Et grønligt skær var det eneste lys i rummet. Det stammede fra de seks glassarkofager der stod langs de hvide vægge. I de fem lå Mirandas rejsefæller i dvale. Den sidste var stadig tom. Den ventede på hende. Hun var den sidste. Hvis alt gik godt ville hun også blive den første.
   Hun bevægede sig fra den ene sarkofag til den anden. De havde det godt alle sammen. Det var hendes ansvar som biolog, men hun selv blev nød til at stole på Cila. Cila var altid nærværende. Hun sov aldrig, Hun forandrede sig heller ikke - ikke af sig selv. Det var hende der skulle bringe dem frem til deres fjerne mål.
   Miranda kastede et blik på lugen ud til Cilas bro. Den stod åben. Bare et sidste kik. Hun stødte fra med fødderne og svævede elegant ud gennem den. Hun lande sikkert i kaptajnens stol. Foran sig havde hun konsollerne til Cilas vitale dele. Det var også her skibets eneste vinduer var. Hun kikkede ud på en sort himmel, overstrøget med små klare lys. De flimrede ikke som de plejede at gøre, når hun så op på himlen der hjemme. Hver dag, siden de rejste, havde hun set ud af vinduet. Altid den samme himmel. Ingen bevægelse.
   Cila fortalte hende at de bevægede sig, men hun kunne ikke selv se det. Her ude, hvor man for længst havde passeret Jordens grænser, var afstandene så store at de var ... Hun bed tænderne sammen. Noget var begyndt at plage hende efter hun havde fået ro omkring sig. Tanker hun ikke havde tænkt før. - Var det tvivl?
   Hun havde klaret alle prøverne, og vist sig egnet. De havde alle fået ændret deres gener så de kunne tåle dvalen og vægtløsheden. Deres mål var at samle data om Jupiter og de nærmeste måner. Fra en base på Callisto ville de kunne sende ubemandede fartøjer tættere på Jupiter end de selv kunne komme. Hun kunne blive den første biolog der fandt liv under isen på Jupiters måne Europa. Hvilken ære ville det ikke være.
   Hendes liv ville derefter sikkert forme sig en del bedrer end det havde gjort indtil nu. Hun var parat til at betale prisen for berømmelsen. Hun havde brugt år på at træne. - Og så dukkede den djævelske tvivl op nu!
   Hvorfor gjorde de det? Dybest set handlede det kun om mennesket umættelige nysgerrighed. Lige som bjergbestigeren der risikere livet for at nå toppen af bjerget.
   Hun så på Cilas dataskærm. De nærmede sig Mars. De ville bruge dens tyngdefelt til at øge hastigheden. Det ville blive en tæt passage. Hun skulle helst ligge i sin sarkofag inden. - Der ville hun tilbringe det meste af de fem år rejsen varede.
   Tankerne gik til hendes mor og far. De havde været med til at plante en ubeskrivelig glæde for universet i hendes hjerte.
   Hun havde ikke set dem de sidste tre år. De var ældre mennesker nu. Var de måske borte når hun vendte tilbage? Hvad havde hun egentlig været for dem? En ubehagelig tanke; som hun med held havde skubbet fra sig indtil nu. Noget brød frem i øjenkrogen. Med en irriteret bevægelse tørrede hun det bort fra sit ansigt.
   Hun havde truffet en mand som hun kunne lide og egentlig ønskede at dele sit liv med, men hun kunne ikke slippe denne mission. En dag havde han fundet en anden kvinde, og forlod hende.
   I videnskaben navn, havde hun skubbet ham fra sig.
   Hendes vender forsvandt også en efter en. Hun havde jo aldrig tid. Hvad var der tilbage? Fem sovende rejsefælder?
   Hvad var der at vende tilbage til? Ordet "tilbage" havde fået en mærkelig uvirkelig klang. Fem år ... Var der overhoved nogen til at tage imod dem når de kom hjem? Var de glemt?
   Miranda rystede på hovedet for at få de ubehagelige tanker væk, men de gav ikke slip.
   - Cila, hvorfor gør jeg det her?
   - Du var ombord da jeg forlod jorden. Ifølge min databank er du en del af besætningen.
   - Ja, Men hvad får mig til at være dét?
   - Hvorfor skrøbelige mennesker tager på en rejse der kan skade dem, er ulogisk. Jeg kan ikke besvare spørgsmålet.
   - Tror du vi overlever?
   - Der er for mange ubekendte faktorer til et korrekt svar.
   Det er sandsynligt at visse kredsløb vil ophøre med at fungere; men så længe jeg kan skifte til reservekredsløb er der ingen fare for Cila. Det er noget andet med mennesker. De har ingen reservekredsløb.
   - Hvor opmuntrende!
   Hun stirrede ud af vinduet. Ville de blive dræbt af den stærke stråling fra Jupiter? Kunne de nå at få gravet sig ned på ismånen, så de undgik strålesyge? Havde robotterne gjort forarbejde som de skulle? Det var ikke vanskeligt at forestille sig, det kunne ende i en katastrofe. Hvorfor havde hun været så blind?
   Hun så ned af sig selv. Hendes hvide dragt sad stramt om hendes spinkle krop, og var gjort klar til at blive koblet sammen med sarkofagen, via forbindelseskoblinger i ryggen og nakke. Det var for sent at fortryde.
   Hun tog en dyb indånding og stødte fra med foden. Snart var hun gennem lugen. Denne gang lukkede og forseglede hun den. Så vendte hun sig mod sin sarkofag. Hun så ned på det tomme leje. Det var hvidt og formet så det passede perfekt til hendes krops fine kurver. Uden om lejet var sarkofagens væge af et glasklart, hård materiale. Det udsendte et sært glødende grønt lys, når strålingen fra rummet blev bremset i det.
   Hun lod sine hænder glide langs dens kanter, hvorefter hun følte på det formede leje. Det var på en gang blødt og gav alligevel fin støtte. Der ville hun ligge i de kommende år, i dyb søvn, medens Cila foretog en linedans på grænsen mellem liv og død.
   Forsigtigt lagde hun sig i det specielle leje. Små klik hørtes da koblingerne blev forbundet med hendes dragt. Hun selv blev en del af Cila.
   Stille lå hun, og tankerne gik tilbage til Jorden, - til dem der en gang havde holdt af hende.
   Hun knyttede sine hænder så hårdt hun kunne. Hun ville ikke tænke de tanker. Det gjorde ondt når neglene skar ind kødet.
   - Cila, læg mig i dvale.
   En væske blev sendt ind i hendes blodåre. Sarkofagens låg lukkede sig over hende; men Miranda bemærke det ikke, for hun var gledet bort fra bevidstheden.