Cindys skikkelse havde ikke vist sig til næste lektion. Faktisk havde den ikke vist sig til noget som helst resten af dagen. Det samme gjaldt de to overpyntede nikkedukker, hvis læber var klistret til hendes bagdel med superlim.
   I et hvert andet tilfælde ville det have betydet mindre hovedpine for Tina, men i et hvert andet tilfælde ville hun ikke have haft en dag som denne.
   Bebrejder de mig for den defekte iPhone? Planlægger de hævn?
   Tina viste det samme ligeglade udtryk udadtil, hun altid gav i klassen. Men bag facaden var spørgsmålene mange. For nu hvor Cindy ikke var mødt op, var hendes humør ikke tydelig, og man vidste ikke, hvor man havde hende.
   Én gang havde hun været dristig nok til at skubbe Tina op mod en mur. Cindy havde været uden rygdækning, og Tinas svar havde efterladt mærker så tydelige, at dullen efterfølgende måtte valse rundt i lange ærmer og høj krave. Ikke meget hud var at se.
   Det pludselige skift i garderobe varede længe nok, til at samtlige drenge i klassen udviste åbenlys frustration. Når deres ikke særlig diskrete blikke var blevet sendt Cindys vej, havde der ikke været meget hud at savle over.
   Om de havde været med på det, som fulgte, var umuligt at finde ud af nu. Tina fik piftet sin cykel hver dag, og synderne var ingen steder at finde.
   På grund af al regnen, der havde været i den lange måned, virkede Cindys hævn næsten skræddersyet til situationen. Dag efter dag måtte Tina trække hjem gennem det ene brusebad efter det andet.
   Så tog man Cindys djævelske natur i betragtning, var der ikke meget tvivl om, hvad som ville blive hendes gift denne gang; Cindy ville gå efter Tinas projekt.
   Danmarksprojektet. Det virkede ikke som om, der var en eneste på gymnasiet, som ikke frygtede den opgave. Den var ny, ukendt, og afleveringen lå lige om hjørnet.
   Alle de udvalgte gymnasier i Region Hovedstaden skulle indsende elevernes arbejde til håndplukkede repræsentanter i Undervisningsministeriet. Men for at hvert gymnasie kunne sende dem, skulle de først modtage opgaverne elektronisk på deres egen server.
   Tinas kendskab til computere gav hende indsigt i præcis, hvor mange muligheder Cindy faktisk havde for at sabotere hendes værk. En uhyggelig mængde.
   Tina havde givet projektet titlen 'Den Digitale Begrænsning', og emnet omhandlede, hvor afgørende ens tidsalder var for ens vilkår i livet. Det var meningen, at hun ville bruge opgaven til at kaste lys over, hvor hurtig den teknologiske udvikling bevægede sig, og hvilke ulemper det kunne bringe med sig. Hospitaler og sygehuse pressede i dagens Danmark for at indkaldelsesbreve og registreringer skete på nettet. Sådan noget krævede jævnlige opdateringer og applikationer på computeren, og hvert år blev kravene forøget yderligere. Var man vokset op med Windows, mobiler og internet, forsagede sådanne ting ingen problemer. Men var man af ældre generation, havde man måske ikke helt den samme teknologiske forståelse. Før nogen fik set sig om, ville store dele af befolkningen lide på grund af den digitalisering, der allerede var godt oppe i fart.
   Tina havde følt at de forudsigelser var solide begrundelser for at skrive sit Danmarksprojekt. Arbejdet havde hun påbegyndt i den tro, at det ville være barnemad; hun havde designet sit første program, da hun var ti. Virkeligheden havde lynhurtigt banket på døren og gjort det klart, at der skulle en del mere til end fikse computerfærdigheder. Alligevel havde hun holdt ved. Læst det hun ikke vidste og endda kastet sig ud i at snakke med mennesker, hun ikke kendte. Fagfolk, teoretikere, endda en enkel læge. Sådan noget var store skridt, når ens omgangskreds bestod af Amira og ens spejlbillede.
