Kazimeeh's hemmelighed
   Kaminens ild brænder roligt i mit tårnværelse og varmer min sorte hud. Jeg dufter til vinen i mit guldbæger og nyder aromaen. Rødvinen får blodet til at suse gennem årerne, så kroppen bliver varm helt ud i fingerspidserne. Bogreolerne er fulde af bøger, som alle er læst. Dem, jeg kan uden ad og bitter rejser jeg mig op og går hen til vinduet.
   Sensommerregnen slår sine kolde dråber ind på ruden og lynene skærer gennem luften. Titantas vrede har regeret himlen i en uendelighed. Han har kastet sine lyn ned i flere dage uden ophør. Bragene tordner uden nåde og hvis nogen ville bevæge sig rundt i uvejret udfordrer han skæbnen. Aftnen er sort og lynene dekorere himlen med sine skarpe knivsægge. Og stenfigurerne udenfor vinduet ser uhyggelige ud i mørket, idet de oplyses i korte glimt.
   På bordet ligger der tre unikke bøger. De forbudte trolddomsbøger, som ikke må findes i dette tårn. En for hver orden. De er i mine tankerne og det er som om skrifterne kalder på mig med deres svage stemmer. De er intet værd mere. Ubetydelige. Hvem skulle tro, at trolddomsbøger kunne miste sin værdi på den måde, men det er ikke umuligt, hvis man har uendelige ambitioner om at nå de fjerneste horisonter, indenfor trolddommens kunst.
   Jeg sætter mig hen til bordet og kigger tænksom på de tre forbudte bøger. Evindelig uinteressante, men jeg slår op i dem alligevel. Sidste side, for at læse de sværeste formularer. De magiske skrifter er dog latterlig simple og irriteret slår jeg bøgerne sammen igen. Det ville være meget lettere at bruge tårnets egne bøger. De højeste og mest magtfulde bøger, men magikernes gamle parodiske kodeks er skabt for at tilbageholde magikere fra magtens korridor. Vejen til min guddommelighed.
   Kodeksen ord lyder:
   "I Mandrinerens navn lægges ånden din. Guddommelige er hende, moder min. Sjælens øje vil afsløre din. Evindelig glemsel være skæbnen, når begæret forgifter din. Templet må altid bestå ved tjeneren sin. Hver discipel må kun ære en til evig tid. Hvem der vover skæbnen sin vil snart brænde i afgrundens ild. Ej vil nogen begribe pinen din."
   Jeg valgte dengang Malakitarn's orden, jordens kraft og nu er jeg ærkemager. Den højeste og mest ærede, indenfor min skole med plads i rådet trods min unge alder. Konklavet er repræsenteret af en ærkemager fra hver af de fire skoler – Sashshi's ild, Titantas' vind, Azuri's hav og Malakitarn's jord. Jeg er nu overbevidst om, at ærkemagernes forfald vil indtræde med tiden, hvis man ikke åbner sine horisonter. Jeg indså dette, da jeg trådte ind i ærkemagernes ring. Sindets inaktivitet vil få hovedet til at rådne op og inden man ved af det, er man blevet til dyndet i elverdybet. Jeg griner halvt og ryster på hovedet over den latterlige groteske simplicitet. Jeg har dog åbnet mine horisonter ved at bedrage rådet og kodeksens bud ved at studere de andre skoler i skjul. Mit bedrag er større end nogen kan forstå. Jeg behersker nu alle fire skoler, men de forbudte bøgers lærdom mestre jeg ikke fuldt endnu. Jeg mangler bøger. Dem med de højeste og mest grusomme kræfter. Bitterheden får mig til at skære tænder. Jeg har for længe siden indset, at jeg må finde dem andre steder.
   "Hvor mon Ashkan bliver af?"
   Jeg har nu ventet i måneder på min medsammensvorne lærling. Han må inden længe vende tilbage fra de forhadte mennesker i Zarlor. Jeg håber, at han har dræbt de ynkelige magikere og stjålet deres værdifulde trolddomsbøger.
   Jeg smiler udspekuleret og rejser mig fra bordet igen.
