Forbuden frugt
   Ansigtet foran os stirrer dødt tilbage. Så koldt, at det føles som om dødens rige ligger på den anden side af porten. Stenuhyret i indgangen til underverdenen, ser ikke ud til at byde levende velkommen, ikke engang de døde selv. Jeg undersøger udskæringerne på afstand, mens menneskene står sammen længere fremme. Jeg bemærker, at tidens tand gennem årtusinder har afrundet alle spidse og skarpe kanter. Klippeoverfladen er ligeledes dækket med en tynd bevoksning af lav i flere grønne og gule toner.
   Vi er alle stille og har været det et stykke tid. Stedet giver os alle en sær følelse i sjælen, både fordi vi endelig er kommet til den ukendte indgang til det glemte rige under jorden og da vi alle ved hvor stor en betydning vores succes har. Et sted derinde ligger Caine's blodrubin, nøglen til at lukke helvedets port. Den som har åbnet sig og bragt død med sig fra Ildtågernes land.
   Jeg gyser ved tanken og kigger over på skyggekrigerne, Memos og hans aspirant Direk, hvorefter jeg se afventende på prinsen. Faramir, den ukendte eventyrer, som har vist sit værd, for at ægte kongens datter Elvira. Let har det ikke været og Faramir's død var mere sikker end hans udnævnelse til kronprins af kong Bark's rige. Det er i hvert fald det Memos har fortalt.
   Jeg venter stadig på prinsens reaktion, men det virker til at alt står stille. Jeg mister tålmodigheden og bryder tavsheden:
   "Faramir, indgangen til de underjordiske hulesystemer er lige foran os. Er det ikke meningen, at vi skal finde de glemte ruiner. Agdavar sagde..."
   "Alhana, vær' tålmodig. Porten foran os er ikke hvilken som helst port. Det bliver en opgave i sig selv at komme forbi den." Faramir går pludselig roligt frem, mens han holder sin ene hånd op for at signalere, at vi andre skal blive stående.
   Der lyder et vredladent og uhyggeligt brøl og jeg gisper højt i forskrækkelse. Memos trækker sit lysende sværd frem i parade og Direk gemmer sig bag et træ. Jeg sidder selv helt ubeskyttet oppe på min sorte hoppe, der stejler af vild angst.
   "I årtusinder har ingen vækket mig. Jeres tilstedeværelse fører både liv og død med sig. Træd frem for mig."
   "Mit navn er Faramir, prins Faramir af kong Bark's rige. Jeg og mit følge søger det glemte rige, der ligger skjult i den underverden du beskytter, ærede vogter."
   Stenuhyret i porten begynder atter at tale:
   "De som ønsker at vove livet for sin færd, træd frem. Én må svarer på min gåde og alle vil vinde livet eller falde i dødens hænder. Hvem træder frem for mig?"
   Jeg springer af min hest og går uden tøven hen til Faramir. Jeg venter ved hans side og lidt efter kommer Memos halende med Direk efter sig. Direk ser ikke alt for villig ud, men Memos skubber ham frem foran sig og han tumler klodset ind i mig.
   "Direk, hvad er du så bange for?" Jeg smiler til ham.
   "Mig? Jeg er overhovedet ikke bange." Han skæver forsigtigt tilbage til mig og erkender så med det samme, at han løj. "Okay da, jeg er pisse bange. Hvis vi overhovedet klarer den åndssvage gåde, så venter der sig uden tvivl værre ting derinde. Kan du ikke se det? En nøgle til at lukke en helvedesport er ikke lige noget man bare får lov til at snuppe uden videre."
   "Det ved jeg Direk, men det skal nok gå."
   "Så hjælp mig dog," han kigger håbløst op i himlen, "det er sidste gang for mig. Sidste gang solen lyser min verden op..." Direk stopper brat og ser på mig med et lettet smil. "Alhana, du er min sol. Hvis alt går galt, så har jeg dig ved min side. Du er den vidunderligste kvinde. En elver sort som natten, men lys som solen." Han smiler fjoget og overrumpler mig med et stort vådt kys på munden. "Du er min sol, Alhana!"
   "Direk, husk kraften!" Siger Memos advarende.
   Chokeret skubber jeg Direk væk fra mig, mens han beklager sig overfor sin mester.
   "Hold nu op Memos, det var bare et lille bitte ubetydeligt kys."
   "Direk, du må aldrig lade dig styre af drifterne. Det fører til den mørke side. En kvinde kan fremkalde følelser, som fører begær, jalousi og grådighed med sig. Alle disse følelser kan skabe had. Et altfortærende had ingen mand kan kontrollere."
