En nat i måneglans
   Jeg mærker kulden, som får hårene til at rejse sig. Mørket omkring mig er så sort, at jeg intet ser. Jeg kigger op og månens hvide skikkelse lyser klart. Stille daler lysende glimmer ned fra oven og jeg følger drømmende de små partikler med øjnene. Omgivelserne oplyses nu af nattens sol og jeg ser søen med de gamle træer. En brise får bladene til at hviske ordene en nat i måneglans, men de hviskes hurtigt bort. Til sidst svinder lyden helt og lyset dør.
   Jeg ser roligt op i det mørke loft, da jeg vågner op fra drømmen. Lyset fra månen laver et klart omrids af min kære bror, som ligger og sover på gulvet. Jeg drejer hovedet og ser ud af vinduet. Månens runde ansigt smiler til mig. Jeg rejser mig fra sengen og lister hen til vinduet. Tågen ligger over jorden som et tæppe, der holder på fortryllende hemmeligheder og jeg drages mod den med længsel. Jeg ønsker at danse i månens glans. At være en smuk elverpige, som hvirvle tågen op med sin månedans.
   Jeg ser ned på min bror. Han sover. Jeg lister mig forbi ham og ned af trappen i min natkjole. Brat stopper jeg op. En af Zilas´s kammerater ligger på det bare gulv og sover. Han snorker højt i et kor sammen med de andre. Jeg ser hen til døren. En mand holder vagt. Jeg er dog fast besluttet på at komme ud og lister hen til et vindue. Jeg åbner den forsigtigt. Jeg tøver et øjeblik, inden jeg kravler ud. Jeg trækker lettet den friske natteluft ind i et dybt åndedrag og løber ud i græsset. Ud på sletten, hvor jeg mærker sindets frihed i denne verden. Jeg danser og skriger henrykt ud i nattens magiske verden. Tågen er levende. Den taler til mig. Jeg stopper op og lytter. Jeg mærker en kraft trække og jeg løber. Hurtigere og hurtigere. Mine fødder svæver næsten i det bløde fugtig græs og natkjolen bliver våd. Tågen kalder: Linea min dronning. Jeg løber og løber for at nå søen, hvor luften glitrer som stjernestøv. Der hvor de lysende insekter danser i natten.
   Jeg standser brat. Hjertet stopper nogle sekunder og vejret forsvinder kort. Det suser ubeskriveligt i maven.
   Jeg hvisker:
   "Ajantar."
   Det hvide hår skinner som sølv i månelyset. Jeg drømmer.
   Han kalder:
   "Linea min dronning."
   Jeg tager et skridt for at se ham. For at se de gyldne øjne og det varme smil. Mit hjerte hamrer ukontrolleret. Et skridt mere, da en stemme bag mig råber desperat:
   "Linea!"
   Jeg drejer hovedet. Håret svæver og jeg ser min bror.
   Zilas løber.
   Ajantar kalder:
   "Min elskede."
   Jeg ser ind i hans mørke ansigt. Øjnene skinner som guld og jeg mærker, hvordan jeg drages til ham. Han slår sine arme ud under kappen. Han kunne flyve bort med mig. Bort til en vidunderlig verden. Jeg svæver nærmest hen til ham og jeg glider stille ind i armene på ham ligesom i min drøm.
   Zilas skriger:
   "Han tager dig til fange! Linea flygt! Løb bort!"
   Ajantar slår armene om mig og jeg forsvinder under den mørke kappe. Jeg mærker hans rolige hjerteslag. Hans varme krop og duften, som bringer mig ind i en ubeskrivelig verden af tryghed. Jeg er hjemme.

Et øjeblik senere åbner han armene igen og jeg frygter, at jeg atter vil svæve bort, men det er ikke en drøm. Jeg forbliver i hans favn og forsigtigt åbner jeg mine øjne. De varme hænder vender mig rundt og jeg opdager, at jeg er borte. En ny verden omgiver mig. Hvor er jeg? Et fjernt sted. Jeg ved ikke hvor. Det er vidunderligt. Jeg drømmer. Nej, det er virkeligt. Stedet virker bekendt, som om jeg har været her før, men jeg har aldrig set det i mine drømme. Det sortner pludseligt for mine øjne. Jeg er ved at besvime, men han redder mig fra at falde sammen.
   Jeg står i min natkjole og skuer ud i et prægtigt sovekammer. En himmelseng af ibenholt med gennemsigtige gardiner, der blaffer svagt i brisen fra vinduet, som står på klem. Der er fine lamper med brændende olie, henrivende statuer og billeder. Rummet er enormt.
   Jeg mærker, at han tager fat i armen på mig og jeg gibber. Jeg bliver varm i kroppen. Det eneste jeg kan tænke på er hans varme nøgne krop bag de fine klæder og jeg venter blot i fantasien, at han skal rive min natkjole af i begær efter mit lystige kød.
   Jeg ser ind i hans mystiske øjne. Den ene hånd er om min nakke og hans ansigt nærmer sig langsom. Meget langsom. Jeg længes. Jeg mærker hans bløde læber på min pande og roligt trækker han sig tilbage igen. Han vil sige noget, men ansigtet udtrykker håbløshed. Ajantar slipper mig. Han vender sig pludselig om uden et ord og forsvinde ud af døren. Skuffet står jeg tilbage i det smukke kammer med en klump i halsen. Hvorfor vil han ikke have mig?