   Ny viden og kraft vil velsigne mit sind. Jeg vil blive den mest magtfulde magiker i verden, da ingen kunne drømme om at bryde kodeksen. Bortset fra mig selvfølgelig... og nogle få, som villigt har underlagt sig, som mine tjenere. Med tiden kunne jeg indtage alle pladserne i rådet. Sikke mange ting man kunne få gennemført, når det ikke skal til afstemning. Jeg sukker. Men det kan aldrig lade sig gøre, da kongen selv står over hele rådet. Ajantar, kongen over vores prægtige rige Gania. Sortelvernes moder. Hævet over os alle er kongen, fordi han selv helligere kraften. Ikke ligesom hans far. Den tidligere kong Sarkarv, den brutale krigstyran. Sashshi har velsignet hans søn Ajantar med den hellige gudebog, da han mistede sin kommende brud. Den gemmer hemmelige skrifter, som overgår alle dødelige. Magiske skrifter, der alle ligger på hans tunge. Hvis mit bedrag når kongens øre vil det blive min død, det ved jeg.
   Lidt frustreret kører jeg min hånd igennem mit lange hvide hår, fordi der hele tiden ligger en skjult frygt for at blive opdaget. Jeg tager hætten fra min grønne ærkekåbe over hovedet, da jeg snart skal ned i salen for at undervise.
   De forbudte bøger ligger stadig på bordet og jeg går hurtigt hen for at gemme dem væk. De er ikke engang det værd, men hvor skulle de ellers være, hvis andre ikke skal få fingrene i dem og opdage, at det ikke er skrifter fra dette land. Det ville være katastrofalt. Jeg ligger dem nøje på plads i det hemmelige rum under stengulvet.
   Pludselig banker det på døren og jeg retter blikket imod den. Hurtigt rejser jeg mig op og smider kappen over hullet i gulvet, for at skjule det. En af kardinalerne træder ind uden min anerkendelse. Jeg bander for mig selv. Tåbeligt, at jeg har glemt at blokere døren. Hvad sker der for mig for tiden? Mit begær gør mig upåpasselig.
   "Ruham? Hvad kommer du for?" spørger jeg med et falsk smil.
   "Eleverne venter i salen. Har du glemt foredraget om fjerderangs formularer? De har ventet næsten en time."
   Jeg smiler, men mærker irritationen i mit sind. Ja, det er tilsyneladende det en ærkemager kan bruges til efter at have nået øverste rang. Ynkeligt. Hvordan skal jeg dog overleve dette helvede af kedsomhed?
   "Nej selvfølgelig ikke, kardinal. Jeg har blot været beskæftiget med vigtige sager. Jeg skal ikke rende og hoppe for nogle uduelige akolutter. Jeg underviser, når jeg har tid."
   "Javel, mester."
   Jeg løfter opgivende hænderne halvt op i vejret og går så hen imod døren. Jeg går forbi kardinalen og starter vandringen ned af trapperne til salen, mange etager under os. Ruham går lige bag mig, da han skal assistere mig under foredraget.
   De sædvanlige stenfigurer stikker deres kroppe ud fra væggene og de rå billederne, som er hugget ud af muren gør de kedelige grå stenvægge mindre ensformige. Det grønne tæppe dæmper ligeledes vores fodtrin blandet med lyden fra kåben, som slæber hen ad jorden.
   Da jeg kommer ind i rummet rejser de tre elever sig op fra stolene med deres skriftbøger under armen. Jeg gør tegn til, at de skal sætte sig ned og begynder straks med undervisningen.
   "Fjerderangs formularer," starter jeg, "ja såh..., I er alle nået til en ny milepæl, som vil udfordre jer alle fysisk og mentalt. Hvor hyggeligt." Afslutter jeg nedladende. "Fremtiden vil vise hvem der vil bestå. Ikke alle kan udvide sindet og koncentrere sig tilstrækkeligt, for at nå det metafysiske plan. Magien kræver større kontakt til guderne og nu, hvor vi alle tilbeder jordens gud, Malakitarn, så er det selvfølgelig der vi skal rette vores dyrkelse. Ligeledes vil den håndgribelige kraft komme til grovere udfald. Jeg må gøre opmærksom på, at denne rang vil tære på jeres egen kropslige styrke, hvilket ikke gør sig gældende for tredjerangs formularer og derunder. Det vil kræve fysisk træning, så I bedre kan modstå den kraftige udmattelse. I vil blive overrasket over, hvor træt man bliver efterfølgende i de første måneder." Jeg gør et ophold i min tale. "I skal studere "Malakitarn's rustning". Man kan bruge den på sig selv og andre og formularen vil dække huden med ultra-tynde stenflader, der ikke kan brydes af nogen fysisk påvirkning. Det samme gælder, hvis magi med fysisk natur bliver kastet på jer." Jeg trækker en dyb indånding og kigger rundt på de håbløse lærlinge. Ak, hvor jeg spilder min tid. Ingen af dem har initiativ nok til at se de højere niveauer i fremtiden. Alting er her og nu. Og måske mere i morgen. Rasende slår jeg knytnæven ned i bordet med et forbistret udtryk i ansigtet. Åh, gode Gud, hvad skal jeg dog stille op? Jeg kigger op i loftet og tager mig til hovedet. Hjælp mig ud. Jeg orker ikke dette helvede. Og så stiller en af eleverne mig et spørgsmål. Jeg kunne kvæle den ynkelige rad.
