Eftermiddagssolen skinnede ind i klasselokalet. Udenfor var himlen ligeså blå som Tinas øjne. Klassen havde engelsk, men hun havde filosofi - eller rettere: Hun sad på sin plads bagerst og filosoferede, mens de andre hørte efter hvad engelsklæreren sagde.
   Det var gjort - Alle havde afleveret deres opgave. På skolens server. Selv de syge havde fra deres hjem samlet styrken til at sende den. Tinas halvhjertede projekt lå også i mængden af de andres arbejde. Plus lidt ekstra.
   Ikke én eneste havde nærmet sig Tina mens hun uploadede den - ikke én havde spurgte hvad hun lavede. Anonymitet og ligegyldighed var associeret med Tina Sten. Og var det ikke på grund af Cindys gentagende modning, ville folk sikkert helt glemme Tina eksisterede.
   For Tina var det en pointe i sig selv, at hun kunne vandre lige hen til den nærmeste computer, fuldstændig omringet af mennesker, uden at nogen bemærkede hvad hun gjorde. Jamen, Hr. lærer, hvordan søren kan lille mig dog anbringe en virus uden at nogen ser det? Det må De nok kunne se er helt umuligt.
   Herrer godt alibi.
   Processen var faktisk kortere end hun havde regnet med. Hvis man troede på, hvad nettet fortalte, så tog det lang tid at overføre 1 gigabyte virus fra USB til computer.
   Nu sad hun sikkert, uskyldigt og godt i klassen som alle andre. Skyerne der svævede oppe i himlen lignede sjove tegnefilms monstre der sloges indbyrdes, dette bragte et lille smil på hendes smalle læber.
   Hver gang hun slog blikket ned fik hun en følelse af at nogen iagttog hende fra over gymnasiets mur - to blanke øjen. Men lige meget hvor langt hende blik vandrede langs den, kunne hun ikke se noget. Endnu en gang pointe til min egen meningsløse paranoia.
   "Tina - TINA!"
   Hårdt og brutalt flåede skærebranderstemmen hende ud af sine tanker, og smed hende tilbage i lokalet. Forvirret rettede hun sig op på stolen og kiggede på sin engelsklærer Michael.
   "Hørte du hvad jeg sagde?" fortsatte den midaldrende, donut-runde mand.
   "Ja."
   "Godt. Vil du så oversætte den sætning der netop blev sagt?"
   Tinas ører blev røde, i takt med at alles blikke faldt på hende. Hun havde intet svar til klassen, og hendes ignorante sidekammerat virkede på ingen måde villig til at hviske hende svaret. Igen opleve hun øjne hvile på sig, men disse var virkelige, og en af dem blev efterfulgt af et skadefro tandpastasmil. Cindy rakte hånden op, og slap kun blikket fra Tina da læreren valgt hende.
   "Ja, Cindy?" sagde Michael.
   Hendes tonefald var kvalmende sukkersød. "Sætningen var, Kim er manden jeg sejlede med sidste år. Og oversættelsen er Kim is the man who I went sailing with last year". Hun krydsede benene i sine lidt for stramme bukser - der bestemt ikke udsendte budskabet, om at hun var blufærdig.
   "Meget godt." Det tog Michael omkring femten sekunder at overfører ordene til tavlen med en lille stykke kridt. "Kim is the man who I went sailing with last year," gentog han nikkende til klassen.
   "Whom ..."
   Ingen havde nok regnet med at der ville komme noget som helst fra Tina. Og ordene havde da også været mere end mumlen end en protest.
   "A-hva?"
   "Den korrekte oversættelse er: Kim is the man WHOM I went sailing with last year. Da Kim er hovedfokus i sætningen skal det være whom, ikke who. Hvis du ønsker at lære os engelsk, så lær os da for helvede korrekt engelsk." Tina lænede sig tilbage i stolen og vendte opmærksomheden tilbage mod skyerne.
   Det så ud som om nogen havde slået Michael lige på siden af hovedet. Han studerede både Tina og sætningen et par gange før han mumlede. "Følg nu bare med, ikke?"
   Tina vidste han hadede hende. Hun kunne se det fra de diskrete blikke hun sendte mens manden rettede sætningen. Men hun ønskede ikke at bakke væk fra en diskussion eller undgå en chance for at hugge tilbage mod Cindy. Også selvom det egentlig ikke bragte specielt meget glæde til hende selv.
   Før læreren kunne genvinde hele klassens opmærksomhed, bankede det på døren. Ind trådte inspektøren, en lille rødhåret mand med overskæg. Han hilste pænt på klassen før han nærmede sig og hviskede noget til Michael. Beskeden var tilsyneladende lang, og fik hele klassen til at spidse øre i håb om at få en lille bid af den umiddelbare hemmelighed der blev givet videre.
