Det var decemberkoldt. Regnen fra de mørke skyer føltes som is når den ramte mit ansigt. Vinden skar gennem hver en sprække i mit tøj, og fik mig til at trække jakken tættere til kroppen. Selv en slædehund ville fryse i det vejr. Det lod imidlertid ikke til at Rex var klar over det, for den fór euforisk fra den ene tue marehalm til den næste.
   Vi vandrede på en smal sti mellem klitter og store betonfæstninger, der mørkegrå i regnen, stirrede ud på os med tomme øjenhuler.
   Øde og forladt var de, overgivet til en skæbne i havet, når det til sidst havde ædt sig ind i landet og opslugt alt. Men indtil da lå de som levn fra en modbydelig krig, bygget til at huse dødbringende våben.
   Jeg skævede op til den blygrå himmel, hvor massive skyer jog ind fra havet. Det havde de gjort i alle de dage jeg havde holdt juleferien i sommerhuset bag klitterne. Med et beslutsomt blik i øjnene begravede jeg mine kolde hænder i frakkelommerne og kaldte på Rex; for jeg ville se det oprørte hav.
   Snart hørte jeg den velkendte lyd af brusende bølger. I det jeg forpustet nåede toppen af den sidste klit blev jeg mødt af stormens fulde rasen. Der var Nordsøen. Bølgerne knækkede over og slog mod land i et brusende skumsprøjt. I brændingen, halv væltet, lå rester af de tyske fæstningsværker. Stærke var de, og bød havet trods, men langsomt tabte de kampen til den salte sø og de stærke vinde. Jeg stod længe og betragtede det surrealistiske skue. Det så ud til jeg var den eneste der var tåbelig nok til at gå på stranden denne dag. Men jeg blev belønnet for min tåbelighed og fik dette smukke skuespil at se.
   Jeg stod længe og stirrede på havet, derfor opdagede jeg ikke med det samme at Rex var væk.
   Jeg fløjtede og kaldte i et håbløst forsøg på at overdøve stormen. Ingen frejdig hund dukkede op. Den plejede ikke at forsvinde på den måde. En blanding af irritation og uro tog til i styrke. Bare den ikke var faldet i et hul, og nu lå på bunden af en tyskerbunker. Det fik mig til at gå ned på stranden i håb om jeg kunne få øje på den derfra. Men der var ingen hund så langt mine øjne kunne se. Da var det, jeg fik øje på friske hundepoter i det regnvåde sand. Jeg fulgte dem og snart stod jeg nedenfor en af de store kanonstillinger. Omtrent halvanden meter oppe var en åbning der strakte sig i hele bunkerens bredde. Det var her kanonløbet havde vogtet over havet. Nu var der kun tomrummet tilbage. I sandet nedenfor var der tydelige mærker efter hundens bagben. Den måtte jo være sprunget op, men det overraskede mig at den kunne nå så højt.
   Jeg gik helt hen til åbningen.
   "Rex!" råbte jeg så højt jeg kunne.
   Min stemme rungede hult i de tomme betonrum. Svagt, men hørbart lød en gøen.
   "Rex kom så!" råbte jeg ærgerligt.
   "Er din hund løbet der ind?"
   Jeg snurrede forskrækket omkring. Lige bag mig stod en kvinde. Hun havde lang sort hår der sad løst ned af hendes ryg, og glinsede af fugt. Hun var iført sorte ridestøvler, tætsiddende sorte skindbukser og en sort uldtrøje. Ud over sig havde hun en sort læderkappe med pelskanter. En speciel klang i hendes stemme fortalte mig at hun oprindelig måtte være tysk.
   Hun smilede venligt til mig. Og dog fik hun en uro til at brede sig i mit sind. Der blev vakt følelser til live jeg end ikke anede jeg havde. De var uhyggelige, men fyldte mig alligevel med fascination. Det var som om min vilje tilhørte hende. Skræmmende var det. Alligevel kunne jeg ikke lade være med at synes hun var fascinerende.
   "Ja, min hund er løbet derind," svarede jeg med bankende hjerte og fortsatte, "hvor kommer du fra?"
   "Jeg var ude at ride og fik øje på dig oppe fra klitterne." sagde hun stadig smilene.
   "Hvor har du gemt hesten?" spurgte jeg.