   "Deres ypperlighed, vil De nedfælde skrifterne på muren?"
   Jeg kan ikke holde mig tilbage og bryder ud i en kold sardonisk latter, som går helt ned i maven. Til sidst stopper jeg op og venter et øjeblik, inden jeg meget langsomt og kontrolleret siger:
   "Nej," derefter smiler jeg og fortsætter, "jeg vil ikke høre nogen spørgsmål. De er forbeholdt andre læremestre som for eksempel Ruham, ikke en ærkemager. Hvis jeg nogensinde hører flere spørgsmål, vil jeg personligt sørge for at... nej, nu må jeg hellere lade være med at skræmme nogen." Jeg kigger over på kardinalen. "Ruham, ta' kridtstaven og skriv de usle tegn på muren, så de små akolutter kan tage deres notater. Imens kan I lytte til hvad en ærkemager har at sige: Jeg forventer selvfølgelig, at alle har de foregående formularer i hovedet, så I kan nedfælde hvert ord fra hukommelsen. Xidack, rejs dig og skriv formularen på væggen om eksplosive stenruner."
   Han rejser sig stille op og tager en anden kridtstav i hånden. Runerne viser sig langsomt på muren og han tøver igen og igen med at nedfælde den magiske skrift i formularen.
   "Hurtigere! Vi har ikke hele dagen. Hvis du tøver så meget i den mundlige præsentation vil magien aldrig blive til noget." Xidack sætter farten op, men laver fejl, som han hurtigt retter hen ad vejen. Efter lidt tid bliver han endelig færdig. "Ja såh, du kan tilsyneladende skriften, når det kommer til stykket, unge mand, men du skal være mere præcis. Se her." Jeg peger op på teksten og retter lidt i det. Han sætter sig igen uden at sige noget. "Hm... Niliana kan du fortælle mig hvilke domæner, der hører under Malakitarn's orden?"
   Hun rejser sig og siger uden tøven:
   "Malakitarn's skole har tre grupper. Den første består af de tre hoveddomæner: Jord, planter og dyr. Klassen under har vi to separate grupper, som står for kaos og orden. Kaosdomænet har krig, styrke og ødelæggelse under sig, hvor ordensdomænet dækker visdom, held og beskyttelse. Den nye formular "Malakitarn's rustning" af fjerde rang tilhører altså ordens-domænet."
   "Smuk redegørelse." Jeg kigger væk fra pigen med brillerne og hen på Ruham. Han er færdig med at nedfælde formularen og jeg snakker, mens jeg går over til muren, hvorefter jeg tager en kridtstav op i hånden. "Jeg vil nu overlade gennemgangen af min valgte formular til kardinalen. Her har I skrifterne. Nedfæld ordene og husk at studere i biblioteket." Jeg retter et enkelt sted i formularen, men ingen af dem vil være klar over, at jeg har tilføjet en fejl, kun Ruham, men jeg sender ham et blik om at ignorere det. Der vil helt sikkert gå måneder, inden en af lærlingene opdager det. Jeg griner for mig selv og siger: "Det vil blive en udfordring for jer at få formularen til at virke, men husk nu, at det ikke kun drejer sig om runerne. Kraften skal komme fra oven."
