Mørket krøb nærmere, mens hun langsomt kravlede bagud, væk fra de lange skygger. De sneg sig langsomt tættere på hende. Hun viste at hendes liv var afhængig af solens lys. Hun viste ikke hvem hun var, eller hvor hun kom fra, men en ting var hun sikker på. Hun måtte for guds skyld ikke blive fanget ude denne nat. Stemmerne i hendes hoved gjorde ondt, og fik hendes øjne til at løbe i vand. De hviskede at hun skulle løbe for sit liv, for hun ville ikke se den næste solopgang hvis hun blev i skoven. Nattens væsner var frygtet af alle, selv om ingen havde overlevet et møde med dem, var der ingen tvivl om at de fandtes. Og selvom hun ikke viste hvem hun var frygtede hun for sit liv, for hun viste at hun skulle holde sig i live. Stemmerne skreg advarsler til hende hele tiden, mens de formanede hende til at gøre det ene efterfulgt af det andet. Hun vendte sig om, og skreg højt af smerte da endnu en advarsel fløj igennem hendes tanker.

Du skal skynde dig!!!
   Hun gispede efter vejret og kom langsomt på benene. Kvalmen og angsten truede med at gøre en ende på hendes flugt, men selvom hun kun var en lille pige tvang hun sig frem ad, frem mod lyset og den livgivende kraft den gav hende. Hun vaklede ud i en lysning, men smed sig grædende på græsset, som duftede frisk og varm af solen stråler. Her følte hun sig sikker, hun ville ligge lidt og ikke tænke på mørket, som allerede var på vej imod hende. Hun lå lidt og hvilede sig, prøvede at lukke de forvirrende tanker ude, mens hun samlede sig for at rejse sig op. Langsomt kom hun på benene, og kiggede lidt rundt i lysningen, som faktisk så meget velplejet ud, med blomster stående i sirlige rækker i forskellige farvefordelinger. Underligt nok følte hun sig hjemme, selvom alle hendes stemmer skreg og jamrede sig, så intet af hvad de sagde, kunne skelnes fra hinanden. Smerterne fra stemmerne og den indre kaos gjorde sit på pigen, og igen måtte hun ligge sig ned og få styr på sit indre. Hun lå måske 10 min og kiggede op på himlen, som med de smukke skyer havde alle mulige farver. Hun satte sig igen op og kiggede på lysningen, og fik en fornemmelse igen om at det var her hørte hun til. Hun rejste sig op og kiggede lidt rundt, mens alle stemmerne jamrede og klagede sig, over hvilken skrækkelig ting der hvilede her i jorden. Hun ignorerede stemmerne og gik lidt rundt, mens hun langsomt fik sine kræfter tilbage. Der var luget omkring alle blomsterne, og mønstret virkede som en spiral ind mod midten. Hun fulgte langsomt spiralen ind til midten, og flere gange kom stemmerne med så voldsomme skrig, at hun faldt sammen og måtte kæmpe for at holde på de få bær, hun havde spist tidligere i sin paniske flugt fra det onde. Det onde, viste ikke hvad det var, kun at det var farligt. Pludseligt stod der foran hende et hus som hun ikke havde set før nu. Pigen rejste sig op og kigger undrende på det lille mørke hus, det stod der som en lille hule uden vinduer, og virkede som et gemmested mod mørkets væsner. Stemmerne skreg højere og højere for hvert skridt hun tog mod huset. Hun faldt, og holdt sig for ørene og skreg af smerte. Disse stemmer som hun kendte, havde aldrig forvoldt hende smerte før nu, dette var hun sikker på. Men deres skrig var så gennemtrængende, og mange at hun ikke kunne adskille de få advarsler de kom med. Hun prøvede at få stemmerne til at holde, så hun kunne samle sine tanker, bare et øjeblik så hun kunne se, hvad det var for et hus hun var havnet ved. Hun måtte da være sikker derinde.

NEJ!!!
   Hun faldt sammen og opgave at holde på sin mad, mens hele hendes krop skælvede, af den ene krampe efter den anden. Følte det sig som en tåge lagde sig over hendes hoved, og stemmerne blev tvunget væk eller i det mindste til stilhed. Hun mavede sig helt til huset og som solen forsvandt besvimede hun, af smerterne i hendes hoved og af udmattelse. Inden hun helt forsvandt ind i sit eget indre, hørte hun en af stemmerne i sit hoved blive klarer og hviske til hende:

Undskyld, min prinsesse, vi har fejlet.
   Hun kunne have svoret at en engel viste sig foran hende, og knælende græd mens han bad om tilgivelse. Mørket omslugte hende og stemmerne blev tyste for altid. Hun følte sig ikke bange, men følte hun fløj mens hun langsomt gik fra besvimelse til søvn.