   Som svar fløjtede hun et par toner, og meget snart hørtes dumpe hovslag i det våde sand. En stor blåsort hingst stillede sig ved siden af hende. Varmen fra dyret steg til vejrs som damp i den kolde luft. Hun viskede noget i dens øre og straks bøjede den i forbenene, som om den bukkede høfligt for mig.
   "Rider du dressur?" udbrød jeg overrasket.
   "Nej," lo hun, "men Baldur kan nogle ting."
   Hun så mig smilende i øjnene.
   "Gid min hund var lige så dygtig til at komme når jeg kalder." sukkede jeg og vendte mig mod bunkeren, for at klatre op til åbningen.
   "Vent!"
   Jeg vendte mig mod hende igen og hun fortsatte:
   "Du må aldrig gå der ind alene."
   "Det kan jeg blive nødt til for at finde min hund."
   "Naturligvis, men jeg går med. Det er farligt hvis du går der ind alene."
   "Nej, jeg kan ikke tillade at du... jeg må selv hente min hund. Der er jo både mørkt og beskidt, og desuden..."
   "...Desuden hvad? At jeg er en kvinde?"
   Jeg kunne med det samme se mit fejltrin. Her stod en kvinde der tydeligvis både havde fysik og forstand til at bevæge sig ud på farefulde opgaver, og som sikkert betragtede en tur i sine landsmænds efterladenskaber som en søndagsudflugt.
   Alligevel syntes jeg ikke jeg kunne forlange at hun skulle gå med. Desuden kendte jeg hende ikke.
   Hun fornemmede min tøven, for resolut trak hun en kraftig stavlygte op af sadeltasken.
   "Jeg har lys med!" sagde hun med et triumferende smil på læberne.
   Det tilbud var svært at sige nej til. Desuden var der en indre fornemmelse der sagde mig at jeg burde tage hende med. Der var ingen logisk grund til det - jeg følte det bare, og det undrede mig.
   "Kom med!" hørte jeg mig selv sige, og vendte mig igen for at klatre op til åbningen. Da stoppede hun mig for anden gang.
   "Jeg vil foreslå vi bruger den rigtige indgang," sagde hun med et smil.
   "Hvor ved du alt det fra?"
   "Jeg har boet her ved kysten en del år. Jeg ejer et af de gamle fiskerhuse oppe i klitterne," svarede hun med et skuldertræk.
   Hun ledte mig om på siden af den store betonbunker. Der greb hun min arm og pegede med lygten på en smal trappe der førte ned i en skakt. Hun var så nær at jeg kunne høre hendes hurtige vejrtrækning og mærke duften af hendes fugtige hår, blandet med lugten af læder. Hun var så ligefrem. Rørte mig - som om hun altid havde kendt mig.
   Hun lod lyskeglen indfange bunkerens nummer. Det var slidt næsten væk, men kunne dog tydes. Hun klemte hårdere om min arm, medens en skygge af noget trist gled over hendes ansigt.
   Inden længe var havets brusen reduceret til et svagt sus. Vi stod i det der en gang havde været en kanonstilling. Sære lyde fremkom når vinden brugte det store kompleks af rum og forbindelsesgange som et kæmpe instrument den kunne spille sørgmodige viser på. Det hensatte mig i et vemodigt humør. Hun så det i mine øjne og sagde:
   "Jeg sympatiserer ikke med det nazistiske rige, jeg afskyer det, og er flov over mit folk."
   "Er der en grund til du er kommet her?"
   Hun sukkede dybt uden at svare, i stedet sagde hun:
   "Kom!"
   Vi fortsatte ud af rummet og kom ud i en lang gang. Den slog nogle knæk og det varede ikke længe før jeg havde mistet fornemmelsen af retningen. Før jeg vidste af det stod vi i et nyt rum. Over for os fangede lyskeglen et hul i betonvægen. Da vi kom nærmere kunne vi se at denne del af væggen ikke var af beton, men muret og pudset så den lignede resten.
   "Det hul har ikke været her før, det er kommet inden for de seneste dage," sagde hun med sagte stemme.
   "Har du være her for nogle dage siden?" hviskede jeg tilbage.
   Hun svarede mig ikke. I stedet lod hun lygten lyse ind i hullet. Et par skinnede øjne kom os i møde inde fra mørket. I næste sekund spankulerede en frejdig Rex ud til os, pavestolt over et nyt stykke legetøj.
   "Rex, kom her!" skændte jeg, men den syntes at kvinden var mere interessant, for den overlod hende frivilligt sit kære eje.
