Mona lå i det høje græs, der var ikke en vind der rørte sig, men det gjorde intet, solen stod højt. Mona var ligeglad, hun lå og smilede, mens hun kiggede på den blå himmel og de få hvide skyer, der var. Hun havde fri i dag, noget der næsten aldrig skete, hun havde bare daset den. Hende og Stine havde trænet lidt og set en film og ellers bare ligget i græsset og snakket. De var bedste veninder, givet var det, at de havde mange venner eller en stor familie alt efter, hvordan du så på det.
   Mona vidste, at hun burde rejse sig op og få ordnet noget husligt, men når alt man skulle gøre var at lægge vasketøjet i kurven, og så var der andre der tog sig af det, gjorde, at man visse dage blev doven og lod, hvem der nu kom gøre det selv. Sidste gang Mona havde ladet vasketøjet ligge, havde hun fået skæld ud, af hvem der nu ordnede Mona's vasketøj, der havde ligget en seddel, hvor vedkommende ikke havde været imponeret, over at hun havde brugt noget fint sengetøj til at rense hendes våben med. Mona kiggede på en sky og syntes, at den lignede en "Kate" - en militær snigskytteriffel af modellen M24. Mona var skydeglad, Mona var typen, der aldrig gik "nøgen". Hun kunne, som resten af hendes familie, ikke klare at ikke have en eller anden form for beskyttelse på sig. Mona var en moderne pige, en der kunne klare sig selv, og hun var god til det på trods af hendes alder, var hun ikke alene mesterskytte, hun var også toppen af hendes hold. De var hold "66", eller det skulle de havde været, men kardinalen havde åbenbart drukket, eller hvad de nu gjorde disse dage og havde skrevet "6" i stedet for, hvilket passede Mona perfekt.
   Mona var nr. "6", hun var Vatikanets ejendom. Det var såre simpelt, hun eksisterede ikke, ingen på hendes eller de andre hold eksisterede. Selvom de rendte rundt i hele verdenen og trænede, så var der ingen referencer til dem i nogle aviser, og den eneste gang der var en artikel om dem, blev de kaldt børn fra hjemmeværnet, som havde deres egne spejdersignaler. Mona smilede ved tanken om den avisartikel, det havde ikke været hendes hold, men alle var blevet stillet til ansvar.
   Mona grinede, hun elskede skyer og våben, hun var den eneste på hendes hold der kunne lave et koldt skud, og det var lige meget med hvilken kaliber, eller om det var et nyt våben. Et koldt skud, en patron, et drab. Hun kunne ramme en appelsin på 2 km afstand, og hun kunne gøre det over 9 ud af 10 gange. Hun var tæt på at være den perfekte snigskytte på hendes hold, selvom det var sjældent, at det var den rolle, Mona spillede i deres træning. Hun var en lille pige, kun 16 år, hendes sandfarvede blonde hår var lidt over skulderlængde, og hun var kun tilladt at holde det langt, hvis hun kunne holde styr på det under træningen.
   Mona brugte hårelastikker og hårnåle, hvilket gav hende en anden fordel - låse. Hun kunne komme ud af alt, det var faktisk lige meget, hvordan hun var bundet. Hun kunne klare alle låse selv de elektroniske, det var ikke et spørgsmål om, om hun kunne, blot hvor lang tid det ville tage hende, som med så meget andet. Mona var trænet af de bedste snigmordere og de bedste militærtrænere, Mona og de andre vidste ikke hvad de blev trænet til, kun at de var den nye version af Tempelridderne, en ide Mona elskede. Hun havde engang været på Cuba på et af Vatikanets nedlagte klostre. Vatikanet havde utallige bygninger og klostre over hele verdenen, så mange, at Mona tvivlede på, at de selv var klar over hvor allesammen lå.
   Mona var en soldat, ja nogle vil nok protestere her og sige, at der kun findes gendarmerier i Vatikanet, og at disse var de eneste militærpersoner, som Vatikanet havde - de ville tage fejl. Vatikanet havde igennem årtier samlet efterladte børn til deres kloster, børnene var aldrig blevet adopteret, intet papirarbejde ledte tilbage til disse børn, de var spøgelser, de var ingen og ingen havde navne, hvis de blev spurgt på vejen, hvem de var, fik den, der spurgte kun et nummer tilbage. Nogle troede fejlagtigt, at disse børn fortalte deres alder, selv om det var tydelig med de fleste, at dette ikke kunne være tilfældet.
