Gravius' hule
   Morgensolen havde for ganske kort tid siden mistet sin rødgule farve. Den lyste hvidt på den klare blå november himmel. Der var ingen vind og himlens ildkugle varmede i det frosne bjerglandskab. Akrysmir beskuede verden fra Himlens Tag. Ingen kunne nå højere end guderne. Med et velsignet smil råbte hun ud til alle i verden. At ingen nogensinde skulle frygte mørket, for ildgudinden Sashshi ville altid bringe solen frem. Lyset, varmen og glæden. Nærheden fik blodet til at brænde. Den bedste følelse som Akrysmir kendte. Samme følelse som efter en intens bøn til Sashshi, men nu var følelsen konstant. Forfriskende og livskraftig.
   Akrysmir drejede hovedet mod porten bag sig. Indgangen førte ind i Simatas bjerg, hvor mesteren Gravius holdt til. Han havde indkaldt Akrysmir til audiens for første gang, og hun stod spændt ude foran porten, som var enorm. Hvis man ikke vidste, at det var en port, lignede den allermest et stort billede, der var udhugget i bjerget. Fladen, indenfor portens omrids, var helt glat og lignede et bjerg, hvorfra en vej slangede sig ned til jorden. Udhugningerne var så skarpe, at man kunne skære sig på dem, og i fordybningerne kunne man se glasklart purpurfarvet ametyststen, der blinkede i solen. Det var det smukkeste og mest blanke som fandtes.
   Med en kriblende fornemmelse i maven tog Akrysmir en dyb indånding og koncentrerede sig for at kontrollere den magiske kraft, som hun var født med. Hun genkaldte Gravius' instruktioner fra sine visioner og messede de ord hun havde nedfældet på et stykke klæde, for at kunne huske den svære formular. Ordene dansede let ud af munden lige så basalt som ordet "lys".
   "Gravius, Gravius i Simatas bjerg Store klippeport åben dig for Alamars datter Sashshis discipel." Akrysmir holdt en kort pause, hvor hun smuldrede nogle urter med en elegant håndbevægelse. Hun gentog messen i en anden tone og ventede med spænding. På den anden side ventede Gravius. Ham hun altid havde drømt om at møde.
   Langsomt begyndte ametysten at lyse i porten. Lysstyrken blev kraftigere og kraftigere. Til sidst blændede det hende og alt blev mørkt. Hun ventede lidt tid, men mørket svandt ikke. Ord lå allerede på tungen og de flød frem som en vidunderlig sang.
   "Sashshi's sol." En stor lys kugle oplyste nu mørket. Hun drejede rundt om sig selv for at orientere sig. Som forventet stod hun på den anden side, men skuffelsen var overvældende. Der var tomt og uhyggeligt inde i bjerget.
   Akrysmir stod helt alene inde i Simatas bjerg på et stort plateau. Det var lunere inde i bjerget, men stadig koldt. Hun kunne se en smal sti, som førte opad et stykke derfra. Utilpas gik Akrysmir frem til stien og lyset fulgte hendes skikkelse for hvert skridt hun tog. Stien var som en bro uden gelænder og ikke mere end halvanden meter bred. Den var ujævn og på begge sider åbnede kløfter sig, så dybe og mørke, at nattens himmel føltes tættere på. Hun mærkede en susende fornemmelse i maven. Angsten for dybet bed i hende. Der var plads nok til at gå, men frygten virkede til at svække balancen. Akrysmir vidste godt, at det var indbildning, men mørket gjorde det hele værre. Hun tog en dyb indånding, inden hun forsigtigt gik ud på stien. Et skridt og hun stoppede. Akrysmir kiggede opgivende op. Håbet om at se et klippeloft. Der var intet andet end mørke. Et mørke så uendeligt som kløfterne under hende. Stien var det eneste holdepunkt i tomrummet.
   Hendes vejrtrækning var hurtig. Hænderne rystede, da hun i fortvivlelse tog sig til brystet. En snigende angst var ved at få magten over hende. Et skridt, så et mere. Hun prøvede at glemme alt omkring sig og det lykkedes efter lidt tid. Da hun endelig følte sig sikker gik hun i normalt tempo. For at holde frygten borte gentog hun uendeligt sit faste mantra.