   Hele processen havde været arbejde. Hårdt arbejde. Men det var pointen. Det var præcis, hvad hun ønskede at bevise for verden.
   'Tinas strålende entre', havde Amira refereret til det som, før hun tog afsted.
   Alle disse kendsgerninger betød dog blot, at projektet var et åbenlyst mål for bitre bitches at spolere.
   
* * *Tina var sunket dybt ned i Amiras vinrøde sofa, da dørklokken lød. I stuens stilhed havde hun studeret et abekranie så intenst, at man skulle tro, de var kærester. Men sekundet den velkendte ringen kom, lagde hun det fra sig og kæmpede sig op fra møblet.
   De afkogte rester af chimpansen var kun én ud af mange særprægede ting, Tina passerede for at nå ud i entréen. En stil, ligeså blandet som eksotisk, havde bredt sig gennem hele huset ved hver souvenir bragt hjem.
   Ejeren af huset stod allerede klar. Rejsetaskerne ved fødderne og armene strakt ud.
   Amira Soku var af madagaskisk afstamning, men født og opvokset i Danmark. Hendes flotte og naturligt nøddebrune hud blev suppleret af et mørkt, flettet hår. På denne dag bar hun en gul T-shirt, der lod til at være lidt for tynd til lige netop denne småkølige sommer. Hun havde løse shorts på benene og nederst sad et par badetøfler.
   Tina nærmest tacklede Amira med et varmt kram af fuld styrke, inden der knapt var gået et sekund.
   "Så så, lille ven, det er også godt at se dig," grinede Amira hæst og gengældte omfavnelsen. "Det her gør vel spørgsmålet om, du har savnet mig, unødigt."
   Tina lod hende ånde igen. "Mega unødigt. Kvarteret har været totalt dødt uden dig."
   "Nå, men nu jeg er tilbage, kan I alle forvente skæg og ballade igen." Hun blinkede til Tina og spurgte: "Har der været nogen stalkere og ringe på?"
   "Ikke rigtig, kun et par opringninger fra klamme typer."
   "Aha, og hvad svarede du så?"
   "Tjo, det var fristende at påstå, at jeg ikke kunne høre dem, fordi der var for meget lort på linjen. Men jeg var blid og høflig og en rigtig mønsterborger."
   Amira fløjtede en henrykt tone. "Det er godt at se, frøken Tina kan opføre sig ordentligt, uden at jeg holder hendes snor."
   Side om side trådte Amira og Tina ind i dagligstuen. Et kaos af kulturer omringede dem straks og bød dem velkommen til et sted, hvor ingen dømte, og man kunne beholde skoene på.
   "Wau, planterne er stadig i live, og fiskene har ikke måtte dy til kannibalisme!" udbrød Amira med et spøgefuldt udtryk.
   "Hvorfor lyder du så overrasket?"
   "Hvorfor har du metal i ansigtet?"
   Drilleriet var mildt underholdende, så Tina smilede med og sagde: "Jeg har også købt mælk."
   "Jamen så kan det vist ikke blive meget bedre."
   "Åh jo, det kan".
   Tina lod hende sætte sig i sofaen med spørgsmålene malet i panden, før hun uddybede. "Jeg har læst en af dine bøger."
   Det var som at fortælle en fodboldfan, Danmark lige havde vundet mesterskaberne. En eksploderende Amira kunne tilsyneladende ikke tage armene ned. "End-e-lig! Var det Vampyrers bid? Big Foot's spor? Vareulvens hyl?"
   "Nej." De stålfaste krøller flagrede som en balkjole, da Tina rystede sit hoved. "Mumiens Sarkofag."
   "Åh nej! Kunne du ikke have læst en af de bøger, jeg rent faktisk gad skrive?" Der blev tydeligvis ikke lagt låg på skuffelsen. "Mumiens Sarkofag er bare trehundrede siders vrøvl, jeg skrev for at tilfredsstille min fanbase. Der er ikke en chance i helvede for, at levende mumier rent faktisk eksisterer." Smidigt hoppede Amira op fra sofaen og vandrede rundt i lokalet.