   Monas hold havde været det største hold hidtil, de havde været over 70, da de startede, men Vatikanet var brutal, svage blev dræbt, der var ingen formildende omstændigheder for nederlag. Hvis du fejlede, blev du dræbt, der var ingen rettergang, ingen til at høre bønnen fra børnene, for det meste hvis en fejlede ude på øvelse blev de simpelthen henrettet der, og derefter havde Mona ingen ide, om hvad der skete med ligene. Mona havde mistet over halvdelen af hendes hold, de var kun 24 tilbage. Mona havde set, hvordan hendes trænere havde henrettet hendes familie, for det var, hvad holdet var, hendes familie.
   Mona så en sky, hun kunne sværge på lignede en af hendes trænere, at sige at hun hadede Jack var en underdrivelse af dette årtusind. Mona var sikker på, at han var inkarnationen af djævlen selv. Han var så modbydelig, men Vatikanet svor, at han var den bedste på sit område og en ting, som Mona aldrig gjorde var at mistro Vatikanet. Hun havde hørt rygterne om præster, der var pædofile, og hvordan Vatikanet tilsyneladende forgreb sig på børn. Mona var et barn, og hun ville sværge, at der ikke fandtes pædofile i Vatikanet, men på den anden side, Jack. Mona havde ikke tiltro til ham, hvis nogen kunne være pædofil i Vatikanet, så var det Jack. Han ejede ikke medfølelse, Mona tvivlede på han kendte ordet, og da slet ikke dens betydning.
   Han var det mest modbydelige væsen, man kunne finde på denne jord, hans stemme var som fløjl og hans krop slank og veltrænet. Han havde en glød, de fleste der mødte ham ville mene, at han var Adonis, der var blevet genfødt. Mona mente også, at han var genfødt, men at han var Lucifer, Satan selv, Belzebub og Diablo, hun vidste, at han var ond. Det var ikke den store hemmelighed, selv læseren vil hurtigt spotte det onde i ham, eller vil i?
   Mona havde flere gange haft diskussioner med ham, eller det var for at være helt ærlig, ham der råbte af hende, og hvis han krævede svar stammede hun, det var et af de få tidspunkter, hvor man så et smil på Jacks ansigt. Jack var hovedansvarlig for gruppe "6". Noget man ikke var i tvivl om, det eneste tidspunkt han var bare lidt human omkring holdet, var når Thompson var der til at observere, når Thompson var der, var det som om, at Jack holdt igen. Thompson, endnu en mand Mona ikke brød sig om, men hun så ham ikke så ofte. Han var hoved ansvarlig for alle Vatikanets hold. Det var ham, som havde hyret Jack, det var ham, som insisterede på at alt de gjorde var i guds navn. Det sidste tvivlede Mona ikke på, det var Jack hun tvivlede på. Mona havde snakket med hendes bedste veninde om det, og Stine var enig.
   Mona og Stine var uadskillelige, de var som siamesiske tvillinger, født med hoften sat sammen. De få gange man fandt den ene uden den anden var så sjælden, at de bare blev kaldt på som seksogtyve. De reagerede med det samme, og det var det, der betød noget. Mona mærkede hendes hånd dunke lidt, hun flyttede hendes hænder, som hun havde hvilet hovedet på og kiggede på den bandage, der var viklet om hendes højre hånd. Såret så frisk og pænt ud, det burde det os, eftersom Mona selv havde lavet det.
   Givet var det, at Mona var en "tænker", men hun kunne også være impulsiv, og da Stine havde foreslået, at de skulle lave en blods ed om altid at være sammen, havde Mona ikke engang tænkt over det. Hun elskede Stine eller så tæt på, som man kunne komme det på et hold som deres. Stine havde de sidste dage været stresset, eller hun havde ændret sig, og Mona vidste hvorfor. Jack var begyndt at kigge på hende, som om hun var et bytte, og han var jægeren.
   Dette var ikke noget, de ikke kunne klare sammen, så Mona havde lavet en blods ed, selvom det faktisk var forbudt i Vatikanet. Mona elskede Vatikanet, men på samme tid hadede hun det. Det var hendes familie, hendes forældre, men bare fordi man elskede det som helhed, kunne man også hade det som en helhed. Mona hadede Vatikanet ligeså meget, som hun elskede dem.
