mørket er atter sneget sig på
og alene står jeg og ryster
smerten og følelsen af aldrig at slå til
er atter tilbage for fuld kraft

hvert åndedræt jeg tager bringer mig langsom væk
væk fra alt det normale
alt det trygge
det er som sand imellem mine fingre

livet bliver mere trist
det er som om at jeg synker
kan næsten ikke bunde længere
og jeg kan ikke svømme

det er som om at jeg står på sidelinjen
og kun lever i skyggen af mit tidligere jeg
og der hvor jeg engang var
er der nu kun en tom skal

sandet render ud af timeglasset
og jeg ved ikke hvordan jeg skal stoppe det
for hvert sandkorn der glider forbi
mister jeg lidt mere af mig selv

det er tid til at fatte mig selv
sandet flyder
jeg giver op
jeg omfavner mørket