   "Den havde ellers en flot forside. Du ved: Pyramiden og den store, åbne stjernehimmel," sagde Tina. Hun fandt det svært ikke at beundre, hvor hurtigt og hæmningsløst Amira kunne bevæge sig rundt. Selv når kvinden bedende samlede hænderne, som nu, gjort hun det med både ynde og styrke.
   "Næste gang du prøver at lege voksen-"
   "Jeg er voksen," slog Tina fast.
   "Næste gang, kan du så ikke lade mig vælge bogen? Nogen af dem har rent faktisk fået ros, og nogen af dem kan rent faktisk være sande."
   "Som Uhyret fra den sorte Lagune?" Tina slentrede over til hende og rettede sine kraftigt grønne øjne op.
   "Ja, for den fokuserer på forklaringen af sumpuhyres eksistens, og hvordan sådanne væsner kan leve i laguner. Bogens navn er mere en højrøvet reference til den gamle sort/hvid-film fra 50'erne. Forlaget mente, det ville drage flere læsere til. Kliche-titlen gør dog ikke indholdet mindre sandt." Man skulle tro, Amira var skolelærer, sådan som hun svang sin pegefinger ved hvert ord. "Vi ved, at lig kan ligge velbevaret i sumpe i hundreder af år, ikke også? Hvorfor skulle de mere mudrede laguner så ikke kunne blive beboet af væsner, hvis levetid får havskildpadder til at virke som døgnfluer."
   Tina nikkede kun forsigtigt med og overvejede, hvad hun mere kunne gøre, så det så ud som om, hun forstod.
   Alt imens blev fortællingen ved i samme tempo.
   "Vi snakker her om noget, der i dybet har udviklet evnen til at ånde i mudder, og sikkert kan..." Men her stoppede hun sig selv og stirrede lidt. "Du tror virkelig ikke på det overnaturlige, gør du?"
   "Det ved jeg ikke," indrømmede Tina og var klar med en grimasse.
   Amira lavede et lavmælt grynt. "Det meste af tiden bilder jeg mig ind, at det kun er de folk, der læser mine bøger, som er fanatikere. Men se på mig: 32 år, eneboer og hadet af både biologer, filosoffer og kritikere. Man kan vel sige, at jeg er to sekunder væk fra at blive en skør kattedame, eller måske en af de dér dommedags-profeter man ser på amerikanske gadehjørner."
   Tanken fik Tina til at trække på smilebåndet. "Jeg kan lave et skilt, du kan have om livet," fnes hun.
   "Ville du gøre det for mig?"
   "Jep, et stort et, hvor der står, 'Enden er nær'."
   De lo begge, Tina så meget at hun fik tårer i øjnene. Da hun var færdig, fandt hun sig selv siddende på sofaryggen og den anden kiggende mildt tilbage.
   Gudskelov for Amira.
   Her var en, som ikke veg, når hun mødte intensiteten i Tinas blik. Amira havde altid været der, aldrig svigtet, lige meget hvad tid på natten Tina troppede op og fortalte, at hun var løbet hjemmefra.
   Hvor løfterne til Erik virkede absurde, virkede Amiras bønner gennemtænkte og fulde af gensidig respekt.
   Stadig smilende spurgte Tina nu: "Nå, hvordan gik den der promo... øh."
   "Promovering."
   "Præcis, hvordan gik promo-tingen af din bog?"
   "Ja, anmeldelserne var jo allerede ude, så alt gik som forventet. Fans elsker den, og kritikere hader den. Så som sædvanlig ved jeg ikke, om jeg skal være tilfreds eller skuffet."
   "Kritikere er dumme."
   "Vel talt, Tina."
   "Dine fisk er også nogle spader," tilføjede Tina og fulgte op, da hun bemærkede den anden rynke bryn. "Lige meget hvad jeg giver dem, spiser de kun en smule."
   "Ligesom kritikere. Tag det ikke så tungt, det er bare fordi, du er fremmed. Dyr kan fornemme sådan noget, og det gør dem utrygge."
