Hun sidder i skrædderstilling i gågadens ene side, er ikke engang over seksten, næppe mere end femten. Der er mange tiggere på gaderne nu, men hun falder i øjnene på grund af sin ikke særligt fremskredne alder.
   Hendes tøj er ikke laset og beskidt, men det er billigt og halvgammelt som et oprør mod det moderigtige dyre mærketøj i vinduet bagved hende. Det lange lyse hår er bundet sammen i en hestehale, og hun sidder med et fjernt blik med tankerne langt væk fra de mennesker, der suser forbi uden at ænse hende og det skilt, hun har foran sig med teksten "Hjælp mig, jeg er sulten." Da der er en, der rækker hende en mønt i farten, siger hun "thank you," så hun er ikke dansker, heller ikke nødvendigvis engelsktalende, måske ved hun bare, at denne engelske frase forstår de fleste.
   Ansigtet lyser af forladthed, det er næppe mad alene, som hun er sulten efter. Den anden sult ikke stilles ved nok så mange penge.
   Hvis det virkelig er mange penge hun får. En samfundsforsker, der arbejdede med fænomenet fattigdom, forsøgte i forbindelse med sit projekt at sætte sig ud en enkelt dag på gaden iklædt slidt tøj og tigge. Han scorede fyrre kroner.
   Hvem får så de penge, som hun scorer? Er det mon voksne, der tvinger hende til at sidde der for at lokke medfølelsen frem og derved pengene fra folk? Det er ikke umuligt, men heller ikke sikkert.
   Da der er en, der ikke bare stikker en mønt i farten, men ser på hende, mens han giver mønten, og stryger hende på kinden, skinner ansigtet for en tid af en overjordisk glæde. Hvem pengene end går til, så har hun fået stillet den anden sult for en tid.