   "Jamen, det... argh hvad er det for noget tossesnak."
   Jeg kigger skævt over på Memos og der går ikke mere end nogle sekunder før jeg beslutter mig for at gå linen ud, for at provokere ham. Jeg kan uden tvivl få knægten til at glemme kraften for nogle minutter eller endda længere. Roligt går jeg med kattelignende ynde et par skridt frem til Direk og stirrer ham sensuelt ind i øjnene. Jeg tager et fast greb om hans ene balle med hånden og slikker ham op ad halsen for til sidst at kysse livet ud af ham.
   Direk siger ikke et ord i betagelse og vejrtrækningen kommer i korte gisp.
   Jeg smiler triumferende over til Memos, der straks begynder at formane sin lærling om skyggeriddernes kodeks endnu engang, men han ser ikke ud til at lytte efter. Han står bare og glor betaget efter mig på vej over til Faramir. Jeg kigger på prinsen med et sensuelt smil og siger højt:
   "Åh Faramir, du og jeg. Elvira behøver ikke at vide noget. Jeg ved jo, at du synes om elvere. Dog er jeg mørk sammenlignet med din yndige skovelver." Jeg giver ham et blink med øjet og griner drillende.
   Jeg kan se at prinsen prøver at holde sin ære, men et lille skævt smil kommer frem og han bliver rød i hovedet. Han strammer sig an og henvender sig til portens vogter, der for lidt siden havde hidkaldt os.
   "Det er mig, Faramir, som skal svare på gåden."
   Porten begynder at tale på en dyb og rungende måde, der gør ordene lidt utydelige og svære at forstå:
   "En mand står alene på den åbne mark, dog er det et sjældent syn. Han har en hovedpynt fuld af kulør, men en dag efter der blot er et hvidt slør. Hvem eller hvad er han?"
   Jeg rynker på brynene og kigger over på Direk. Han ser tilbage og fatter tilsyneladende heller ingenting. Memos hverken ser eller hører noget. Han står med lukkede øjne og mediterer. Det er dog også helt utroligt, at han gør den slags på de mest mærkelige tidspunkter. Og hvad skal det gøre godt for? Han siger, at det fører ham til Kraften. Kraften, sikke noget vrøvl.
   "Manden er et træ, ærede vogter," svarer Faramir, "luk os ind i din verden."
   "I har vundet livet indtil videre, må I finde den vej I søger." Vogteren fryser fast til sten igen og et øjeblik senere begynder stenporten at åbne sig med en dyb og hul lyd. Den står åben og det sorte hul blæser en kold strøm af luft ud af sig ligesom et åndedrag fra dødens rige. En væmmelig luft, der lugter tør og våd på samme tid. En kvalmende lugt af død.
   "Kom, venner," siger Faramir og går ind i mørket, "tiden er kostbar, lad ikke denne mission vente længere."
   "Hvorfor er det et træ?" Spørger jeg højt, da han er på vej væk.
   "Hovedpynten er træets krone om efteråret og dernæst kommer vinteren med sne."
   "Hvorfor sagde vogteren så, at en mand står alene på en mark?"
   Faramir ser tilbage på mig med et håbløst blik og siger kort:
   "Et træ står sjældent alene, Alhana. Manden er blot et billede på træet."
   Jeg forstår ham ikke rigtig, men lader som om det. Memos går efter Faramir, sin gamle kammerat, og kalder efter Direk. Han står bag mig lige udenfor indgangen og begynder angstslagen at tale til mig.
   "Vi kan ikke gøre det. Det er alt for farligt og vi kommer aldrig ud igen, når porten har lukket sig." Han river mig i armen, så jeg igen står ude i solen. "Alhana, vi behøver ikke tage med de andre. Vi..."
   "Ta' dig dog sammen Direk. Faramir og Memos kan ikke klare det helt alene og det ved du også godt."
   Jeg river armen til mig og griber fat i hans håndled med begge hænder. Jeg svinger ham til siden, så han er ved at falde. Uden mulighed for at stå imod slipper jeg ham, så han vakler baglæns ind i hulen. Jeg løber selv efter og giver ham et sidste skub i maven, så han vælter om på jorden. Porten lukker sig og der er mørkt over det hele. Direk hoster efter vejret og med mit elversyn kan jeg se ham tage sig til maven. Jeg fnyser med et lille grin og stikker til hans ben med min fod.