   Det var få holdmedlemmer, der kom tæt på hende. Fra hendes eget hold var der faktisk kun to, Stine og Thomas. Thomas var en af de bedste på holdet, han var ren råstyrke, og der var ikke mange, der turde grine af Monas stammen, når han var i nærheden. Han kom tit i slagsmål med andre hold, og engang var det voksne mænd, men der havde hele hold "6" stået sammen, bare fordi man er lille, betyder det ikke, at man er svag.
   Noget, som en del havde fundet ud af med Mona var, at hun skulle arbejde lidt mere end de fleste, men den portion stædighed Gud havde givet hende, hjalp hende godt på vej. Mona var typen, der ikke nødvendigvis benyttede elevatoren, der gik ned til deres lille private fristed, bare fordi den var der. Hun valgte den aldrig, og det var ikke, fordi hun var bange for små rum, hun fandt dem tværtimod hyggelige, især hvis de var fyldte med bøger. Mona elskede bøger, de få timer hun fik i fred hver nat blev brugt på at læse, hvis hun ikke kunne sove, hvilket skete hele tiden.
   Mona led af mareridt, de var altid forfærdelige, og de handlede altid om Jack, drømmene var som regel af to typer. Den først var Jack, der skreg af hende, slog hende, torturerede hende og lo af hende. Hun ville, de dage hun havde den drøm, vågne op siddende og gispende efter luft, der var intet hun kunne gøre udover at tage et bad, skifte sengetøj og prøve at putte med hendes bamse. Den anden drøm var meget værre, Mona drømte nogle gange om Jack, hvor han forførte hende. De ville grine, og hun lod ham røre hende, og hun rørte ham, hun vidste lige, hvad han kunne lide, og hvordan hans krop så ud.
   De nætter vågende hun skrigende op, og hun ville ikke få mere ro den nat. Der var intet at gøre ved det, hun ville stå op og tage et bad, hvor hun skruede op for varmen og nærmest kradsede det yderste lag af hendes hud. Bare tanken om Jacks hænder på hendes krop, fik det til at vende sig i hende. De nætter var de værste, de var endnu værre end nætterne med kramperne. Som alle gode soldater gav Mona sig 100% plus det løse, og på de dage hvor det løse løb op, og hun knap kunne stå op. De dage hvor badet var noget, der blev ignoreret til næste dag, var krampenætter.
   En god dag var en af de dage, hvor hun blev så udmattet som resten, at hun ikke spiste, og hvor hun ikke havde kræfter til at drikke. Det var de dage, hvor hun faldt i søvn i sin seng uden at tage hendes militærtøj af. Det var de dage hvor hun gav alt i sig, det var de nætter, der endte med krampe. Hun ville vågne op alt fra to til seks gange på en nat, og der var intet at gøre ved det udover at stå op og strække krampen væk. Hun kunne gå den væk, hvis det var i benene, og væggen var god, hvis det var armene. Det værste var når ryggen gik i kampe, de nætter kunne hun ikke engang rulle ud af sengen, det var de dage, hvor alt hun kunne gøre var at gribe hendes bamse og græde til det var ovre.
   Mona hadede smerte, selvom hun ofte påførte sig netop smerte ved aldrig at give op i træningen. De nætter hvor Mona ikke sov, var intet mindre end forfærdelige, men Mona ville ikke være dem foruden, fordi det betød, at hun havde haft en god dag. Det bedste ved nætterne med kramperne var, at hun sjældent nåede at drømme. Det var ikke sikkert hver gang, men oftest.
   Mona kiggede på såret igen, hun var bare hoppet ind i ideen, en blods ed, og havde skåret sig uden at tænke sig om. Hun var højrehåndet, og de skulle på en af de såkaldte helvedes uger, som var mere kendte fra de amerikanske Navy SEAL's. Vatikanets trænere havde deres egne versioner, og Mona ville sværge på, at Vatikanets version var meget værre, og det var mest, fordi der ikke var nogen tid på hvornår den sluttede. Den hed helvedes uge, men den kunne sagtens vare to uger.
   Yderligere var det som regel Jack, der stod for dem, og de var ikke lavet som en engangstur, hvor man blev optaget på et tilfældigt hold, nej vi kender jo alle Vatikanets gøremål, alt skulle være bedre end hvad de andre kunne præstere. Den mindre detalje, om at Vatikanet gjorde alt for børnene, det passede kun, hvis du ikke var en del af Vatikanets regi. Dog er dette ikke en historie om hverken ret eller fejl, sort eller hvid, eller det er det faktisk, men Vatikanets version kan vi alle blive enige om ikke holder længere.