   De havde spist fint, dengang Amiras daværende kæreste stod for at fodre dem, og den mand smed bare en håndfulde ned uden nogen form for nærvær. En eller anden bog for langt tid siden havde faktisk sagt, at fisk har en tendens til at æde sig ihjel, når blot mad er indenfor rækkevidde.
   Netop som Tina skulle til at pointere det, druknede hendes ord i, hvad der lød som et løvebrøl gennem en megafon. Et rabalder uden lige, der kunne få selv det største rovdyr til at stikke halen mellem benene.
   Tina gispede og lavede en ufrivillig bevægelse så voldsom, at hun næsten sendte sig selv flyvende mod gulvet. Mens hun klamrede sig til sofaryggen i forskrækkelse, marcherede Amira mod hoveddøren med absolut maratonfart. Hvad end brølet betød, lod hun ikke til at ville vente indenfor for at finde ud af det.
   Og så var der stilhed.
   Det føltes underligt, nærmest surrealistisk ovenpå larmen. En kold fornemmelse løb nedad Tinas ryg. Alene endnu engang, og uden nogen idé om hvad der foregik. Hun foragtede sådanne følelser. Følelser, som satte hende i så sårbar en situation. Som prinsessen i tårnet der bare ventede på at blive reddet af-
   Endnu et øredøvende brøl buldrede derudefra, men Tina fandt dette ret så bekendt. Til forskel fra hvordan hun havde reageret lige før, sprang hun straks mod døren.
   "Hvad fanden er der sket!" eksploderede Amira mod intet specielt.
   Tina så hende stå over, hvad der indtil for nylig havde været et urørt blomsterbed, som flugtede hele vejen rundt om huset. Området foran et af vinduerne til stuen lod nu til at have haft besøg af intet mindre end en gravemaskine. Jord, blomster og småsten lå mast og strøjet ud over det hele. En ellers fejlfri dekoration havde nu et kæmpe hul på halvanden meter.
   "Hvad fanden," gentog Amira, nu lavere.
   Så fangede en lav rislen pludselig hendes og Tinas øjne og låste dem fast.
   Godt i gang med en grundig bilvask stod en af naboerne og sprøjtede en Toyota til med vand. Intet andet eksisterede vist i hans verden, sådan som han nynnede.
   "HEY!" kaldte Amira og hævede en arm mod manden. Da det ikke så ud til at virke, nærmede hun sig i et tempo, der ikke var til at spøge med.
   Selv fra afstand genkendte Tina alle tegnene og tonsede bagefter i håb om at nå frem, inden venindens sunde brune kulør blev violet af vrede.
   "Hey, hvad satan er det?" spurgte Amira naboen.
   "A-hva'?" At kalde hans udtryk fortumlet, ville være en underdrivelse.
   "Min have var fin for fem minutter siden, så hvad skete der?"
   "Det ved jeg da ikke."
   "Så vær sød at tænke dig om et lille sekund."
   "Hvad snakker du om, kvindemenneske?"
   Tina var ankommet lige i tide, og med et godt, fast tag kunne hun næsten holde Amira tilbage.
   Det ville ikke eskalere til mere end den ståltone, Amira nu hvislede gennem tænderne. Så meget vidste Tina. Men måden, manden betragtede dem begge på, antydede, at han ikke havde nok erfaring med Amira Suko til at vide sådan noget.
   Altså... hvorfor kunne han ikke bare have holdt hovedet nede? undrede Tina sig.
   "Du var herude!" fulgte Amira op med og blafrede som en kolibri foran manden. "Du må da have bemærket et eller andet."
   "Hør nu-"
   "Det skete lige derovre."
   "Jeg aner ikke, hvad du snakker om!" udbrød han. "Der har ikke været nogen i din have, er du med?"
   Mission Bring-Amira-ud-af-syne var så småt begyndt at lykkes, selvom det ville være synd at sige, at det skete uden kamp. Jo længere hendes krop blev hevet tilbage, jo mere spændte den, og jo mere naboen forsvarede sig, desto mere prustede hun, så næseborene vibrerede.
