Vejen til Caine's grav
   Det er rigtig koldt, da jeg vågner. Hårene har rejst sig over hele kroppen og jeg ryster ufrivilligt. Jeg kan høre de andre skramle rundt med poser, krus og teltpæle. Hurtigt tager jeg mit tøj på og kravler ud. Med det samme slår jeg kappen over skulderne for hurtigt at få varmen og jeg ser Memos bakse med at få ild i bålet, hvilket er ganske usædvanligt. Jeg kigger rundt og får øje på Direk. Han smiler til mig, men Memos advarer ham om at nærme sig eller snakke med mig. Jeg ser ondt på Memos, for der er absolut ingen grund til at være så streng. Der var jo ikke sket noget. Og ligefrem kommunikationsforbud med ord og mimik er lige i overkanten.
   "Faramir," siger jeg," er det ikke lidt tåbeligt, at man ikke kan snakke sammen? Der er jo ingenting sket."
   "Det er ikke op til mig at afgøre. Det er Memos' lærling."
   "Jamen det er da helt unødvendigt." Han svarer ikke, men pakker det sidste af sine ejendele og jeg retter blikket mod Memos. "Hør lige, hvad jeg har at sige. Der er ikke sket noget mellem Direk og mig. Desuden kan jeg slet ikke drømme om at være sammen med ham. Hvad er dit problem?"
   Han ser køligt op på mig og siger roligt:
   "Det er muligvis rigtigt, det du siger, men du så selv, hvordan han var i nat. Det er bevis på, at der er noget galt. Skaden er allerede sket og det er min pligt at få ham på rette spor igen."
   Jeg er ved at koge over indeni. Han er jo fuldstændig afsporet. Hvem kommer ikke ud af kontrol indimellem? Jeg holder dog min vrede i mig selv og får blot et stramt udtryk i ansigtet. Beslutsomt går jeg over til Direk og tager ham bestemt i armen.
   "Kom med herhen og hjælp mig med at slå teltet ned. Det er tåbeligt at være så regelrettet."
   "Direk." Brummer Memos hult.
   Han ser på mig med undskyldende øjne og går hen til sin mester. Han begynder at hjælpe ham, men det er tydeligt, at det er med modvilje. Jeg ryster uforstående på hovedet og vender mig bort. Jeg begriber ikke det, som sker omkring mig, så jeg dropper at tænke mere på det og begynder at pakke mine egne ting.
   "Der kan ikke komme ild i bålet. Jeg forstår det simpelthen ikke. Der var da ingen problemer i går." Memos rejser sig opgivende og ser på Faramir.
   Han svarer:
   "Der er noget galt. Vi må se at komme væk hurtigst muligt. Den kulde er også unaturlig." Han griber ud efter sine ting og kaster rygtasken over skulderne.
   Memos gør det samme, mens Direk står forvirret og kigger rundt.
   Faramir råber til mig:
   "Alhana, ta' dine ting og lad resten stå. Vi må væk nu!"
   Jeg tøver et sekund, men løber så efter de andre. Vi løber hastigt i de lange og smalle gange. Noget er efter os. En underlig spøgelsesagtig lyd nærmer sig og det løber mig koldt ned af ryggen. Jeg er bagerst og haler lige efter Memos. Jeg ser mig tilbage og forventer at se et udyr af en slags, men der er kun mørke. Jeg sætter farten op og løber forbi Memos og dernæst Faramir. Til sidst er jeg foran Direk, som næsten er lige så hurtig som jeg.
   Vi stønner og puster af udmattelse for at komme væk. Direk sakker bagud og Faramir er lige i hælene på mig. Gangen svinger og drejer og jeg er flere gange ved at løbe ind i murene. Jeg hører indimellem Faramir's rustning skrabe mod klippevæggene og det frembringer en hvinende lyd, som får mig til at skære tænder.
   Pludselig ender vejen i en afgrund. Jeg stopper brat op og et halvt sekund efter braser Faramir ind i mig. Jeg bliver slået omkuld og lander på siden. Jeg skriger forskrækket. Kraften fra sammenstødet får mig til at rulle hen over jorden og pludselig forsvinder den. Jeg griber fat i kanten til afgrunden og ligger med armene og hovedet langs klippeoverfladen.