   "I verdner mellem det flammende dyb og ildens æter bindes vort kød med den røde farve. Energien flyder i os som ilden, jordens blod, indtil velsignelsen frigiver sjælens bånd. Sashshi ildens gudinde. Herskeren over solen. Skaberen af kærlighed og lyst. Beskytteren af livet. Jeg hidkalder din velsignelse. Jeg hidkalder din guddommelighed til det jordiske plan for at modtage den himmelske kraft. Vis mig vejen ud af mørket og giv styrken til min vandring. Lad flammerne brænde i mit blod, hver gang dit væsen rører min sjæl. Forenet i blodets bånd, jordisk og himmelsk, er jeg din trofaste tjener, dit orakel. Sashshi, ildens moder..."
   Da Akrysmir havde gået et stykke tid, hørte hun skrig fra flagermus i det fjerne. Hun standsede for at lytte. Vand fra drypsten hørtes pludseligt overalt, men intet var at se. Luften var tung og lugtede af mug. Hun gøs og gik lidt hurtigere på den våde klippesti.
   "Jeg er der snart. Meget snart," sagde Akrysmir for sig selv.
   Hver gang hun tog et skridt hørtes ekkoet længere borte. Akrysmir følte, at der var noget efter hende og hun begynde lige så stille at løbe. Noget ondt og hæsligt formede sig inde i hendes hoved. Det syntes at nærme sig hurtigt og idet hun så sig tilbage, snublede hun over et lille fremspring.
   Akrysmir skreg hysterisk. Hun hang i sine arme ud over kløften og mærkede sin kropsvægt tynge sine arme. Frygtens tårer faldt uendeligt ned i dybet. Energien svandt stille og da kræfterne næsten var sluppet op, overtog hendes vilje magten. Intet kunne slå hende. Hun kunne ikke fejle. Foden fandt et fæste og hun stødte til, så hele hendes krop løftede sig. Armene fik et bedre greb længere inde på stien og Akrysmir klatrede målrettet op, indtil hun lå på den fugtige klippesti. Hun lå et øjeblik på den våde klippe, inden hun rejste sig.
   "Du er vel nok modig i dag!" Råbte hun til sig selv i raseri over frygten, alt imens hun børstede sin lange kjole af for skidt. Kjolen var kropsnær om livet og den markerede hendes barm på en sanselig måde. Hun flettede sit lange mørke purpurfarvede hår, som var tykt og snoede en anelse. Hun mærkede pludseligt kulden trække gennem det våde tøj. Hun rev derfor sin sorte uldkappe tæt omkring sig. Vredt fortsatte hun sin vandring, men nu havde hun bekæmpet frygten og uden besvær gik hun hastigt videre.
   "Der kan da ikke være langt igen?" sagde hun lavmælt længe efter. Hun gik og gik, men vejen fortsatte. Det var ikke til at forstå, at den kunne blive ved i en uendelighed. Blodet forsvandt pludselig fra hendes ansigt. Måske var hun gået den forkerte vej. Hun tænkte på at vende om, men der havde jo ikke været nogen anden sti. Akrysmir tænkte tilbage, men hun var sikker i sin sag og fortsatte i raskt tempo.
   Langt om længe gik hun rundt om et hjørne og så fakler lyse et stykke borte. De oplyste et halvmåneformet plateau, hvor en væg bag det var så høj, at den forsvandt i mørket. Faklerne, som markerede afgrunden, var fastgjort langs kløftens kant.
   Da hun nåede hen til faklerne, stod hun atter foran en stor port. Porten tårnede sig op over hende, og den var mindst lige så stor som den første. Ved siden af porten stod en stenfigur i granit på en kort stensøjle. Det var en gargoil. Et skrækkeligt væsen med vinger og en mund fyldt med syle. Akrysmir kiggede nærgående på den. Arbejdet var veludført med mange detaljer. Figuren stirrede tomt ud i mørket og hun kiggede sig kort omkring. Det var underligt, at der kun var denne ene søjle. Akrysmir rettede atter blikket på porten og prøvede så remsen, som Gravius havde givet hende, men den virkede ikke. Hun vendte sig om for at se efter en anden vej.
   Hun undrede sig, fordi hun ikke havde fået andre instruktioner om, hvordan hun skulle komme videre. Hun var slet ikke klar over portens eksistens. Hun så sig fortvivlet rundt i håb om at finde en ny sti, som ville føre hende til Gravius, men hun vidste godt, at man ikke bare lavede en kæmpe port i bjerget for ingenting. Uden tvivl måtte det være vejen frem.
