Vejret var ikke det bedste, da han gik igennem det grå boligkvarter mod hendes hus. Solen var alligevel kommet frem denne morgen, bare for et kort glimt ud over byen, men efter flere dages regn var det som om at det dårlige vejre stadig hang i luften, nu bare som en lugt af våd efterårsasfalt. Han skulle hente sine ting og så var det hele måske ovre. Det var intet af betydning han var kommet efter, bare solbriller og et par handsker og måske en tilgivelse og et pænt farvel. Han glædede sig alligevel til at se hende igen, selvom det måske var for sidste gang, og gik med sommerfugle i maven, mens han gemte sit nervøse blik bag en bukket nakket, så kun insekterne på vejen kunne se det. De våde fliser var brune under hans langsomme skridt og lyste op fra små krystalklare sandkorn i betonblandingen. Hvis solskinnet varede ved ville solen snart tørre fliserne, så de igen blev grå og farveløse.
   Der var mange udenlandske navne på dørtelefonen, alt fra Hamid til Kobyliński. Han trykkede på hendes navn og ventede. "Det er mig," sagde han og døren sagde: "bip klik." Den samme trappeopgang der før virkede så eksotisk, som et udenlandsk eventyr i hjemlandet, virkede nu håbløs og uendelig lang. Lugten af fremmed madkunst hang kun køligt i den kolde luft, og de fremmede sprog fra lejlighederne var fortiet. Han nåede endeligt hendes dør og ringede på. Han ventede med blikket i jorden, ligesom hun åbnede med blikket i jorden. De så begge op og stirrede hinanden i øjnene, hun i hans blå, han i hendes store brune øjne.
   "Jeg giver dig altså et kram, og du kan ikke sige nej," sagde han.
   "Det' i orden." Hun smilede høfligt, så hendes venstre smilehul kom uskyldigt til syne.
   Han bukkede sig og krammede hende, gav et lunt kys på kinden, før han lænede sig tilbage, stadig med en hånd om hendes talje, og fangede hendes blik i et kort ømt sekund.
   "Kom du skal have dine ting," sagde hun og trak sig tilbage og gik ind i lejligheden. Hendes runde røv gyngede lokkende over hendes korte slanke ben og hurtige skridt. Han fik lyst til at gribe ud efter hendes hånd, trække hende tilbage og stikke af, men han fulgte bare efter og betragtede hende gå foran sig. Hun havde en usikker gang, som et lille pigebarn, nervøs på de små ben og uden takt mellem arme og ben, alligevel gyngende og svajende med en ung feminin charme.
   Det første han genkendte i lejligheden var den søde krydrede duft. Rummet var lyseblåt med pink farver i både blomsterplanterne i vindueskarmen og tæpperne på gulvet, runde former og farverige møbelbetrak trådte igen over alt og lyset var dæmpet og varmt, alt sammen roligt til en summende lyd fra en blæser i hjørnet.
   Hun så sig hurtigt tilbage over skulderen, netop da der lød et enormt brag, efterfulgt, et halvt sekund senere, af rystelser igennem hele bygningen. Hun for sammen, og før han overhovedet nåede at tænke, stod han og omfavnede hende og kyssede hende i håret.
   "Hva' fuck var det?" udbrød han.
   "Jeg ved det ikke," fremstammede hun. "Jeg har aldrig hørt noget så højt."
   "Ja det hviner sgu stadig i ørerne," sagde han og så rundt i rummet. "Kom lad os går ud på altanen og se om vi kan se hvad der er sket."
   "Det kan vi godt," sagde hun, drejede hovedet og så bekymret op på ham.
   "Kom med lille du." Han lagde hånden på hendes talje og førte hende ud. Det blæste mildt og køligt, og poteplanterne var kommet på andre tanker, siden sidst han var der, og havde nu smidt deres blade. Folk rundt i blokkene samlede sig på deres små altaner og kiggede ud over byen. Det var umuligt at se hvad der var sket, hele bycentrummet var som dækket af vulkansk aske. Sort røg steg op fra hovedgaden, svulmede over hustagene, før den blev til et med skyerne og opløst af vinden.
   "Hvad sker der?" spurgte hun stille. Tåre samlede sig i hendes øjenkroge, og hun så op på ham med store spøgende øjne.
   Han træk hende ind til sig. "Det ved jeg ikke, jeg ved det virkelig ikke." Hun så stadig op på ham med spøgende og håbefulde øjne. Han lagde en hånd om hende baghoved og kyssede hende faderligt på panden. "Vi går ind og tænder for fjernsynet. Sæt dig ned i sofaen. Vil du ha' en drink? "
   "Ja tak."