   Jeg stillede mig ved siden af hende, medens hun undersøgte det i lyset fra lygten.
   "Det er en lårbensknogle. At dømme efter længden er det fra et voksent menneske.
   Jeg så forfærdet på knoglen i hendes hånd.
   "Vi må gå til politiet. Der må jo være sket et mord."
   "Det er meget længe siden. Kom med, lad os undersøge det."
   "Tror du ikke det er bedst at politiet... Jeg mener vi... "
   "Det her er ikke noget for politiet. Du må tro mig." Hun stirrede mig dybt i øjnene.
   Jeg veg fra hende. Hvorfor ville hun ikke gå til politiet. Var det fordi hun kendte morderen?
   Jeg burde vende om og forlade hende. Rex kunne føre mig ud. Men på en eller anden mærkelig måde følte jeg mig bundet til denne kvinde. Jeg kunne simpelthen ikke gå fra hende.
   "Jeg har ikke dræbt nogen... ikke endnu," sagde hun roligt, "og håber heller ikke jeg bliver nødt til det." Hun så det chokerede blik i mine øjne.
   "Jeg gør kun gode ting, for alt hvad jeg gør vender tilbage til mig selv."
   "Jeg ved ikke om jeg tør tro dig. Jeg aner i grunden ikke hvem du er."
   "Forståeligt!" svarede hun. "Jeg tror..." hun lagde sin hånd på min arm. "Jeg tror det var skæbnens mening at vi skulle mødes her."
   "Tror du virkelig?" svarede jeg.
   "Ja."
   "Jeg ved ikke hvad jeg skal tro, jeg kender ikke en gang dit navn."
   "Mit navn er Nena Sturmvogel. Jeg stammer oprindelig fra Rotenburg. Dit navn er Thorbjørn Nørdkilde, ikke sandt?"
   "Jo! Hvor vidste du det fra?"
   Et hemmelighedsfuldt smil viste sig på hendes læber.
   "Kom!" Hun trak mig i ærmet, og jeg fulgte lydigt med hende ind gennem hullet i muren. På den anden side stod vi i en bred gang, der lidt længere fremme skrånede nedad.
   "Denne gang blev muret til medens fæstningen stadig var i brug," forklarede hun. "Derfor er det vi finder sandsynligvis fra den tid."
   Jeg prøvede ikke at spørge hvor hun vidste det fra, for indtil nu havde jeg ikke fået noget svar.
   Vi fortsatte og kom dybere og dybere ned i det ukendte.
   Gangen drejede om et hjørne og løb nu vandret. I væggen ved hjørnet var et skydeskår, hvor en rusten maskinkanon stak sit uhyggelige løb frem. Vi gik forbi det og fortsatte tavse til den anden ende af gangen. Her gik den igen om et hjørne med yderligere en maskinkanon. Det var let for en soldat at holde gangen bevogtet på denne måde, men nu var våbnet tavst.
   Vi kunne ikke længere høre havet og stormen. Kun vores egen vejrtrækning og Rex halsen gav genlyd i den mørke gang. Nena havde til min overraskelse stukket sin arm ind under min. Jeg kunne mærke hun var urolig, og når jeg forsigtig så på hendes ansigt var der bekymring i hendes øjne. Hvad ventede os om det sidste hjørne?
   Jeg fik meget snart mit spørgsmål besvaret, for gangen gik igen om et hjørne. I lyset fra lygten grinede noget rundt og hvidt os i møde. At dømme efter den gamle uniform var der tale om en SS officer. Ud af ærmerne i jakken stak lange hvide fingre. Det ene bukseben var revet af og benet manglede. Nu vidste jeg hvor Rex havde fundet sit legetøj. Nena så dog ikke ud til at interessere sig for den tyske officer. I stedet lod hun den kraftige lyskegle vandre ned af gangen. To mere lå længere fremme. Det var et uhyggeligt syn. Jeg syntes der var et eller andet galt med dem, men det varede lidt før det gik op for mig at deres hoved var vredet om så det sad omvendt. Så man efter kunne man se at deres ribben ligeledes var knust. Et eller anden voldsomt havde dræbt dem. Nena lod lyskeglen vandre længere ned ad gangen. Her lå en rund boksdør. Alligevel var der omtrent en halv meter tyk. Den var revet af sine kraftige beslag, som om stålet var gjort af ler.