Med smagen af metal i hendes mund, kom hun langsomt til bevidsthed, mens stilheden rungede i hendes hoved. Hun satte sig mat op, kiggede lidt rundt, men der var intet lys, intet som kunne vise hende hvor hun var, eller hvad det var som havde vækket hende. Hun følte sig kold og klam, havde en voldsomt trang til at drikke, men på samme tid, at kaste op. Hun kneb øjne sammen, for at se om hun kunne danne sig et indtryk på hvor hun var. Langsomt gik det op for hende hvor stille der var, hendes stemmer som havde fulgt hende fra barnsben af, var tavse. Med et blev pigen angst. Hendes skytsengler havde forladt hende, til en skæbne uvist for alle. Tavsheden var lammende og hendes tidsfornemmelse var væk, hun hørte en voldsom lyd, og langsomt gik det op for hende, at det var hende selv som lyden kom fra. Hun holdte sig for munden med begge hænder, og hun lænede sig frem og tilbage i desperat vuggen. Hun var desorienteret og ude af stand, til at finde ud af hvad der skete med hende. Hun prøvede et par gange at åbne og lukke hendes øjne, for at dobbelt tjekke om hun nu havde åbnet sine øjne, en skræmmende tanke dukkede op i hendes indre, at hun måtte have mistet synet da hun besvimede sidste gang. Efter hvad føles som en evighed, begyndte hun at famle sig frem, for at få en ide om hvor hun var. Hun begyndte at mærke efter hvad hun lå på, hun følte sig frem og mødte noget blødt, som kunne være stof. Det var koldt og klamt, som havde det ligget uden for i en evighed. Hun forsatte med at lade hendes hænder gå på opdagelse, og langsomt gik det op for hende, at det måtte være en seng hun lå på. Hun ramte noget som hun mente måtte være hovedgæret, og begyndte at bruge sin krop mere til at føle sig frem med. Hun stod ud af sengen, og begyndte at udforske det rum hun var i. Langsomt skridt for skridt, fandt hun ud af at rummet var et lille rum ca. 4x4 m, og at væggene drev af fugt, som gjorde at hele rummet virkede så indelukket. Hun kunne stadigt intet se, forsigtigt og famlende med små skridt gik det langsomt op for hende at hun ikke kunne finde en dør, eller hvad værre var, at der ikke var en fakkel hun kunne tænde. Hun famlede sig ind mod midten, og skrabede sit knæ mod noget hårdt og koldt. Hun lagde sine hænder på møblet, og prøvede at finde ud af hvad det kunne være. Det hun havde skrabet imod føltes ru og var aflangt og firkantet. Det føltes som en sarkofag, men det kunne det da ikke være. Angsten kom snigende igen, mens hun langsomt bakkede væk fra midten af. Pludseligt uden advarsel begyndte der på væggene at tændes fakler. De hang højt oppe, så det var derfor hun ikke kunne mærke dem før. Hun kiggede rundt forvirret og lettet på samme tid. Hun var ikke blind, men hvad var det som gjorde at faklerne tændtes, uden at noget havde ild i nærheden af dem. Hun drejede sig rundt og kiggede rundt i krypten hvor hun var. Undrede sig over hvordan hun var kommet ind da der ingen dør var. Og hvad mere var, hvordan hun skulle komme ud. Hendes øjne blev vant til lyset og hun så sengen som hun var vågent op på. Den havde været redt, men den var krøllet der hvor hun havde ligget. Hun følte det som at dette var et velkendt sted. Men på samme tid viste hun inderst inde, at hun aldrig havde været her før. Tøvende nærmede hun sig sarkofagen, og kiggede på runerne som prydede kisten. Pigen lod sine hænder glide hen over låget og lod sine hænder følge de oldgamle tegn. Hun gik i knæ for at se om hun kunne tyde hvem der var begravet her ud fra de tegninger som der var hele vejen rundt. De forskellige billeder viste massemord og en som drikker blodet fra de ofre som han modtog, hans ansigt virker velkendt og alligevel fremmede. Hun rejste igen op igen og hørte en skrabende lyd.

Lyden kom fra sarkofagen, inde fra sarkofagen. Lammet stod hun og stirrede på kisten. Koldsveden sprang frem på hendes pande og hænder, mens hendes mund føltes endnu mere tør. Skriget sad fast i hendes hals, som snørede sig mere sammen for hvert sekund. Lyden blev højere og højere, og det gik op for pigen at lågen på kisten var ved at blive løftet og skubbet til siden. En hæs hvisken nåede hendes øre.

Min dronning Siri.