   Da Tina fik hende bakset ind i huset, lod Amira knapt til at bemærke, at hun var tilbage. Hun himlede op over, at hærværkere ikke bare kunne forsvinde ud i den blå luft, og hun gjorde det til en lukket dør.
   'Hærværkere'. Er det overhovedet et ord? Og så er hun på nakken af mig over mit slang.
   Tina genkendte skam frustrationen bag de strenge gloser, men vidste at det var dér, deres ligheder stoppede. For allerede nu løsnede Amiras sammenbidte udtryk op, og der var accept i stemmen.
   "Jeg fatter det ikke," sagde hun. "Hvad for en halvhjerne render rundt og ødelægger andre folks haver? Det giver ingen mening."
   Det kunne Tina kun give hende ret i.
   Amira virkede så til at skifte fokus. "Av..." Hun flashede et smil, og hendes hånd gnubbede de nederste ribben. "Er der nogensinde nogen, der har fortalt dig, at du er ret stærk af din størrelse, Tina?"
   "Tjo, et par stykker. Og det er som regel efterfulgt af ordene, 'Du er en freak'.
   Med meget nærvær mødte Amira hendes øjne på ny. "Du skal ikke tage dig af dem."
   "Mhm."
   "Jeg mener det. Du er næsten færdig med den dér store opgave, ikke også?" spurgte Amira, og fortsatte efter Tina havde nikket. "Og sådan viser du dem, hvem du virkelig er. Ikke en lille hidsigprop, som altid er på tværs, men en ung, fornuftig kvinde, de allesammen tog fejl af."
   Tina trak på skuldrene.
   "Vær stolt," blev Amira ved. "Jeg ved, hvor fristende det kan være at give idioter en lærestreg."
   "Ja tak, det kan jeg se," mumlede Tina og nikkede mod hoveddøren, mens hendes fod fejede cirkler. "Men jeg tror, Erik er totalt ligeglad."
   "Selvfølgelig er han ikke det, Tina."
   "Jeg kom for sent til time; Erik bliver hamrende tosset."
   "For sent igen?" kom det nu forsigtigt fra Amira.
   "Det var ikke min skyld."
   "Kom du for sent op? Eller-"
   "Det var ikke min skyld," gentog Tina mere bestemt.
   "Jamen så tror jeg, han vil forstå."
   Tina viste et sæt døde øjne.
   "Okay, nu tror jeg lidt mindre på det," sagde Amira og lignede en, som havde spist en dårlig æggesalat.
   Tina kunne se hende vælge sine næste ord med omhu.
   "Hvis der er én ting, man erfarer ved at komme helt tæt på gorillaer." Amira fortsatte i en belærende tone. "Så er det, at de sagtens kan lære. Måske tramper de lidt og slår sig på brystet, men i sidste ende fatter de altid, at du har nogle pokkers lækre godbidder i lommen. Så bare bliv ved med at klatre op."
   Tanken om at få Amira tvangsindlagt skød gennem Tinas hoved, mens hun betragtede hende ævle løs. "Øh, hvad?.." spurgte Tina i stedet og lod munden stå vidt åben.
   "Det betyder, at hvis du bare bliver ved med at gøre dit bedste, Tina, så skal den tomhjernede abe til Erik nok fatte det til sidst." Amira slog ud med armene og tilføjede opfordrende: "Det ville selvfølgelig heller ikke skade, hvis du begyndte at kalde ham far igen."
   Nu var det Tinas tur til at lave et utilfreds grynt. Hun nåede lige at fange et glimt af Amiras ansigtsmimik, der endnu engang gjorde det tydeligt, at det ikke faldt hende naturligt at forsvare nogen af de to mennesker, som havde opdraget Tina.
   "Du ved, at du altid kan overnatte her, hvis det bliver rigtig slemt derhjemme, ikke?" sagde Amira efter lidt tænketid.
   Tina besvarede det med et venligt nik og sagde, at det nok var på tide at vende hjem ad. Da hun havde taget afsked, forlod hun huset med jakke, taske og et fornyet smil på læben.