   Han gik tilbage i køkkenet, fandt en flaske vodka og mild cider, blandede en appletini og lavede et glas vodka med is. I baggrunden kunne han høre fjernsynet tale om et bombeangreb, muligvis det første terrorangreb i provinsen. Endnu ingen mistænkte.
   "Her og her," sagde han og rakte hende både hendes mobiltelefon og appletini. "Du må hellere ringe til din mor og skrive til dine venner, så de ved du er okay. Det ser ud til at det er terror."
   "Jeg forstår ingenting af det hele," sagde hun og sippede på sin drink. "Jeg håber ikke der er nogen døde. Det er uhyggeligt."
   Han satte sig ved hendes side og lagde hånden på hendes hofte, mens hun hvilede hendes hoved på hans skulder. "Lad os håbe på det bedste." Han sippede til sin vodka og kyssede hende i håret.
   Hun trykkede send på sin mobil og sendte en besked til alle sine kontakter. "Skal du ikke også skrive til dine forældre?" spurgte hun og kiggede nervøst op på ham.
   "Der er ingen der ved, at jeg er inde i byen i dag."
   "Jeg har sagt til mine venner at du er her og passer på mig, så de ved at jeg har nogen ved mig."
   Fjernsynet viste billeder fra hovedgaden. Glasroder i tilstødende bygninger var blæst ud af vinduesrammerne, tegl og mursten var revet af husene og flød på gaderne, og en væk var revet af en gammel grillbar. Det lignede en krigszone i mellemøsten, blot med politi og redningsfolk i danske uniformer. "Der er opgjort syv tilskadekomne indtil videre, men det samlede tal er endnu uklart," sagde speakeren. "Tre er inden for livsfare." En terrorekspert forklarede: "Det er et usædvanligt mål for et terrorangreb, så måske er der tale om en gal mands værk, eller måske en afledningsmanøvre ligesom i Norge, men hvad er terroristens næste træk så?"
   "Skal vi ikke slukke for det der? Det siger bare det samme igen og igen," sagde han. "Vi tænder bare igen senere, når de ved noget mere."
   "Jo, lad os det, det er alt for uhyggeligt at se på," sagde hun og tog en stor slurk af sin drink og spildte lidt ud af mundvigen.
   Han tørrede det hurtigt af med en blid finger og så hende i øjnene: "Jeg har savnet dig."
   "Jeg har også savnet dig," sagde hun og krammede ham."Du var bare sådan et dumt svin nogle gange. Jeg så bare den anden vej, når du var sammen med andre, men jeg kunne ikke mere til sidst."
   "Det ved jeg godt, undskyld." Hun sukkede dybt i hans øre, og han duftede til den søde duft af hendes mørke hår. "Kan vi ikke glemme det et øjeblik?"
   "Jo, det kan vi godt. Jeg har brug for dig lige nu."
   "Kom," sagde han og tog hendes hånd, "lad os åbne en flaske vin."
   "Nu på en onsdag? Er det ikke nok med en drink?"
   "Har onsdage nogensinde holdt os tilbage før?"
   "Nej det har det ikke," sagde hun og fniste. "Det var det eneste vi rigtig kunne finde ud af sammen."
   "Og sex selvfølgelig," sagde han med et smil. "Druk og sex, vi var jo næsten rockstjerner. Finder du vinen, så tænder jeg for musikken?"
   "Jo. Hvilken vin vil du ha'?"
   "Du er vært, du bestemmer."
   "Så ved du at det bli'r Verdi," sagde hun og drak den sidste tår af sin drink og gik ind køkkenet.
   Han tændte for Nirvanas album Nevermind, satte sig ned med sit glas, drak og ventede utålmodigt, mens hans ben trippede under ham, og vodkadråber sprang for livet ned på hans blå jeans. Hun lod sig vente på, så efter det første nummer var færdigt og vodkaglasset vat tomt, gik han ind i køkkenet for at se hvor hun blev af.
   To vinglas hang håbløst fra hendes fingre, flasken var uåbnet i hendes anden hånd, og hendes blik kiggede bedrøvet ud af vinduet og ned på byen. Han lagde en hånd om hende uden at sige et ord. Nede i byen kørte ambulancer og brandbiler, røgen i gaden var borte og skyerne på himlen trak sig tilbage, så den blå himmel kom til syne. Byen blinkede blåt, og Nirvana spillede "In Bloom".
   "Du er så god til at få mig til at glemme virkeligheden," sagde hun, kiggede på ham og snøftede lavmælt. "Det er som om du lever i din helt egen verden. Det var jo det, jeg så godt kunne lide ved dig, men jeg lever altså også i den rigtige verden."