   Et hæsligt hvinende skrig borede sig pludseligt ind i hendes sind, mens en kæmpe stor klo flænsede hendes sorte kappe. Hun vendte sig skrækslagent og kastede instinktivt en forsvars formular. Stengargoilen var blevet levende og dens blodtørstige rød-orange øjne lyste af ondskab. Hun skreg og løb væk fra uhyret.
   Den indhentede hende og slog ud efter hende. Uhyret ramte en usynlig aura, der knitrede med små lyn. Dyret skreg og gentog sine angreb, men auraen holdt den tilbage. Væsnet lettede i arrigskab og fløj et stykke væk. Hun var klar over, at den var i færd med et stormangreb. Gargoilen's lange spidse horn ville gennembore hende, hvis ikke hun gjorde noget med det samme. Panikslagen prøvede hun ihærdigt at komme i tanke om en angrebsformular, men det var ikke let i den pressede situation.
   "Ild slå en gnist."
   "Min sol voks dig stor."
   "Brænd alle væsner."
   "Brænd store og små."
   En lille kugle af ild voksede sig større og større henne ved gargoilen og til sidst blev den opslugt af den magiske ild. Stenuhyret jamrede højt af smerte og ekkoet vendte tilbage flere gange. Dyret gav ikke op. Da ilden var borte kunne hun se ondskaben vende tilbage i dens øjne, og hun gentog forskrækket formularen.
   Gargoilen undgik den anden ildkugle og fløj direkte hen imod hende. Hjertet hamrede i brystet og pulsen hylede i hendes ører. Dyret ville ikke give op. Hun fumlede med bæltet og kom til at rive et par poser i stykker i sin hast. Anspændt prøvede hun at trække vejret langsomt for at få ord til sin magi, da hun vidste, at denne kamp ville fortsætte til døden. Hun messede en hurtig formular, mens hun ledte efter nye urter og remedier til den næste svære angrebsformular. Den simple magi ville gøre dyret blind, så hun kunne undvige dens skarpe horn og skabe forvirring. Flammerne brændte sig ind i gargoilen's væmmelige øjne og hun kunne akkurat undvige dens frygtelige horn ved at vælte sig om på klippegulvet. Uhyret, som intet kunne se styrtede lige ind i portens stenhårde klippeflade og faldt til gulvet. Den brækkede et horn og lå stille at stykke tid.
   Akrysmir havde rejst sig fra jorden og messede en ny svær formular.
   "Torden og lynild spring."
   "Flyv til fjendens kød."
   "Lynene vil blive din død."
   Lynild sprang fra hendes hænder, men ramte ikke uhyret. Lynene fortsatte ind i muren, så de kastedes tilbage imod hende. Strålen ramte auraen ved brystet og hun følte livet forsvinde fra sin krop. Forsvarsformularen var ikke stærk nok til at beskytte hende fuldstændig. Små elektriske stråler ramte hende og smerten var overvældende. Hun stod lammet et øjeblik, mens gargoilen langsomt kom på benene. Klar til at fare hen imod hende med sine klør parat til at flå hende i småstykker.
   Akrysmir havde nogle sjældne ingredienser i den ene hånd og var klar til at råbe en grusom magi, der ville gøre en ende på uhyret. Remsen var ikke lang, men en beslutsom kraft fra sindet ville nærmest eksplodere og slå Sashshi's brændende hånd i jorden. En destruktiv kraft, som hun ikke havde set endnu.
   Da gargoilen ikke var mere end to hestelængder fra hende, sprang gnister fra klipperne under dem og en høj ildmur voksede sig op imellem dem på få sekunder. Gargoilen's dødsskrig løb hende koldt ned ad ryggen, trods hun havde forventet det. Da ildmuren forsvandt nogen tid efter, var der kun en sort stenstøtte tilbage, hvilken lidt efter smuldrede til aske. Akrysmir lod sig synke sammen på gulvet af lettelse. Hun var udmattet og hænderne rystede voldsomt.
   Den store bunke af gargoilen's jordiske rester lå nu tilbage foran porten på klippegulvet, indtil en pludselig vind fejede asken bort og porten åbnede sig.
   "Kom indenfor, min ventede gæst," Rungede en dyb stemme højt indefra den oplyste hule.
   Akrysmir rejste sig usikkert på benene. Hun var svækket for kræfter fra magien, men det måtte være Gravius der talte. Hun stod nu midt for den store port og kiggede ind i hulen. Lys strålede ud i halvmørket som en sol. Forundret stirrede hun på store dynger af sølv og guld, både mønter, rustninger og våben lå i bunker. Hun havde aldrig set en lignende skat. Rigdommene var større end noget andet.