   Jeg mærker gråden i min hals og tårerne gør synet sløret. Langsomt begiver jeg mig hen til den prægtige himmelseng og beundre sengelinnedet af den fineste silke, men jeg kan ikke holde smerten tilbage længere. Jeg begynder at hulke ukontrolleret og jeg sætter mig ned på det fine sengeklæde, der er rødt som blod. Der ligger en bedårende hvid natkjole på madrassen udsmykket med perler og jeg stirrer på den gennem floden af tårer. Jeg mærker dens fine stof, men vreden over, at Ajantar forlod mig gør, at jeg kyler den hen ad gulvet.
   Midt i min sorg braser to mørke elvere iført rustninger pludselig ind af døren. Deres kolde ansigter skræmmer mig og jeg glemmer alt. Bryske går de direkte hen imod mig og jeg forsøger at komme væk fra dem ved at kravle over sengen, men de griber mig i benene og river mig tilbage. Jeg skriger desperat af frygt, men det gør ingen forskel og de slæber mig ud af døren, mens jeg råber:
   "Nej, nej lad mig være."
   De siger ingenting, men tager hårdere fat, da jeg gør modstand.
   Jeg tænker på, hvad Zilas råbte til mig, inden jeg lod mig begrave i Ajantar´s arme. Han sagde, at de ville tage mig til fange. Måske vil de gøre mig ondt og endda dræbe mig. Måske havde min bror ret. Jeg skulle aldrig have været så naiv og tro på mine drømme. Det var løgn det hele. Nu vil de sikkert ofre mig til en eller anden gud og så er det hele slut for mig. Min kloge bror havde ret igen.
   De to mænd slæber mig ned ad hundredvis af trin, gennem lange gange og forbi store sale, inden vi til sidst ender nede i et skummelt rum. Jeg skælver af frygt og prøver at observere, hvordan der ser ud.
   Der er ingen vinduer. Det eneste lys, som giver mulighed for at se omgivelserne, er et lille ildsted med en boblende gryde. Der er utallige bøger på reoler, støv i bunker, flasker med farvede væsker og pergamentruller, enten åbne eller lukkede. Enkelte er også forseglede med et stempel af særpræget karakter. Spindelvæv hænger i hjørnerne og en rotte roder i en væltet potte på gulvet, mens mus piber andre steder. Det lugter underligt og jeg får ondt i hovedet. Det ryger i det ene hjørne ved siden af et forhæng lavet af forskellige skind, fjer og kranier fra alle mulige døde dyr.
   Jeg ryster af kulde og frygt. Angsten vokser stødt for hvert sekund, og da en gammel gyselig heksemager kommer ud fra rummet ved forhænget skriger jeg. Kvinden gnægger og kommer langsomt haltende hen mod mig med en kroget stok i hånden. Jeg trækker mig tilbage, men ikke langt, da de stærke mænd holder mig fast og jeg glemmer at trække vejret nogle sekunder.
   Kvinden griber fat om mit ansigt med begge hænder og hun stirrer mig dybt i øjnene, mens hendes øjne lyser op og hun siger noget på elversproget, som jeg ikke forstår:
   "Censimina Linea."
   Troldkvinden smiler og humper hen til et rodet bord. Hun mumler mærkelige ord og finder det, hun søger. Med besværet gang vender hun tilbage. Hun griber hastigt ud efter mit ansigt og med et godt greb presser hun sin tommelfinger ind ved kinden, så mine kæber tvinges fra hinanden. Modstridende kæmper jeg for at undgå hendes hensigt. En lerflaske nærmer sig mit ansigt og jeg prøver at sige noget, inden hun hælder væsken i munden på mig. Det er klamt og det er lige ved at få mig til at kaste op. Det er bittert og stærkt med en eftersmag af blod og eddike. Snart efter begynder hun at remse ord op, mens hun kaster noget pulver op i luften. Hun laver fagter med hænderne og berører mig med sin stok. Hendes fremtoning er uhyggelig og jeg falder sammen i frygt, mens jeg græder hysterisk af dødsangst. Til sidst tegner hun nogle tegn på min krop med fingrene, inden hun stopper sin heksekunst. Hun gnægger igen og siger:
   "Anderledes af udseende, men det er tydeligt, at De er hende." Hun bukker kort hovedet med ærbødighed og fortsætter: "Melan vil atter være dit modersmål. Dit sprog for altid. Andre tungemål vil aldrig give dig mening mere. Velkommen hjem Deres Højhed."
   Soldaterne river mig med tilbage ud af rummet. Jeg forstår ikke, hvad der er sket og begynder at råbe fortvivlet:
   "Devi guvarin ibeda?" Min mund former uvante ord uden besvær og jeg hører min stemme klart i sindet. "Neelar ia neelar?" Jeg kan ikke forstå, hvad der sker og helt ude af mig selv hulker jeg hysterisk, men hvert eneste ord giver mening.
   Mændene følger mig tilbage til mit kammer. De slipper mig og bukker, inden de går ud fra værelset, mens min gråd fortsætter utrøstelig i fortvivlelse over mine fremmede ord. Hvilken forbandelse har de kastet over mig?
   Jeg smider mig på sengen og begraver mit ansigt i puden. Smerten i mit sind er ubeskrivelig. Jeg kan ikke få luft og vender mig om i sengen og stirrer op i den røde stofhimmel, mens tårerne bliver ved med at strømme ned over mit ansigt. Efter nogen tid svinder de stille ind og jeg mærker duften af liljer i værelset. Langsomt bliver mit syn sløret og trætheden bruser ind over mig, som havet ved flod. Jeg lukker mine øjne og alt det røde svinder hen ligesom natten.