   "Hva' så Direk, skal du ikke snart op på benene. Så hårdt skubbede jeg heller ikke."
   "Lad mig lige få vejret igen. Det var faktisk ret led at tvinge mig på den måde, Alhana."
   "Kom så op med dig Direk," brummer Memos og pludselig er der lys i gangen. Hans hånd er omkranset af en lysende kugle, der afslører vejen et pænt stykke frem. "Kraften vil altid være med dig. Brug den, så du ikke kommer i knibe."
   Memos går frem sammen med Faramir. Jeg følger dem lige i hælene, mens Direk desperat og lynhurtigt kommer på benene. Han kommer løbende og tager fat i min arm.
   "Alhana, vi går sammen og... ja vi skal bare blive sammen, så der ikke sker noget, okay?"
   "Ja, ja din tosse," svarer jeg og klapper ham drillende en gang i baghovedet. Han griner lettet og giver mig et let kram om skulderne med den ene arm, mens vi går fremad.

Det er koldt nede i de lange og tilsyneladende tomme hulesystemer. Jeg fryser og hårene har stået lige op i vejret længe efterhånden. Jeg kan ikke holde det ud længere og stopper op på gangen. Jeg siger til de andre, at de bare skal fortsætte, da jeg blot skal have fundet min varme kappe i rygsækken.
   Direk stopper selvfølgelig. Han kigger efter de andre, mens lyset langsomt svinder hen, idet de andre kommer længere bort. Direk ser ned på mig og hvisker:
   "Alhana."
   "Ja," svare jeg optaget.
   "Det der kys du gav mig, var det rigtigt?"
   Jeg ser op på ham. Han står med et håbende udtryk i ansigtet og jeg smiler til ham.
   "Vil du gerne have det?"
   "Jeg ved det ikke rigtig. Jeg må ikke for Memos. Alt det der med kraften og sådan, men jeg... jeg kan godt li' dig, men du ved, som jeg lige sagde..."
   "Memos, hm... skal han bestemme alt for dig Direk? Skulle du ikke se og få noget rygrad og gøre hvad du selv vil?"
   "Shhh, ikke så højt."
   Jeg rejser mig og slår kappen over skulderne. Jeg begynder at gå, men Direk holder mig tilbage i armen.
   "Var det rigtigt?"
   "Det ved man aldrig."
   Direk sukker modløst, men får straks gejsten tilbage og det virker som om han vil sige noget. Han sukker igen, men ubeslutsomt denne gang. Han kigger på mig og kort ser han forbi efter de andre. Jeg drejer hovedet og kaster blikket efter det svage lys, da Faramir og Memos går om et hjørne. Jeg mærker Direk's kolde hænder om mit hoved, hvorefter han drejer mit ansigt mod sit. Hans varme læber møder mine og han kysser mig blidt. Det er dejligt og jeg kan ikke lade være med at kysse ham tilbage, selvom det ikke betyder noget for mig.
   Det er blevet helt mørkt. Hans tunge forlader min krop og Direk tager en hurtig og dyb indånding. Jeg kan se ham tage sig lettet, men forvirret til hovedet. Flere korte vejrtrækninger kommer efter hinanden, hvorefter han siger:
   "Vi må indhente de andre." Uden at sige andet går han.
   Forbløffet kigger jeg efter ham i mørket. Hans kropsholdning er anderledes end normalt. Splittet på en eller anden måde. Jeg ryster på hovedet og indhenter ham.
   Da vi runder hjørnet, hvor de andre forsvandt for nogle minutter siden, kan vi se, at Memos er på vej tilbage. Da han opdager os komme ud fra mørket stopper han og siger:
   "Det tog sin tid. Hvad har I lavet? Vi var ved at blive nervøs for om der var sket noget."
   Direk svare næsten, inden Memos bliver færdig med sit spørgsmål:
   "Alhana skulle bare finde sin kappe i tasken. Den lå nederst, så det tog lige lidt ekstra tid med at få tingene op og tilbage igen."
   Memos tøver kort, men vender sig om og går tilbage til Faramir, som vi kan se en halvtreds meter længere fremme. Jeg kigger kort på Direk og han er tydeligvis påvirket af sin løgn overfor sin mester. Nok mest fordi det han har gjort er en lovovertrædelse for ham.

En til to timer senere kan vi alle se lys i det fjerne. Det virker yderst besynderligt, da lyset har et grønligt skær. Det er også en smule tåget, så det er ikke til at se, hvad det er.
