En ting film aldrig lod til at indfange, var hvor kaotisk og stressende det var at forberede sig på et kup. Blandt de mange spændingsfilm Tina havde set, stoppede hovedpersonen aldrig op og kløede sig i hovedbunden, fordi de følte, de havde glemt et eller andet. Hvad der gjorde det en smule latterligt, var at der ikke var så mange ting, hun kunne glemme - alt Tina egentlig behøvede var sit USB stik med antivirussen. Problemet havde ligget i at vælge det rigtige tøj - hun havde brugt næsten en time på at gå sit skab igennem, så hun kunne få en komplet sort mundering. Det var på Ballerups gader på vej til gymnasiet, hun var mest blottet, så det var natten, hun måtte ligne. Ligesom en ninja. Ninjaer havde ikke mobiltelefoner, og Tina ønskede på ingen måde at den pludselig larmede midt i aktionen. Så Nokiaen fik lov til trygt og sikkert at ligge ved siden af science fiction filmene på reolen.
   Shit, jeg håber sgu ikke der er nogen, der rent faktisk ser mig i det her kluns. Tina kunne fuldt forstå ironien, i at hun havde brugt lang tid på at vælge tøj, og tilmed have skænkede en tanke til hvordan andre ville reagere på det - begge de ting kendetegnede præcis den type hun forargede. Hva fa'n, så længe jeg ikke lægger ny make-up går det nok.
   Kun bagefter var det gået op for hende at farven på hendes tøj var ubetydelig, så længe hun rendte rundt med en stor lys høstak af et hår.
   Hun havde ikke specificeret yderligere, hvor hun var på vej hen til Erik og Brigitte, da hun forlod huset, blot at hun skulle ordne nogle ting. At forlade huset om aften havde været langt sværere før i tiden. Hurra for det at være fyldt 18 - hurra for at være myndig.

Det var først da Tina ganske diskret og velovervejet kom ind på gymnasiets parkeringsplads, at hun fik en fornemmelse af, at noget var gruelig galt. De mystiske PET-biler havde formeret sig i mellemtiden, og produceret to nye og større biler - lignende de nyhedsvogne kamerafolk kørte rundt i. Den kolde luft i hendes lunger blev suppleret med en kold fornemmelse, der krøb ned ad rygsøjlen. Hun huskede hvor, hun havde hørt om navnet PET før - i en dokumentar. De bekæmpede vist terrorister eller farlige kriminelle eller sådan noget. Måske bekæmper de også hackere?
   Som en anden idiotisk forbryder vendte Tina nu tilbage til gerningsstedet, men ikke for at dække sine spor. Ikke kun.
   Det var ikke hovedindgangen hun valgte - helt så idiotisk var hun endnu ikke. Langs yderkanten sneg hun sig som en skygge, mens hendes lyse øjne scannede hver eneste rum, hun passerede. Lyset var tændt, og hun konkluderede hurtigt at det ikke kun var rengøringsfolk hun måtte undvige.
   Den livslange teori om at verden var imod Tina Sten, blev beklageligvis bakket op af den mængde liv og aktivitet gymnasiet havde, den eneste aften det ikke måtte.
   En bred gammel mand havde besat lærerværelset. Han var nydeligt klædt med slips og mørkt jakkesæt. En livlig diskussion lod til at udfolde sig mellem ham og selveste inspektøren på stedet.
   Tina var ikke sikker, men i et kvart sekund så det næsten ud som om, den fremmede havde en pistol hængende i et hylster under jakken. Den lidt skræmmende tanke efterlod blot Tina mere sårbar, overfor hvad der skete næste sekund.
   "Gåh ik' derhind."
   Tina for sammen, så hendes hår fald ned i ansigtet og gjorde hende blind. Hun forventede at se nogen stå lige bag sig, så snart de tykke krøller blev fjernet. Men stemmen - der havde været ligeså tydelig som vinden der ramte hendes kind - havde ingen ejermand. Den havde været dyb, rungende og en smule utydelig - som om nogen snakkede til hende gennem et rør.
   Snappende efter vejret kaldte hun ud. "Hallo?"
   Intet svar kom tilbage.