   "Hjælp!" Skriger jeg.
   Nogle småsten får mig til at glide længere ned i afgrunden og jeg hænger kun i mine arme. Faramir smider sig på maven og griber ud efter mig, men for sent. Jeg falder og jeg mærker suset i min mave. Jeg tænker, at om lidt rammer jeg jorden og så er det forbi. Jeg hører Faramir råbe fortvivlet:
   "Alhana!"
   Plask.
   Jeg mærker det iskolde vand over hele min krop i det jeg forsvinder ned i dybet. Desperat prøver jeg at komme op til overfladen, men det er som om chokket har paralyseret mine lemmer. Jeg går i panik og får vand i munden. Jeg sparker i alle retninger og til sidst når jeg op til overfladen. Jeg hoster voldsomt og hiver efter vejret. Det er som om det brænder i halsen ved at få luft.
   "Alhana, Alhana, er der sket noget." Råber Direk.
   "Nej, jeg er okay." Jeg bliver ved med at små hoste og trække vejret i korte gisp.
   "Alhana," råber Faramir, "Prøv at svømme længere væk, så springer vi andre i. Uhyret kan vise sig når som helst."
   Jeg svømmer i en tilfældig retning.
   "Ok, spring bare ned."
   Plask.
   Direk kommer op med et skrig:
   "Ihhhh, hvor koldt." Og han plasker formålsløs rundt i vandet.
   Jeg kan se ham tydeligt i mørket med mit elversyn. Han svømmer til siden og jeg råber til de andre, at den næste kan springe.
   Plask.
   Faramir råber oppefra klippen langt over os:
   "Uhyret kommer! Jeg springer, må Gudinden Azuri være nådig, at jeg ikke rammer Memos... arhhhhh!"
   Plask.
   Jeg kan se udyret langt over os. Det lyser svagt, som et spøgelse, men det ligner ikke sådan et. Det er nærmere et slags katteagtigt væsen, som hvæser en sær lyd ud i mørket.
   Memos kommer op til overfladen og kort efter prinsen. De kigger automatisk op og ser dyret i sin svage lysende aura. Faramir siger dystert:
   "En helvedes kat. Vi må være tæt på det glemte tempel. Vi kan nok forvente flere væsner af den slags eller nogle af dets frænder."
   Direk kommer med en pibende lyd:
   "Hva... hvad for nogle frænder. Er de mildere end den, som står deroppe?"
   "Det tror jeg næppe." Svarer Faramir.
   Der bliver helt stille og jeg svømmer hurtigt hen til en klippeside, hvor man kan kravle op. Endelig er jeg kommet op af det iskolde vand. Jeg ryster af kulde og tænderne klaprer. Jeg prøver at få kontrol over min krop og får svagt sagt til de andre, at de kan komme op af vandet, hvis de følger lyden fra min stemme. Der går ikke lang tid før vi alle står tæt sammen i en klump for at få varmen.
   Alt er vådt. Tøjet, skindene og maden. Der er ikke andre muligheder end at fortsætte til et mere sikkert sted og få tændt et bål. Vi løber for at få varmen og Memos er forrest med sin lyskugle i hånden. Vi følger den stille underjordiske flod i et svært fremkommeligt terræn og jeg er lige ved at falde flere gange. Floden bliver smallere jo længere vi kommer frem, men den er stadig hel blank, trods man skulle tro strømmen blev stærkere.
   Pludselig ender vejen brat og floden bliver til en lille sø for enden af klipperne. Direk begynder straks at jamre over, at vi alle vil dø hernede i underverden og aldrig se dagslyset igen, men Faramir forsikre ham om, at vi nok skal finde en vej ud. Jeg ser mig omkring, mens de andre taler om vi skal kravle op af klippevæggen, for at komme videre. Jeg får øje på noget i en fjern ende. Det ser ud som om floden deler sig ud fra søen og forsvinder ind i en grotte. Jeg springer i vandet og vader over til den anden side for at se, hvor floden fører hen.
   "Hvor skal du hen, Alhana?" Råber Faramir.
