Magiske besættelse?
   En mand hvisker og jeg vender mig forskrækket om med et højt gisp, som runger i stilheden. Der er ingen. Jeg er helt alene. En stemme omgiver mig pludselig fra alle sider. Jeg drejer og drejer rundt om mig selv for at finde kilden, men jeg bliver svimmel og de blåsorte omgivelser bliver orangefarvet. En ring af ild omgiver mig med en ubeskrivelig atmosfære, der varmer mit blod. Han taler til mig med en ukendt tunge. En mørk elver. Han står pludselig foran mig. Et sus af varme fylder mig med smerte i maven. Den skriger i hungrende længsel, mens mit hjerte hamrer hårdt i brystet. Jeg rækker hånden ud efter ham, men jeg svæver længere og længere bort dog uden at forsvinde helt. De mystiske øjne brænder sig ind i min sjæl endnu engang, inden lydene i mine ører fortrænger alt. En hviskende stemme fra et fjernt sted.
   "Linea våg op!"
   Zilas holder mig i hånden. Jeg husker med det samme, at han ville sove inde hos mig på gulvet. Han stirrer på mig, siddende på en taburet, ved sengekanten med ryggen op af træbrædderne, som skiller rummene fra hinanden. Zilas smiler lettet, da han endelig registrerer, at jeg reagerer på hans kald. Mit hår klistrer sig til ansigtet. Kjolen er våd ligesom lagnet og puden, men dynen ligger halvt på gulvet og lidt halm stikker ud af det ene hjørne. Mit hjerte banker vildere end nogensinde og den stikkende fornemmelse i maven er ikke til at tage fejl af. Jeg er stormende forelsket. Jeg stirrer på min bror, mens jeg benægter det flere gange højt for mig selv. Jeg er ikke forelsket, jeg er ikke forelsket. Men jeg svæver højt på en sky og kan ikke få jordforbindelse. Der er ingen tvivl. Jeg er forelsket i en mand, som ikke findes.
   "Hvad sker der med dig, Linea? Du fabler mystiske ord i søvne, så højt at jeg ikke har sovet ret meget. Det ene øjeblik er du fortvivlet og det andet er du nærmest i ekstase. Hvad har du drømt?"
   "Jeg ved det ikke. Hvad mener du med, at jeg taler i søvne?"
   "Du snakker elvisk," han er fuldstændig målløs og fortsætter. "Jeg forstår næsten ingenting. Du sagde noget med at ride på vindene til det fjerne nord. Langt bort hvor kulden brænder. Så kaldte du sørgmodigt efter en person. Du sagde Ajantar, Ajantar min elskede, forlad mig ikke."
   Jeg smiler fjernt af lykke. Han hedder Ajantar, ham som jeg husker for første gang. Jeg tror aldrig, at jeg vil glemme det smukke mørke ansigt, hvis hud er kulsort. De fantastiske ravgule øjne med intens lidenskab og betagelse. Jeg vil gemme mig under det lange hvide hår, mens han omfavner mig med sin stærke krop. Endelig kan jeg placere mine følelser et sted, men det er tåbeligt for intet er jo virkeligt andet end mine følelser. Det hele er en drøm.
   Jeg ligger i sengen og trækker dynen op og putter mig. Jeg vil ikke stå op. Det vil være dejligt at sove igen. At rejse i fantasien og møde ham i en rus af gengældte følelser. Jeg længes efter hans varme krop. Våde kys og...
   "Er der nogen hjemme? Linea er du her?" Min bror kigger forvirret på mig. Jeg havde glemt ham for en kort stund.
   "Hvad siger du?" Spørger jeg fjernt.
   Zilas sætter sig tilrette oppe i sengen ved min side og holder sin arm omkring mig. Jeg kigger tilbage på ham og venter på, at han skal sige, hvad han tænker. Han ser noget urolig ud, men jeg smiler blot. Han tænker sig længe om og det eneste jeg hører i mit sind er Ajantar, Ajantar, Ajantar. Min bror river mig straks ud af tankerne og siger:
   "Det med, at du pludselig taler elvisk og ikke selv fatter noget af det, er mystisk. Der kan være flere forklaringer på situationen, som kan være følgende: for det første: Du har hørt en elver tale uden, at du ved det. Nummer to: Nogen taler til dig fra gudernes verden. Og sidst: Én person kalder på dig ved brugen af magi. Det er, hvad jeg kan finde på."
   "Det er godt nok nogle yderst interessante forklaringer. Hvad tror du selv?" Jeg griner drillende og puffer til ham med den ene skulder.
