Sammenkrøbet, træt og fortvivlet - det var sådan PET-chef Bent Kristoffersen efterlod den mistænkte. Gennem sine mange år i efterretningstjenesten havde han fået sine hænder beskidte flere gange end han turde tælle til. Men aldrig havde han været nødsaget til at krydsforhøre en teenagepige, som var hun en hardcore-kriminel. Og aldrig havde han udsat nogen så ung for stressrelateret tortur. Den form for mishandling var hovedsagelig verbal, men yderst effektiv og efterlod ingen spor. Man behøvede ikke at røre personen - blot skræmme ham eller hende. Alene at banke i bordet og forlange af personen blev ved med at se én i øjnene, kunne for nogen være grænseoverskridende.
   Tårer kom tydeligvis ikke let til Tina Sten - hun var hvad de på kontoret refererede til som en hård nyser - men forhørsmetoderne havde haft en klar virkning på pigen. Bent ville aldrig været gået så hårdt til hende, hvis ikke det var fordi, hvad hun fortalte ingen mening gav.
   Der fandtes mange slags avanceret udstyr til at fange kriminelle, men intet redskab var mere avanceret end den menneskelige hjerne. Dømmekraft var den bedste måde at fornemme om en person løj eller ej, og der havde ikke været nogen tegn på løgn i Tinas besynderlige blik. Hvilket betød at hun enten var den bedste løgner i verden, eller virkelig ikke havde nogen ide om hvad der faktisk var sket. PET-chefen havde dog været en smule distraheret af det næsten unaturlig stærke lyseblå i teenagerens øjnene.
   Den overvægtige mand marcherede ind ved siden af hvor lærerværelset var lokaliseret. To agenter og en bunke teknikere stod allerede derinde og diskuterede om pigen virkelig kunne give PET noget som helst af nytte.
   Det ville kræve alle mand til at få fjernet den mængde udstyr, der i aftens anledning var blevet sat op derinde. Forskellige typer bærbare computere var sat til sporingsapparater, og ledninger lå spredt ud over størstedelen af gulvet. Friskbrygget kaffe osede lokalet til, men ingen rørte det længere.
   "Nå? Hvad var der på stikket?" spurgte Bent utålmodigt.
   "Ingenting," mumlede Hans Lykke Plum - hovedansvarlig for operationen. Han havde 23 års erfaring med alt fra onlinespionage til styresystemer.
   "Hvad mener du?" Bent samlede det lille hvide Kingston 5 GB USB-stik op, som var lokaliseret midt på et af de lange borde derinde.
   "Jeg mener at det der ligger på det ville have været nyttestløst til at fjerne virussen. Præcis som det program Tinas Plage - der også ligger på - ikke kan have været hvad der lammede skolen."
   Den aldrende chef for PET begravede ansigtet i hænderne. Lige meget hvordan han vendte og drejede det i hovedet, gav det ingen mening. Det var som om luften derinde blev tykkere og tykkere, men ikke på grund af kaffestanken. "Okay," udbrød han. "Lad mig se om jeg har forstået det her rigtigt: Den 18. august mellem klokken ti og klokken 11 blev en virus sluppet løs her. Først gemte den blot elevernes opgaver. Men i takt med at alle elever blev sendt hjem, fik den alle stedets maskiner til at tænde og blinke med meddelelsen, Cindy, hvad med at du går af helvede til og rådner op. Virussen var så avanceret at professionelle programmører, og senere et helt hold af vores egne teknikere, ikke kunne fjerne den." Han stoppede og nikkede en smule bebrejdende mod et par af folkene omkring. "Denne virus - der nærmest lader til at kunne ændre humør - er så integreret i systemerne, at man skulle tro, den var del af computernes fabriksindstillinger."
   "Chef." Hans havde fundet modet til at afbryde mandens småbitre gennemgang af begivenhederne. "Måske hvis PET havde fået nys om det her noget før, kunne vi have stoppet det."
   Det stod som en klar skamplet på politiets efterretningstjenestes arkiv hvordan alt deres million kroners udstyr ikke kunne lokalisere problemet.
