Rex løb forvildet foran mig, med snuden dybt begravet i den stive marehalm. Den syntes aldrig at have nogen plan i det den gjorde, den gjorde det bare.
   Med mine allerede iskolde hænder, trak jeg kraven lidt tættere om nakken. Den skærende vind trængte ind alle stæder, alligevel havde jeg sat mig for at ville se Vesterhavet.
   Hver klit jeg besteg var en sejer over vinden. Vinden der konstant forsøgte at holde mig tilbage, som om den ikke ønskede jeg så hvad den gjorde ved havet. Efterhånden som jeg kom frem, kunne jeg lugte den salte luft; endda smage den på mine læber. Det fine sand blev fanget i vinden og sved i mine øjne. Alligevel fortsatte jeg. For hver ny klit jeg besejrede, blev bruset fra havet kraftigere, indtil det var altdominerende. Et par skridt mere og jeg stod på toppen af den sidste klit.
   Rex trykkede sig ind til mit ben. Den ellers så frejdige hund, var pludselig meget stille. Der var havet. Vildt og utæmmet. Alligevel besad det en betagende skønhed. Jeg stod længe og bare så. Alt var i et konstant skiften; hele tiden nyt og anderledes. Regntunge skyer jog over den mørke himmel. Havets bølger slog ind på kysten og opløstes i et brus af skum.
   En stund var jeg opslugt af det skuespil; dette drama der udspillede sig for mine øjne. Rex peb og skubbede til mit ben. Nærmest ved et tilfælde, fik jeg set i samme retning som hunden.
   Der, næsten helt ude hvor bølgerne slog ind, stod hun rank og spejde ud over havet, som om hun kunne se noget der hvor alt smeltede sammen. Hendes lange hår slog om hendes slanke krop, der kun var dækket af en tynd kjole. Jeg blev nysgerrig og besluttede mig for at hilse på hende.
   Der lød en knurren fra Rex, da vi kom hen ved hendes side.
   Jeg sendte kvinden et undskyldende smil.
   - Han gør ikke noget, det er bare stormen der skræmmer ham.
   Det var som om hun ikke ænsede os. Hun stirrede blot fortsat ud over havet.
   - Smukt ikke? sagde jeg i et forsøg på at få en samtale i gang.
   Hun drejede langsomt hovedet. Hendes ansigt var ungt.
   - Smukt ja, − og forræderisk. Hendes stemme var kold som vinden.
   - Fryser De ikke? Jeg mener, De har jo ikke andet på end deres kjole.
   - Kulden? Jeg føler den ikke.
   Jeg så ud over havet, i et forsøg på at kunne få øje på det hun spejdede efter; men det eneste jeg så var de rasende bølgers hvide toppe.
   Rex var begyndt at pibe igen, den gik lidt inde mod klitterne, i håb om at jeg fulgte med; men jeg have besluttet mig for at få opklaret hvorfor hun stod der.
   - Undskyld; men hvad ser De efter.
   - Min mand. Han er ude og fiske. Jeg venter ham.
   - Er han ude i det vejer? udbrød Jeg overrasket.
   - Ja, jeg venter på min mand. Han er derude.
   Rex kom igen hen til mig. Den krøb og klynkede. Jeg måtte give mig for det arme dyr.
   - Jeg må hjem med Rex;
   Hun så på mig med udtryksløse øjne.
   - Hjem!
   - Ja han kan ikke lide havet i dag.
   Rex sprang af glæde da vi forlod hende. Da jeg kom op i klitterne, så jeg mig tilbage. Hun stod der stadig, medens vinden fik hendes hår og kjole til at piske omkring hende. Hendes ryg var rank og ungdommelig. upåvirket af alt omkring hende, spejdede hun ud over det oprørte hav.
   - Mærkelig kvinde, tænkte jeg, og valgte en anden vej hjem for afvekslingens skyld. På et tidspunkt kom vi forbi den lille fiskerbys gamle kirkegård. Den blev ikke brugt mere, for den var ved at sande til; men de gamle gravsten stod der stadig. Monomenter over fortidens mennesker, der havde levet af havets nåde. Jeg kunne ikke lade være med at læse nogle af dem. Pludselig stoppede Rex op foran en sten, snusede lidt til den og begyndte at pibe.
   På stenen læste jeg: "Her hviler vores elskede søster Anne Sofie Sandgaard. Født 1826, Død 1847."
   - Ja det var en tragisk historie. Meget tragisk, sagde en stemme bag mig.
   Jeg vendte mig forskrækket om.
   - Trist var det.
   En ældre mand med et kraftigt hvid skæg stod og så på stenen.
   Hans ansigt bar præg af et langt liv til søs. På hovedet tronede en gammel kasket, der så ud til at have tilhørt en søofficer. Ud under den stjal halvlange hvide logger sig til lidt frihed. I den ene mundvigs sad en pibe.
   - Undskyld, men hvad mener De? Jeg var temmelig forvirret over hans pludselige opdukken.
   - Åh! Han pegede på stene med piben. - En tragisk historie. Kender De den ikke. Alle her på egnen kender Annes historie.
   - Jeg kommer fra København, Vi er på ferie her.
   - Københavner! sagde han medens piben igen havnede i mundvigen.
   Han betragtede mig med sine stålgrå øjne. Jeg fornemmede han ikke var en af de sædvanlige fiskere vi mødte her i byen; men måske en pensioneret kaptajn.
   Han tog piben ud af munden igen.
   - Jeg må vel heller fortælle Dem historien om Anne. Uden at vente svar, begyndte han at berette: - Anne, den arme pige, blev gift med sin elskede Jens i sommeren 1847. Jens var fisker som de fleste mænd var her i byen.
   Han tav og tog piben i munden, medes han tavst stirrede ud over klitterne og videre ud på det oprørte hav. Vinden tog fat i hans hvide hårlokker. Det fik mig til at tænke på kvinde nede på stranden. Stod hun der stadig?
   Han rette blikket mod mig igen.
   - De boede ved havet, de levede af havet og de døde på havet. − Ja, det var hvad mange af dem gjorde; døde på havet. Der er mange af disse gravsten der står over en tom kiste, til minde om mænd der aldrig vendte hjem. I efteråret 1847 var Annes mand taget ud med sin båd som han plejede for at fiske. Han blev fanget i en storm. Ulykkeligvis krævede havet endnu et offer den nat; han vendte aldrig hjem. Tragisk! Stakkels Anne havde kun været gift i få måneder. Det arme skind var løbet ned til havet for at spejde efter ham. Hun nægtede at gå hjem før hun havde set hans båd.
   En kriblen løb ned af min ryg. Jeg havde en fornemmelse; men jeg turde ikke sige det.
   - Den næste dag, fandt man hende død af kulde, kun klædt i sin tynde kjole. Alt for lidt i den bidden vind. Han rystede på hovedet, og så igen ud over vandet. - Hvert efterår lige siden, har hun stået og ventet på sin mand. Han rettede sit blik mod mig igen. - De har mødt hende ikke sandt? - Ja De har mødt hende. Man kan se det på Dem. Alle der har mødt hende er mærket af det. Et løjerligt smil bredte sig på hans læber. - Ikke sandt, De har mødt hende?
   Jeg kunne ikke svare. Der sad et eller andet tykt i min hals. Jeg havde pludselig en brændende lyst til at komme hjem til København. Det lykkedes mig at fremstamme et:
   - Jeg må hjem med Rex. Tak for historien.
   I rask trav satte jeg kurs mod sommerhuset.
   Hvordan kunne han se det?