   Hun gik ind i det store skatkammer, hvor ædelsten af alle slags skinnede. Hun fulgte stien af små ædelsten i alle regnbuens farver, som bugtede sig mellem bakker af guld og sølv.
   Hun kiggede op, da to lyserøde krystalgolemer af rosenkvarts standsede hende for foden af en enorm bakke bestående af platinmønter og skinnende ædelsten på størrelse med æbler.
   Akrysmir kom i tanke om det, hun havde læst om golemer i bøgerne "Sjæle fastbundet af magi". Man skulle først indfange en sjæl og derefter binde den til en unaturlig krop via magi. Den unaturlige krop kunne være lavet af metal eller sten, men Gravius havde altså brugt krystal. Golemer var altid onde, hvis de ikke blev domineret af en mægtig kaster.
   Akrysmir knælede for Gravius og så forsigtigt op. Dragen af ametyststen lå dovent på sin enorme skat. Han løftede sin lange hals og han baskede med sine små vinger, der aldrig ville kunne bære hans store krop igen. Engang, for flere hundrede år siden, havde hans vinger været prægtige og store. De havde båret ham i luften over hav, skove og sletter. Alderen havde magten over hans krop, og den kunne ikke give slip igen. Det vidste hun.
   "Det er rart at se dig Akrysmir for første gang." Han smilede. "Dit tøj er jo i en elendig stand og du selv med, min kære. Det må jeg hellere gøre noget ved. Følg mine golemer til gulddøren og kom tilbage, når du har beundret min gave."
   Akrysmir bukkede og fulgte efter Gravius' tjenere.


Alene gik Akrysmir igennem en dør af guld udsmykket med røde granater. På den anden side gemte der sig et prægtigt soveværelse. Det første hun opdagede inde i værelset var en himmelseng af sølv, hvor gardinet var lavet af vævede sølvtråde med perler. Akrysmir rørte ved det og gardinet bevægede sig let som silke. Sengeklæderne var lavet af tætvævet hvid angora, som var dekoreret med sølv og guld i smukke mønstre under de bløde og puffede puder. På sengetæppet lå et forseglet brev med hendes navn.
   "Til Akrysmir; datter af Alamar," læste hun højt. Hun åbnede brevet:

Til Akrysmir

En lang rejse på Mandrinerens Ryg har bragt dig til Simatas bjerg. En færd i stilhed i modsætning til det som venter. Sashshi, ildens gudinde vil vogte over sin discipel. Mist aldrig troen, når verden viser sin grusomme side. Gudindens yndling vil få brug for hjælp trods sin styrke. Ved spejlet finder du min gave, der vil hjælpe dig. Kom til mig min udvalgte. Fremtiden venter dig.

Din mester Gravius
   Akrysmir lagde brevet fra sig igen, men med en anelse forvirring. Trætheden slørede hendes skarpe sind og udmattet gik hun over til spejlet, som gik fra gulv til loft. Endnu en genstand så overdådig, at den målte sig med alt andet i værelset. Ved hver side stod der et smalt bord af guld. Den ene med et porcelænsfad fyldt med vand, og den anden med sammenlagt tøj. Hun ville ikke berøre klæderne, da hendes hænder var snavsede efter at have været i kontakt med bjergets klippegulv flere gange. Uden at fjerne blikket fra klæderne, klædte hun sig af og vaskede sig.
   Tøjet var lavet af stof, som hun aldrig havde set eller læst om. Det var mat hischacarn. Sjældent stof som ellers ikke eksisterede på det jordiske plan. Let som ingenting og levende som flammerne, når vinden leger med ilden. Farver så klare som aftensolen og nattens mørke himmel ved nymåne.
   Akrysmir tog den røde kåbe op foran sig og var straks fortryllet af dens skønhed. Den dækkede snart hendes krop med en følelse, som næsten ikke kunne beskrives. En følelse, som når vand omfavner kroppen og det hverken er for koldt eller for varmt. I sin rus greb hun ud efter den sorte kappe og svingede den over skuldrene. Luften fik den til at danse, indtil den blidt omsluttede hendes ryg. Indersiden flammede op med skinnende guldtråde, idet hun spændte guldhægten med Sashshi's hellige symbol. Vejrtrækningen forsvandt kort i overraskelse og hun løsnede hægten for at se nærmere på kappens inderside, men da forsvandt de glødende guldtråde atter.