   Bents buskede øjenbryn trak sig så langt ned at de næsten dækkede hans øjne. "Lad mig være ærlig her. Jeg er fløjtende ligeglad hvordan lortet opstod her på skolen. Jeg vil bare have jer til at besvare et par simple spørgsmål: Hvordan forsvandt den igen? Hvordan kan det være at det præcise øjeblik jeg begynder at forhøre den lille magre pige, forsvinder virussen som dug for solen?" Han fnøs og kiggede en ekstra gang rundt. "Hvorfor virker alting på stedet pludselig igen? I påstår jo at der ikke er nogen som helst chance for at Tina Sten har fjernet virussen alene."
   "Pigen må skjule et eller andet," gættede Hans. "Der er simpelthen ikke nogen som helst chance for at den amatørvirus og det endnu mere amatørprogram - der skulle fjerne den - kan henholdsvis have lammet og fikset gymnasiets computere."
   "Hvorfor ikke?" Bent knugede i sin store hånd, stikken der indeholdte begge ting.
   "Fordi vi har testet dem begge. Og selvom hendes virus' virkning er lignende, det der skete på skolen, så ville den være relativt nem at fjerne igen. Men mere vigtigt er hvordan Tina beskrev at hendes lille virus fungerede."
   "Ja, jeg var der, da hun snakkede om det. Hvad er din pointe?"
   "Alt det pladder hun snakkede om med at den forklædte et program med et andet program, så stedets filer så ud til at være blevet slettet, det er begynderniveau. Pigen ved måske en ting eller to om at hacke, men hun er slet ikke dygtig nok til at have skabt den ustoppelige, virtuelle pest der hærgede det her sted. Jeg tror personligt, at det er en anden der har gjort det. Måske én der kender hende, eller én som har udpeget hende til syndebuk."
   For efterretningstjenesten blev det hele blot mere og mere rodet. At virussen pludselig var forsvundet fra computerne uden et eneste spor, gjorde blot det hele værre. Hvis PET havde fået tid til at forstå den, kunne de have lært hvordan man beskyttede sig mod den. Og hvis de kunne beskytte sig mod den, ville den ikke være på listen over våben, der kunne bruges mod dem. Men nu den var forsvundet, stod nogen af de meste hemmelighedsfulde mænd i norden tomhændede tilbage som en flok uvidende idioter. Blandt de bedste computerfolk i hele verden havde det op til nu været regnet som en umulighed, at noget bare sådan kunne forsvinde fra computere. Lige meget hvor godt man gemte eller slettede noget, ville der altid være virtuelle rester tilbage på harddiske eller servere. Fodspor blev de refereret til som. Men ikke denne gang - der var intet spor og der var ingen rester. Det betød at PET kun havde ét spor tilbage at gå efter: En tilsyneladende uvidende teenager.
   Bent Kristoffersens mave knurrede, og frustrationen havde stille og rolig fået lov til at bygge sig op. "Hvad med det navn, Cindy, nogen chance for at det er værd at undersøge?"
   "Det er en pige fra Tina Stens klasse," indskød en af agenterne - en ung skaldet fyr. "Det er hvad lærerne siger i hvert fald. Hende og Tina lader til at have en eller anden form for rivalisering."
   Næsten hver eneste stykke fakta og bevis der blev præsenteret for PET-chefen pegede på pigen med det tykke hår og sære øjne som skyld i det hele. Men Bent havde personligt stået for hele afhøringen, og hvad hans instinkt fortalte, var at hun ikke havde nogen ide om, hvad der foregik. Overraskende naiv påstod hun blot at hun var skyld i en harmløs joke.
   "Ved I hvem Frank William Abagnale er?" Bent ventede ikke på svar. "Han er tidligere checksvindler og bedrager. Danmark er blot et af de mange lande han stjal penge fra. Nu er han konsulent for FBI og hjælper med at genkende gummichecks og få svindlere dømt."
   Der var stille et øjeblik. Indtil en af mændene mandede sig op og satte spørgsmålstegn ved foredraget.
   "Du mener Tina Sten kan være den næste-"
   "Computere er fremtiden," slog den brede mand fast. "Mere og mere bliver overladt til dem hver dag. Så hvis der bare er den mindst chance for at pigen er så god som vi mistænker, så er det værd at undersøge." Højlydt gnubbede han sin skaldede isse. De endelige beslutninger i sagen blev ytret, mens de blev lavet i hans hoved. "Vi har brug for at Tina Sten går tilbage til sin dagligdag. Derefter overvåger vi hendes computer, og hvad end vi ellers behøver for at komme til bunds i det her rod."
