Lige børn leger bedst, så vi må spørge alle mine venner, om de vil købe tanken, som jeg alligevel ikke gider. Det er surt at hedde Kurt, og brugsen har lukket, når jeg græder over det spildte i vuggen, som vi sammen med badevandet røg ud, da sommeren var for kold, med alt den regn på vejen, i Spanien. Sidder Ole på en knold og hulker ulykkeligt, for han kan ikke se for skoven, som borte har taget i røven, sammen med Rødhætte, der har halm i ørerne. Hun går aldrig den lige vej, men heldigvis er ulven sprunget over, hvor gærdet er lavest. Så det skal der ikke laves om på.
Hu - hej, hvor det går. Se, hist hvor vejen slår en bugt, ligger der en kro, som Andersen sniger sig ind på, og Jeppe bestiger hurtigt dens trone. Hånd i hånd skyder vi berømte med gyldne genveje, mens værten græder af mus på bordet. Det kan ske, det kniver med gafler, for katten er ude og vælte de to tårne om på, maven er fuld af blå-lys, og ølhunden glammer af lænken, her i denne søde juletid. Eller er det pølsen, der løb med slutningen tilsidst?
Øjesten i smerte, rimer på hjerte. Lommerne er tomme, men gør porten vid, for nu skal der kysses under broen med rigtige piger, er jo fra Fyn, og natten er vor egen. Resten sender vi hjem i en Taxa. Men sporet ender som bekendt, når toget er kørt. Lykkeligvis har pølsen en til hver. Helle for rosinen.