   Mona var vokset op med kardinaler, præster og lejemordere. Hendes ide af verdenen var sikkert ikke, hvad andre ville mene var normalt, hun var knap nok normal på hendes eget hold. Hvis man så til side med, at hun til en hver tid hellere ville flygte end at kæmpe, og at hendes stammen ikke blev værre, så kunne hun næsten gå for at være normal. Mona var bare alt andet, hendes tanker var overalt, og hun kunne tænke sig igennem en forhindringsbane hurtigere end musklerne på de store drenge kunne. Ligesom visse andre kunne hendes tanker tage overhånd, og det var faktisk, derfor hun stammede.
   Mona havde for mange tanker i hovedet. Det kunne forklares, som en motorvej fyldt med numre og de mest absurde ideer. Hendes små finurligheder, resulterede ofte i, at hun ikke endte bag riffelen, men derimod som lokkemad. For alle der så hende stå der med tårer i øjnene ville aldrig tro, at hun var soldat, og det bedste trick hun havde, var, når hun så lidt forpjusket ud, mens hun holdt en bamse. Den var stensikker hver gang, faktisk faldt folk næsten over hinanden for at hjælpe hende. Hun hadede det!
   Mona satte sig op, hun glædede sig ikke til den næste dag. Jack skulle være ene mand i denne omgang, og bare det alene gjorde Mona stresset. Bare ideen om dem alene var nok til at gøre hende dårlig. Hun gned øjnene, da hun havde kigget på solen lidt for længe, og de sorte prikker var over det hele. Hun svedte, vejret var fantastisk, og det alene var noget skidt noget, når det var varmt, tog helvedes uge mere på hende. Mona håbede det ville regne næste dag.
   Efter et stykke tid kedede Mona sig, det var tidlig aften og hun havde ikke engang hørt madklokken, så hun måtte forbi køkkenet for at få sig en bid mad. Hun tog et par frugter med ned til 6's kælder etage. Hun tog stadig trapperne, og hun var nede hurtigere end elevatoren. Hun så, at det meste af holdet lå på sofaerne og så en film, hun havde set den før, men det betød intet, hun ville hente sin dyne og hendes bamse.
   Monas bamse var hendes dyrebareste egendom, den havde ligget hos hende, da hun blev fundet, og selvom Mona ikke savnede en mor eller far, så savnede hun det at have noget, der var hendes og kun hendes. Det i sig selv var en synd, men hun var jo kun 16 år gammel. Mona mente, at hendes moder kunne hoppe ud fra en klippe og klare sig selv, men hendes fader var Gud, den anden hendes biologiske far, kunne følge efter hendes mor.
   Mona elskede Gud, og der var ingen tvivl i hendes verden, han var virkelig. Hun elskede ham og bad til ham, det meste af tiden, eller det ville være mere rigtigt at sige, at hun snakkede med ham hele tiden. Han svarede aldrig, men det betød jo ikke, at han ikke var der, hun havde aldrig set paven, men derfor føjede hun hans ordre, som var de vigtigere end luft. Der var ingen på nogle af holdene, der satte spørgsmålstegn ved ordrerne.
   En helikopter landede på den private landings bane, og Mona kiggede for at se om Ryan var der. Det var en af de andre, og han havde gæster med sig, Mona kiggede væk igen, det var ikke nogen, hun kendte. Mona ville sikkert have kigget væk, selvom det var en, hun kendte. Stedet her, og reglerne, gjorde at man ikke var fysiske ved hinanden, Stine og Mona havde fået en række advarsler, men til sidst havde Vatikanet givet op, eller også havde Jack, Mona håbede på det sidste, det ville være fantastisk at vinde over Jack.
   Der var Ryan, som var alles storebror. Hans hold var et af de ældre hold, og Mona vidste ikke engang, hvad hans holdnummer var eller hans alder, men han var pilot, og så var han også en af undtagelserne til Vatikanets regler. Ryan var skadet, men fordi han kunne flyve og fikse alt, hvad der kunne flyve, fik han lov til at have frie hænder. Rygterne ville, at hans egne holdkammerater ikke ville vide af ham, medmindre det var en luftmission. Mona var ligeglad, han var tosset og han fik hende til at grine, noget der skete sjældnere og sjældnere. Mona så ham ikke ofte, men det gjorde intet, de havde forbud imod at snakke sammen, og hvis de rørte ved hinanden ville de blive gjort til eksempler, og dem havde Mona for mange af i forvejen.