   "Hvad er der dog sket her?" hviskede jeg.
   "Syhhh, Hør!" Hun trykkede sig ind til mig. Jeg lyttede. En vred kvindestemme hørtes gennem gangen. De tyske ord blev slynget i mod os, men jeg forstod dem ikke.
   "Åh nej!" udbrød Nena forfærdet, og trak mig tilbage om hjørnet.
   "Det..." fortsatte hun gispende, "Det er meget værre... Meget værre end jeg havde troet."
   "Hvad taler du om? Nena, hvorfor er vi her? Vil du ikke nok fortælle det," bad jeg.
   "Det var forkert af mig at tage dig med her ind. Jeg har ingen ret til at udsætte dig for mere fare end jeg allerede har. Jeg må bede dig forlade mig"
   "Nena..."
   Hun lagde en finger på mine læber.
   "Hører du? Gå!"
   Blidt tog jeg hendes hånd og svarede:
   "Jeg ved ikke hvad du har gjort ved mig, men jeg kan ikke forlade dig. Du har jo også selv sagt at det var skæbnes mening at vi mødtes her. Fortæl mig nu hvad her foregår." Jeg havde grebet begge hendes arme i desperation over at være så blind, og stirrede hende ind i hendes klare brune øjne.
   Hun udstødte et dybt suk.
   "Jeg har en opgave at udføre her og havde brug for at føle mig tryg. Derfor blev jeg glad da jeg mødte dig. Jeg har ikke bevidst gjort noget ved dig for at binde dig til mig, det må være skæbnen. Som det er nu, vil jeg få brug for din hjælp, og jeg kunne gøre dig til min viljeløse tjener, men jeg har ingen ret til at kræve det af dig og ønsker det heller ikke. Jeg må møde min skæbne selv. Om end det kan blive min død"
   "Nena, jeg ved ikke hvad der foregår her, men jeg vil hjælpe dig. Noget i mig siger jeg skal. Vores skæbner må jo være blevet spundet sammen på en eller anden måde. Jeg kan ikke forlade dig nu."
   Ordene kom bare ud af min mund. Jeg havde aldrig troet jeg ville gå så blindt ind i en opgave - og så på denne måde!
   "Det kræver at jeg kan stole fuldt og fast på dig," sagde hun og så mig alvorligt i øjne, medens hun trak en lille krystalflaske frem fra sin kappe. "Her tag denne!"
   "Hvad er det?" spurgte jeg.
   "Det er en speciel væske." Hun så mit spørgende blik og fortsatte: "Jeg har evner, som de fleste ikke besidder. Evner, der kan fordrive ondskab af den værste slags. Denne væske kan rede liv."
   Jeg anede ikke hvad jeg skulle svare hende. Hvad var hun for et menneske, var hun en... Nej det kunne ikke passe. - og alligevel?
   "Vil du hjælpe mig?" fortsatte hun.
   Jeg tog den lille flaske og følte den mellem mine hænder. Hun så på mig med et ængsteligt blik. Jeg kunne ikke lade være at føle for hende. Det var tydeligt for mig at hun prøvede at gøre det hun mente var ret. Jeg følte jeg ville følge hende, hvor end hun gik. Det var skræmmende og alligevel også pirrende for den eventyrlystne side af mig.
   "Nena, jeg vil hjælpe dig. Fortæl mig hvad jeg skal gøre."
   "Din opgave er at passe på flasken. Sker der noget med mig er det din opgave at vække mig til live igen. Du må vente her."
   Hun vendte sig og gik hen til hjørnet.
   "Nena, vær forsigtig!"
   Hun sendte mig et smil og forsvandt ud af syne. Igen hørte jeg en kvinde tale. Stemmen var vred.
   Et brag rungede gennem gangen. Et eller andet tungt havde ramt en væg. Flere brag fulgte. Så hørte jeg Nena's stemme slynge tyske ord mod den anden kvinde - trodsig og skinger.
   En skadefro latter fik hun som svar. Så skreg Nena. I samme øjeblik føltes det som om stormen var trængt dybt ind i fæstningen.
   Da jeg havde fået gnedet det værste støv ud af øjnene, bevægede jeg mig forsigtigt hen til hjørnet. Det eneste lys jeg havde, var et flakkende skær fra rummet hvor Nena var. I samme øjeblik hørte jeg hende tale. Endnu en bølge af kraft blev slynget gennem den brede gang. Uanset hvad det var, så var det vanvittigt det der foregik her. Jeg ville ikke være i uvidenhed længere og trådte derfor om hjørnet. Med en piben bed Rex sig fast i mit bukseben og prøvede at trække mig tilbage.