   Jeg kaster ligegyldigt kridtstaven over skulderen, idet jeg begiver mig hurtigt over til døren. Jeg hører den brække, da den rammer stengulvet og jeg frydes en kort stund. Jeg smækker døren og står et øjeblik udenfor salen. Trist af kedsomhed sukker jeg for mig selv. Min vandring op af trapperne til det højeste tårnværelse går aldeles langsomt, men det giver mig tid til at tænke.
   Måske er det på tide at sende flere ting ud til mit hemmelige tempel. Der, hvor jeg er enerådig og bestemmer over dem alle. Sådan som rådet i det magiske tårn burde være. Der er stadig nogle dage til den månedlige samling, hvor vi alle fralægger os de vante regler. Vi svøber os i de nye kåber og helligere de sande skriftbøger, som taler alle gudernes tunger på samme tid. På den nye tempelplads begunstiges de guddommelige med vores nye bønner og tilbedelser. Vi er gudernes nye orden. Det nye konklave. Mit! Mit vidunderlige konklave. Alt er mit og mere vil blive mit...
   "Kazimeeh!"
   Jeg ser frem efter lyden og min lærling komme stormende ned ad trappen. Jeg stopper op og et øjeblik efter trækker han mig ind til siden og begynder at hviske:
   "Mester, jeg har fået fat i fem nye bøger fra Zarlor. Jeg har gemt dem udenfor vinduet bag stengargoilerne på karmen..."
   "Ude i regnen!" hvisker jeg sammenbidt af raseri, "Ashkan har du tabt forstanden. Det pisker ned med regn og du lader hellige bøger ligge ude i den."
   "Ja herre, men de er beskyttet, så de ikke bliver våde."
   Jeg klapper hårdt en flad hånd i baghovedet på ham og går hastigt op ad trappen. Ashkan løber lige i hælene på mig. Pludselig griber han fat i min skulder og siger:
   "Det hemmelige rum stod åben og jeg ville ikke gemme de nye bøger deri, hvis nogen havde opdaget det hemmelige sted."
   Jeg fortsætter forbistret og siger:
   "Det er mig selv, der har rodet med det. Har du fjernet min magiske kappe og lukket hullet? Jeg smed den over for at dække det. Ruham, den tåbe gik ind uden min anerkendelse og jeg måtte gøre noget for at skjule det."
   "Kappe? Der var ingen kappe over hullet. Den lå pænt over stolen."
   Et koldt sus fra maven giver mig en klump i halsen, men jeg er sikker på, at min lærling må have set forkert. Ingen ville vove at betræde gulvet i mit studiekammer uden min tilstedeværelse, bortset fra de medsammensvorne i min nye orden.
   "Ashkan, du må tage fejl."
   "Mester jeg tager ikke fejl. Det var derfor lagde jeg de nye bøger ud på afsatsen bag figuren ved vinduet. Der, er der i hvert fald ingen som søger efter dem. Det er jo også helt mørkt nu, så det vil være umuligt at opdage noget, medmindre man går bevidst efter dem."
   Jeg løber det sidste stykke op til værelset med Ashkan halsende efter mig. I døren fryser jeg fast, da jeg ser min kappe hænge på stolen, som han sagde. Min hud må være blevet grå af skræk. Jeg trækker kåbens hætte ned og kører min ene hånd igennem det lange hvide hår i frustration. Jeg kommer til mig selv og går hastigt hen til åbningen i gulvet.
   "Luk døren, hurtigt!" Den går i.
   Hullet er tomt. De tre forbudte bøger mangler. Jeg falder på knæ foran det hemmelige rum i gulvet. Min tunge er uden mæle og jeg stirre blot ned i intetheden. De er væk. Jeg kigger op på Ashkan og begynder stille at grine.
   "Hvor har du gemt dem?" Spørger jeg stille.
   Han stirrer mundlam på mig og siger ikke et ord og jeg mister tålmodigheden.
   "Hvor har du gemt bøgerne?" Råber jeg arrigt.
   "Kazimeeh, jeg har ikke set bøgerne. Jeg har ikke rørt dem."
   Jeg rejser mig stille og begynder at gå truende hen imod ham, for at få ham til at indrømme det. Han går skræmt tilbage mod døren og siger desperat:
   "Jeg har ikke rørt de bøger. Jeg..."
   Bang
   Døren bliver pludselig sparket ind. Flere af kongens soldater bryder ind i værelset og på få sekunder er vi omringet. To mænd griber mig og jeg råber:
   "Hvad skal det her betyde?"