   
* * *
   Hendes hår var mere uldet end nogensinde, men for én gangs skyld bemærkede Tina det knapt. Så mange følelser og spørgsmål boblede inde i hende, at hun troede, hun ville eksplodere. Hendes krop tiggede hende om at rejse sig, så hun kunne strække sine ømme lemmer. Men hun havde fået at vide, hun ikke måtte - det var faktisk blev skreget af hende, kort tid efter verbale trusler var blevet hvisket ubehagelig tæt på.
   At blive ladt alene var næsten ligeså pinefuldt som de millioner af spørgsmål, der var blevet ramlet ned over hende som kampesten. Uvisheden om hvornår nogen ville sparke døren op og fortsætte torturen var uudholdelig. Hun havde ikke følt sådan, siden hun var barn, og havde aldrig troet hun ville føle sådan igen - tiden burde have været ovre, for at hun følte sig lille og hjælpeløs. Men det var den ikke.
   Alt jeg gjorde var en lille joke. Er det virkelig så slemt?
   Trykket steg en smule som døren derind åbnede - denne gang langsomt og lavt. Det var Bent Kristoffersen. Tina følte hvordan blyet i maven skiftede til tøris. Manden sagde ikke noget. Han vandrede blot hen, satte sig på den modsatte side af bordet og præsenterede to små hvide ting. Det ene var hendes USB-stik, det andet lignede et forretningskort. Navn, logo og kontakt oplysninger stod på kortet.
   Med hænderne foldede lod han næsten til at forvente, at hun lagde ud. Men Tina havde intet at tilføje, for hun havde allerede fortalt alt.
   "Er du sikker på, at der ikke er noget du vil fortælle os?"
   Hun nikkede nervøst.
   "Okay." Et accepterende nik kom fra ham. "Når du kommer hjem og får tænkt lidt over det her, så vil du måske komme til den konklusion, at du ikke helt blev behandlet retfærdigt i aftes. Men tro mig, Tina, du vil ikke få meget ud af at gøre en sag ud af det her." Der var en ubehagelig rolighed i hans stemme. "Inspektøren ønsker forresten at snakke med dig, inden du går. Men du skal vide at efterretningstjenesten dropper alle anklager."
   "Og-og hvad anklager er det?" Tina fortrød straks, at hun havde spurgt, da manden sendte hende et dystert blik.
   "Hvis du kommer i tanke om noget," fortsatte han og førte kortet hen over bordet med en finger. "Så tøv endelig ikke med at ringe. Husk at præsenter dig med dit fulde navn. Forstået?"
   Ivrigt nikkede Tina igen, selvom hun var fuldstændig blank, med hensyn til hvad hun dog skulle ringe til de uhyggelige sataner for.
   "Vi kan skaffe en vogn, hvis du ønsker?"
   "Ellers tak." Hun greb kortet, lagde det i sin pung og benyttede chancen for at rejste sig og komme væk fra manden.

Samtalen havde været kort. Inspektøren havde kun ønsket at snakke om det essentielle. Du er ikke udvist, men det er din sidste chance. Hvordan kan en pige så kvik som dig være så doven bla. Din lærer siger du på mange punkter er foran de andre og bla bla. Virussen er væk. Du skal også vide bla og så lidt mere bla bla. Tina havde ikke fanget det hele. En bortvisning skræmte hende ikke oven på den tur agenterne havde givet hende.
   Der havde hverken været en lampe der skinnede i hovedet på hende eller good cop, bad cop-teknikken, mens afhøringen var i gang. At der ingen filmklicheer havde været gjorde det blot mere skræmmende. Tina måtte ikke rejse sig. Ikke noget med at strække ben. Ikke noget med at gå på toilettet. Ikke noget med at beklage sig. Ikke noget med at lade blikket vandre - ikke før de troede hende.
   Hun følte sig fjollet og svag over knapt nok at kunne holde til at sidde ned et par timer. Nu det hele var ovre, og hun var på vej hjem, var det næsten ligeså svært at forhindre friskt saltvand i at bade hendes ansigt.
   Så mange ting løb gennem Tinas hoved, at hun næsten ikke bemærkede den skumle byggeplade på vej hjem. Ikke før en elefant truttede derinde fra.
   Ikke nu... for helvede, ikke nu!
   Den ynkelige kødsæk af en krop - Tina knapt følte hun havde kontrol over - standsede brat.