   "Nej Rex. Slip mig! Vi skal hjælpe Nena."
   Jeg tog et skridt mere og hunden gav slip. Pibende krøb den tilbage bag hjørnet.
   Jeg fortsatte frem. Et uhyggeligt vemod kom væltende ind over mit indre menneske. Det føltes som en mental storm der blæste imod mig, og bortjog alle positive tanker. En usigelig trang til bare at lægge sig ned og dø var ved at opsluge mig i sine kaotiske vinde.
   Nena's stemme var snart det eneste ankerpunkt. Den ledte mig; trak i mig. Med tungt hjerte fik jeg kæmpet mig frem til åbningen hvor den tunge dør havde siddet.
   Det syn der mødte mig, vil jeg huske til min dødsdag. Midt i rummet stod et kolossalt bur, med kraftige tremmer af et selvlysende materiale. Inde i buret stod en kvinde. Hun lignede Nena, men var det ikke. Hun var klædt i en hvid kjortel, der sad løst om hendes slanke krop. Omkring hende gnistrede faretruende lyn. Hun havde kontrol med dem, for hun sendte et mod gulvet. Der fik jeg øje på Nena, liggende sammenkrøbet af smerte lige uden for tremmerne.
   "Nena!" udbrød jeg forfærdet og tog et skridt frem.
   I et nu slog et lyn ned ved min siden. Kvinden i buret havde opdaget mig. I det samme rejste Nena sig. Jeg så hvordan hun slyngede en kniv gennem tremmerne. Et skrig af smerte jog gennem rummet og videre ud i verden, da kniven trængte dybt ind i kvindens bryst. Hun sank i knæ medens hun holdt om skæftet. Den hvide kjortel farvedes rød af hendes blod. Til min forfærdelse trak hun den ud med endnu et skrig. Ondskab var i hendes blik. Selv i dødsøjeblikket var der et djævelsk smil på hendes læber. Trods smerte og blod formåede hun med en sidste usynlig kraft at sende kniven retur.
   Nena skreg, vendte sig og rakte sine hænder frem mod mig, med et bedende udtryk i sine forpinte øjne.
   "Thorbjørn!"
   Da sank hun sammen og udåndede. Kniven sad i hendes hjerte.
   "Nena!" skreg jeg fortvivlet.
   Jeg stod som lammet. Det hele virkede så uvirkeligt. Men det var det ikke.
   Lynene var forsvundet. Det eneste der oplyste rummet var hendes stavlygte, der lå på gulvet og et glødende skær fra tremmerne. Kvinden i buret måtte være død. Med en knugende fornæmmelse i mellemgulvet gik jeg langsomt hen til Nena, og knælede ved hendes side. Jeg følte efter hendes puls, men jeg kendte allerede svaret på forhånd. Kniven var trængt ind til skæftet, hendes hjerte var gennemboret. Jeg tog den lille flaske frem. Kunne den virkelig vække hende til live igen? Med det jeg lige havde overværet i tankerne, var jeg sikker på den kunne. Men ønskede jeg det?
   Hun havde dræbt den anden kvinde. Hvorfor? Jeg vidste at hvis Nena levede, ville jeg være mentalt bundet til hende for resten af mit liv, på trods af jeg ikke kendte hende. Skulle jeg rejse mig og gå, vandre ud i stormen og lade den bortjage alt hvad jeg havde oplevet her? Hvad med det løfte jeg havde givet hende?
   Rex kom luskende hen til os og snuste til Nena. Så satte den sig på halen. Den lagde en pote på hendes krop og så på mig med sine store hundeøjne. Da jeg ikke reagerede puffede den til min hånd med flasken.
   "Rex, jeg har forstået. Vi gør det! Vi kan ikke lade hende i stikken. Jeg gav hende et løfte. - Og så må vi have det her opklaret, ikke?"
   Med forsigtighed greb jeg om knivens skæfte og trak varsomt. Snart sad jeg med en næsten tredive centimeter lang kniv i hånden, dryppende af Nena's blod. Så åbnede jeg den lille flaske, og hældte et par dråber i såret.