   Jeg svarer ikke.
   Jeg følger den lille flod, som langsomt bliver dybere. Helt henne ved grottens smalle åbning går vandet mig nu til brystet. Åbningen er ikke bredere end at mine hænder kan nå begge sider og der er ikke mere end et hoveds højde til klippeloftet fra vandoverfladen. Det ville være muligt at fortsætte gennem grotten, men intet var sikkert. Floden kunne senere fylde hele grotten med vand.
   "Floden fortsætter herhenne." Råber jeg tilbage til de andre.
   "Kan vi komme den vej?" Råber Faramir tilbage.
   "Måske, men vi må gå nede i vandet og der er ikke ret meget plads og slet ikke for dig og Memos."
   Der kommer ikke noget svar tilbage, men efter noget tid hører jeg dem springe i vandet en efter en. Det varer ikke længe før de har fundet mig for Memos' lyskugle oplyser et stort område.
   "Der er ikke meget plads," konstatere Memos, "men det er et forsøg værd. Kom Direk, du følger efter mig." Og Memos bukker sig og går ind i den smalle grotte.
   Prinsen forsvinder også ind i mørket og der er kun et svagt omrids tilbage af hans skikkelse med mit elversyn. Jeg står alene tilbage og tænker på om det alligevel er dumt at vælge den vej i stedet for at vende om og finde en anden rute.
   Noget blødt glider forbi mit ene ben og mit hjerte springer en takt over i forskrækkelse. Jeg skynder mig efter de andre. Mine rejsefælder er snart indhentet og jeg mærker ikke mere til det bløde og slangende væsen under vandet.
   Grotten er lang og snæver. Ofte er der ikke mere plads mellem vandoverfladen og klippeloftet, at kun øjnene kan være oven vande. Stemningen er intens i frygt for, at grotten vil blive helt oversvømmet længere fremme.
   Jeg får pludselig øje på noget rødt i klippeloftet der glimter en enkelt gang i Memos' lys, idet han passerer stedet. Jeg stopper op for at undersøge det, da Direk og Faramir er gået forbi. Loftet er belagt med krystaller, som vokser ud af klipperne. De er helt røde, kantet og perleagtige.
   "Faramir, kom og se. Jeg har fundet noget." Han vender sig og de andre stopper. "Ved du hvad det er for nogle ædelsten?"
   Han kigger på dem.
   "Memos kom med noget lys."
   Skyggekrigeren frembringer lys ved klippeloftet og et rødt skær bliver kastet tilbage.
   "Waaaoh!" Udbryder Direk.
   Jeg er selv betaget af det smukke syn.
   Faramir svarer nu på mit spørgsmål:
   "Jeg tror, det er granater, men jeg har aldrig set noget lignende. Hele loftet er jo dækket af dem. De er en formue værd."
   "Kan vi få dem fri?" Spørger Memos.
   "Det vil være for farligt. Hvis vi prøver at slå dem fri, kan vi risikere, at klipperne styrter ned over vores hoveder." Faramir ser på sin gamle ven.
   Memos trækker på skulderne og siger:
   "Nå, men så må vi se at komme videre." Han begynder at gå. Vi følger efter, men jeg må pludselig stoppe.
   "Av, av, stop, jeg kan ikke gå. Jeg har fået krampe i benene." Siger jeg lavmælt og ryster over hele kroppen af kulde.
   Faramir vender sig om og tager min arm.
   "Hold fast om min hals. Det bliver kun værre jo længere tid vi er i det kolde vand. Hvordan klarer I andre den?"
   "Det... det går lige an." Stammer Direk.
   Memos siger ingenting, men fortsætter ufortrøden.
   "Hold ud. Vi skal nok klare den." Siger han beroligende og fortsætter med mig på ryggen.
   "Ah, pas på, Faramir. Jeg er ved at slå hovedet mod loftet." Han lader sig synke længere ned i vandet, så kun det øverste af ansigtet er oven vande.
   Kort efter brummer Memos noget:
   "Grotten bliver oversvømmet længere fremme. Bliv her. Jeg undersøger om vi kan komme videre."