   Der var forskellige måder tingene blev håndteret. Thompson var en hård negl. Han råbte og slog dem, hvis de lavede fejl, men det var det. Hvis de kom til skade, blev de taget af holdet og sendt på rekreation, hvis det var Jack. Lad os bare sige, at Jack mente, at smerte var den eneste måde at lære af sine fejl på, hvis man begik en fejl omkring Jack, ville en brækket knogle være billigt sluppet. Mona havde prøvet det, alle på holdet havde prøvet det. Det betød intet, om man væltede om af udmattelse, eller om man lavede en fejl, der kostede holdet sejren eller missionen, så skulle man være meget taknemmelig for et par brækkede knogler.
   Dog skal det siges til Jacks forsvar, at han slog dem aldrig så hårdt, når han var sammen med Thompson. Thompson var Jacks chef, men han var også hovedansvarlig for holdet, så Jack trådte ikke ved siden af, når Thompson var i nærheden, desuden var Thompson ham med pengepungen, alt skulle cleares igennem ham. Jack var årsagen til en ordentlig røvfuld, Mona havde fået engang, hun havde på en vandring gledet, mens hun var på vej over en lille å og havde brækket benet. Hun stoppede kun op til hun havde fundet en kæp og havde bundet hendes ben til kæppen for at stabilisere benet. Dette var ikke problemet, det som Jack havde råbt af, var, at hun havde bundet det for stramt, så da hun nåede i mål, kunne hun ikke føle sit ben.
   Jack havde haft det blik i øjnene, alle på holdet kendte det blik, det var "du-ville-være-død-nu blikket" hvis jeg havde været her alene. Det blik fik han tit, han var ved hendes side med det samme og havde råbt af hende. Han mente, at hun havde prøvet at skade sig for at slippe for mere træning. Mona havde intet sagt, bare fået lavet en midlertidig forbinding, og så af sted igen. Mona havde humpet af sted, med en arm rundt om Thomas, han havde været hendes frelser.
   Det var efter det, at Mona så visse ligheder, givet var det, at hun havde en god fantasi, det skal der til, når man tror, at en normal træner er intet mindre end Lucifer. Mona var fuldstændig overbevist. Hun havde ikke noget konkret bevis, men hun vidste det bare. Mona var stædig, fik jeg sagt det?
   Mona havde dog en ting mere, hun havde timing, det var lige meget hvad, så havde hun altid perfekt timing. Timingen var bundet til Jack, og kun Jack, det var som om han ville have, at hun så ham i de situationer. Hun ønskede ikke timingen, men den var perfekt. Hun havde haft den i tre år præcis, tre år med mareridt, og med mentale ideer om, hvordan hun kunne undslippe Jacks forførende eskapader igennem Vatikanets Kardinaler og præster. Første gang Mona havde set sin timing slå til var efter et meget grimt mareridt, hvor hun havde skræmt de fleste af hendes holdkammerater, en af dem havde hentet en Kardinal, og hun havde grædende fortalt ham en af hendes hemmeligheder.
   Hendes nummer, 6 og holdets nummer, der skulle have været 66, gjorde at hun var hysterisk, hun fablede om djævlen og at han ville komme efter hende. Den gode Kardinal havde beroliget hende og havde fortalt, at det var en meget bred misforståelse, at 666 var djævlens nummer, men at dette nummer kun kom frem i drømme. Mona havde åbenbart gloet på ham, for han begyndte at grine og havde rodet hendes hår til.
   Han forklarede, at man ofte i drømme kunne drømme ting, som ikke var virkelige, og at man ofte læste tingene forkert, hvis man kunne huske drømmen, når man vågnede. Han havde haft meget tid til hende, og efter at have forklaret at djævlens nummer var 9, var Mona begyndt at græde og havde takket Kardinalen. Hun havde forladt ham i hans rum, som var et af de fine gæsterum på første sal. Et sted som Ryan holdt til sammen med Loken, de boede der sammen, de var ikke brødre, men ligesom Stine og Mona var de to næsten altid sammen. Han snakkede aldrig og alle var sikre på at han var dum, men Mona havde engang fundet hans lille lommebog, som var fyldt med regnestykker. Mona var god til regning, men dette var for vildt til hende, regnestykkerne var ikke det, som skræmte Mona, men de mere kulørte ideer, han havde om at slå ihjel.