   "Hvad helvede sker der?" Hendes egen stemme var omkring det omvendte af, hvad hun havde hørt - lav, svag og fortvivlende. Og spørgsmålet var mere rettet mod hende selv end nogen anden. Med ryggen mod muren var hun nødt til at indånde en stor potion mod, før hun kunne fortsætte. For pokker Tina, klem nu balderne sammen og gå ind og fiks det, bandede hun af sig selv. Det var med bly i lemmerne at hun møvede sig op og sneg sig hen til bagindgangen. Hun var nødt til konstant at minde sig selv om at mørket burde gemme selv hendes høstak.

Indenfor var alt lys tændt. Ikke et øje var at se, men Tina vidste, at hun måtte forholde sig stille for at bevare det sådan. Med sanserne skærpede og bankende hjerte bevægede hun sig ned til computerlokalerne i kælderen. Med lidt held ville der stadig være en af rengøringsfolkene dernede, hun kunne låne en nøgle af. Det føltes underligt, at gå der om aftenen hvor stedet var berøvet for mennesker og ingen utydelig baggrundssnak dominerede.
   De orange mursten der omringede hende - som udgjorde dele af gymnasiets fundament - var ikke ulig murerne hun engang havde set i en fængselsdokumentar. Du bliver ikke opdaget, slap nu af, tøs. Modvilligt tittede hun hovedet frem fra hjørnet, og lod blikket vandre ned af den lange gang i kælderen. Dér langt nede stod en rengøringsvogn uden foran et af lokalerne. Døren var åben og nogen rumstere derinde. Bingo! Sammenkrøbet, men bestemt gik Tina ned af gangen så stille hun kunne. Personen derinde lavede nok larm til at hendes skridt ikke afslørede hende.
   Der havde været så mange episoder, hvor elever på gymnasiet havde hugget nøgler i dagtimerne, når rengøringsfolk gjorde lokalerne rene. For i stedet for at tage nøglerne ud når døren både skulle åbnes og låses, lod personalet dem som regel bare sidde i, mens gulvene blev vasket.
   Denne gang var ingen undtagelse. Efter forsigtigt at have tjekket at en fyr, der vist nok hed Pablo, var mere optaget af gulvvask og sin egen iPod, listede Tina nøglerne ud af låsen.
   Første del af planen var klaret: Tina var bag fjendens linjer og hun havde midlerne - nøgler og antivirus. Nu kom anden del.
   Ønskede Tina at blive snuppet, skulle hun bare vælge computerlokalet ved siden af. Men hvis hun ville have nogen som helst chance for at reparere skaderne - der var blev forvoldt - måtte hun gemme sig så langt væk fra undrende rengøringsfolk som muligt.
   Hastigt, men stille gik Tina ned ad gangen med det raslende metal i sin svedige håndflade.
   Nøglen der havde siddet i døren havde ikke fået en chance for at blande sig med resten af bundtet, så hun vidste præcis hvilket én, der skulle sættes i låsen for enden af gangen. Øjeblikkeligt, og desværre lidt højere end tiltænkt, lukkede hun døren efter sig. Rummet var endnu mørkere end natten udenfor. Fordi hun ikke benyttede kontakten, var der intet andet end lidt sparsomt måneskin, igennem de små vinduer nær loftet, til at oplyse computerlokalet.
   Virk, vær sød at virk, bad hun inden i sig selv, mens hun satte sig. Fra lommen fiskede hendes fingre det trofaste USB stik op - kuren på sygdommen der havde plaget alle.
   Tja, teknisk set er det nok for sent at være med i det der store eksperimentet Amten har lavet. Men i det mindste kan lærerne læse alt arbejdet nu.
   På stikket lå virussen faktisk også stadig. Men Tina var ikke så dum at klikke på den forkerte mappe og installere plagen på ny.
   Før hun overhovedet nåede at røre computeren, tændte skærmen for hendes øjen. Det sendte et ukontrollabelt ryk gennem hendes krop, at se det blå Windows-billede loade for sine øjen. Ingen anden skærm i hele det tætpakkede lokale af computere havde tændt. Det var som om maskinen hun sad ved, havde vidst præcis hvad hun ville. Eller var der en anden, der viste det? Hun forventede næsten at se nogen springe frem og afsløre dem selv og fortælle at de havde ligget på lur og ventet tålmodigt på hende. Men det skete ikke. I stedet for at nogen sprang frem, sprang døren pludselig op. Tinas nakke beklagede sig da hun - hurtigere end den kunne holde til - vendte hovedet.
   I døren stod en mand. Tina genkendte ham: Gammel, bred, iført et pænt jakkesæt og en pistol gemt bag jakken. Og denne mand så bestemt ikke glad ud.