   "Vent, gamle kammerat," siger Faramir, "det kan være farligt. Der er mere strøm her og du kan blive suget med, hvis vandpassagen bliver smallere."
   "Vi kan forvente, det som er værre på vores rejse. Jeg kan sagtens klare det. Vent på mig. Jeg skal nok komme tilbage." Han begiver sig alene frem og der går ikke lang tid før han er borte. Vi kan kun se lyset fra hans lyskugle under det klare vand et kort stykke tid. Det bliver hurtigt svagere og til sidst forsvinder det helt.
   Vi venter.
   Vi venter stadig og der er gået lang tid. Vi venter lidt endnu, men han kommer ikke tilbage.
   "Hvad skal vi gøre, Faramir, tror du han druknet?" Spørger Direk forfærdet.
   Prinsen har for første gang et bekymret udtryk i ansigtet. Han tager en ekstra vejrtrækning, inden han svarer:
   "Intet menneske vil kunne overleve så længe under vand. Jeg...," han holder en kort pause, "jeg ser ikke andre muligheder end, at vi må vende om." Han ser bort. "Jeg tror ikke, han kan være i live mere." Stemmen er nedslået og en anelse sorgfuld.
   Jeg har selv mistet modet. Mine ben er ikke at føle længere og fingrene er langsomt ved at blive stive, fordi kulden bliver ved med at brede sig. Nu kan det også være lige meget om vi bliver stående i vandet og fryser ihjel. Det virker langt mere behageligt end at blive ædt af helvedeskatten i den anden ende.
   Direk begynder at råbe:
   "Det er også din skyld Memos!" Han fejer armen hen over vandoverfladen, så det sprøjter i retning af gangens blinde ende, der hvor hans mester forsvandt. "Vi kunne være gået tilbage! Kraften gør dig ikke udødelig, vel? Du tror også altid, at du kan klare det hele... så vi andre til at føle os uduelig. MIG, især mig din, din... arrrh!" Han bryder sammen. Han hulker og skriger arrigt på samme gang.
   Faramir prøver at sige noget:
   "Vi må hellere gå tilbage."
   "Nej, det kan være lige meget nu." Direk's stemme er helt svag og en smule hæs efter, at have skreget så meget. "Uden en mester bliver jeg alligevel aldrig skyggekriger."
   "Hør venner, vi skal finde Caine's blodrubin. Verden har brug for os. Vi må fortsætte nu. Kulden slå os ihjel, hvis vi ikke vender om med det samme. Kom så Direk." Og prinsen vender sig om og begynder at gå.
   Direk sukker og hænger med hovedet.
   "Kom nu Direk." Siger jeg nedtrykt.
   Han sukker igen og løfter hovedet. Jeg vender ansigtet bort, men hører så Direk råbe:
   "Nej, se! Se der er lys! Der er lys under vandet."
   "Memos!" Udbryder Faramir og drejer om.
   "Av!" Jeg slår hovedet op i en klippe og slipper instinktivt Faramir, så jeg falder ned i vandet. Direk holder fat om mig, mens jeg tager mig til hovedet.
   "Memos, gamle kammerat, jeg troede du var druknet." Man kan høre lettelsen i prinsens stemme, da Memos kommer op af vandet.
   "Undskyld Faramir, det tog lidt længere tid end jeg havde regnet med. Der er flere luftlommer gennem tunnelen og jeg fortsatte så langt jeg kunne. Grotten ender foran en gammel ruinby. Vi må være tæt på. Måske er Caine's grave et sted mellem ruinerne i det hellige tempel?"
   "Endelig!" Råbte Direk.
   Prinsen begynder at smile og snart griner han, fordi han havde troet, at sin bedste ven var død.
   "Haha, haha, godt gået gamle ven, men næste gang er det mig. Jeg kan ikke holde til at miste min bedste kammerat en gang mere. Er det en aftale?" Memos nigger med et stort smil. "Kom, lad os fortsætte. Vi får ikke varmen af at stå her og vente. Memos du fører vejen, så kommer vi efter."
   "Selvfølgelig." Griner skyggekrigeren muntert og slår kammeratligt prinsen på skulderen.