   Der skete ingen ting. Jeg ventede medens sekunderne gik. Pludselig gav det et ryk i hendes muskler. En svag stønnen kom over hendes læber. I næste øjeblik greb hun min hånd og holdt fast, for en skælven jog gennem hende. Det dybe sår begyndte at bløde voldsomt, men før jeg fandt noget at presse imod, var det standset af sig selv. Jeg så forundret på det mirakel der skete for øjnene af mig. Da slog hun øjnene op og så ind i mine. Hun havde smerter, det var tydeligt, men jeg fik alligevel et smil fra hende.
   "Nena!" udbrød jeg lettet.
   "Thorbjørn..." sagde hun med en skælvende stemme, "lad mig drikke lidt af flasken."
   Jeg rakte hende den og hjalp med at støtte hendes hoved. Hun tog en slurk og skar en grimasse.
   "Føj! Det smager rædselsfuldt."
   "Hvordan går det nu?" spurgte jeg.
   "Takket være dig, så overlever jeg, men jeg vil nok have ondt i nogle uger."
   Jeg fornemmede at væsken havde gjort sin virkning, og derfor spurgte jeg hende, medens jeg så hende alvorligt i øjnene:
   "Hvad var det der foregik her? Nu må du godt give mig en forklaring?"
   "Jeg vil godt forklare dig det hele. Du har krav på at vide det. Men du må også forstå at det er hemmeligt. Det der er hændt her og mine evner er ikke noget folk bryder sig om. Det kan få os begge i vanskeligheder, hvis du fortæller det til nogen.
   "Ja, det tror jeg gerne." svarede jeg.
   "Jeg er meget taknemmelig over at du holdt dit løfte til mig, skønt du handlede i blinde. Det var smukt og modigt gjort af dig."
   Med et smerteudbrud fik hun sig rejst op på knæ. Jeg rakte hende mine arme og trak hende helt op.
   "Kom lad os gå, må jeg støtte mig til dig?" spurgte hun.
   "Ja naturligvis," svarede jeg, "Hvad med kvinden i buret?"
   "Kom!" hun viste mig hen til tremmerne. "Se der."
   Jeg stirrede vantro på den hvide kjortel. Kun et skelet var der tilbage. Nena så mit forbavsede ansigt.
   "Kom med hjem til mig, så vil jeg fortælle dig hele historien. Den kvinde havde solgt sig til djævlen. Hun er hos ham nu. Kom hjælp mig nu hjem."
   Med hendes arm om mine skuldre og min om hendes liv bevægede vi os langsomt tilbage. Til sidst blev vi mødt af stormen, den iskolde regn, og den brusende brænding, der var kommet betydelig tættere på klitterne end før.
   "Vi får stormflod" konstaterede jeg.
   "Ja hurtig, hjælp mig op på hesten,"
   Baldur stod hvor vi havde forladt den. Da den fik øje på os, kom den hen til os og knælede, så Nena kunne komme op. Det var som om den forstod alvoren og vidste at hun havde brug for hjælp.
   "Kom! Sæt dig bag ved mig," råbte hun. "Baldur kan sagtens bære os begge, og den kender vejen."
   Jeg kom op med besvær, hvilket fik Nena til at le. Men hun holdt hurtigt op da det gjorde ondt. Baldur satte i et rask trav op gennem klitterne. Ti minutter senere standsede den ud for et lille husmandssted, med en stald i den ene ende og beboelse i den anden. Et kønt lille hus var det; hvidkalket med sort bindingsværk, blå vinduer og et taget af tang.
   Igen knælede Baldur så vi let kunne komme af, og Rex kom halsende hen til os. Nena hviskede noget i Baldur's øre, os straks gik den ind af den åbne stalddør.
   "Kom lad os komme ind, jeg har brug for hvile og varme," sagde hun. Jeg hjalp hende hen til huset og åbnede den lave dør. Vi kom ind i en lille gang. Her hængte hun sin læderkappe på en knage.
   "Hæng bare din frakke her." sagde hun, medens hun åbnede en dør ind til en lille stue. Hun førte mig ind i sit hjem. Her var fyldt med reoler. Bøger og papirer lå ordnet så det næste lignede et bibliotek. Mange af bøgerne så ud til at være mange hundrede år gamle. Hun viste mig hen til et hjørne hvor en indbydende sofagruppe ventede og sagde:
   "Sæt dig bare, jeg tænder lige op i ovnen."