   "Vi må undersøge det her," Faramir ser på mig. "Alhana, det er en opgave for os. Memos og Direk I bliver her, men vær' klar til at gå i kamp, hvis det viser sig at være fjender."
   "Selvfølgelig Faramir." svarer Memos.
   Direk ser lidt bekymret ud og spørger:
   "Er du sikker på, at det er en god ide at tage Alhana med. Memos er da meget bedre."
   "Ja, Alhana er bueskytte og vant til at opdage ting på længere afstand og ikke mindst kæmpe med sin lyk i nærkamp. Hun er elver og kan se i mørke, hvis lyset i det fjerne er magisk og forsvinder. Det er muligt, at det er en fælde."
   Direk siger ikke mere i forstummelse over Faramir's velovervejede valg og så, ikke mindst er han prins af kong Barks rige. Selvom vi er venner er der alligevel en vis afstand på grund af hans titel.
   Faramir trækker sit ene sværd og tager en pisk i den anden. Forrest går jeg frem med min bue klar til at skyde en pil. Jeg lister mig frem og tågen nærmer sig. I disen kan jeg se, hvad der oplyser området. Det er fluorescerende kæmpesvampe på størrelse med et voksent menneske. De ligner kantareller med deres bølgede skålformede top.
   Lettet for brystet retter jeg mig op og vifter Faramir hen til mig. Jeg peger frem og han begynder at le, mens han fascineret går ind i tågen, for at se de smukke svampe. Han forsvinder langsomt i disen. Jeg følger efter ham for ikke at miste kontakten. Da jeg igen får øje på ham står han på sine knæ længere fremme støttende med sin ene arm.
   "Hvad sker der?" Gisper jeg forfærdet og løber hen til ham. "Faramir, hvad er der galt?"
   "Den ramte mig," stønner han svagt, "en spore."
   Desperat råber jeg efter hjælp. Jeg prøver at støtte Faramir, men han synker sammen. Han er alt for tung til at løfte og jeg ser ingen anden mulighed end at løbe tilbage efter de andre. Noget rammer armen. Jeg stopper forskrækket op og kigger på den grønne slim. Det begynder at stikke og svige. Jeg bliver helt svag i musklerne og føler, at jeg må sidde ned. Det er som om tågen bliver tykkere og mere hvid. Følelserne i kroppen forsvinder helt og jeg kigger bare på den hvide dis over mig. Det går utrolig hurtigt og jeg er klar over, at det ikke varer længe før jeg ikke er ved bevidsthed mere. Jeg er træt. Umådelig træt og alt det lyse bliver helt hvidt.

"Alhana vågn op."
   Jeg kan høre Memos' stemme langt borte.
   "Direk se til om Faramir er vågnet."
   En sort skygge står over mig midt i alt de hvide. Alting bliver langsomt gråt og mere sort og stemmerne bliver klarer. Jeg kan pludselig høre prinsens stemme. Han siger noget, men det er ikke tydeligt for mig.
   "Memos, Faramir er kommet til sig selv igen, men han er lidt sløret i hovedet."
   Jeg ser nu to sorte skygger for mine øjne. Jeg smiler, selvom jeg ikke kan se ham tydeligt og siger:
   "Kys mig Direk, igen, det var så dejligt. Dejligt, dejligt, dejligt." Jeg griner og høre selv, hvor fjollet det lyder. Jeg forstår ikke, hvorfor jeg siger det. Det er bare sjovt og mit hoved kan ikke tænke klart. Det virker bare vidunderligt. Det er en rus, som jeg ikke kan forklare.
   "Jeg aner ikke, hvad hun snakker om, Memos. Faramir siger også underlige ting."
   Memos brummer som vanligt og en skygge forsvinder for mit syn. En hånd på munden presser mig hårdt ned mod jorden og Direk hvisker:
   "Ti så stille. Memos er ikke dum. Hvis du siger mere vil han opdage det."
   Jeg griner igen.
   "Argh, to tosser på én gang og du er den værste. Jeg skulle aldrig have... hej Memos, jeg tror hun er ved at få det bedre." Hånden forsvinder. "Hun er ved at få klare øjne, så du behøver ikke at se til hende. Jeg skal nok tage mig af det."
   "Ja, ja da, det gør du bare. Kan du ikke holde øje med Faramir samtidig. Jeg vil lige lave et bål og sætte teltene op. Det er godt nok koldt her."
   "Det skal jeg nok, Memos" svarer han sikkert. Han retter igen opmærksomheden til mig og siger: "Alhana hør på mig..."