   Truttet havde været dybt og hult; ikke en lyd et menneske kunne lave, men ikke desto mindre virkeligt.
   Der er ikke nogen elefant i syne - det ved jeg jo godt.
   Gennem sammenknebne tænder kaldte Tina ud. "Hallo?.. Så-så svar dog!" Den tomme byggeplads og plankeværket omkring var alt hun kunne få øje på. Men noget måtte gemme sig bag de flade træplanker. "Jeg ved, du er virkelig. Vær nu sød at sige noget!" Bittert erfarede hun endnu en gang, at hun var dømt til en ensidig samtale og ladt alene med alle sine spørgsmål.
   NEJ!
   Fnysende spurtede Tina mod plankeværket som en tiger der angreb sit bytte. Hvad end der foregik, var det nødt til at stoppe. Hun hoppe alt hvad hun kunne og fæstnede fingrende om kanten på de lodrette planker. Baksende fik pigen hejst hovedet over toppen og kiggede rundt.
   Der var ingen - ingen til at give sig til kende eller forklare om hun var ved at blive skør. Men der var noget andet: Brede identiske fordybninger i jorden var lagt ud i en lang, lige række hele vejen ned til den anden ende. Der forsvandt de og efterlod ikke andet end endnu en dyb skuffelse for Tina.
   For helvede, hvad sker der?
   Hun sænkede sig træt ned på fortorvet igen. Det krævede nærmest mere energi at komme ned, end det havde taget at komme op. Intet andet end spor var blevet efterladt deromme, men de havde været virkelige. Hun havde set dem, og de havde været virkelige. Og store - større end dem elefanterne i Zoologisk Have efterlod og med hvad der mindede om tommelfingre. Dragespor måske? Tina var klar til at tro hvad som helst, men hun var for øm og udmattet - i enhver forstand - til at filosofere over det denne nat.
   Rejsen hjem blev vemodigt genoptaget. Flere spørgsmål ville blot bringe hende mere hovedpine, og hun kunne ikke klare mere hovedpine. Ikke i aften.
   Hvad hun skulle fortælle Erik og Birgitte, vidste hun endnu ikke. Nu da hun ikke var kommet hjem i ordentlig tid, havde hun nærmest tvunget dem begge til at blive oppe og vente. Siden de ikke kunne nå hende på mobil, havde de måske endda ringet til politiet.
   Hvad skal jeg dog sige, når jeg kommer ind af døren?.. Sandheden - jeg fortæller dem sandheden. Hun gentog de ord et par gange i hovedet, mens hun nærmede sig det rødmalede hus for enden af vejen, hvor hun boede. Bare fortæl sandheden, det er sgu så meget lettere.
   Men lige da Tina ikke troede aften havde flere onde overraskelser, tog hun i døren til huset. Hun havde allerede indåndet, det mod hun behøvede, for at se Erik og Birgitte i øjnene når hun trådte ind. Men skæbnen var grusom - døren var låst. Med rynket pande tog hun i døren igen. Låst. Det tog hende nogle sekunder at fumle med nøglen og derefter åbne hoveddøren der ledte direkte ind i stuen. Søgende vandrede hendes øjne rundt lige i tide til at spotte Erik vise sig i toppen af trappen. I sit undertøj stod manden sammenkrøbet og gned øjnene.
   "Tina, hvad søren er klokken?" Han gabte.
   "I-I er bare gået i seng?.." fik hun frem, og blev overrasket over hvor svag hendes egen stemme var blevet.
   Også Birgitte viste sig nu deroppe, med en frisure ligeså rodet som Tinas. Men kvindens hår var ikke uldet på grund af stress eller nervøsitet- det var tydeligvis på grund af det omvendte.
   "I er bare gået i seng?" Stemmen knækkede da Tina gentog ordene.
   "Tina, vi troede du ville være kommet hjem for længst. Hvad søren er der sket?" Med rynkede bryn gik Birgitte ned af trappen og lagde en hånd på hendes kind.
   Øjeblikkeligt fjernede Tina sig fra kvindens berøring og bakkede rystende væk. "I... I gik bare..." Og så pressede tårerne så hårdt på, at hun ikke magtede at holde dem tilbage længere. Uden at føle sig som andet end en tom skal vendte hun om og spænede ned af gaden. Eriks stemme kaldet hendes navn et par gange, men hun reagerede ikke længere på hvad den mand sagde.