   "Jeg ved det ikke. Jeg holder mest på det med, at du har hørt sproget et sted, men du burde ikke kunne sammensætte ordene og slet ikke grammatisk korrekt. Dine sætninger virker meget personlige på et plan. Det handler om dig." Han ryster på hovedet. Min bror er rådvild og siger til sidst: "Husker du overhovedet andet end de ord du fortalte mig i går?"
   "Ja, men det er første gang, jeg husker andet end stemmen. Jeg så Ajantar. Sort som natten og lys som dagen. De fantastiske øjne. Kan man overhovedet være forelsket i en drøm?"
   "Hm... han ligner jo dig, efter din beskrivelse, så du kan jo i realiteten drømme om dig selv. Men det med at være forelsket i sig selv vil nok være lidt selvoptaget. Det ligner ikke dig at være sådan, men..."
   "Nej, han ligner mig slet ikke. Han er anderledes." Jeg sukker længselsfuldt.
   "Ja, det undrer mig ikke, siden du taler elvisk. Hm..." Han tænker lidt og siger: "Beskriv ham så, jeg kan jo ikke se ham."
   "En silkeagtige sort hud i kontrast til det lange hvide hår og de intense gyldne øjne." Jeg lukker øjnene og et kort øjeblik efter udbryder min bror en ed:
   "Fandens også." Han springer ud af sengen og griber efter vandfadet. Han smider det kolde vand direkte i hovedet på mig og jeg skriger overrasket.
   "Hvad har du gang i?" Råber jeg hysterisk.
   "Nu vågner du bare op, lige med det samme." Fadet ryger på gulvet og han river mig ud af sengen. Zilas flår nærmest kjolen over mit hoved, så jeg ikke har en trævl på kroppen. "Vi skal til byen med det samme."
   I raseri over hans handling giver jeg ham en lussing. Jeg samler natkjolen op fra gulvet igen og råber:
   "Du kan ikke bare tage mit tøj af på den måde. Du kunne jo spørge først! Og du skulle forstille at være intelligent!"
   Jeg flår skabsdøren op og den er næsten ved at brække i hængslerne, fordi den har været i stykker i længere tid. Jeg tager en kjole på og skuler vredt på Zilas. Han kigger undskyldende tilbage og tør ikke sige noget. Jeg forstår ikke, hvad der går af ham og spørger mere afdæmpet, hvorfor han blev så febrilsk.
   "Har du aldrig hørt om sortelvere?" Spørger Zilas som svar.
   "Nej, hvorfor kloge lillebror?" Og jeg lægger ikke skjul på sarkasmen.
   "De praktiserer manipulerende magi til ekstremerne og de er onde."
   "Alle kan ikke være onde." Jeg er lidt harm over den så direkte fordom. "Nogen må også være gode, ligesom mennesker er gode og onde. Bare fordi man ser ud på en bestemt måde, så er man nødvendigvis ikke ondsindet. Det er også helt hen i vejret, det du fabler om. Jeg har bare haft en betagende drøm og jeg kan tilfældigvis lide ham. Sådan er det bare."
   "Hør Linea. Hvorfor kan du så pludselig tale elvisk?"
   "Jeg har sikkert hørt det et sted i byen, uden at vide af det. Det har du selv sagt."
   "Hvorfor ved du så, hvordan en sortelver ser ud?"
   "Jeg kan have set en tegning i en bog på biblioteket."
   "Hold nu op med at være tykhovedet. Tænk nu hvis jeg har ret?"
   "Hvad så? Tror du de onde kommer og slår mig ihjel?"
   "Jeg ved det ikke!" Råber han frustreret. "Der er bare noget muggent ved det her. Jeg kan ikke forklare det. Jeg vil bare gerne snakke med min mester om det. Han ved mere om den slags ting end jeg gør. Vi kan hygge os inde i byen bagefter. Vil du ikke gøre mig den tjeneste?"
   "Du har jo ingen penge."
   "Nej, men måske må vi få nogle af mor og far, nu hvor jeg er hjemme."
   "Okay, så gør vi det, hvis det kan tilfredsstille dig. Jeg er ligeglad, men jeg forstår ikke, hvorfor du vil gøre dig til grin overfor din mester?"
   "Hør Linea, du betyder mere for mig end det. Jeg har en fornemmelse. Jeg vil bare være sikker på, at der ikke sker dig noget. Kan du ikke forstå det?"
   "Fint. Jeg er klar om fem minutter, så kan du tigge om penge imens."
   Jeg ser Zilas gå ud af døren for at gå ned i stuen. Han kigger lidt nedtrykt tilbage på mig, men jeg er ligeglad. Det hele er jo bare en drøm. Og den vil sikkert komme igen i nat. Jeg smiler og glæder mig allerede til at møde min mystiske sortelver, Ajantar.