I dag vil jeg ikke komme for sent, fortalte Tina Sten sig selv for 117. gang. Klokken var 7:40, og vejen til gymnasiet ikke så lang mere.
   Det var ikke fordi, dets areal gav hende julelys i øjnene. Hun hadede at være vidne til folks blikke låse sig fast på hendes figur og øjeblikkelig vige, hvis de fik kontakt. Ikke mange mødte Tinas blik, ikke direkte.
   Hun hadede, når folk kiggede på hende, som var hun en freak. Hun hadede, når der blev peget fingre af hende og hvisket. Og hun hadede Cindy Svendsen.
   Græsplæner foran rækkehuse fløj forbi ude i øjenkrogen, mens hun trampede i pedalerne så hurtigt, at hendes blonde hår dansede om hovedet på hende.
   Da det lille lyskryds nærmede sig, havde det den frækhed at skifte til blodrød.
   Okay okay, intet problem - jeg er i god tid.
   Alligevel trippede hendes fod, som havde den sit eget liv.
   Det blev den ved med, og til sidst begyndte anklen at klage. Hun havde stået der længere end sædvanligt, faktisk meget længere. Ikke nok med det, men i stedet for at give den sædvanlige langsomme bippen, kom én lang hyletone fra lyskurven, som om den ønskede at tirre hende. Alt imens sendte de stumme veje absolut ingen bilister eller fodgængere hendes vej, som skulle holdes tilbage for.
   Seriøst, bare skift til min øjenfarve, så kan du kortslutte bagefter.
   Løftet, hun havde givet Erik, lå stadig med en syrlig smag på tungen, præcis som deres seneste skænderi lå frisk i hukommelsen. Tina ville ikke overskride en eneste regel eller lov, hvad end det var inden- eller udenfor gymnasiet. Ingen uppercuts til wanna-be gangstar'er, ikke noget med at køre om natten uden lys og så videre.
   Erik er virkelig streng og uretfærdig, men et løfte er sgu et løfte. Og desuden: I dag er DAGEN!
   Tonen mellem hende og den mand, hun engang havde kaldt far, var ikke just blevet pænere med årene, og lige nu kunne hun altså ikke overskue endnu en tilføjelse til listen af sammenstød. Så som en statue blev hun stående.
   Noget, der ikke helt delte en sådan nobilitet, var hendes forræderiske digitalur, som hastigt nærmede sig 8:00.
   Gennem ventetiden afbrød hendes ene hånd den knugende afstraffelse af cykelstyret og fandt kuglen over højre øje. Piercingen mellem fingerspidserne skød lidt følelse gennem brynet.
   Havde hun vidst, at hun skulle afbryde sin rejse for at stå der og blomstre, ville hun ikke have brugt så meget energi på at få tøjet på i en fart. Hun ville ikke have flået sin røde T-shirt ned over hovedet, sprunget i sine sorte jeans og svunget den blå cowboyjakke om kroppen.
   Ah, fuck det her! tænkte hun endelig og stod af cyklen, mens hun skulede til lyskurven. Der var et eller andet med, at man brød reglerne mindre, når man gik overfor rødt i stedet for at køre overfor rødt, og da den sidste af fodgængerovergangens hvidmalede striber lå bag hende hoppede hun tilbage på sadlen.
   Bag sig hylede signalet videre, og mens den kom på afstand lød den mere og mere som de sirener, man bruger til at advare folk. Ligesom den tomatfarvede lampe nu pludselig føltes som en advarsel. En advarsel om ikke at tage til undervisning, men i stedet vende om og krybe tilbage under dynen. Putte sig, måske med lidt elektronisk musik og bare vente på Amiras opkald.
   
* * *Lyskurven havde hylet et hvert håb om at komme til tiden væk. Det havde ringet til time, og ikke en sjæl var at se. Udefra så gymnasiet nærmest forladt ud, som et spøgelseshus på en solskinsdag. Amira ville sikkert have elsket sådan en parallel, havde hun været der, og i dag var dagen, hun kom hjem.
   Så snart Tina trådte indenfor og slentrede ned ad de gulmalede gange, kunne hun hurtigt konstatere, at det ikke kun var hende selv, der ikke var til time.
   Cindy Svendsen! Det førende bevis på, at mennesket lærte at gå på to ben, før det udviklede intelligens.
   Tina tillod sig at give piercingen et ekstra klem og sænkede farten næsten uden at opdage det.
   "Se hvem, der kommer for sent," udbrød pigen og gav et smil, som virkede ligeså falsk som hendes sorte hårfarve.
   "Og se hvem, der skipper time bare for at byde mig velkommen!" hørte Tina sig selv returnere med i et sarkastisk tonefald.
   Cindy og hendes to kumpaner var hurtige til at omringe Tina. Alle lavede de synlige anstrengelser for at få hende til at føle sig udsat.
   "Vi er faktisk i gang med at undersøge, hvordan gymnasiet bedre kan sætte sine skraldespande, så folk ikke smider deres affald alle mulige steder. Det er del af opgaven til Danmarksprojektet, fjols!"
   "Fascinerende," mumlede Tina tilbage. Hendes blik veg ikke et sekund.
   "Nå..." begyndte Cindy. "Hvad er det så den her gang? Hvorfor kommer drengepigen for sent?"
   Tina svarede ikke.
   "Ramte pubertet dig endelig? Fordi så tror jeg sgu også, jeg besvimer."
   Tina hævede sit piercede øjenbryn uden at bryde øjenkontakten.