   "Jeg prøver bare at muntre dig op," sagde han med et smil og aede hendes kind med en finger , "men jeg kan åbenbart ikke lade dig være alene."
   "Det ved jeg godt, og det må du også gerne," sagde hun og tørrede sig om øjnene. "Nå, skal vi få åbnet den vin?" Hun smilte beslutsomt under de store røde øjne og tørrede så den sidste tåre væk.
   "Lad os det."
   "Du har jo allerede fundet musikken. Nirvana? Det er så typisk dig."
   "Pop du vinen og sæt dig ind i stuen."
   Hun stillede sig i døråbningen og ventede tøvende på ham: "Kommer du med?"
   "Bar' gå ind, jeg kommer."
   "Okay," sagde hun og gik ind i stuen.
   I garderoben fandt han to par solbriller og to hatte. Han tog pilotsolbriller med spejlglas og en cowboyhat på, og, som en navnløs cowboy, gik han langsomt og selvsikkert ind i stuen med et selvtilfreds smil på læben.
   "Du prøver virkelig at bringe minder frem," sagde hun og fniste.
   "Værsgo, my darling," sagde han og satte en bowlerhat på hovedet af hende. Hun nåede lige at smile op til ham, før han trak et par røde solbriller frem i en rask, smart bevægelse og satte dem på hende.
   "Aj, de har jo kun glas i et det ene øje."
   "Det er så jeg bedre kan se, hvad du tænker. Kom," sagde han og rakte hende hånden. Han trak hende hurtigt op fra sofaen, lagde venstre hånd om hendes lænd og pressede hendes skridt tæt op mod hans ben.
   "Uh," udbrød hun forskrækket. Han så hende dybt i hendes ene synlige øje, mens hun kiggede nervøst på hans solbriller.
   "Hvor ser du fjollet ud," sagde han og trak hende helt tæt på, så hende dybt i øjnene og forsatte: "Du er jo lige til at kysse." Han kyssede hende blidt men hurtigt på munden og fjernede sin mund fra hendes. Hun så skuffet på ham, overvejede det et kort øjeblik, og lagde så armene om ham og kyssede ham igen, langsomt og vådt, mens hun forsigtigt førte tungen ind i hans mund. Skjult bag sine spejlblanke solbriller betragtede han, hvordan hun lukkede øjnene og gav sig hen i et sårbart øjeblik. Pludseligt, midt i kysset kysset, spant han hende en omgang rundt om sig selv, så hendes lille nederdel blafrede flirtende, alt imens han rakte ud efter vinflasken med sin anden hånd. De tog begge en stor slurk og stod igen tæt op ad hinanden.
   "Du er sådan en nar, er du," sagde hun med et uartigt smil. Hun tog endnu en slurk og forsatte: "Du udnytter mig altid når jeg er sårbar."
   "Det er det bedste tidspunkt," sagde han og tog flasken fra hendes hånd og drak.
   Hun kyssede ham igen og kiggede op på ham. "Det kilder stadig i maven, når vi kysser."
   "Det var godt. Så er der kun resten af kroppen tilbage," sagde han og kyssede hende på halsen.
   Hun fniste og lagde sine hænder bag hans nakke: "Du har bare ingen grænser."
   "Hvis jeg havde, var det her aldrig lykkes. Det er jo svært at holde mig fra dig, det ved du godt."
   "Du er skide irriterende, jeg kan bare ikke lade være med at holde af dig," sagde hun og smilte til ham. "Du er virkelig en lort der er faldet ned fra himlen."
   "Jeg er trods alt fra himlen. Jeg er næsten et englebarn, bare fra det forkerte hul."
   Hun fniste, før hun krammede ham stramt, som om hun ville forenes i et, og hviskede så: "Du er et narhoved, men du er mit narhoved."
   "Jeg er kun min egen."
   "Det ved jeg godt. Men lige nu er du altså min."
   "Og du vil altid være min."
   Hun hvilede sit hoved på hans brystkasse og holdt armen om ham: "Mm, det vil jeg."
   "Kom," sagde han og tog hendes hat, "nu rejser vi."
   "Rejser vi?"
   Han greb hendes hånd og førte hende over til vinduet, hvor han rev fat i en stol fra stuebordet, så den fløj gennem rummet, landede perfekt under ham og dunkede i gulvet, da han satte sig, mens den stadig hang i luften. "Kom, sæt dig på mit skød og hold fast, så sejler vi huset langt væk herfra," sagde han og holdt bowlerhatten op som et rat. "Hvor skal vi hen?"
   "Det ved jeg ikke," sagde hun og satte sig på hans lår.
   "Vi kan tage af sted på må og få ind i fantasien." I samme øjeblik blev døren brudt op og indsatsstyrken omringede ham.