   Selv Tinas nysgerrighed blev vækket, selvom hendes plads uheldigvis var placeret så langt fra kateteret at hun ikke stod en jordisk chance for at lytte med. Handler det mon om det, jeg tror det gør?
   Da inspektøren endelig trak hovedet væk, blev læreren stående i samme stilling et par sekunder. Han lignede en mand på restaurant der lige var blevet efterladt med regnen. Tøvende henvendte han sig endnu en gang til klassen, mens inspektøren ikke spildte nogen sekunder på at forlade lokalet. Der var ingen tvivl om at hele klassen denne gang hørte efter som han rømmede sig.
   "Skolen giver jer fri resten af dagen fordi der, skal være et lærermøde. Det lader til at der er nogle problemer med de projektopgaver, I har afleveret.
   "Hvilke slags problemer?" lød det fra en af drengene, uden at han havde rakt hånden op.
   "Vi kan på givet tidspunkt ikke lige finde opgaverne."
   "Men skal de ikke sendes til Amten nu?"
   Alle derinde tjekkede deres ur. 13:00 var fristen, og den var nu syv minutter over. Repræsentanter havde understreget hvor vigtigt det var for gymnasiet at de overholdte tiden, da hele eksperimentet begyndte der.
   "Jo," svarede Michael og kløede sig i nakken. "Det er lidt over tidsfristen, men vi får en snak med-"
   En eksplosion af udråb skete i lokalet. Det var næsten ikke til at høre hvad der blev sagt, for alle de stemmer der råbte i munden på hinanden.
   "Jamen så dumper vi jo!" blev der udbrudt fra en af eleverne.
   "Der er muligvis tale om et virus angreb, så gymnasiet vil snakke med Amten og-". Endnu en gang fik han ikke lov til at fuldføre sin sætning.
   "Ingen undtagelser! Det er sådan I hele tiden har sagt det ville være. Ingen undtagelser."
   "Hør nu her," forsvarede Michael.
   "Ingen undtagelser," citerede en anden. "Det er blevet gjort meget klart, at der ikke ville være nogen undtagelser. Det er ikke jer, der bestemmer om det går ud over vores karakter eller ej."
   Gennem larmen prøvede læreren at minde alle om at de havde fri, og ville få mere information i morgen. Det var første gang at en lærer rent faktisk var tvunget til at gentage at klasen havde fri.
   Hele scenariet bragte af en eller anden grund ikke helt så meget tilfredsstillelse til Tina, som hun havde forventet. At blive snuppet for virusangrebet var ikke længere hendes eneste bekymring. En tung fornemmelse formede sig i maven på hende og gnavede ganske stille. Hvis andre klasser havde reageret på samme måde stod stedet overfor en hel hær af vrede teenagere.
   De fleste elever lod til at have forladt stedet, og det var næsten kun Tinas klasse der befolkede gangen og søgte mod nærmeste udgang.
   Gjorde jeg det rigtige? Selvfølgelig gjorde jeg det, de lo jo af mig alle sammen. Eller ... mange af dem lo i hvert fald. Deres projekter er jo ikke rigtig væk, de ligger bare gemt på computerne, hvor ingen kan finde dem. Det er jo ikke fordi de rigtig er blevet slettet. Men gør det overhovedet en forskel?.. Hvorfor føler jeg mig som sådan en -
   "So!" Cindy rev fat i Tinas skulder og tvang hende til at vende sig. "Det er dig, der har gjort det her, ikke også?"
   Tina stirrede hårdt på personen hun nærmest følte var ligeså meget skyld i kaosset, som hende selv. Men hun sagde intet.
   "Jeg vidste det! Det er dig. Du kan det der hacker-halløj. Bitch, hva med at du går op på inspektørens kontor lige nu og melder dig?"
   Et jernhårdt udtryk gled over Tinas piercede ansigt, mens nu trådte så tæt på sin 173 centimeter høje fjende, at hun kunne mærke åndedraget. "Cindy, hvad med at du går af helvede til og rådner op?" Ordene faldt hende overraskende naturligt.
   Men intet spyt, slang, fornærmelse eller næve kom tilbage. Cindy var foruden sine sminkede bodyguards og ikke villig til at tage kampen op denne gang.
   Frygt var ikke en følelse Tina havde set på en dukke før nu, også selvom tegnene var ganske diskrete.
   "Du-du må heller se dig over skulderen fra nu af," fremstammede Cindy, før hun bakkede væk og prøvede at indhente de andre fra klassen.
   "Det er fysisk umuligt, tumpe."
   Det var anden gang indenfor 5 minutter at Tina rettede på pigen. Og denne her gang føltes ikke specielt bedre end den forrige.