   Spejlet reflekterede hendes skikkelse. Kåben var kropsnær til livet med en meget dyb udskæring ved halsen, så hendes fyldige bryster kunne anes, ligesom i den gamle kjole. Den var udsmykket med guldtråde i fantastiske mønstre ligesom på kappens yderside. Akrysmir løsnede sit flettede hår, som derefter bølgede ned over ryggen og indrammede hendes ansigt. Hun smilede med uendelig taknemmelighed og sænkede hovedet. Hun tog sig til brystet i overraskelse over gavmildheden og rakte ud efter et par sorte støvler.


Akrysmir gik fra værelset med lykke i sjælen og snart kunne hun se sin mester Gravius ligge på sin skat. Hun stod endelig i mesterens hule. Den største ære at møde ametystmagikernes klanleder. Hun var der. Hende alene. Hun ventede blot spændt på at vide, hvorfor hun skulle møde mesteren.
   Dragen strakte sin lange hals og kiggede på hende med blide øjne. Inden hun kunne nå at sige noget rungede hans dybe stemme ud i alle hulens kroge.
   "Sig intet. Jeg har meget at berette. Jeg har frembragt et bord med mad, som enhver ametystmager kunne ønske sig. Sæt dig og nyd et bæger iskoldt bjergvand, imens jeg fortæller en historie."
   Gravius sukkede nærmest i fortryllelse, idet Akrysmir gik forbi ham. Hendes ansigt var så smukt. Den fine lyse glasagtige hud var så ren og klar, at en engel ville misunde hende. De levende lysegrå øjne glimtede næsten i lyset på grund af de hvide stråler i iris, hvilke blandede sig med det grå. Hun var som en gudinde og ingen i klanen ville nærme sig hendes skønhed. Hendes karisma var enestående og en af grundene til, at han havde valgt hende til opgaven, men ikke mindst på grund af de mystiske visioner fra Alunaris.
   "Jeg har kontaktet dig, fordi jeg ved, at du kan klare min opgave. Jeg har ventet i mange hundrede år på den rette person og jeg vurderer, at du, Akrysmir, kan klare den," sagde han alvorligt.
   "Du har ventet på mig?" Hun var beæret.
   "Ja, du er den rette og nu vil jeg fortælle dig en historie fra tidernes morgen." Gravius's ansigt lyste en anelse op. "Da verden opstod, var dragerne de første væsner. Først kom moderen til alt liv. Alunaris skabte Mandrineren. En gigantisk slangedrage som svømmede på verdens evig hav. Intet land fandtes og i denne golde verden fødte hun de fire elementguder. Først kom datteren Azuri, gudinden, som skulle regere havet. Hun fik en søster Sashshi, ildens herskerinde ved et enkelt åndedrag fra sin moder. Mandrineren lod derefter sin krop ofre for sin første søn, Malakitarn. Kroppen frøs fast og blev til jorden i denne verden. Den som han skulle vogte. Til sidst forlod Mandrineren verden. Hendes sjæl rev sig fri og hun fødte sin sidste søn, Titantas. Den livlige søn der blæser livet rundt i verden. De fire søskende ærede deres mor ved at skabe de første væsner i hendes billede, dragerne. - Ildgudinden Sashshi skabte de ildspyende guld- og røddrager. De to racers forskellighed er imponerende. Røddragerne er lumske og bevidst ondskabsfulde, hvorimod gulddragerne er noble og ærefulde. Derefter skabte Titantas, vindenes gud, de yndefulde og gode platindrager, samt de maliciøse blådrager. Alle Titantas's drager kaster lynild gennem luften fra deres bestialske munde. Jordguden Malakitarn skabte så kobberdragerne og de sorte drager, hvis dødelige savl er ætsende syre. Kobberdragerne, som oftest holder sig for sig selv, er dog villige til at kæmpe for det gode, hvis det bliver nødvendigt, hvorimod sortdragernes perfide væremåde er destruerende overfor alt og alle. Til sidst skabte Azuri, gudinden over vand de smukke sølvdrager hvis stilfulde elegance, samt godhed stråler om kap med gulddragerne. Hun skabte også de dyriske hviddrager, som kun tænker på at overleve og derfor virker barbariske af natur. Azuri's drager fryser alt til is med deres lammende kuldeånde."
   "Hvad så med dig Gravius? Hvem har skabt Ametyst-dragerne?" spurgte Akrysmir betaget af historien, selvom hun egentlig godt vidste det. Hun havde for længe siden læst skabelsesberetningen i de hellige skrifter.