   Mona var vokset op med mord omkring sig og der skulle som sådan en del til, men det hun så der gjorde, at hun for eftertiden holdt sig lidt på afstand af Loken, når han var omkring Ryan. Nå, men tilbage til hvor vi var, før jeg kom ud på et sidespor.
   Mona og timing, det var der vi var ikke? Jo, Mona havde været så glad for Kardinalens hjælp, at hun efter aftensmaden havde fundet lidt frisk frugt og var gået op med det. Der var ingen hemmeligheder i klostrene, og Mona var vant til bare at brage ind på værelserne, og Kardinalens var ikke anderledes. Mona tænkte det værste der kunne ske var, at Kardinalen var i bad. Planen var at gå ind stille frugterne og gå ud igen, uden at nogen så hende.
   Som så ofte før gik denne plan ikke helt, som hun havde planlagt. Den gik faktisk fuldstændigt i vasken, da hun åbnede døren, så hun Kardinalen. Han var ikke alene, og Mona var lammet. Kardinalen lå på alle fire, nøgen, og bag ham stod Jack. Mona holdt vejret, mens hun så Jack stjæle Kardinalens sjæl. Det smil hun fik, da han så hende, fik det til at løbe ned at ryggen på hende. Det var første gang hun havde set et nøgent menneske, det var også der at hendes mareridt, det ene af dem, begyndte.
   Mona havde vidst, at Jack var djævlen selv, men en kardinal, hun var dybt rystet og det var først, da kardinalen kiggede på hende, at det gik op for hende, at hun stod og gloede på dem. Døren blev smækket i, og hun løb ind på hendes værelse og gemte sig, hun følte sig syg og hun låste sin dør, mens hun faldt på knæ og bad for kardinalen. Hun vidste, at han havde solgt sin sjæl til djævlen. Mona ønskede at redde hans sjæl, men hun var ikke sikker på, at der fandtes en syndsforladelse for sådan en synd.
   Mona havde været forvirret i lang tid. Hun prøvede at undgå Jack, og han gjorde alt for at konfrontere hende, det var Mona sikker på. Hun sørgede hele tiden for, at Thomas og Stine var ved hendes side hele tiden, men som tiden gik, kom Mona altid ind til Jack, eller hun kom ind til andre, og fandt dem sammen med Jack. Hans smil var det værste, Mona vidste, at hun havde en god fantasi, men hun kunne sværge hans øjne glødede hver gang, at han havde sex.
   Mona gik ind på hendes værelse og greb sin dyne og hendes bamse, hun gik stille ud af sit rum og hen til Stines, hun bankede ikke på, hun gik bare ind. Det eneste hun kunne se var en nøgen ryg, men det var Jacks. Mona kunne ikke tage hendes øjne fra ham, hun var rystet. Det så ud, som om jægeren havde fanget sit bytte. Mona kiggede på den slanke hånd, der holdte om Jack på det nederste af ryggen lige over hoften. Han vendte sig om og havde sit vanlige smil på læberne. Mona var lige ved at kaste op ved tanken om hendes bedste veninde og risikoen for, at hun havde solgt sin sjæl til djævlen. Mona så Jack vende sig om rejse sig op, han dækkede sig ikke engang til. Hans smil var hoverende og så ud som om, at han havde erobret sit næste mål. Mona vaklede væk fra ham, mens Stine trak dynen op over sig, men det smil hun havde på sine læber, var fremmed, det var som om...
   Mona bakkede væk og ind i stuen, hvor hun gemte sig imellem Thomas og Jason. Hun hev dynen op over sig, hendes bamse blev brugt som hovedpude, og den føltes så familiær, at hun efter have kommet sig over det første chok, faldt i søvn. Hun vågnede skrigende op, da Jack kyssede hende, mens hans hænder kærtegnede hendes ryg. Mona gispede efter vejret og klarede på en eller anden måde at komme i seng, hun var så træt, at hun bare vendte dynen og lagde sig i hendes seng. Hun hadede drømmene, normalt ville hun være i gang med, at rive endnu et nyt lag hud af sig, skolde sig, men helvedes ugen skulle begynde om få timer, og Mona var nødt til at få lidt søvn inden hun skulle igennem et helvede, et helvede alene, uden Stine. Stine skulle med, men Mona vidste ikke om hun kunne stole på Stine mere, eller om hun var Jacks.