   "Sig blot hvor du har brændet så vil jeg godt gøre det. Du trænger til hvile," svarede jeg.
   Et taknemmeligt smil viste sig på hendes ansigt.
   "Brændekurven står her. Ovnen er stadig varm. Fyrede op lige inde jeg gik. Jeg skifter lige min trøje, den er jo fuld af blod" Hun generede sig ikke, for uden at bekymre sig om min tilstedeværelse hev hun trøjen af, og afslørede derved en velformet nøgen overkrop. Jeg vente mig skyndsomt mod ovnen og snart havde jeg fået ilden til at blusse op. Da jeg så op igen, havde hun taget en lille sort skindtop på og havde lagt sig på sofaen. Jeg satte mig i en lænestol over for hende og sendte hende et blik der sagde, at jeg var parat til at få historien om kvinden i buret. Nena forstod blikket og begyndte at fortælle:
   "Kvinden i buret var min mormor."
   "Din mormor," udbrød jeg forfærdet, "og hende dræbte du. Din egen familie." Jeg var chokeret.
   "Der var ikke noget af min mormor tilbage. Men jeg forstår godt du er forfærdet. Jeg selv er dybt ulykkelig over at jeg måtte gøre det. Men det var den eneste udvej jeg havde for at stoppe hendes ondskab."
   "Du må fortælle mig historien, hvis jeg skal kunne forstå hvorfor.
   "Det hele begyndte da Hitler kom til magten. En lille gruppe SS officerer fik til opgave at undersøge alternative metoder til at føre krig. En gik ud på at benytte sort magi. Der blev gjort en del forsøg i dyb hemmelighed. Man fik fat på det nogle vil kalde hekse der ville arbejde for værnemagten. Min mormor var en af dem. Hun var i besiddelse af kraftige evner, så stærke at hun gjorde folkene bange. Hun blev holdt indespærret i buret som vi så, og fik ikke lov at forlade stedet. I realiteten var hun fange."
   "Men du sagde hun var gået med til det frivilligt?"
   "Det var hun også, men da hun slog en officer ihjel, fordi han forgreb sig på hende, spærrede de hende inde. Hun fødte en datter i fangenskabet, det var min mor, men kort tid efter fjernede man barnet. Det gjorde min mormor rasende, og fik hende til at indgå en aftale med djævelen om at modtage kræfter til at dræbe alle der kom i hendes nærhed, hvis hun gav ham sin sjæl. Han skænkede hende ydermere evig ungdom. Man indså at hun var for stærk og ikke kunne kontrolleres. Man murede gangen til af frygt, og magi har holdt hende i live i sit bur lige siden. Slap hun ud ville være dødsens farlig, og kunne samle sig en hær af viljeløse tjenere. Hendes ondskab ville brede sig som pest. Hun ville dræbe alle der kom i vejen for hendes hævntogt. Det måtte forhindres. Jeg havde håbet på at kunne overtale hende til at opgive sit forehavende. Men hun havde levet så længe med hadet, at det havde fortæret hendes sjæl, og derfor havde banet vejen for et forbund med djævelen. Efter muren var styrtet sammen, havde hun en reel mulighed for at slippe ud. Derfor måtte jeg derind i dag. Uden din hjælp ville jeg være død nu. Du siger du er knyttet til mig, men jeg har ikke gjort noget for at binde dig eller tvinge dig med magi - ikke bevidst. Det må være et ønske der er opstået i dit eget sind. Derfor er jeg dig meget taknemmelig. For jeg har det på samme måde. Jeg føler mig også knyttet til dig"
   "Du kendte Mit navn?"
   "Jeg fik et varsel om dig. At du ville hjælpe mig. Tro mig, der er gode magter her i verden, som ønsker os godt."
   "Hvad så nu?"
   "Nu? - Denne opgave er ovre, men der vil komme andre, der har brug for mine evner. Hvad tænkte du på?"
   "Jeg ved ikke... Jeg syntes bare det er tomt at forlade dig."
   "Vores skæbner er spundet sammen. Thorbjørn lad os acceptere det... Intet er som før. - Kom her over til mig.
   Jeg gjorde som hun sagde, og satte mig sammen med hende.
   Blidt lagde hun sine arme om min hals og trak mit hoved ned til sit, og snart var jeg beruset af hendes vidunderlige kys. I sandhed var et nyt og stormfuldt eventyr begyndt.