   "De bedste gange er, når du giver dit vækkeur skylden. Eller når du siger, at du fik en e-mail om, at du ikke skulle møde," fortsatte Cindy, som tårnede over Tina, selv uden høje hæle. "Historierne bliver bare bedre og bedre hver gang." Ansigtet var dystert, men hendes stemme som en kogende elkedel. Da Tina ikke gav hende den reaktion, hun lod til at ønske, slog hun over i et smil, mere kvalmende end levertran. 'Jamen hr. lærer, ' begyndte hun med en stemme der delvist ramte Tinas monotone udtale. 'Det var altså det, der stod på internettet. Du må ikke give mig smæk.'
   De to piger bagved tog del i den latter, hun udbrød. De skingre udråb ekkoede som en ny form for Surround Sound, fra hvor Tina stod og spændte, så musklerne klagede.
   "Siden vores projekt handler om skrald." Grinet havde ikke helt forladt Cindys ansigt. "Hvad er det, du har på?"
   "Behøver du virkelig spørge?" spurgte Tina, mens hun gjorde øjnene til tynde sprækker.
   Cindys kropssprog fortalte tydeligt, at det gjorde hun.
   "Så bør du måske få dit syn tjekket. Hvor mange fingre holder jeg op her?" Tina introducerede hende til sin langefinger.
   "Det er ikke mig, som forveksler Kirkens genbrug med mærkevarer."
   "Kirkens genbrug!" gnæggede den ene af Cindys undersåtter, mens den anden smilede med.
   "Dejligt ekko, du har med dig. Kan de også tænke selv, eller leger dine veninder altid papegøjer?"
   Et vredt støn bag Tina blev afvæbnet af Cindy med en håndbevægelse. "Sjovt," mimede hun.
   "Jamen, tak."
   "Jeg kan godt se, hvad du har gang i." Hvert ord var lavere og alligevel mere truende. "Og du kan godt rette de freak-øjne væk fra mig," tilføjede Cindy og kom helt tæt.
   Sværere end noget andet havde det været for Tina at lære ikke at lade smerte vise sig i sine store og unaturligt lysegrønne øjne, når netop de blev bragt på banen. Som smaragder kunne de fange og distrahere. Men til forskel fra virkelige ædelsten, blev de her sjældent mødt med mange komplimenter.
   "Hey, monsterlebbe, hører du efter?" fortsatte dullen uanfægtet. "Er det ikke nok, at du giver drenge kvalme? Skal det nu også gå ud over os? Flyt så gluggerne!"
   Tina ville ikke lukke slusen af fornærmelser med en lige-højre. Hun ville ikke give efter for fristelse. Det er mit gamle jeg, insisterede hun. Med så meget selvkontrol, hun kunne samle, begyndte hun at tælle til ti.
   Men ud af det blå lukkede Cindy sine lange fingre om hendes jakkekrave. "Lad være med at glo med de freak-øjne!" eksploderede hun og badede Tina i spyt.
   Enhver advarselslampe gik øjeblikkelig af hos Tina. Det er nu - det er fandeme nu, det sker! skreg det i hendes glohede indre.
   Valget var taget fra hende, og næverne var så klar og anspændte, at knoerne blegnede. Det her havde været længe undervejs.
   Men før nogen af duellanterne trak, fik en kimende lyd alle omkring til at hoppe. De kiggede lidt betuttede rundt. Selv Tina blinkede gentagende, før kilden blev lokaliseret i Cindys baglomme.
   "Jeg vender tilbage til dig lige om lidt," sagde Cindy falmende efter mobilen.
   Giv dig endelig god tid. Tina begyndte igen at trække vejret og hørte næsten ikke den anden undre sig over, at der stod 'hemmeligt nummer'.
   Hvad, der så skete, fik Tina til at styrte hårdt til gulvet og dække ørerne. Chokket bredte sig som en gift gennem kroppen og blandede sig med smerten fra skulderen, hun landede på.
   Første sekund hun det som et angreb fra en af Cindys veninder. Næste væltede hele trioen ned omkring Tina. Hun kunne gennem tynde sprækker se dem med fingrene dybt i øregangen og forskrækkelsen malet i ansigtet.
   Kun dér blev sandheden mere klar gennem hele spektaklet.
   Idet Cindy havde besvaret opkaldet, hilste en skingrende sirene fra den anden ende af iPhone'en. Det var som det hylende prøvebillede på tv gange 200, en infernalsk larm uden lige.
   Cindy, som havde haft støjgranaten helt oppe til hovedet, græd nu som pisket. Arrogancen var blæst væk af den skarpe tone.
   Nu lå smartphonen stumt og stille mellem dem alle. Ridset, men i ét stykke.
   Tina skævede til den, mens hun stavlede sig på benene. Om den ville gå af igen eller ej var umuligt at forudse.
   Hun vaklede og snublede næsten over Cindy, der lå i fosterstilling. Klynk lød dernede fra, ganske svagt.
   Udover en ringen for ørerne registrerede Tina ikke meget ubehag, da hun mærkede efter.
   Hva'... fuck... skete der?
   Uanset hvad, følte hun absolut ingen trang til at blive og efterforske. Ret omhyggeligt trådte hun udenom de andre. Tina tænkte for sig selv, at selv hvis hun havde reageret langsommere, ville hun have taget chokket med lidt mere værdighed. Hun foretrak i hvert fald at tro, at hun ikke ville ligge som et klagende spædbarn.
   Ved hvert skridt væk derfra forventede Tina at høre trusler blive skreget efter sig. Men hver eneste tjek bagud fortalte, at pigerne var alt for optagede af at ligge og hulke.
   Tina havde næsten ondt af dem. Næsten...