   Gravius strakte sine små vinger, som havde gjort ham ude af stand til at flyve de sidste tusind år og han tog en dyb indånding, inden han fortsatte.
   "Guderne mente, at noget neutralt måtte skabes for at opretholde en balance i verden. De henvendte sig så til neutralitetens gud Alunaris, som skabte den himmel vi ser på om natten, månen og stjernerne og ikke mindst deres moder, Mandrineren. Denne gud har ingen skikkelse, blot ingenting men alt, en usynlig ånd. Guden Alunaris skabte ametystdragerne efter de fire guders ønske og for at have en neutral vogter i verden. Denne neutralitetens gud tilbedes af måne- og stjernepræsterne, samt ametystdragerne." Gravius holdt en pause og stilheden lå som et tykt tæppe i hulen, indtil Gravius's dybe stemme opløste den. "Da dragerne var de første levende væsner i denne verden, blev vi tildelt et tre tusinde år langt liv. Alle andre væsner her i verden bliver ikke engang det halve. Ser du Akrysmir, jeg er 2528 år gammel. Jeg har en del år tilbage, men ønsker at forlænge mit liv. Min gud har fortalt mig om en livseliksir, der kan forlænge et væsens liv."
   "En livseliksir!" Akrysmir så forundret på Gravius. Disse magiske drikke havde hun kun hørt om i legender. De var magtfulde og kunne gøre et væsen halvt så gammel. Drikken kunne give ham vingerne tilbage, blot endnu større, så de kunne løfte hans gigantiske krop.
   "Du, Akrysmir, skal finde alle ingredienserne til denne eliksir. Drikken består af fem sjældne ingredienser. En magtfuld drik, som ikke er let tilgængelig, derfor må du finde nogle personer, der kan følge dig på rejsen. Jeg råder dig dog til, ikke at sige for meget om det. Heller ikke om de enkelte ingredienser før det er nødvendigt." Han så alvorlig ud. "Jeg kan ikke fortælle dig så meget, men det er også en del af din opgave at finde ud af alle disse ting, men hør nu godt efter. Først, her har du en diamant. Du skal søge kaosdværgene af Rion's slægt for at lave diamantpulver ud af den. De har en legendarisk hammer, som siges at være en gave fra guderne. Den kan destruere alt der ligger under dens hoved. Ligeledes skal du finde en røddrage og bringe dens øje tilbage til mig. Drag også til den store ørken mod syd og find Nattens Dronning. Næste ingrediens er unik. Det siges, at en skabning, der kaldes Tika, har blåt blod i årerne. Bring en lille flaske med blodet sammen med vand fra Azuri's hellige kilde. Kilden findes i Azuri's tempel på bunden af Cyanhavet. Det var alt. Drag af sted med det samme og opsøg troldmanden Paliz i den fortryllede by Luna. Han kan hjælpe dig." Gravius skabte en pergamentrulle udfra ingenting og lod den svæve ned til hende. "Brug dine evner, og lidt charme kan bringe dig langt. Din skønhed vil overgå de fleste. Tro ikke at rejsen bliver let, men din gudinde vil sikkert vejlede dig på færden."
   Akrysmir smilede i sindet. Det eneste hun elskede og levede for var sin gudinde. Ildens herskerinde, vogter af kærligheden og tæmmer af ondskab. Hun var et øjeblik fortabt i sine tanker, men vågnede op idet krystalgolemerne rakte en pose ud til hende. Den var fyldt med mønter og hun tog imod dem. Posen var tung og hun lagde den i sin taske sammen med sin elskede trolddomsbog, som hun havde fyldt ud med formularer gennem de mange år, hun havde levet. Der var også mange andre værdifulde ting, som var dyrebare for hende, men intet kunne overgå trolddomsbogen.
   "Posen er fyldt med hundred platinstykker. Brug dem som du vil. Når du har alt til eliksiren, så vil jeg åbne en verden for dig indenfor alkymi. Jeg betvivler ikke dine evner." Gravius begyndte at messe nogle ord på et magisk sprog, som Akrysmir ikke kendte. Formularen var lang og lød indviklet. Luften foran Akrysmir begyndte at dirre og skinne blåhvid. Til sidst var der en ellipseformet lysende ring foran hende med en tyk hvid tåge. "Jeg ønsker dig held og lykke på rejsen. Gå igennem portalen til Luna og find troldmanden Paliz.
   Akrysmir smilede og gik gennem tågen.