskede bøger, som han normalt forsvandt helt i, men ordene ville ikke give mening. Til sidst satte han sig på sin seng, og på et tidspunkt lukkede hans trætte hjerne af og han faldt i søvn. Hvad havde han tænkt på hele aftenen? Intet, faktisk. Ikke noget han kunne huske i det mindste. Men de øjne..
Han stirrede vildt om sig, næste dag han skulle i skole, men han så dem ikke. Dagen slæbte sig af sted, indtil klokken ringede hjem. Og på vejen hjem gik han endda helt ind på byggegrunden, men der var ingen spor, ingen blå øjne der ventede på ham. Sådan gik mange dage, de forsvandt roligt i en tæt blå tåge af uvirkelighed. Han havde næsten opgivet at se dem igen, men en dag han var på vej i skole, var de der igen, nu henne ved de store, stinkende containere bag det store supermarked. Han stod først som frosset fast til stedet, men med en indre lussing bevægede han sig derhen af. Straks var de blå øjne forsvundet, som om de aldrig havde været der. Men det havde de, han havde stået og stirret ind i dem i mange sekunder. Men alligevel for få. Alt for få. Han måtte se dem igen. Tæt på.
Igen gik en tid, han lagde ikke mærke til hvor længe. Det eneste han lagde mærke til, var turene i skole og hjem igen, de endeløse dage med søgen. Han begyndte at være ude om aftenen, forsvinde i frikvartererne og stå meget tidligt op. Og heldet var med ham, han så de blå øjne oftere og oftere, men aldrig ret længe af gangen og altid på afstand. Men som dagene gik, så kom han tættere og tættere på, og han mærkede et spinkelt bånd opstå. En dag, hvor han havde pjækket fra de sidste par timer, der alligevel var idræt, hvor han altid blev til grin, fandt han igen frem til øjnene. De var på den tomme byggegrund igen, bevægede sig roligt rundt mellem affald og store tuer af græs. Dagen var varm og lys og knuste flasker og sølvfolie lyste op som små sole, født af den store moder i den blå himmel. I dag forsvandt øjnene ikke så hurtigt som de plejede, men de betragtede ham i stedet roligt. Uendeligt roligt, syntes han. Hans knæ føltes som gele og han var tør i munden, men langsomt bevægede han sig fra fortovet og ind i den lille verden af grønt og brunt. Meget langsomt og med en følelse af, at det bånd, der var opstået mellem ham og de blå øjne, var blevet stærkt nok, gik han fremad som i drømme. Han nåede meget tæt på, før de forsvandt samme vej som sidste gang, ned af en smal mørk gyde. Et eller andet sted var han meget skuffet, men lykken ved at have kunne betragte dem så længe, fyldte for meget og han gik hjem i højt humør. En uge gik og han så dem ikke igen.
Han fik et brev med hjem fra skolen og hans tante var rasende. Han havde bare af at følge med. Og ved gud om han ikke også pjækkede. Hun var ved at få et føl på tværs, men et eller andet voksede sig op inde i drengen og han eksploderede i alle de ord, han aldrig havde sagt til sin tante før, men som han havde tænkt så mange gange. Døren smækkede bag ham og han gik ud i den kølige aftenluft. Han forlod sin tante, som var i chok over hans voldsomme og atypiske reaktion.
Hans skridt gav genlyd blandt de tavse mure med firkanter af lys og liv, og hans sind blev langsomt svalt igen af mørkets kærtegn. Længe gik han rundt uden en tanke i hovedet. Biler med skrigende unge mænd og bragende bas drønede forbi ham. Fredagen var normal for alle andre, men han havde følt noget flytte sig i ham, og hans verden havde ændret sig. På grund af de blå øjne. De blå, blå øjne, der havde fortryllet ham en dag for snart så længe siden.
Han lagde ikke mærke til, hvor han gik hen, men pludseligt stod han ved den tomme byggegrund. Og noget var galt. Grueligt galt. En grov latter lød igennem natten, maltrakterede roen på en anden måde, end de fulde, glade unge menneskers latter havde gjort. Et hyl af smerte skar sig ind i hans hjerte og han vidste straks, at de blå øjne var i fare, i stor fare, og at han måtte hjælpe dem. Det var som at løbe igennem flydende sæbe, da hans ben bar ham mod lyden, og det tog en evighed. Men endeligt nåede han frem, og han så, hvad han havde vidst, at han ville se. En flok store drenge, endda fra hans egen skole, stod samlet om de blå øjne, der i aften lyste af rædsel for disse tobenede djævle, der havde ondskab malet i deres træk. Uden tanke for den fare, drengene udgjorde for ham, sprang han skrigende op på ryggen af den ene, og de væltede om. De blå øjne så straks chancen og med et elegant spring var de forsvundet over ham og ud i natten. Andet havde han ikke forventet og da smerten fra slag og spark begyndte, smilede han. Han vidste, at han nok aldrig ville se ind i de dybe blå øjne, der tilhørte denne skønne skabning, igen, men han var ligeglad.
Da han, med blod fra et sår i panden løbende ned i øjnene, og smerten brændende fra hver en centimeter af sin krop, gled ind i bevidstløshedens behagelige mørke, så han for sig hunden med de blå øjne, og han følte sig fri.