   "Ja, hvad er der?" Jeg kigger underligt på ham. "Hvad?"
   "Du havde nær afsløret det hele overfor Memos?"
   "Hvilket?"
   "At vi, du ved," hvisker han usikkert.
   "Jeg har ikke sagt noget Direk og det har jeg heller ikke tænkt mig. Jeg ved, at du har respekt for din mester, men det skal heller ikke være sådan, at du ikke kan være dig selv."
   Han klør sig i håret og sender mig et underligt blik.
   "Kan du ikke huske noget?"
   Jeg sætter mig op og kigger rundt. Jeg genkender ikke stedet og ryster på hovedet og spørger, hvorfor jeg ikke kan huske noget siden... jeg stopper og siger ikke mere. Det sidste jeg husker er at Direk kyssede mig.
   "Hvad er der sket?" Spørger jeg undrende.
   Han forklarer det hele. At de havde hørt mig råbe efter hjælp og fundet både Faramir og mig selv bevidstløse i et område med lysende svampe. Og hvorledes de havde kæmpet sig gennem et hav af svampesporer for at få os ud på den anden side.
   "Men, hvor er vi nu?"
   "Memos fandt en blindgyde og vi skal hvile her indtil i morgen. Det må være sent efterhånden."
   Memos kommer hen til os sammen med Faramir og Direk rejser sig op.
   "Det er godt at se dig oppe på benene igen, Faramir." Direk slår ham kammeratligt på armen. "Hvad skal der så ske?"
   Memos svarer:
   "Teltene står klar, så lad os få hvilet ud til i morgen. Kom Direk, vi skal også meditere, inden vi lægger os til at sove."
   "Jamen, Alhana skal, da ikke sove alene i nat efter alt det som er sket, vel?"
   "Øh...," brummer Memos, "Faramir kan sove hos hende så...? Faramir?"
   "Neeej...," han trækker tænksomt på ordet, "Jeg synes ikke, at det vil være passende. Sæt ikke fårene sammen med ulven, som man siger. Ikke fordi det betyder noget for mig, men i respekt for Elvira, min hustru."
   "Kraften forbyder det, for os skyggekrigere, så..."
   "Jeg kan sagtens sove alene, drenge. Hvis I er nervøse for mig, så tager jeg teltet længst væk fra udgangen."
   "Godt så er det afgjort" Memos går over til et telt ved udgangen. "Kom Direk!"
   Kort efter kravler jeg ind i mit telt for at sove alene som jeg plejer. Skindunderlaget er allerede lagt pænt ud med det tykke tæppe over. Jeg lukker indgangen lidt til og begynder at klæde mig af. Jeg lægger tingene udenfor sammen med kappen og rygsækken. Hurtigt lægger jeg mig under tæppet på det bløde skind.
   Jeg prøver at sove, men jeg kan åbenbart ikke falde i søvn af en eller anden grund, derfor ligger jeg længe og tænker på ting fra vores rejse hertil. Der går lang tid, men jeg er slet ikke træt. Måske er det på grund af svampene. Gad vide om Faramir også ligger vågen?
   Pludselig hører jeg nogen liste rundt udenfor. Jeg holder vejret i forskrækkelse. Faramir, tænker jeg straks og ånder lettet op. Selvfølgelig er det ham, men... nej, det kan det ikke være. Lyden er alt for svag til, at det kan være ham. Måske er det et lille dyr, men det kunne jo også være... Jeg holder vejret. Lyden nærmer sig. Nærmere, nærmere og nu lige udenfor indgangen. Jeg får et chok, da Direk kommer ind af det løsthængende dække ved teltåbningen.
   "Shhh."
   "Hvad laver du her?" hvisker jeg.
   "Memos sover."
   "Det svarer da ikke på mit spørgsmål."
   Direk kravler hurtigt ind under tæppet og jeg udbryder højt hviskende:
   "Direk, jeg har ikke noget tøj på!"
   Jeg ved ikke om han har hørt det, men han kommer til syne helt oppe ved mit ansigt. Han lægger roligt sin flade hånd ved min kind og hvisker stille:
   "Shhh" Og han kysser mig blidt flere gange ganske kort.
   "Nej! Ud med dig. Hvis de andre opdager det, så er der ballade." Jeg skubber ham væk fra mig, ud mod indgangen.
   "Kom nu Alhana. Jeg vil bare passe på dig."
   "Ud!" Hvisker jeg højt.